Kronik

Den Russiske Revolution var et moderniseringsprojekt båret frem af religiøst håb

Den Russiske Revolution talte til et religiøst håb om at sætte sig ud over virkelighedens jernlove. I modsætning til kristendommen, der stiler mod Paradis i det hinsides, ville den skabe utopien på jord gennem disciplin og vilje. Derfor kunne den legitimere nogle af det 20. århundredes alvorligste forbrydelser
Ofre for den russiske revolution blev begravet i Moskva i 1917. Ingen anden ideologi end kommunismen – ikke engang fascismen – har så mange lig og ødelagte menneskeskæbner på samvittigheden. Opregner man alene antallet af døde, løber regningen for 100 års kommunisme op i 100 millioner. Foto: Mary Evans Picture Library

Ofre for den russiske revolution blev begravet i Moskva i 1917. Ingen anden ideologi end kommunismen – ikke engang fascismen – har så mange lig og ødelagte menneskeskæbner på samvittigheden. Opregner man alene antallet af døde, løber regningen for 100 års kommunisme op i 100 millioner. Foto: Mary Evans Picture Library

21. august 2017

I et århundrede med så mange katastrofer som det 20. er det problematisk at rangere dem og pege på den største. Men Den Russiske Revolution ville nu være et godt bud. For ingen anden ideologi end kommunismen – ikke engang fascismen – har så mange lig og ødelagte menneskeskæbner på samvittigheden.

Opregner vi alene antallet af døde, løber regningen for 100 års kommunisme op i 100 millioner. Altså svarende til en million om året, hvis man havde drysset ofrene jævnt ud over hele perioden. Det er langt højere end i selv de mest brutale konflikter, vi har i vore dage.

Men kommunismen kunne kun udvikle sig til en katastrofe af dette omfang, fordi Den Russiske Revolution fra begyndelsen blev opfattet som en helt særlig begivenhed med potentiale til at forandre spillereglerne for det politiske, sociale og kulturelle liv ikke blot i Rusland, men i ethvert samfund.

I en vis forstand var revolutionen blot én i en serie af politiske omvæltninger, der ramte det uduelige og reaktionære tsarregime, der havde haltet sig ind i Første Verdenskrig blot for at kollapse i mødet med den første moderne massekrig.

Men det nye kommunistiske regime var noget ganske andet. Den anerkendte historiker Eric Hobsbawm, der selv var overbevist marxist frem til sin død for få år siden, har i bogen The Age of Extremes givet en på én gang præcis og afslørende beskrivelse af Den Russiske Revolution.

Hobsbawm pegede på, at den gamle verden i 1914 havde tabt sit himmelske mandat og således stod for fald:

»Det syntes, som om der kun var behov for et signal, før folkene ville rejse sig og erstatte kapitalisme med socialisme og dermed forvandle verdens meningsløse lidelse til noget mere positivt: en ny verdens blodige fødselssmerte og veer.«

Det var Den Russiske Revolution, der gav dette signal og derfor kom til at spille en verdenshistorisk rolle, der kun lader sig sammenligne med Den Franske Revolution i 1789.

Nærmest religiøst

Revolutionen kunne opfattes som et udtryk for, at de mobiliserede masser under ledelse af en højt disciplineret partiorganisation ikke blot var i stand til at bringe en hensygnende politisk orden til fald, men også springe over hele verdenshistoriske epoker, tage skæbnen i egen hånd og alene gennem disciplin og jernvilje realisere utopien. Den var også som revolutionær praksis et moderniseringsprojekt.

Den Russiske Revolution gjorde det på den ene side klart, at et radikalt alternativ til den bestående feudale eller borgerlige orden var tænkbart, og på den anden side at det faktisk lod sig realisere. Partiet kunne selv skabe historie.

Man var ikke bundet til at følge de ruter for samfundets modernisering, som den kapitalistiske ordens magt- og markedslogik havde udstukket, men var tværtimod forpligtet på selv at bane vej og gøre sti for et fremskridt, der havde opgøret med det bestående som sin første forudsætning.

Her i denne berusende erkendelse af menneskets muligheder for som politisk væsen selv at skabe virkelighed, lå revolutionens varige åndshistoriske betydning: På samme måde som senere fascismen udvidede Revolutionen spektret for, hvilket samfund man kunne forestille sig, og hvordan man kunne handle politisk.

