Da Oktoberrevolutionen sejrede i 1917 blev den hilst velkommen blandt vennerne. I Danmark f.eks. af socialdemokraterne Frederik Borgbjerg og Ernst Christiansen, som begge tog til Rusland for at bevidne den og berette om den hjemme i Danmark.
Men Frederik Borgbjerg og Ernst Christiansen reagerede meget forskelligt på den følgende udvikling. Tilsammen er deres reaktioner et godt billede på de konsekvenser, begivenhederne i Rusland fik for socialismen og opfattelsen af det revolutionære projekts muligheder på venstrefløjen i Vesteuropa.
Da Lenin i 1918 sendte den grundlovgivende forsamling hjem, tog Borgbjerg og mange andre socialdemokrater afstand fra denne antidemokratiske tendens. Ernst Christiansen derimod dannede i 1919 Danmarks Venstresocialistiske Parti, som i 1920 blev til Danmarks Kommunistiske Parti.
Navneændringen var ikke blot en hyldest til Oktoberrevolutionen, men en tilslutning til hele det russiske design af en ny venstrefløj.
Når Ernst Christiansens parti i første omgang tog navnet Venstresocialistisk Parti, hang det sammen med, at der var et tilsvarende parti i Sverige, Sveriges Socialdemokratiska Vänsterparti, under ledelse af Zeth Höglund.
Venstresocialismen var en kritik af Socialdemokratiet. Den var antimilitaristisk, en kritik af det tyske socialdemokratis tilslutning til Tysklands indsats i Første Verdenskrig. Den var demokratisk og anticentralistisk, en kritik af den tiltagende centralisme i Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Og den havde et meget konkret forhold til socialismen, som var en udvidelse af demokratiet fra den politiske arena til også at omfatte den økonomiske.
Venstresocialismen var kun én af mange venstrestrømninger i arbejderbevægelsen i Europa og USA. I Norge var syndikalismen stærk og i Sverige også ungsocialismen. I Sydeuropa var det især anarkismen og syndikalismen. Fælles for disse strømninger var kritikken af Socialdemokratiet og fagbevægelsen for at være udemokratiske og for at have udviklet sig til partier begrænset til parlamentarismen, som havde lagt utopien på hylden.
Kontrol og centralisme
Det russiske socialdemokrati var meget anderledes end de vesteuropæiske. Det var et underjordisk parti i Rusland, som ingen erfaringer havde med demokrati og arbejderkultur.
I Danmark fandtes ved siden af Socialdemokratiet syndikalisterne under ledelse af Christian Christensen, antimilitaristerne under ledelse af Thøger Thøgersen og venstresocialisterne under Ernst Christiansen. I begyndelsen af 1918 dannede Marie Nielsen sammen med Thøger Thøgersen Socialistisk Arbejderparti. Det blev grundlagt på et radikalt medlemsdemokrati. Socialistisk Arbejderparti gik ind i Venstresocialistisk Parti i 1919 og blev således en del af DKP.
For at blive en del af Kommunistisk Internationale (Komintern) skulle ethvert parti leve op til en række betingelser, som bl.a. omfattede navnet: Kommunistisk Parti. Men også kontrol med medlemmernes holdninger, jævnlige udrensninger osv.
Samtidig blev et kommunistisk parti en afdeling i et verdensparti, som havde sin ledelse siddende i Moskva. Ledelsen kunne dekretere enhver politik, men ledelsen af et kommunistisk parti havde ingen indflydelse på, hvem der sad i ledelsen i Moskva.
Hvis vi ser på DKP’s love, som de formuleres i løbet af 1920’erne, er tidligste udgave en formulering af medlemmernes rettigheder over for ledelsen. Ved indgangen til 1930’erne var lovene formuleret som ledelsens rettigheder over for medlemmerne. Det gjaldt ikke kun DKP, men var et generelt træk ved Kominterns udvikling.
I opfattelsen af partidemokrati og partiets rolle i samfundet var Komintern en sejr for den russiske politiske kultur og specielt den bolsjevikiske kultur, som byggede på kontrol og centralisme.
Generelt kan man sige, at kommunismen opsamler en meget bred vifte af venstregrupper og uniformerer dem ind i en politisk kultur, hvor partiet er et redskab for ledelsen, i sidste instans naturligvis ledelsen i Moskva.
Modpol til vestlig tradition
I Lenins optik var Komintern opbygget sådan for at kunne fungere som en revolutionær organisation, som skulle gå i spidsen for at indføre socialismen i hele verden.
Men hvad var det for en socialisme, der skulle indføres?
I og med at Stalin overtog magten i Sovjetrusland, skabtes en religiøs samhørighed i den kommunistiske bevægelse. Den blev brugt i den kommunistiske kultur til at frembringe en tro på, at det samfund, som udviklede sig i Rusland, var socialisme. Religiøsiteten medførte blindhed for den blodige politik, Stalin førte over for grupper i samfundet, som ikke helhjertet støttede ham – ikke mindst bønderne, men også alle de andre politiske partier i Rusland.
Hvad der skabtes, var fuldt og helt i modstrid med de programmer, de europæiske venstregrupper byggede på både i udsyn og kultur. Og frem for alt var den politiske kultur i Rusland/Sovjet og i de kommunistiske partier en videreudvikling af den kultur, som havde været under tsaren. Den var ikke en udvidelse af demokratiet, for der var slet intet demokrati.
Modstandernes ønskedrøm
Udviklingen af kommunismen i Europa og USA var en ønskedrøm for socialismens modstandere i de konservative, kirkelige og andre af det gamle samfunds magter. Her blev det ’bevist’ sort på hvidt, at socialismen ikke var en udvidelse af demokratiet, men en afskaffelse af det. At den ikke betød bedre arbejdsvilkår, men værre. At den ikke betød et gennembrud for den utopiske drøm, men fremvæksten af et monstersamfund, som kostede millioner og atter millioner af mennesker livet.
For Socialdemokratiet betød kommunismen, at man afskrev socialismen som en fremtidsutopi og som et mål. I stedet blev Socialdemokratiet helt og holdent et parlamentarisk centreret parti, som grundlæggende må forstås på den baggrund. Demokratisk socialisme betød ikke længere et brud med kapitalismen, men en bekræftelse af den og en politik, som blot afbødede de værste følger af kapitalisme.
