Klumme

Problemerne bliver stadig mere komplekse, mens løsningsforslagene forenkles

Følelsernes politik er glad for enkle og entydige løsningsforslag. Forbyd burkaer! Luk muslimske friskoler! Men de løser ingenting, fordi de ikke ser problemernes rette kontur. Eneste resultat er, at evnen til at håndtere kompleksitet og udholde spændinger falder
Vi skal kunne se hinanden i øjnene, når vi går forbi hinanden på gaden, har Dansk Folkepartis Martin Henriksen sagt som argument mod tørklæder. Men så skulle solbriller vel også kræves forbudt?

Vi skal kunne se hinanden i øjnene, når vi går forbi hinanden på gaden, har Dansk Folkepartis Martin Henriksen sagt som argument mod tørklæder. Men så skulle solbriller vel også kræves forbudt?

Tor Birk Trads

22. august 2017

Forleden, da jeg i anden anledning var i avisarkivet, faldt jeg over en kommentar, jeg selv havde skrevet i juli 2009, altså for godt og vel otte år siden. Den handlede om, hvordan meninger truede med at overtrumfe konkret viden i den offentlige debat.

Dengang var DF’s Peter Skaarups udtalelser om følelsers forrang for viden i politik endnu fremtid. For slet ikke at tale om Donald Trump.

Sådan er det ikke længere. Konfronteret med min gamle tekst, blev jeg ramt af, hvor effektivt det, jeg dengang kun opfattede som en truende tendens, i mellemtiden har sat sig på den demokratiske debat.

»Det er klart, at der er nogle åbenlyse fordele ved at isolere sit synspunkt fra en større sammenhæng: Man er klar i mælet. Man har en mening, som man kan overskue. Man har skaffet sig en platform, hvor man kan stå fast,« skrev jeg.

Jeg frygtede ganske vist også, at det klare mæle kunne blive stadig mere populært, fordi den moderne verden er uoverskuelig, kompliceret og kræver mere indsigt, end man som enkeltperson orker at tilegne sig.

»Så er det nemmere at gøre spørgsmålet til en sag, der kan ordnes med konkrete tiltag,« konstaterede jeg. Men som et fremtidsscenarie.

Det var dengang.

Nu kræver Socialdemokratiets forkvinde, Mette Frederiksen, alle muslimske friskoler lukket, og hun bruger som led i sin argumentation, at en friskole, der tager udgangspunkt i islam, »ikke er en del af majoritetskulturen i Danmark«.

Hvad så med buddhister og jøder? Eller Indre mission og Tidehverv? Eller vegetarer og økologer for den sags skyld? Grønne friskoler findes jo allerede på Amager. Hvordan skal børnene nogensinde blive integreret i det omgivende ’brug og smid væk’-samfund efter årevis med grøn dannelse?

Og hvor blev den grundlovsfæstede religionsfrihed lige af?

Men klar i mælet, dét er fru Frederiksen.

En anden, der var klar i mælet, var den konservative ordfører, som forleden i morgenradioen ville have burka og niqab forbudt. Fordi man skal kunne se folk i øjnene, når man færdes i det offentlige rum, sagde hun. Og så gentog hun det. Og gentog det: Man skal kunne se folk i øjnene, når man færdes i det offentlige rum, det var derfor, hun ville have burkaer og niqabber forbudt.

Tildækkende dragter som niqaber og burkaer symboliserer en kvindeundertrykkende og religiøs dogmatisme, som er svært forenelig med de grundlæggende frihedsrettigheder, vores samfund bygger på. Omvendt kan stater ikke forbyde dragterne uden at krænke selvsamme rettigheder. Arkivfoto
Læs også

Samme argument har Dansk Folkepartis Martin Henriksen brugt. Vi skal kunne se hinanden i øjnene, når vi går forbi hinanden på gaden.

Men så skulle de jo også kræve solbriller forbudt?

Denne simple konsekvens er åbenbart ikke faldet dem ind, de stoler på, at de kan nøjes med at gentage deres færdigsyede udsagn. Herefter stopper tanken.

Jeg gyser selv, når jeg ser en niqab eller en burka – selv om det mest er i Nordafrika og Mellemøsten, jeg har set dem – i mine vestlige øjne ligner de den hæsligste mandsdominans, men endnu har jeg ikke hørt et sagligt underbygget argument for, at et forbud skulle gøre kvinderne friere i Danmark.

Skal man vise ansigt som borger, når man skal have pas og kørekort for eksempel, duer det selvfølgelig ikke at ville fotograferes i burka. Men derudover er en belysning af konsekvenserne ved et forbud lige så tilhyllet, som det man vil forbyde.

Derfor gyser jeg endnu mere, når jeg hører argumentationer som ovenstående.

Hvorfor, forsøgte jeg for otte år siden at forklare sådan her:

»I længden kan denne måde at håndtere problemer på vise sig mere ødelæggende end de enkeltsager, man vil gribe ind over for. Den fremelsker nemlig entydighed i tanken, hvor uafgjort flertydighed ville svare bedre til problemernes rette konturer. Og for det første bliver problemerne ikke løst, når de isoleres. For det andet slår tankeformen indad i psyken. Evnen til at udholde spændinger, til at leve i en verden, hvor mange problemer ikke har en entydig løsning, men måske tværtimod ændrer sig eller ligefrem yngler undervejs, evnen til i det hele taget at håndtere kompleksitet forringes. Det fører til lukkede, defensive, formynderiske mennesker, som er utilbøjelige til at lytte til noget, der forstyrrer deres veltilrettelagte ’sag’.«

»Er dét, hvad vi vil have?« spurgte jeg i 2009.

Det er det, vi har fået, svarer jeg i 2017.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Grethe Preisler
  • Poul Erik Pedersen
  • Dorte Sørensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Lise Lotte Rahbek
Grethe Preisler, Poul Erik Pedersen, Dorte Sørensen, Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Ja, de enøjede fejrer landsdækkende triumfer, og har kun fået mere vind i sejlene siden finanskrisen og alle de krige, de vestlige lande har ført i Mellemøsten, med flygtningekrisen til følge.
Fornuft eller følelse skal man åbenbart vælge imellem i disse postfaktuelle tider.

Mørke/spejl-solbriller ER forbudt - 'man' tager dem af når 'man' taler med folk 'man' ikke kender særlig godt. Naturligvis. Men nogen forstår kun 'straffe-prislister'.

Ja, Eva Schwanenflügel, i 'postfaktuelle tider' er det logisk smartest at prioritere fornuft. Følelser er det primære medie for det du kalder 'postfaktualitet'. I øvrigt kan jeg berolige med at det går over. På et tidspunkt bliver folk trætte af de der post-religiøse 'fortællinger'.