I modsætning til tidligere tiders venstreorienterede anarkister, der havde handlet med samfundets omstyrtelse for øjet, var den leninistiske marxismes øjne fæstnede på det samfund, der skulle bygges op.

Der var noget næsten religiøst i betragtningen. Det håb om noget andet, der i kristendommen havde været rettet mod det hinsides, blev nu i radikal forstand sekulariseret og gjort til noget, der kunne indfries gennem disciplineret revolutionær, politisk handling.

Voldsom tiltrækningskraft

For så vidt er det ikke underligt, at Den Russiske Revolution kunne virke dragende på eksempelvis vestlige intellektuelle. For dens forestilling om det kommunistiske partis og den revolutionære avantgardes historieskabende karakter var blot en variation over et af det moderne samfunds grundmyter, fortællingen om menneskets promethiske stræben.

Men selv om kommunismen også i Vesten fik sine betydelige proselytter – eksempelvis den Stalin-begejstrede Hobsbawm – og selv om senere generationer af skrivebordsrevolutionære på universiteterne har haft varig og negativ indflydelse på det intellektuelle klima i Vesten, så peger Den Russiske Revolutions arv ikke på den første verden, men derimod på den tredje, der i en lang årrække blev et ideologisk eksperimentarium for den revolutionære beruselse.

For mens de forskellige kommunistiske bevægelser, der blomstrede op i Europa efter Første Verdenskrig, alle som en led skibbrud, blev Den Russiske Revolution en inspiration for antikolonialismen, der for alvor blomstrede op efter Anden Verdenskrig.

Tiltrækningskraften er heller ikke her vanskelig at forså, for de antikolonialistiske bevægelser stod i egen selvopfattelse – måske i højere grad end de russiske kommunister – over for opgaven at skulle opbygge noget helt nyt fra bunden.

Den tredje verdens marxistisk inspirerede intellektuelle og politiske ledere var i høj grad nationalister. Hvad end det drejede sig om regulært kommunistiske regimer, såsom Kina og senere Vietnam, Cuba og Cambodja, eller om de mere idiosynkratiske marxistisk orienterede regimer, som man eksempelvis kunne finde i Afrika, kunne Den Russiske Revolution stå som et bevis på, at det var muligt at skabe et samfund fra bunden i et voldsomt brud med fortiden.

Samtidig betød muligheden for at associere sig med den kommunistiske magtblok, at det helt oplagt var muligt at få adgang til kapital og hårdt tiltrængt ekspertise uden at skulle læne sig op af de gamle kolonimagter. Den Russiske Revolution pegede også her på en alternativ moderniseringsdagsorden.

Taberstrategi

Men hvor forståelig denne tilgang end var ud fra tidens gennemtrængende anti-imperialistiske logik, var det en taberstrategi. Mens det kommunistiske Kina i 1980 havde et BNP på omkring 300 dollar pr. indbygger, var det tilsvarende tal for det kapitalistiske Taiwan over 8.000.

Mens Vietnam havde et BNP på 98 dollar pr. indbygger, havde det – også fattige – Thailand over 700. Og hvor Nordkorea i 1980 havde et BNP på 639 dollar pr. indbygger havde Sydkorea et næsten tre gange så højt. I dag er Sydkorea i øvrigt 42 gange rigere pr. indbygger end Nordkorea.

Man kunne fortsætte i det uendelige: Regimerne, der kom ud af den tredje verdens romance med Den Russiske Revolution, var i de fleste tilfælde enten korrupte og uduelige, totalitære eller rent ud morderiske. Leninismens iboende elitisme forhindrede alt, der kunne minde om en demokratisering af de berørte samfund og centrerede magten i en lukket partielite.

Moderniseringen kom til at foregå hen over hovedet på civilsamfundene, der systematisk blev afmægtiggjort. Talløse lande blev destabiliseret som følge af opslidende borgerkrige, og alle steder betød det kommunistiske system, at økonomisk vækst og reel modernisering udeblev. I sidste ende har såvel politikken og samfundslivet som kulturen regler, det ikke er muligt at overskride.