Selv om socialismen blev fornyet efter kommunismens krise i 1956 med partier som Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne, vil mange stadig mobilisere billederne af diktatur, køer og nakkeskud, når de hører ordet ’socialisme’.
Set i det lange perspektiv har arven fra Oktoberrevolutionen været en tragedie for socialismen som utopisk forestilling om et samfundsalternativ til kapitalismen. Det er særligt beklageligt i den fase, vi nu er i, hvor kapitalismens blinde akkumulation truer både klima, natur og kapitalismen selv, for her er det vigtigt at tale om alternativer til den blinde vækst af rigdom.
Det er nu, den utopiske tænkning skal udfolde sig og pege på, at der findes ideer til samfundsmæssige eksperimenter, som ikke bygger på blind vækst, men på deltagerstyrede processer, hvor samfundets værdier fordeles efter medlemmernes behov og ikke efter kapitalens og de superriges behov. Men det er op ad bakke, fordi vi slæber rundt på en grusom tragedie.
Morten Thing er kulturhistoriker, dr.phil.
100 år efter revolutionen
100-året for den russiske revolution nærmer sig. Hvad skete der egentlig i revolutionsdagene og årene efter? Var revolutionen en succes eller fiasko? Hvilke følger har den haft for vores måde at tænke på i dag? De spørgsmål besvarer en række forskere og debattører i denne serie.
Seneste artikler
Historien om den russiske revolution lever videre i kunsten
7. november 2017Hvad var det nu, der skete for 100 år siden under Oktoberrevolutionen? Information bringer en række nedslag med anbefalinger af de bedste kunstværker, der giver perspektiv på hvert et skridt i den skelsættende periode i moderne historieOktoberrevolutionen passer dårligt ind i Putins fortælling om Rusland
7. november 2017Oktoberrevolutionen minder det russiske regime i faretruende grad om de farvede revolutioner i Ukraine og Georgien. Mens den for den almene russer er fjern, famlet fortid, hvor man ikke engang ved, hvilken side af historien ens forfædre selv stod på, siger russiske historikerePå 100-årsdagen for Lenins revolution: Søg en utopi, der ikke er livsfarlig
7. november 2017Den russiske revolution viste sig at være en gruelig fiasko og livtagende. Dagens leder opfordrer til, at den ikke bliver gentaget
Udmærket artikel, som også trækker nogle historiske paralleler i udviklingen af arbejderbevægelsen i Danmark, som indebar en splittelse i en revolutionær og en reformistisk del.
I min optik er katastrofen ikke oktoberrevolutionen. Katastrofen er at arbejderklassen i Europa lod sig bestikke af kapitalen, og derved banede vejen for at socialismen kunne kvæles.
Artiklen springer behændigt over marxismens analyse af proletariatets diktatur, som overgang til socialismen.
Proletariatets diktatur er ifølge marxismen en nødvendighed for, at nedkæmpe de gamle magthaveres positioner i samfundet - for at kunne bygge nyt: Et socialistisk samfund.
Demokratiet - det borgerlige parlamentariske system, kan potentielt godt give flertal til et revolutionært politisk program anført af bevægelser og partier - men det kan ikke forvente, at kapitalismen blot ligger sig på ryggen - og accepterer deres endeligt!
Så let går det nok ikke, desværre.
Skal vi så - derfor - opgive kampen for et bæredygtigt og retfærdigt samfund, fordi kapitalisne ikke frivilligt og uden kamp vil afgive deres priviligier?
Kapitalismen har udlevet sig selv som økonomisk samfundssystem- den er blevet reaktionær - fordi vi ikke længere har brug for den som motor i udvikling af produktivkræfter. Før eller siden vil folke flertallet ønske sig en anden og bedre udvikling. Erfaringerne fra oktoberrevolutionen kan være ualmindeligt brugbare at forstå, for at kunne undgå at falde ned, i de samme faldgrubber.
I min optik starter den bevægelse som skal bane vejen for det nye, som en verdensomspændende bevægelser FOR FRED OG UDVIKLING og imod krig og imperialisme. Vi skal have brubt monopolerne magt.
Sæt igang, der er brug for alle gode kræfter. Det kan godt blive beskidt, men vi må prøve at bevare håbet og de høje idealer (for den sags skyld!).
Det virker, for et utrænet øje som mit, som en rimelig kompetent gennemgang af forskellene på den sovjetiske kommunisme og eurokommunismen/venstrefløjen endnu længere inde mod midten. Der er dog et par steder, hvor forfatterens gengivelse lider af nogle ikke videre veludviklede floskler.
"I og med at Stalin overtog magten i Sovjetrusland, skabtes en religiøs samhørighed i den kommunistiske bevægelse."
Det er typisk i den reaktionære højrefløjs litteratur at man finder sammenligningen mellem kommunisme og dogmatisk religiøsitet. Det er underligt at høre fra en, der selv tilhører venstrefløjen.
Det er i det hele taget en vældig borgerlig kritik. Vi kan med fordel supplere med Althusser's noget enestående venstrefløjs kritik af både stalinismen og eurokommunismen. Begge bestod i uvidenskabelige, hegelske misforståelser. Stalinismen skabte et teleologisk system hvor social revolution og kommunisme blev en uundgåelig naturlov - det var i Althussers perspektiv uvidenskabeligt. På den "moderate" europæiske venstrefløj gjorde man sig omvendt humanistiske vildfarelser, hvor man - inspireret i Hegel - mystificerede menneskets evne til at forstå sine materielle omgivelser og omgjorde kommunismens endemål til en utopisk, hegelsk rekonciliering af individet fra sin fremmedgørelse med resten af verden. Det er ligeledes uvidenskabeligt.
Venstrefløjen som vi arvede gennem eurokommunismen, SF og Vänstrepartiet bærer ikke rundt på en fordægtig baggage, som besværliggør deres socialistiske projekt. Disse partier har ikke et moderne, socialistisk projekt og deres kritik af Sovjet kommunismen er borgerligt-liberal fra ende til anden.
