Hver sensommer begynder jeg at svømme. Forestillingen om et liv med en stærk krop. Jeg finder min badedragt frem. Cykler over til Sundby Badet.
Jeg skutter mig og lader mig glide ned i vandet. Svømmer. Langsomt. Alle lyde er skingre, rungende. Tsunami! råber drengene, når de hopper i fra vippen. Bombe hed det, da jeg var barn.
Jeg kan huske, hvordan vi svømmede som børn. Hvordan vi snoede os som sæler i vandet. Hvordan lydene blev fjerne på femmetervippen, før jeg kastede mig ned. Øbrohallen som en katedral, marmor og søjler.
Livredderen passerer mig, han slentrer langsomt rundt om bassinet. Han har solbriller på. Jeg kan ikke se ham i øjnene. Jeg kan ikke se, hvad han kigger på. Livreddere ser vel på folk. De kigger vel på kroppe og på, hvordan folk svømmer. Jeg dykker ned under vandet. Lydene forstummer, bliver en tyk suppe af mumlen.
Jeg kan huske striben af mørkeblå kakler i bunden af bassinet. Jeg kan huske metalafskærmningen mellem bassinerne, som vi dykkede under. Vores kroppe kunne lige akkurat glide under. Kroppene som et redskab. Kroppene, der legede.
Jeg vender for enden af bassinet, sparker fra på kanten. Jeg tænker på svømmeres kroppe. På om jeg med tiden vil få en overdrevent muskuløs overkrop, hvis jeg bliver ved med at svømme. Som de østeuropæiske svømmere. Smalle hofter, ingen bryster, brede skuldre. Det er nok for sent med det.
Jeg svømmer rygsvømning. Den hvide solafskærmning er trukket for de store glaspartier. Jeg svømmer ind i noget blødt, glat. En nøgen ryg. »Vi skal holde til højre,« siger manden. Det var da satans, som nogle mennesker har travlt med at lege politimænd.
Jeg vender mig om og svømmer videre. Jeg ser mig om under vandet. Kroppe som isbjerge. Hovederne kappet af, lemmerne, der arbejder, næsten lydløse. De ligner dyr i sprit i det blå vand. Der er noget antiseptisk over det, den blege hud og det mørke badetøj.
Jeg holder pause, træder vande. Jeg smiler op til en kvinde med enorme lår og et massivt bildæk af en mave. Først da hun stiller sig med siden til, kan jeg se, at hun er gravid. Hun tager en slags kasse fra et stativ, hvorpå der AQUAPUNKT. Kassen er mærket mamaboxing. Den har et piktogram af en kvindekrop, der rækker armene frem foran sig. Hun tager den med ned i vandet og stiller sig ved bassinkanten. Så begynder hun at bøje og strække armene med kassen i hænderne. Jeg kigger væk.
En stor, behåret mand svømmer i samme bane som mig. Han har et kraftigt fuldskæg. Hver gang han har svømmet en bane, holder han pause. Så står han og stryger sig over det våde skæg. Han åbner munden, mens han gør det, næsten som om han skærer en grimasse. Man kan fylde så meget med sådan en bevægelse. Jeg stirrer lige ud, når jeg passerer ham.
Jeg forestiller mig, at alting transporteres hurtigere rundt i vand. Fra den ene krop til den anden. Som om vi rører ved hinanden uden at ville det. Alle mennesker er altid enten for meget eller for lidt, ikke? Enten vil de have noget af en, og så er det et problem. Eller også vil de ikke have noget af en, og så er det også et problem.
Jeg står under bruseren. Det varme vand, kroppenes afklædte fællesskab, det er en form for trøst. Jeg bekæmper trangen til at tisse, som det løbende vand altid fremkalder. Min krop er blød. Medgørlig som stearinlys i solskin.
Jeg kan huske, hvordan vi tændte for det varme vand igen og igen, hvordan det fossede ned over ryggen, hårdt mod huden. Jeg kan huske rækken af stålvaske, hvor vi lagde vores badedragter i blød. Når de havde ligget lidt, tippede vi den lille vask, så vandet væltede ned på gulvet.
Jeg kan huske vores stærke, trætte kroppe.
Hver sensommer begynder jeg at svømme.
Julie Top-Nørgaard er forfatter og journalist. Klummen er udtryk for forfatterens egen holdning