Det er netop, fordi Den Russiske Revolution talte til et religiøst håb om at sætte sig ud over virkelighedens jernlove, at den kunne legitimere så alvorlige forbrydelser. Selv om Den Russiske Revolution for længst er et overstået kapitel, dens kirke lukket og dens menigheder svundet ind, lever vi fortsat med dens tunge arv.

Christian Egander Skov er ph.d. i historie og redaktør på Årsskriftet Critique

Serie

100 år efter revolutionen

100-året for den russiske revolution nærmer sig. Hvad skete der egentlig i revolutionsdagene og årene efter? Var revolutionen en succes eller fiasko? Hvilke følger har den haft for vores måde at tænke på i dag? De spørgsmål besvarer en række forskere og debattører i denne serie.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
  • Niels Duus Nielsen
Hans Aagaard og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

De 100 millioner stammer fra Le Livre noir du communisme: Crimes, terreur, répression (1997), redigeret af Stéphane Courtois. Bogen og dens konklusioner er stærkt tendentiøse og tvivlsomme. Se bl.a. Noam Chomsky's kritik, "supposing we now apply the methodology of the Black Book and its reviewers" to India, "the democratic capitalist 'experiment' has caused more deaths than in the entire history of [...] Communism everywhere since 1917: over 100 million deaths by 1979, and tens of millions more since, in India alone." Noam, Chomsky. "Counting the Bodies". Spectrezine. Retrieved 2016-09-18.

Rebekka Joensen, Karsten Aaen, Kurt Nielsen, Flemming Berger, Palle Yndal-Olsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Denne artikel er et virkelig godt eksempel på, at det ikke er muligt at bedrive historie uden at have et synspunkt eller en vinkling, som historien skrives ud fra. Som Bent Nielsen gør opmærksom på skal kikkerten holdes for det blinde øje, hvis man ønsker at få en sammenhængende historie ud af de kaotiske begivenheder. Den reelt eksisterende socialisme har mange skeletter i skabet, men ikke nær så mange, som det samfundssystem, som forsøges bekæmpet.

"Moderniseringen kom til at foregå hen over hovedet på civilsamfundene, der systematisk blev afmægtiggjort" fungerer her som en karakteristik af de sovjetiske og kinesiske udgaver af kommunismen, og overser helt, at præcis den samme kritik kan rettes mod de vestlige kapitalistiske stater.

At skribenten helt uden belæg hævder, at "skrivebordsrevolutionære på universiteterne har haft varig og negativ indflydelse på det intellektuelle klima i Vesten" viser, at selv en ph. d. i historie ikke er i stand til at sætte sig ud over sine forudfattede synspunkter og den historisk formede hverdag, vedkommende lever i. Det er rigtigt, at universitetsmarxismen har haft en varig indflydelse, men om den er negativ, har vi endnu til gode at se, historien er ikke slut endnu.

Så artiklen er en anbefaling værd, ikke så meget på grund af indholdet som på grund af den tendentiøse og enøjede behandling af stoffet, som lægges for dagen. Bent Jensen har ikke levet forgæves.

Rebekka Joensen, Hans Ingolfsdottir, Gustav Alexander, jørgen djørup, Karsten Aaen, Kurt Nielsen, Flemming Berger, Jens Falkenberg, Palle Yndal-Olsen, David Zennaro, Martin Mørch og Lars Peter Simonsen anbefalede denne kommentar

Hvis man ser på nazisternes 12-årige herredømme i Tyskland, og hvor mange døde, der i sidste ende kom ud af det som en direkte konsekvens, giver det da klart mere end 1 million om året.

Flemming Berger, Per Torbensen og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Odin Rasmussen

Hvor mange mennesker er blevet slået ihjel de sidste 100 år af de anti-kommunistiske samfund ?
irakkrig, Afghanistankrig (ca2 mio.)
Armenske folkemord (3mio. døde)
Hitlers krig mod Rusland (27 mio døde russere)
Vietnamkrigen (dræbt og såret 3 millioner)
Hungesnød i britisk Indien (3 mio døde)
Indiens deling (10mio. døde)
Anti-semitisme=>Holocaust (6 millioner døde)
Japans krig mod Kina 20 millioner døde
Diverse af-koloniserings krige 3 millioner døde
CIA støtte til regimer i sydamerika

Hans Ingolfsdottir, Randi Christiansen, Karsten Aaen, Flemming Berger, Torben K L Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Nikolaj Lohmann