Vi kan også i stedet vælge at forstå kommunismens udvikling i Alain Badiou's perspektiv, som han formulerede det i sin skrift "The Communist Hypothesis". Her gøres kommunismen til ent generaliseret historisk 'invariant' egalitetsprincip, som har eksisteret siden civilisationens begyndelse. I Badiou's tolkning var sovjetkommunismen + Kinas maoisme forsøg på at løse tidligere revolutionære fasers problemer. Pariserkommuen faldt sammen, fordi den ikke evnede at modstå reaktionen, tage magten i hele landet eller at organisere sig effektivt; det problem løste de centralistiske kommunist partier i Østeuropa, Vietnam, Rusland og Cuba. Det næste problem - transitionen til det statsløse samfund - viste denne fase af kommunismen/det generaliserede egalitetsprincip sig imidlertid ikke i stand til at overkomme.
I Badiou's perspektiv bør vi ikke smide alt over bord og benægte sovjet 'fasen' som en anden Peter ved Jesus pågribelse. Vi bør i stedet se hvilke problemer som den præsterede at løse og hvilke udfordringer, som vi derfra bør bekymre os om, for bevægelsen i fremtiden.
Badiou er dog pessimist i det han mener at vi lever i en alder domineret af reaktion, hvor selve betingelsesgrundlaget for denne "kommunistiske invariant" er i fare på linje med bevægelsens situation i d. 19 århundrede. En af de definerende træk ved denne reaktionære tidsalder er netop den borgerlige venstrefløj, der afsværger sig radikalismen og sin egen historie, for at falde på knæ for en modificeret version af det liberale demokrati.
Dennis – jeg har som mangeårig venstreorienteret meget svært ved at se at der skulle være noget specielt reaktionært, højreorienteret og noget-som-helst specielt borgerligt i at påpege religiøsitet hvor religiøsiteten tydeligt er.
Handlede Marx religionskritik ikke om at frigøre mennesker, ikke bare fra åndelig gudstro, men fra trangen til at underkastelse, tilbedelse af guder og i yderste konsekvens disses jordiske præsteskab?
Endte den russiske kommunisme, trotskisme, leninisme etc etc ikke i stedet med at genindføre romerkirken af bagvejen? Manglede der noget? Manglede man f.eks. profeter, paver, apostle, præster eller martyrer? Manglede man bibler, ikoner, relikvieskrin som man kunne tage på pilgrimsfærd og se? Manglede man processioner med bannere og billeder af profeter? Hvad manglede man hvad dette angår? Var der ikke en besynderlig form for åndelig vækkelse i alt dette? Var der ikke også her en hel perlerække af store ufejlbarlige paver og testamenter hvis vilje og visdom der ikke ustraffet kunne stilles spørgsmål ved? en inkvisition? Ja var der ikke også en inkvisition med bødler som man let kunne ende i favnen på? Hvad mangler du Dennis?
Var alt dette andet end bare en stor forbandet ny udgave af den hang til religion og religiøs underkastelse som Marx så ihærdigt troede man næsten havde overvundet?
Var der i grunden ikke også nogle problemer med Marx selv under alt dette her? Ligner de ideer der drev værket ikke lidt for meget noget i retning af bare en ny udgave af det kristne paradis – denne gang ikke i himlen - men på jorden? Himlen på jorden? – og så med med mennesker i? Hvaba? Ligner det ikke bare lidt for komfortabelt noget med en syg ide om et konfliktfrit rum hvor løver, ulve og får græsser side om side? En totalt skyggefri og modsætningsløs virkelighed hvor selve det at være menneske synes at gå i opløsning? Havde han nu også, uanset alle gode tanker, ideer og egenskaber, gjort sig helt fri af sin judæisk-kristne baggrund? Var der ikke i dette elementer der trak i retning af totalitær tænkning?
Er vi ikke - hvis vi skal videre her - nød til igen at sætte kritikken og videnskaben i højsædet? Er vi mon ikke nød til at være meget på vagt og mere klar til at dæmme op for denne evindelige tendens til underkastelse, tilbedelse og afgudsdyrkelse? Er tvivl ikke en alt for underkendt egenskab både her som i al religiøsitet og tro? Har vi ikke brug for mindre tro og underkastelse - og mere tvivl og mere respekt for vores medfødte kritiske sanseapparat?
Hvis man tager sig tid til at læse det kommunistiske manifest, især de ti teser, som afslutter det lille værk, vil man se, at socialdemokraterne faktisk kom meget tæt på at opfylde ni af de ti krav, Marx og Engels stillede op som forudsætninger for et retfærdigt samfund. Blot rørte de ikke ved hovedkravet, nemlig afskaffelsen af den private ejendomsret til produktionsmidlerne, så i takt med at rigdommen koncentrerede sig på stadig færre hænder, blev det muligt for liberalister og konservative at rulle de socialdemokratiske landvindinger tilbage, og det har de så gjort siden, med ødelæggende virkning for både de ubemidlede og naturen.
Proletariatets diktatur er vel det, der skiller vandene: Vi er demokrater, og ønsker ikke et diktatur, for diktaturer er stort set altid af det onde. Sovjetunionen bragte Rusland fra middelalderen direkte ind i den moderne verden, men med meget store menneskelige omkostninger, netop på grund af diktaturet, som måske blev "misbrugt" af kadrerne med Stalin i spidsen, men det kan også tænkes, at det simpelthen er essentielt for diktaturer, at de som styresystemer står pivåbne for misbrug; måske er diktatur simpelthen et andet navn for magtmisbrug? Uanset om der er tale om borgerskabets eller proletariatets diktatur?
Hvis dette er sandt, gælder det så også den anden vej rundt? Er magtmisbrug et andet ord for diktatur? Er den siddende regering et despoti, der kalder sig demokratisk, fordi det er lykkedes den at manipulere befolkningen til at tro, at den borgerlige ideologi er neutral og objektiv? "Sådan er det jo", som en berømt borgerlig politiker formulerede det, da hun forsøgte at frame en kontingent og i bund og grund arbitrær politisk beslutning som en nødvendig sandhed, en naturlov?
Muligvis tager jeg fejl, men den omstændighed, at vi her i Skandinavien lykkedes med at opfylde ni af de ti krav, der blev stillet op i Det kommunistiske Manifest; men at vi nu blot kan se på, mens disse fremskridt i disse år rulles tilbage, viser vel, at det var det tiende krav, der var det afgørende. Den private ejendomsret til produktionsmidlerne må reformeres, i både den gamle og den nye betydning af ordet "reform".
