Læserbrev

Replik til fængselspræst Jesper Birkler

Debat
3. august 2017

Den 26. juli kunne man på disse sider læse et indlæg af fængselspræst Jesper Birkler. Han gennemhegler en programrække, som undertegnede og kollega Alberte Clement Meldahl er aktuelle med på P1. Programmet, der har titlen Jeg er nøgen, handler om tidens grasserende kropsdyrkelse og vores stadig mere komplekse forhold til nøgenhed i en pornoficeret kultur, men det synes at rage den opbragte lutheraner en høstblomst.

Han mener, at programmet er udtryk for to mediemenneskers selvfede, selvoppustede, selvkredsende navlepilleri. Birkler er så opbragt, at han til lejligheden opfinder udtrykket »paradisiske populismeplaskere«. Som om det ikke er alt rigeligt mener denne sammenbidte evangelist, at vi to narcissistiske journalister befinder os i et ekkokammer og savner kontakt til virkeligheden. Tak spids.

Det er vores »selvglade sniksnak« i indledningen som får ham i harnisk. Birklers syrlige domfældelse vidner imidlertid om, at han ikke har formået at overvinde sin væmmelse ved de første minutter af programmet. Derved har han behændigt undgået at lytte til det som er kernen, nemlig de medvirkendes alsidige erfaringer og begavede refleksioner over de nævnte temaer. Forhåbentlig er Birkler ikke lige så selvantændelig som sjælesørger, som han er som ’kritiker’.

Adam Holm er historiker og journalist.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her