Den russiske revolution var måske den mest demokratiske begivenhed i verdenshistorien. Det er sandt, at den senere - efter Lenins død - degenererede i en form for centraliseret statslige autorkrati, men blot at skyde skylden på revolutionen er yderst reduktionistisk. En mere dybdegående analyse af den russiske revolution og dens degenerering ville også komme omkring den russiske borgerkrig, der spillede en afgørende rolle i forhold til at sætte de forhold op, der senere skulle lede til det vi kalder "stalinismen". Disse forhold er: Genansættelse af royalistiske og borgerlige officerer, genindførelse af streng militær disciplin og total udmattelse af en ellers dybt politiseret befolkning, for at nævne nogle få.

Mange af disse autoritære forholdsregler blev taget på baggrund af borgerkrigen, som bekendt var støttet af samtlige lande i den vestlige verden. Revolutionen degenrerede ikke fordi marxisme har "nærmest religiøse tendenser", men fordi den øvrige verden så revolutionen som en trussel for de herskende klasser, og forsøgte, med hård hånd, at nedkæmpe den. Det samme kan vi se i adskillige andre lande, der lænede sig blot en lille smule op ad Marx' læren: Vietnam, Cambodja, Cuba, Chile, etc.

Der findes alternativer til vores kapitalistiske socioøkonomiske system, men disse alternativer er selvfølgelig ikke nogle, der interesserer den herskende klasse, og netop derfor forsøger de at nedkæmpe dem med hård hånd, og har gjort sådan siden den første "kommunistiske" stat, Pariserkommunen, opsprang.

Trond Meiring, Jens Thaarup Nyberg, Hans Ingolfsdottir, Karsten Aaen, Kurt Nielsen, Flemming Berger, Jens Falkenberg, Palle Yndal-Olsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Jeg har altid interesseret mig for Bolsjevikkernes magtovertagelse ( et logisk følge af Zarens styre), men undrer mig også over hvorfor man begik så mange dumheder på så kort tid. Selv jeg kunne måske være omvendt fra liberalisme til kommunsime, hvis teorien ikke blev ødelagt af realiteterne - kun måske...
Allerede i 1921 blev det korrumperede styre udfordret af kronstadt-opstanden. Kravene fra "flåden" var på papiret jo absolut fornuftige, logiske og i tråd med det samfund man ønskede.
Lenin fremstilles oftest som en mere jordnær politiker fremfor Stalin, og med rette.
Opstanden var et opgør med krigskommunismen indført af Lenin, og ønskerne var ( uagtet styrets forsøg på at "højredreje" oprøret) ganske rimelige og kunne sagtens eksistere i et kommunistisk system.
Desværre gik det stik modsat efter nedkæmpelsen.
teori og praksis har det med at være milevidt fra hinanden.

Torben K L Jensen

Hvis den russiske og den kinesiske revolution ikke var sket - eller blev nedkæmpet - ville vi stå med en verdensorden der var blevet uholdbar for de fleste mennesker i dag.
I Rusland : Fra bondestat til industriel supermagt på blot 30 år med store omkostninger der blot ikke står mål med de tab der ville vise sig hvis det ikke var sket.
I Kina : Efter flere store fejltagelser står vi i dag med et kæmpeland med 400-500 mio. færre fattige og den 2. største økonomi globalt (tendens : overtager førstepladsen indenfor få år).
Konklusion : Den historiske dom over kommunismen (som den er blevet praktiseret - teorien fejler ikke noget) bliver sikkert noget i retning af fremskridt på godt og ondt - Som altid.

Søren Ferling

Det er meget rigtigt set og vist også en vinkel, der breder sig, at se kommunisme som et religiøst fænomen - og jeg vil selv tilføje, en kristen kætterretning.

Eric Vögelin har beskrevet dette, at ville have Paradis på Jord (del af den kristne arv) som en kættersk kristen Endetidsbevægelse og kaldt det 'Immanentizing the Escaton' og ser det som noget fælles for revolutionær tænkning.

Niels Duus Nielsen

Sikke da noget ævl! Er det at kæmpe for en mere retfærdig verden nu det samme som at være religiøs? Mage til bullshit er det sgu da længe siden jeg har hørt!!! Skal vi bare lade tingene gå deres skæve gang? Hvorfor dog det? Måske har I jeres på det tørre, men det er vi mange, der ikke har, og vi har da ikke tænkt os at falde til patten, bare fordi I kalder os religiøse, for det ved vi sgu da godt, at vi ikke er.