Sovjet var skoleeksemplet på, at statskapitalisme ikke er svaret, men hvad er svaret så? En benevolent kapitalisme er i mine øjne en contradictio in adjecto, som vil ende med at slå os alle sammen ihjel, også kapitalisterne, og det på en måde så både Stalins og Hitlers forbrydelser vil blegne i sammenligning.
Blot at smide kommunismen ud med det socialfascistiske badevand vil være at opgive tanken om et retfærdigt samfund. Efter min ringe mening. Men jeg kan jo tage fejl.
ROJ: "Er vi ikke - hvis vi skal videre her - nød til igen at sætte kritikken og videnskaben i højsædet?"
Kritik er afgørende, men det er ikke ligemeget, hvordan denne kritik fremføres. Hvis du har et par timer til overs, så prøv at lytte til denne diskussion mellem den fundamentalistiske ateist Sam Harris og den mere spirituelt nysgerrige Jordan Peterson:
De forsøger at diskutere hvad "sandhed" er, men diskussionen bryder sammen, fordi Sam Harris ikke er i stand til at sætte sig ud over sin snævre materialistisk-objektivistiske metafysik. Selvom Peterson igen og igen gør opmærksom på, at han accepterer Harris' sandhedsbegreb på mikroplanet, kan han ikke acceptere den på et mere holistisk plan, og Sam Harris er simpelthen ude af stand til at forstå, hvor Peterson vil hen, fordi han ikke er i stand til at bryde ud af den formelle logiks meget snævre rammer.
Denne diskussion er for mig et skoleeksempel på, at overlegen viden - her repræsenteret af Peterson - indeholder den underlegne viden som et delelement i en mere omfattende metafysik. Helt i Hegels ånd.
På en måde siger Peterson: "Been there, done that. Shit happens, get on with your life", men Harris insisterer på ikke at forlade sin trygge lille metafysik og konfrontere en større og langt mere omfattende metafysik, som truer med at undergrave alt, hvad han hidtil har troet på. I stedet fastholder han det trygge og det sikre, selv om det for længst har vist sig at være både epistemologisk og metafysisk utilstrækkeligt.
Selvfølgelig skal der begås religionskritik, men formålet må vel være at forstå, hvad det er for et spørgsmål, religionerne forsøger at løse, og så komme med et bedre svar? Og det er efter min mening på ingen måde indlysende, at moderne vulgærmaterialisme er fremkommet med et sådant bedre svar, snarere tværtimod.
PS: Sjovt nok begår Peterson den samme fejl som Harris, når det kommer til kommunismekritik: I stedet for at anerkende, at de kommunistiske utopier måske er et skridt på vejen i kampen for et bedre liv, både individuelt og kollektivt, afviser han hele ideologien og al dens væsen. Det skyldes efter min (foreløbige) mening, at manden er klinisk psykolog og derfor har en bias i forhold til individets rolle i symbiosen mellem individ og samfund.
Men hans kritik af kommunismen er både dyb, relevant og foruroligende, og værd at tænke over. Alle ideologier er ifølge Peterson udtryk for døde tanker, som holdes kunstigt i live. Og med en sådan kritik rammer han jo et ømt punkt hos enhver socialist.
Robert,
Jeg siger ikke at der er noget særlig borgerligt i at kalde kommunismen religiøs - jeg siger, at det er en kritik, der i historiografien primært fremsættes af borgerlige historikere.
Hvad er problemet? Jo, det du fremsætter er en banal 1:1 sammenligning, hvor du blot leder efter lighedspunkter. Du glemmer at vi på denne måde kan kalde næsten alle sociale fællesskaber for religiøse (ja, også det moderne liberale!), da de alle i nogen form fetischerer et eller andet; om det er liberalismens håbløse drøm om "iværksætteren" og "markedet" eller kommunismens idealer, for ikke at tale om nationale fællesskaber; såfremt en banal 1:1 sammenligning er vejen frem, ja, så kan vi jo også underordne nationale fællesskaber et religiøst ideal! Når man udvider analytiske kategorier til meningsløshed, så passer det meste underligt nok i dem.
De som hylder videnskab som modgift til "religiøse" ideologier, er for det mest de mest ideologisk indoktrinerede, da videnskab ofte også indeholder ideologi. Én ting er fuldstændig sikkert - videnskab (såfremt du mener i naturvidenskabelig forstand) kan aldrig være med til at skabe et "objektivt" godt samfund. Her må vi altså ty til politisk filosofi, selvom de måske ikke er så sexet her i det 21. århundrede.
Har storkapitalen ikke sine bødler? sin inkvisition osv? Jo, men det gøre hverken kapitalismen eller kommunismen til en religion.
I mit ovenstående indlæg skitserede jeg Althussers kritik af stalinismen, som rammer langt bedre analytisk plet efter min mening. Problemet var ikke at gud = marx og pave = stalin eller andre forkvaklede analyser, der strækker definitonen af 'komparativ' til sin absolut mest banale grænse. Problemet var det teleologiske i Stalinismen (den historiske materialisme som 'naturlov') og den humanistiske mysticisme på den borgerlige hegelsk inspirerede venstrefløj.
Og for at besvare ét af de mange retoriske spørgsmål; nej jeg mener ikke, at kommunismen handler om menneskets befrielse. I hvert fald ikke i en hegelsk, dialektisk forstand. Marxismen er den sociale videnskab om historiens gang, den forudsér ikke uundgåeligheder (såsom stalinismen) eller projekterer et næsten neo-platonsk rekoncilieringsideal med 'helet' for det individuelle menneske (som den europæiske venstrefløj). Det er en værktøjskasse, der kan hjælpe os til at forstå hvorfor store omvæltninger sker/er sket og give os en meteorologisk prognose på det spektrum af mulige fremtidige begivenheder, som så kan finde sted.
