Klumme

Jeg var rask, jeg blev syg, jeg blev behandlet, jeg er rask igen. Det er løgn

Jeg har lært at leve med, at jeg er fucked up i hovedet. Men jeg har også lært, at det er bedst, når jeg taler om det i datid. Der er et narrativ, man skal følge: Jeg var rask, jeg blev syg, jeg blev behandlet, jeg er rask igen. For hvad stiller man op med problemer, der ikke kan løses eller arkiveres
28. august 2017

Min mormor tog fat om mit ansigt med begge hænder. »Jeg er så glad for, at du har fået det bedre,« sagde hun. »Det kan jeg se på dig, at du har.«

Jeg trak mundvigene opad, lagde mine hænder over hendes og svarede: »Ja. Jeg har fået det bedre.« På cyklen hjem spekulerede jeg over, hvordan man kunne se det på mig. Var jeg mindre bleg, var det min nye frisure, var det fuldtidsarbejdet, der havde erstattet sygemeldingen.

Jeg har lært at leve med, at jeg er fucked up i hovedet. Men jeg har også lært, at det er bedst, når jeg taler om det i datid. Der er et narrativ, man skal følge: Jeg var rask, jeg blev syg, jeg blev behandlet, jeg er rask igen.

Jeg skrev en klumme sidste sommer, da medicinen begyndte at virke. Jeg skrev, at jeg havde fået varmen igen. Så fulgte et år med skiftende medikamenter: Nogle gjorde mig større, andre lillebitte. Der gik et par måneder, hvor jeg ikke kunne komme ud af sengen. Så et par uger, hvor jeg ikke sov overhovedet.

Så en dag stod jeg i min mormors stue og sagde, at jeg havde fået det bedre. Jeg var syg, og det er jeg ikke længere. Men jeg blev aldrig raskmeldt. Sygemeldingen udløb bare, og livet begyndte igen. Jeg ringede til min psykiater og meddelte den automatiske telefonsvarer, at jeg måtte aflyse vores aftale om fredagen. Jeg ringede aldrig tilbage for at få en ny tid. Jeg tog min pille hver morgen, indtil glasset var tomt. Og så stoppede jeg. Bed tænderne sammen, mens ophørssymptomerne rev og flåede i min krop. Svedte det ud som en feber.

Er jeg rask nu? Hvad ved jeg. Hvem fanden bestemmer, hvad der er sygt. Men for nemheds skyld siger vi, at jeg er kommet ud på den anden side, historien er afsluttet, resten er bare epilog.

Hvad stiller man op med et menneske, der siger: Indimellem har jeg trang til at jage en urtekniv i håndledet på mig selv, det synes jeg bare, du skal vide? Hvad stiller man op med problemer, der ikke kan løses eller arkiveres?

Jeg spørger, fordi jeg selv mangler et svar. Jeg forsøger: Jeg giver kejtede krammere og siger, at man bare skal give sig selv lov til at føle, hvad man føler, ikk’ås, det går over, det bliver bedre, og jeg bager brød og kager, jeg støvsuger og tager opvasken. Jeg gør alt for at undslippe følelsen af afmagt. Sig til, hvis der er noget, jeg kan gøre. Underforstået: Ellers må du gerne holde din kæft.

Ikke en historie, men en tilstand

Nogle ting går aldrig over. Det er bare en dårlig historie. Jeg har det fint, men jeg har det ad helvede til, men jeg har det faktisk okay. Indimellem bliver jeg stadig overrasket. Når lukkede kapitler åbner sig igen. En mand kysser mig på halsen, og jeg går i flitsbue som en toårig, græder af angst i en seng, der pludselig føles alt for lille, og jeg magter ikke at sætte flere ord på det, og jeg magter ikke, at der er flere, der skal lægge øre til det. Jeg siger: »Det er noget, der skete engang,« og vi taler ikke om, at det også er noget, der sker nu.

Der er så meget, vi ikke taler om, fordi det ikke er en historie, men en tilstand. Og der er en masse historier, der ikke bliver fortalt, fordi de er uafsluttede, uden morale eller forløsning. Eller også bliver de skåret til. Hug en nedtur, klip et angstanfald. Jeg har det bedre, siger jeg, fordi det er sandt, det meste af tiden.

Jeg har det bedre, fordi jeg besluttede, at det skulle være sådan. Jeg ved godt, at det, jeg fejler, ikke kan kureres. Det er bare levet liv, dårlige vaner og hikkeanfald i psyken.

Men jeg kan blive så træt af at lyve en slutning på den historie, for den slutter aldrig, den begynder hver morgen, når min telefon bipper mig vågen, og jeg konfronteres med den, hver gang nogen lader fingrene glide over arvævet på mine arme, og jeg tænker: Hvordan skal jeg forklare, at det var den, jeg var engang, og hvornår skal jeg fortælle, at det er den, jeg stadig er.

Og hvordan gør jeg det lige så ufarligt som mit dårlige knæ og min pollenallergi. Hvordan afproblematiserer man et uløseligt problem.

Sådan har jeg det indimellem. For det meste har jeg det faktisk helt fint. Resten taler vi ikke om.

Mikka Tecza er ansvarlig for sociale medier hos Information. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Nanna Wulff M.
  • Trond Meiring
  • Viggo Okholm
  • Niels Duus Nielsen
  • David Zennaro
  • Thomas Olsen
Kurt Nielsen, Nanna Wulff M., Trond Meiring, Viggo Okholm, Niels Duus Nielsen, David Zennaro og Thomas Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ehm Hjorth Miltersen

Jeg læste på et tidspunkt noget nogen havde skrevet om, at det er rimeligt at kræve at livet er mere end "fint" og "okay", at det faktisk er helt fair at kræve at livet i det store hele er "godt" og forsøge at arbejde sig derhen. Men jeg ved ikke hvad næste skridt er når livet ligesom sidder fast ved "okay" og alle de resurser der skulle hjælpe én hen mod "godt" ikke rigtigt virker. Især i et samfund hvor det forventes at vi er i fremgang og vækst hele tiden. Og i et samfund hvor hvis man passer sit arbejde og er nogenlunde funktionel er det nemt at sige og få at vide at man har det godt, uanset hvor skidt man har det. Det er nemt at vænne sig til at have det okay, især når man er træt af at kæmpe for at få det godt.
Måske er det okay at holde pause i kampen, og måske er det okay ikke at se sig selv som en permanent tilstand. Måske er det okay at sige at man har været syg og at man stadig er syg, men på en lidt anderledes måde; at man er rask, men ikke rask på samme måde som man var før man blev syg, og måske er begge tilstande anderledes om et år.
Uanset hvad, tror jeg vi alle sammen ville have godt af at der var mere plads til at tale om det, og tale om det netop som en foranderlig tilstand i stedet for en (u)afsluttet historie. Jeg tror også det ville gøre det nemmere at sige at man ikke har lyst til at snakke om det, når det er sådan man har det, for det er også en måde at afdramatisere det på. Det er for hårdt hvis noget der er der hele tiden skal være så dramatisk.

Kurt Nielsen, Johnny Winther Ronnenberg, uffe bryld, Heidi Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

"Lykkelig den som aldrig har mærket strejfet af angstens vinge men kun den forklarlige rædsels næsten kærlige favntag."
(Johan Borgen)

Laurids Hedaa, Jørn Andersen, Hans Ingolfsdottir og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Jeg vil gerne anbefale en bog til dig:

'Den psykiatriske epidemi' skrevet af videnskabsjournalist Robert Whitaker. Oversat til dansk af PsykoVision

Venlig hilsen