Voreherre til hest!

Trond Meiring, Hans Ingolfsdottir, Karsten Aaen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Om man kan kalde det religiøst eller ej, kan selvfølgelig diskuteres, men marxismen abonnerer på den opfattelse, at historien tenderer mod et endeligt mål. Revolutionen giver - med en lille omvej om ad "proletariatets diktatur" - plads til "det klasseløse samfund" eller kommunismen, hvor alle modsætninger og konflikter er ophævet. I praksis er man aldrig nået videre end til "den lille omvej", så den paradisiske vision er vel endnu et spørgsmål om tro.

Johnny Winther Ronnenberg

Kommunismen har indtil nu kun medført diktaturer, der er næppe nogen i den vestlige verden, der ville have brudt sig om at leve i sovjet, Kina eller på Cuba.

Marx tanker var formenligt gode nok men de er aldrig blevet fuldt implementeret, så vi ved ikke om det kunne være løsningen på verdens problemer.

Niels Duus Nielsen

Christian de Thurah, alle utopiske visioner er baseret på tro, så langt vil jeg give dig ret. Men det skyldes jo kun, at fremtiden i sagens natur ikke kan være genstand for viden, hvorfor der nødvendigvis må være et element af tro.

Enhver fremskrivning af virkeligheden er således teknisk set et udtryk for tro. 2020-planer og 2025-planer er udtryk for tro. Så måske skal jeg blot acceptere kritikken og konstatere at vi lever i et teokrati.

Lars Løkke er Ypperstepræst og Inge Støjberg er Storinkvisitor. Anders Samuelsen er så reformatoren, som prædiker sole scriptura, men som har lagt sit kætteri på hylden i en højere sags tjeneste, nemlig den jagten på den hellige ministerpension.

Christian De Thurah

Niels Nielsen
Ja, meget er baseret på tro og ønsketænkning. Det gælder dog ikke marxismen. Den er nemlig videnskabelig, renset for religion, ideologi og falsk bevidsthed, og Marx' visioner er noget, der uundgåeligt vil indtræffe.
Så der er sådan set ikke så meget at diskutere.

Søren Ferling

"Enhver fremskrivning af virkeligheden er således teknisk set et udtryk for tro. 2020-planer og 2025-planer er udtryk for tro. Så måske skal jeg blot acceptere kritikken og konstatere at vi lever i et teokrati."

Pointen er at at kommunismen tror på ting, som videnskaben for længst har falsificeret - som at mennesker fødes ens og at forskelle derfor er resultat af forbrydelser.

Allerede dér ligger vejen til lejrsystemer åben.

Niels Duus Nielsen

Søren Ferling, måske skulle du være lidt forsigtig med at udtale dig om noget, du tydeligvis ikke har begreb om. For det første er kommunismen en ideologi, som ikke tror på noget, kun mennesker tror. For det andet er det noget vrøvl, hvis du mener at kommunister tror, at mennesker er ens, det er der sgu da ikke nogen ved deres sansers fulde brug, der tror, man skal jo bare kigge på folk på gaden for at se, at folk er endda meget forskellige, det behøver vi ikke videnskaben til at verificere eller falsificere.

Hvad vi kommunister derimod går meget op i, er at folk fødes lige, og at de derfor skal behandles som ligeværdige, uanset hvor meget habengut de har fået slæbt sammen på mere eller mindre uærlig vis.

Og lejrsystemet er jo ikke en kommunistisk opfindelse, Inger Støjberg var meget stolt af sine teltlejre, og hun er mig bekendt ikke kommunist.

Torsten Jacobsen

Det messianske aspekt i kommunismen er profetien om det klasseløse samfund, som glitrer der i morgenrøden for enden af historien.