Ovenstående er selvfølgelig bare én tolkning af Marx, som beror på Althusser. Det er klart at du også kan finde semi-religiøse tolkninger, såsom Ernst Bloch, som kan bryste sig af at være den eneste marxist, hvis filosofi inkluderede et gudsbevis(!) og dét tilmed i Østtyskland midt under den stalinistiske ortodoksi. Det er med andre ord en lidt mere avanceret historie end blot at finde generaliserede lighedspunkter. Marxismen er ikke én ting - det kommer jo an på hvilken skole samt hvilke dele af Marx (den tidlige eller sene, navnligt) som man vægter højst.
Hov, jeg glemte linket til Harris og Peterson:
https://www.youtube.com/watch?v=1gdpyzwOOYY
Dennis Lynne du ikke nævne mig nogle eksempler på borgerlige og realøkriobære som har fremkommet med den kritik t kommunismen/leninismen i realiteten ikke var andet end religion i sekulær udgave. Jeg kender ingen borgerlige og reaktionære. Tværtimod er alle jeg har hørt dette fra venstreorienterede som jeg selv og Morten Thing her. Jeg har også hørt det fra et par tidligere medlemmer at kommunistpartiet selv, også folk der forblev venstreorienterede - men kritisk tænkende samne
Og nej der er ikke en 1:1 fremstilling. Det var underkastelsen - den ukritiske underkastelse og blinde ukritiske tilbedelse af profeter som gør at det er fuldt berettiget at påpeger at dette er og var en form for nyreligiøsitet. At sukp så organiserede sig som en tro kopi af den katolske kirke er en anden sag. Det var bevidst fr Stalins side tror jeg
Sry skulle være "kunne du ikke nævne mig et par borgerlige og reaktionære..."
Det er en uhyre relevant diskussion. Et af problemerne er Partiet og dets rolle. I sovjetudgaven var forestillingen den, at partidiktaturet og proletariatets diktatur hurtigt udviklede sig til identiske størrelser. Historien har lært os, at det er en vildfarelse. Alle de sovjetinspirerede partier i den ganske verden har med mere end al ønskelig tydelighed vist, at det resulterer i et kommissærvælde, der ligger lige så langt væk fra ægte fællesskaber mellem frie og lige individer, som jo ellers er formålet med et opgør med kapitalismen. Vi har vist ikke fundet løsningen på det problem endnu.
At de revolutionære tabte både i Spanien og Tyskland, var i høj grad styret fra Moskva, der ønskede -på imperialistisk vis - at destabilisere Vesteuropa. Bolchevismen er alene et Russisk foretagende, som desværre mange faldt for.
Karl Marx skrifter og den socialistiske bevægelse i vest led under illusionen om, at de skulle vente på den 'verdensomspændende revolution', som faktisk gang på gang blev standset af netop bolchevikkerne i Moskva. I Frankrig blev en generalstrejke afblæst, som kunne have fået socialisterne til magten efter 1. Verdenskrig, fordi de blev lovet støtte fra Moskva der aldrig kom.
For Rusland har det aldrig handlet om virkelig socialisme, derimod om destabilisering.
Husker ingen bombardement af Bornholm og besættelsen derefter?
Imperialismen fortsætter med USA og Rusland som gruopvækkende spillere.
Utopisk socialisme? Er det ment som noget der ikke kan lade sig gøre? Tankevækkende er det netop det samme der blev sagt om demokrati for kun 200 år siden.
En anden ting er : Hvordan ville verden have set ud i dag uden de gevinster der kom i innovation fra konkurrencen mellem de to forskellige samfundsmodeller. Een ting er vel helt sikkert - historien endte ikke med sejren for neo-liberalismen. Tværtom som det ses i dag.
Eva!
Jeg tror, at Lenin og hans efterfølgere selv troede på ideen om ekdklusiv magt til Partiet - ikke fordi de indledningsvis var korrupte - men det skete så kort tid efter. Og vi må indrømme, at det er et dilemma:
hvordan skabe en revolution uden et stærkt Parti - og efterfølgende, hvordan kan partiet lade sig afløse af et menneskeligt system? Vi har desværre ikke svaret.
Pariserkommunen, Rosa Luxemburg, Catalonien og ansatser i Portugal i 70'erne er eksempler på ikke-sovjetiske forsøg. De slog fejl.
I dag er kapitalen lysår foran arbejderne mht evnen til at strukturere og organisere sig relevant - dvs. globalt. Samtidig er kapitalen med stigende hast i gang med at undergrave sig selv. De indlysende problemer i forhold til miljø/klima og ulighed på globalt pan er på ingen måde integreret i kapitalens udviklimg, tværtimod. Men organiseringsmæssigt er kapitalen lysår foran ethvert tænkeligt alternativ.
Finn - Hvad med Kina - verdens næststørste økonomi der er ved at overhale selveste kapitalens hjemland på så godt som alle parametre. Klovn.
Torben!
Kald mig gerne klovn. Undskyld, men Kina er en karikatur på socialisme. Et partidiktatur af værste skuffe. Et parallelsystem af problematisk nepotistisk partidemokratur og rå kapitalisme (båret af korruption), som ingen fagforening med respekt for sg selv kunne accepetere. Socialisme? Desværre, langt fra. Og ingen offentlig støtte til dem, der falder udenfor. Mvh
Det gode ved den, var i hvert fald 1. verdenskrigs afslutning.
Finn - hvorfor forholder du dig ikke til det faktum at Kina synes at være en succes med et løft af 500 mio. ud af fattigdom,deres store investeringer i Afrika,hvor deres omstilling til ren energi er den mest ambitiøse i verden og deres store projekt "Silkevejen" med el-drevne tog fra Hong Kong til London for at spare søtransporten med forurenende skibe. En afgørende ting er at partiet arbejder for folket og ikke så meget for at berige sig selv som i Rusland. At omstille et land med 1,3 mia. indbyggere til et vestligt system der kun har eksisteret i 200 år i forhold til Kina - et kulturland der har 6000 år på bagen - er helt ude i hegnet i et land der er bygget på Kung fu tse´ ideer om mandarinstyre med et fælles skriftsprog der forstås af alle minoriteter med deres eget talesprog.
Riget i Midten er tilbage - ligegyldigt hvad du end måtte mene bliver det 21. århundrede Kinas og for klimaet skyld er det endda det bedste.
En ret tynd kop te. Havde ventet mig noget mere dybtgående fra især Morten Thing.
Torben!
Jeg gør mit bedste for at forholde mig ti, hvad jeg ser:
1) alle i Kina, der er noget ved musikken, køber fast ejejdom i USA eller Canada, og sender deres børn på videregående uddannelse i udlandet, primært til USA eller Canada.
2) hvis du vil have en god stilling i det offentlige, skal du enten have et betydningsfuldt familiemedlem, der anbefaler dig, eller komme med et beløb til en eller anden, der har magt til at få dig ansat.
Lyder det særlig socialistisk, eller tror du, det er vestlig propaganda?
Tak, for at jeg ikke var klovn igen.
Mvh
Torben K L Jensen, det er altså et faktum, at kapitalen er det mest velorganiserede samfundssystem, vi til dato har set. Desværre, for "vel" i "velorganiseret" refererer til begreber som effektivitet, vækst, udbytning, undertrykkelse, manipulation o.a., som under kapitalismen er blevet forfinet i en grad, ingen ville have drømt om for bare 50 år siden.
Kina er et interessant eksperiment, da kineserne eksperimenterer med hvad jeg vil kalde en hybrid: Kapitalistisk rovdyr-økonomi kombineret med nærdemokrati omkring de bløde ting (såsom skolebestyrelser og lokalforvaltning) holdt på plads af en rigid centralisme. Der er milevid forskel på den sovjetiske model og den kinesiske model, men som Finn Jakobsen gør opmærksom på, er det ikke umiddelbart klart, at kineserne har fundet de vises sten, hvilket netop de mange sweatshops tyder på.
Det skriger dog til himlen at påstå, at det nuværende danske "demokrati" skulle være vejen frem, hvilket der så vidt jeg kan se heller ikke er nogen, der har gjort endnu i denne tråd. Jeg nævner det blot, fordi det er, hvad vi er oppe imod: Mere af det samme, hvad enten det er Lars Løkke eller Mette Frederiksen, der står i spidsen for afviklingen af de socialistiske landvindinger.
Hvordan kombinerer vi et ægte demokrati, hvor folk har reel indflydelse på deres eget liv, med et produktionsapparat, som kan brødføde os alle uden at ødelægge naturgrundlaget?
Finn - du forholder dig ikke til de helt store linjer - at magthavere og deres børn skaffer sig et internationalt netværk og forbindelser er afgørende for freden i Verden - i hvert fald ikke noget nyt,men nok noget der går helt tilbage til faraonernes Ægypten hvor lokale magthavere afleverede deres afkom til opdragelse (gidsel) ved hoffet. Finn - det ærgrer mig grueligt meget at du bevæger dig i petitesser i stedet for at se den store internationale betydning af Beijings handlinger har for verdensfreden og klimaet.
Det korte af det lange er, at vi ikke har nogle relevante forbilleder for socialismen,
Ingen steder, og slet ikke fra Kina, kan vi finde vejen ud af moradset.
Hvordan og hvornår, vi finder på noget, der dur, er et mysterium, vi burde beskæftige os med.
Finn - du forholder dig ikke til de helt store linjer - at magthavere og deres børn skaffer sig et internationalt netværk og forbindelser er afgørende for freden i Verden - i hvert fald ikke noget nyt,men nok noget der går helt tilbage til faraonernes Ægypten hvor lokale magthavere afleverede deres afkom til opdragelse (gidsel) ved hoffet. Finn - det ærgrer mig grueligt meget at du bevæger dig i petitesser i stedet for at se den store internationale betydning af Beijings handlinger har for verdensfreden og klimaet.
Det sidste var ikke meningen
Jo, de findes.
Eksempelvis kibbutz-erne i Israel
Andelsbevægelsen i Danmark,
eller demokratierne i det indianske Sydamerika,
Torben!
Jeg har det lidt svært, hvis vi skal acceptere det kinesiske lederskabs sindssygt langfingrede prakis, og samtidigt hyle op om, at Lars Lykke får to par fine underbukser og en billet på færste klasse i flyveren til Seoul
Jeg anerkender fuldt Kinas forrygende fremskridt - men jeg ville nødig være underlagt det kinesiske system - og sandt for dyden, har det intet med socialisme at gøre.
Mvh
Kina
Men lige meget hvad, så var livet i ”Det gamle Kina” et mareridt for dem der ikke var privilegeret.
Selv de missionærer, der blev tvunget ud af ”de røde” sagde at det kun kunne blive mindre forfærdeligt.
Spørgsmål:
Er det forkert at sige at vi skal bruge det kapitalistiske værktøj for at få socialismen til at virke ?
Har vi haft andet end religiøse grupper med tegnede billeder af paradisiske tilstande? Problemet i dag er, at der ikke findes 'gode' tegnere. Dem jeg kender dels fra bøger og dels fra deres eksperimenter har meget ringe gennemslagskraft. Jeg betragter mig selv som vandbærer i en verdensomspændende diffus bevægelse af noget grønt, noget terapeutisk (rens ud i dit eget lort, før du koster rundt med andre) og noget med global bevidsthed.
At beskæftige sig med det politiske vraggods er en god træning, men en direkte lære om, hvad vi skal gøre i morgen, må man ikke forvente. Vi må igennem hver dags morads. Nu skal vi fx underholdes med regeringens fiflerier, hver gang man lige skal se, om der er sket noget forfærdeligt. Bulldozerne er i gang med Amager fælled. Igen bliver naturen ødelagt med et højere formål for øje, i dette tilfælde et par ungdomsboliger mellem ubetalelige lejligheder. Er der nogle partier, der ikke går ind for vækst og arbejdspladser? Det var en socialist, der blev vores første vækstminister, Ole Sohn. Næsten alle er ude på at køre os ud over afgrunden hurtigst muligt, hvad enten man kører i en blå eller rød vogn. Venstrefløjen leger i sandet, mens Løkkehjulet drejer.
At kineserne er mere populære som imperialister i Aftika end europæerne har været, er ikke et argument for at kineserne er gode socialister. Måske beyder det bare, at kineserne er 'bedre' imperialister end europæerne har været. Om det så skyldes, at de levere bedre eller billigere varer til befolkningenrne og laver flere arbejdspladser end europæerne, står lidt hen i det uvisse. Måske giver de bare lidt bedre afkast tl de afrikanske ledere.