Niels Nielsen "Hvad vi kommunister derimod går meget op i, er at folk fødes lige, og at de derfor skal behandles som ligeværdige, uanset hvor meget habengut de har fået slæbt sammen på mere eller mindre uærlig vis.", hvordan er det gået med det under kommunismen?
Du har ret i at kommunismen ikke ser mennesker som ens. der er dem i magtapparatet og alle de andre som skal gøre hvad der bliver sagt og forlangt. I et kommunistisk styre er der ikke plads til ukontrolleret frihed. Man er nødt til at holde 5 års planerne, ellers når folk at dø inden de får deres trabant.
Undskyld mig, men trods de gode intentioner som kommunismen bygger på, så er det teori, og praksis var langt fra dette.
Kommunisme fungerer så langt at man får andre til at betale for "driften", når krybben er tom så ser det straks anderledes ud, og korthuset falder.

Jens Thaarup Nyberg

Hvor er den historiske dybde, i artiklen; mon ikke Dracon, Solon, Kleistehnes, Platon, Aristoteles samt den nyere histories politiske filosoffer, fra A. Smith og frem, har leveret argumenter til fordel for det, vi med Marx kalder kommunisme.

Niels Duus Nielsen

Ja, Torsten Jakobsen, og det messianske aspekt i kapitalismen er forestillingen om "historiens afslutning", som man på et tidspunkt troede var nået, men som man forsinket har måttet konstatere blot var en station på vejen.

Når man ikke kan skelne mellem en utopisk vision og en realistisk politik vil det selvfølgelig føre til kaotiske resultater. Kapitalismen er ligeså meget båret af en utopisk drøm som kommunismen. Men det gør ikke hverken det ene eller det andet til en religion. I så fald ville alle tanker, som relaterer til fremtiden, være religiøse.

Men selvfølgelig, hvis man er determinist, tror man jo, at fremtiden er fastlagt, og at vi som individer alligevel ikke kan gøre en forskel. Er du determinist, Torsten? Mener du, at vi alligevel ikke har ansvaret for vores liv, ansvaret for de drømme om fremtiden, som vejleder os når vi træffer vore beslutninger?

Niels Duus Nielsen

For at skære min holdning ud i pap:

Kommunismens akilleshæl er den menneskelige egoisme. Kapitalismens akilleshæl er den menneskelige altruisme. Hverken egoisme eller altruisme kan forbydes, begge dele er vigtige ingredienser i den menneskelige tilstand. Kun en teori, som samtænker egoisme med altruisme kan erstatte kapitalismens og kommunismens teorier.

Begge ideologier har giver partielle svar: Ifølge kapitalisterne kommer egoismen fællesskabet til gode på grund af de incitamenter, der findes i at høste gevinsterne af de selviske handling, hvilket bidrager til den effektivitetsforøgelse, som gavner hele samfundet.

Ifølge kommunismen kommer altruismen fællesskabet til gode fordi det alligevel er umuligt for det enkelte individ at være fri, hvis ikke alle er frie.

Opgaven er at samtænke disse to menneskelige karaktertræk og forsøge at udtænke et samfundssystem, som tager højde for begge disse drifter. Og det kræver fantasi, og ikke religiøse fantasier.

Michael Kongstad Nielsen

Det eneste religiøse, der blandede sig i den russiske revolution, var det enkelte menneskes forhold til Gud. Et forhold, der var der både før og efter revolutionen.

Niels Nielsen, altruisme som en del af kommunismen i praksis er at smykke sig med lånte fjer.
Problemet med netop kommunismen er menneskets egoisme eller DNA. Vi er os selv nærmest.
Det kan kommunisme eller nogen anden isme ikke ændre på, og historien må efterhånde have overbevist enhver om de mangler kommunisme og socialisme rummer i forhold til menneskets DNA. Teori er taknemmelig og noget mange "lærde" sikkert kan finde stor nydelse i at dyrke, men i praksis opstår der sprækker i den gode teori, som oftest ender i en eller anden form for kollaps.
Kommunismen var gennemsyret af korruption, men fornægtede det. Kapitalismen er ligeså, men forholder sig til det. Desuden har kommunismen stadig til gode at vise sig som en effektiv måde at sørge for sine loyale undersåtter.

Søren Ferling

@ Niels Nielsen

Du har åbenbart ikke selv forstået kommunismen. Jo, man tror alle fødes ens - ellers ville det f.eks. ikke give mening at tale om at 'bryde den sociale arv' og kun inddrage sociale faktorer og ignorere de biologiske. Læg mærke til at jeg ikke påstår at venstreorienteret tænkning er konsistent, for det er den netop ikke. Man anderkender at folk er uens - og fortsætter 'tænkningen' med at gå ud fra at det er de ikke. De fødes ens, sådan at forskellige skoleresultater er udslag af sociale og ikke biologiske faktorer. Man viser i handling at man ikke mener, hvad man siger.