@Finn Jakobsen
Ja og så er kineserne ikke håndsky overfor lidt undertrykkelse af borgerlige ballademageres krav om ytringsfrihed etc. Den slags er rigtig populært i Afrika, hvor dissendenter gerne tilbydes husly med tremmer. Nakkeskud er sjældent nødvendigt, så kom ikke og sig kommunismen ikke udvikler sig!
"rens ud i dit eget lort, før du koster rundt med andre" - tak, Niels-Simon, så kan det ikke siges tydeligere!!!
Kommunismen - eller det der kaldes sådan (lenismens højre afvigelse) - er i sandhed vraggods og det er og var i realiteten ikke til venstre det var bare en anden form for elitær undertrykkelse som på mange måde endte med at ligne og rent faktisk var mere end dødgringende og undertrykkende end selv det Zardømme det erstattede var. Men marx tænkning sålænge den er kritisk og ikke en form for liturgi teologi og afgudsdyrkelse er stadig yderst værdiful. Der er ingen rationel grund til at kaster vrag på den del af vores kulturarven - tværtimod!
Tragedien ved alle avantgarde-forestillinger er, at de tager udgangspunkt i, at man selv er i stand til at undgå det, som alle andre igennem historien er falder I: at magt korrumperer.
Det er derfor et helt andet samfund, der er brug for - det, som athenæerne havde held til at opbygge i det 5. til det 3. århundrede før vor tidsregning. Det var et direkte demokrati, som har været under heftig beskydning, men af helt irrelevante grunde og altid fra kredse, der kæmper for deres egne privilegier.
Athenæerne indrettede over tid et samfund med en struktur, der konkret saboterede muligheden for at opnå personlig eller gruppebaseret magt ved at indføre automatisk succession til alle embeder, bortset fra til militæret, hvor udpegningen foregik på baggrund af merit.
Demokratiet balancerede interesserne og satte dem i fællesskabets tjeneste. Det afskaffede således ikke en overklasse, men gjorde det umuligt for dens medlemmer at opnå anerkendelse for andet end at anvende sine formuer og midler til fællesskabets gavn - igennem det religiøse system. Det gjaldt opretholdelse af kulturen igennem finansiering af de religiøse fester med digtoplæsning, dramaopførelse m.m., igennem finansiering af krigsskibene OG igennem offentlig bespisning af borgerne, hvor dette sidste ofte overses.
Alt skete indenfor rammerne af kulten - og når helt almindelige mennesker kunne få overdraget magten, skyldtes det jo, at Athen er den mest gennemførte gudsstat, vi har kendt: igennem lodtrækningen lod guderne de rette borgere vinde; men i praksis betød det, at alle athenske borgere kunne regne med at tjene staten som embedsmand i to perioder a et år.
Athenæerne blev betalt for at deltage i folkeforsamlinger og -domstole, men det var jo langt fra hver dag, at de trådte sammen. Derfor var der også en betydelig krigslyst, som i sidste ende gjorde Athen til en af Oldtidens mest imperialistiske stater, hvorved den ligner mange nutidige prominente lande.
Hvorfor var det godt, at der fortsat var en overklasse? Fordi vi af senere smertelige erfaringer har set, at en stat, der ejer produktionsmidlerne, gør sine borgere til slaver for vækst. En stat ledet af majoritetsinteresser saboterer derimod denne dehumanisering.
Det nærmeste, vi har været dette mønstersamfund, dets fejl til trods, var den skandinaviske velfærdsstat indtil nedbrydningen begyndte i 90erne.
Proletariatets diktatur, forstået på den måde, at det skulle være de mennesker, der producerer værdierne, der også skulle kontrollere produktionsprocessen og de værdier, der kom ud af det, det lykkedes ikke med revolutionen i 1917. Og det er ikke lykkedes noget sted siden at bringe produktionsprocesserne under folkelig kontrol. I stedet udartede det i 1917 til magtstrukturer, der sikrede en selvudvalgt elite magten over værdierne i stedet. Folket blev en fjende af sig selv, hvis folket ønskede at få kontrollen over produktionen. Det var kun eliten og ingen andre, der skulle have den kontrol. Elitens diktatur. Vi kender alle følgerne af dette.
@Robert Ørsted Jensen
"Jeg er ikke marxist!" (Karl Marx)
Robert,
Følgende borgerlige historikere er kendt for at sammenligne marxismen med religiøsitet: Orlando Figes, Postan, Richard Pipes blandt andre. Jeg var ikke klar over, at det var en vigtig pointe hvorom du behøvede beviser.
Der er også Abraham Friesen, der allerede i 60'erne fremsatte idéen om en sammenligning mellem religiøse tendenser i 1500-tallet (reformation + reformationens venstrefløj udenom Luther) også Marxismens forståelsesramme. Det er ikke en ny idé og den er som sagt primært fremført af borgerlige historikere, om du har lyst til at dele kritikpunkt med dem eller ej.
Problemet, som du mangler at forholde dig til, er at din sammenligning er så bred at alle tendenser kan kaldes religiøse efter dit eget eksempel. Du har endnu ikke svaret mig på, hvorfor nationalisme eller liberalisme ikke også er religiøse tendenser, nu når marxismen åbenbart er det?
Det er og bliver en billig kritik, som behændigt undgår enhver réel teoretisk diskussion, som jeg ser det. Det er enddog også lettere for marxismens kritikere end at etablere en politisk-filosofisk kritik i stedet - selvom det nok havde været mere potent.
Dennis Jensen
Jeg skal ikke blande mig i din debat med Robert Ø, og bare henvise til mit tidligere indlæg og tilføje, at elitens projekt måske kunne udarte til religiøsitet, fordi magthaverne ophøjer deres egne dispositioner til sandheder, som ikke skal stå for en kritisk analyse. Det sovjetiske magtapparat i 30erne opfandt en virkelighed, der ikke eksisterede og kunne fastholde sin magt på evige sandheder, som var ophøjede og derfor uden for kritik. Kritikere blev til folkefjender, og folket fjende af folket. Det havde jo ikke i sig selv noget med marxisme at gøre, men styret havde sin basis i Marx og Engels og måtte som sådan genopfinde en virkelighed udenfor virkeligheden for at få virkelighed til at passe. Det religiøse kunne måske ligge der.
Dennis ja jeg har ikke læstcnogen f de nævnte sp jeg kan ikke sige om de også kan se at leninismen var en religiøs afvigelse og stalinismen et forsøg på at skabe en sekulær religion med ham selv som Pave Lenin II. Men skulle de også have set opdaget det religiøse bedrag så er det kun at sige at det var godt set. Om de er birgelige eller ev er ret ligegyldigt og hvad "reaktionær" angår så slår Stalin og stalinismen alle på nær Hitler.
Den der ide om at man kan afvise noget med en bemærkning om at det er borgerligt og reaktionært køber jeg ikke. Kritisk tænkning skal imødegås med gennemtænkt begavet kritik og ikke med påstande.
"Den russiske revolution var en tragedie for socialismen"
Som om det var gået socialismen bedre, uden den russiske revolution.
---
@Eva Schwanenflügel
Bornholm blev, ligesom Berlin, besat af Den Røde Hær i overensstemmelse med de allieredes (England, Usa, Frankrig samt Sovjetunionen) planer for krigens afslutning. Og overladt til Dansk overherredømme i ´46, efter aftale mellem de allierede og Danmark.
Problemet, der førte til bombardementet og kriggshandlingerne på Bornholm, opstod da den tyske ledelse dér, ikke ville overgive sig til de Russiske.
---
@Robert Ørsted-Jensen; 02. september - 04:26
I lyset af de mange parter i borgerkrigen må Lenins ide om en stærk ledelse af landet vel siges at være på sin plads - jævnfør kaos´et i vore dage mellemøsten.
Mht til religionskritik: en intellektuel bekæftigelse, der tilsidesætter det mystiske; så er det med oplysning som vi kender det fra jihad: den falder i en indre og en ydre; og altså, uden én gud anden, end forsat civiliserede samfund.
Jens Thaarup Nyberg - 14:24
Det sidste afsnit giver ikke meget mening, så hvad mener du egentlig? Måske det var en god ide at prøve igen.
Steffen Gliese, en enkelt indvending: "Hvorfor var det godt, at der fortsat var en overklasse?"
Var det godt? Det var jo kun overklassen, der havde stemmeret, og der var ingen grund til at overdrage produktionsmidlerne til staten, for at få slaver til at udføre det beskidte arbejde, for der var allerede slaver, og de var allerede ejet af overklassen.
Så dit billede åbner snarere for det spørgsmål, om demokrati kun kan fungere i et samfund, hvor det er overklassen, der sidder på magten, og hvor underklassen per definition ikke har stemmeret, da man jo risikerer - hvis de er mange nok - at de tager magten og gør overklassen til slaver og sig selv til herrer? Med hvad deraf følger af tiltag, som af den hidtil privilegerede overklasse vil opleves som overgreb og uretfærdigheder.
Nietzsche satte dette spørgsmål på spidsen og kaldte den kristne moral, som fordrer ydmyghed og at man vender den anden kind til, for en slavemoral. For mig at se, er det en af de ubehagelige sandheder, som man ikke bare kan affeje, men som man bliver nødt til at forholde sig til, hvis ikke man vil putte sig selv blår i øjnene.
Herremoral er noget lort, ingen tvivl om det, det 20.århundrede er et langt bevis på herremoralens vederstyggeligheder. Men slavemoral er også noget lort. Relationen mellem herre og træl er i det hele taget noget lort, men ikke desto mindre står det i centrum i alle menneskelige relationer. Hegel gik så vidt som til at påstå, at uden kampen mellem herre og træl ville vi aldrig være nået til bevidsthed om os selv.
Så denne relation må betragtes som et eksistentiale. Vi er altid allerede placerede i samfund, som uundgåeligt vil krystallisere sig som et hierarkisk system. Så det uopnåelige samfund, utopien, om du vil, er det flade samfund, hvor alle er lige. Ikke ens, for det er noget andet, men netop lige værdige. Hvilket i sagens natur er umuligt, det er der sgu for mange idioter til.
Men at det ikke kan lade sig gennemføre til fuldkommen perfektion skal ikke forhindre os i at gøre forsøget, ved hver gang et hierarki truer med at udarte med uretfærdige privilegier til folk, der egentlig ikke fortjener det. For selv idioter er mennesker, og skal behandles som ligeværdige.
Ellers er jeg ret enig i dit skriv.
NEJ; DET VAR IKKE KUN OVERKLASSEN, DER HAVDE STEMMERET!!! ENHVER ATHENÆER MED BORGERRET OVER 18 HAVDE.
https://ritabay.com/2012/02/08/todays-post-slavery-in-athens/
Steffen Gliese, fra slavens synspunkt tror jeg, at alle frie borgere tilhørte overklassen. Men okay, så overklassen og middelklassen da, det skal ikke adskille os.
Og du behøver ikke råbe, jeg er ikke døv ;-).
Selvfølgelig skal vi ikke have slaver igen - eller: måske er folk allerede i kraft af deres gæld slaver på athensk manér...
Men jeg har hele mit liv iagttaget, hvordan en ny slavehær vokser frem i form af umælende maskiner, som i modsætning til biosfæren ikke føle smerte af hverken fysisk eller psykisk art, som kan gøre, hvad ingen mennesker kan i form af kraftudfoldelse eller mekaniske udregninger. Det er på den måde, vi igen kan ophæve klassens betydning, hvilket var sejren for det athenske demokrati - hvilket i øvrigt, som det fremgår af den artikel, jeg linkede til, også havde en ganske stor afsmitning på de love, der gjaldt slavernes forhold.
JEG ER BARE TRÆT AF, AT SPØRGSMÅLET OM SLAVERIET ALTID ALTID ALTID KOMMER TIL AT OVERSKYGGE DET, DER ER DEN VÆSENTLIGE ERFARING FRA DET DEMOKRATISKE EKSPERIMENT: at helt almindelige mennesker kan indgå med samme styrke og vægt, samme gode smag, eftertænksomhed og værdighed i samfundet, som den igennem århundreder forfinede og trendsættende besiddende overklasse.
Sider