"Hvad vi kommunister derimod går meget op i, er at folk fødes lige, og at de derfor skal behandles som ligeværdige, uanset hvor meget habengut de har fået slæbt sammen på mere eller mindre uærlig vis."

Her viser din kommunistiske logik sig. Du starter med at sige at folk godt nok er uens, men at de er 'lige' og derfor skal behandles 'som ligeværdige', for så straks at gå ud fra at det folk har slæbt sammen mere eller mindre er resultat af forbrydelser. Det er her i denne tankegang at dødslejrene har deres udspring. Det er kommunismens klassehad, der er en pendant til nazismens racehad.

Det forhold at folk fødes uens og gruppevis uens gør at klassehad og racehad ofte rammer de samme grupper af mennesker - som f.eks. med ukrainerne, der også blev udråbt til at være 'kulakker' og massemyrdet af den grund.

I guder - nej, man kan ikke sammenligne Støjberg med Lenin og Stalin...

Søren Ferling

@ Niels Nielsen

"Kapitalismen er ligeså meget båret af en utopisk drøm som kommunismen. Men det gør ikke hverken det ene eller det andet til en religion. "

Liberalisme og socialisme er begge fejltænkninger, der bygger på menneskelig forfængelighed - nogle selvrosende illusioner, som er nemme at sælge til forfængelige mennesker.
Som sagt har videnskaben for længst pillet fjerene af Sct. Gertrud, men de troenede tror videre.

Søren Ferling

@ Niels Nielsen

"Opgaven er at samtænke disse to menneskelige karaktertræk og forsøge at udtænke et samfundssystem, som tager højde for begge disse drifter. Og det kræver fantasi, og ikke religiøse fantasier."

Så forstår du jo mere af problemerne end du gav udtryk for ovenfor. Den samtænkning er de fleste samfund udtryk for. Det er ideologierne, der splitter usagligt op og som derfor er problemet.

Ideologier er som sagt antividenskabelige.

Jens Thaarup Nyberg

Det er vist en almindelig accepteret iagttagelse, at mennesket er et socialt dyr, samt, at civiliserede mennesker ikke er glade for destruktive, samfundsnedbrydende kræfter, herunder egoismen.
Og det kunne så være udgangspunkt for en videnskabelig socialisme, men så sandelig også for en teknologisk-politisk socialisme.

Gunnar Jakobsen

Tak for et interessant debatindlæg.

Du skriver i næstsidste afsnit følgende: ”I sidste ende har såvel politikken og samfundslivet som kulturen regler, det ikke er muligt at overskride.” Hvilke regler? Hvilke regler er det, du her henviser til?

Venlig hilsen
Gunnar Jakobsen, Aabenraa

Robert Ørsted-Jensen

Elendigt makværk af en artikel en besynderlig blanding af postmodernistisk nonsens, determinisme og tal dom ikke har ret meget med virkeligheden at gøre. Naziregimet var alt andet lige stadig langt mere morderisk og farligt. Leninismeprojektet var først og fremmest udueligt og dernæst moderisk. Men nazismen myrdede flere civile på kortere tid i årene fra 1938 til 45 end noget andet regime vi har kendskab til

Robert Ørsted-Jensen

Hvad mener han feks når han skriver "ikke engang fascismen har" osv. Hvad for en fascisme? Nazismen var ikke bare en blandt andre fascismer. I de fleste tilfælde var fascismen en national katastrofe og racisme noget secundært. For nazismen var race det primære og nationalismen kunne ikke tilfredsstilles inden for ens egen Nations, etniske og sproglige grænser. Her så vi også en ny form for ekstrem kolonialisme og erobringskrigsførsel. Ingen hr til dato slået i moderiske massemord på civile nazisternes fremmarch mod øst i perioden fra 1939 til 45. Vi ved for lidt om de andre leninistregimer men nå det gælder sovjet under Stalin så nåede man ikke her nazisternes årlige kvoter i massemord perioden 39-45 og systematiske racemyrderier. Men sådanne detaljer interesserer ikke vores forfatter her. Makværk!