Klumme

Da rustvognen drejede om hjørnet, var det, som om jeg havde forlagt min mor

Næsten 90 procent af danskerne kremeres. Og det er vel ganske praktisk. Men min mors død gjorde det klart for mig, hvor fattig vores livsovergange bliver, når fornuftsbaserede sædvaner ikke får følgeskab af følelse og ritualer
29. august 2017

Min mor døde den 13. maj, og i sidste uge satte vi hendes urne i jorden. Vi var samlet, den nærmeste familie, sensommersolen gjorde sit for skyggerne på Holmens Kirkegård, og den gamle graver i Kansas-dragt dækkede jorden til, så fint som var det en lille dans han opførte.

Men vi var lidt rådvilde, for hvad gør man? Vi sang en sang og var lidt tavse sammen. Det var godt endelig at få hende på plads.

For siden rustvognen drejede om hjørnet ved kirken, har jeg følt det lidt, som havde jeg forlagt hende. Den der murrende følelse i kroppen af, at der er noget, man har glemt. Sådan et gip i kroppen lige før man falder i søvn.

Jeg vidste naturligvis godt, at hendes aske stod på en hylde et sted, hvor folk nok skulle passe på den, men jeg kunne ikke slippe følelsen af, at jeg havde svigtet lidt, fordi jeg efter et lagt sygdomsforløb og en intens afslutningsfase, hvor vi til allersidst sad ved hendes dødsleje og kyssende gav hende tilladelse til at slippe livet, ikke havde fulgt hende helt til dørs. Der manglede lige den sidste mil, og det er kommet meget bag på mig, hvor meget den kom til at betyde.

Men sådan gør vi i Danmark. I 2016 valgte 82,9 procent af danskerne at blive kremeret. Øst for Storebælt – hos sådan nogle som os – var andelen hele 89,8 procent. Men det er ikke en dansk tradition.

Det er en praktisk-hygiejnisk foranstaltning, som derudover også er billigere, så alle kan være med. Og ligeså glad jeg er for sådan nogle foranstaltninger, ligeså fattige bliver de i livets allersværeste øjeblikke, hvis de ikke får følgeskab af nye ritualer, der kobler al den fine fornuft til alle de følelser, det sørgende menneske rummer.

Men det er måske ikke så sært, at vi famler lidt. For kremeringen er i et danmarkshistorisk perspektiv en regulær årsunge. Dansk Ligbrændingsforening blev grundlagt i 1881 efter den store koleraepidemi i Europa, dårlige forhold på kirkegårdene og sanitære forhold i al almindelighed samt regulær pladsmangel fik heldigvis en gruppe oplyste mænd til at gå op imod massivt pres fra både kirke og befolkning og arbejde for, at ligene af de syge kunne brændes.

Den første lovlige ligbrænding fandt dog først sted i 1893, men vi skal altså helt op til 1975, to år efter min fødsel, før ligbrænding lovmæssigt blev ligestillet med jordbegravelse. Og først i 1976 var det så bredt etableret, at hovedparten af danskere valgte ild over jord.

Man kan sige meget om død, og nogen stor fan bliver jeg aldrig, men min mors sidste tid er alligevel det mest meningsmættede, jeg har prøvet, måske lige på nær fødslen af min søn. Det eneste meningsløse øjeblik var, da rustvognen drejede om hjørnet efter bisættelsen i kirken. Forsvandt ud i den københavnske trafik. Holdt for rødt. Måske trommede bedemandens lærling let på rattet til en god sang på Pop FM.

Ikke at jeg et øjeblik mistænker, at de topprofessionelle folk, der hver dag har at gøre med vores døde, for at vise disrespekt (og de må sikkert slet ikke høre radio), men havde jeg været der, havde jeg skruet over på P1, som hun ville gøre.

Jeg kan huske, at da jeg spurgte hende, hvad der skulle ske med hendes krop, når hun var død, svarede hun noget i retning af: »Jeg skal vel kremeres«. Og jeg tænkte, ’ja, det skal man vel’. Og det blev hun, og det var godt at få hendes aske i jorden, og jeg vil sent glemme graverens dans. Men næste gang, jeg står i den situation, vil jeg slette et ’vel’ fra mine tanker.

For det er et valg, og jeg er blevet anderledes bevist om, hvad det indebærer, at vi i kremeringen ikke har en tradition med tilhørende riter for den sidste mil. Jeg er ikke hindu. Sådan en kulturkristen kanalje som jeg får aldrig en vægtig tradition med teologisk rygstøtte at læne mig op ad, når benene svigter. Selve ligbrændingen får aldrig en egentlig mening.

Jeg vil sandsynligvis, når min tid kommer, vælge det samme som min mor. For sådan gør vi jo. Og jeg er alt for godt opdraget til at kræve, at netop min krop skal overlades hel til ormene og arkæologerne.

Men vi lever og dør i en tid, hvor fraværet af organiserede og kollektive rammer for sorg bliver stadig mere tydelig – som vi blandt andet har beskrevet i Information, har det emne været en litterær trend i et sådant omfang, at skribent Niels Barfoed skrev, at døden nu var kommet på mode.

Det ved jeg nu ikke, om den er – som sagt: Aint no fangirl – men i sidste uge savnede jeg i hvert fald en fælles drejebog for, hvordan man siger farvel til en urne. Gerne en, der kunne dulme uroen over at lade en rustvogn forsvinde om et hjørne.

Anna von Sperling er kulturjournalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Jørn Andersen
  • David Zennaro
Ejvind Larsen, Jørn Andersen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Min egen erfaring: Man behøver ikke overvære, at rustvognen kører bort. Man kan lade kisten forblive i kirken efter handlingen der. Og præsten kan tilbyde at være med ved urnenedsættelsen. Vedkommende vil da tale på graven og sige en bøn, Graveren kan tilbyde, at man kan holde urnen, evt. selv nedsænke den. Jeg syntes og synes, at det giver mening og kan siges at udgøre et ritual.

Kan godt forstå, at man mangler noget, hvis urnen blot sættes ned af graveren uden et eneste ord.

Det er jo meget forskelligt, hvordan man siger farvel - også til en urne. Min mand ville gerne have spredt sin aske på Roskiæde Fjotd. Da der ikke er åbent sejlvand hele året og han døde i december, hentede jeg urnen hos bedemanden efter bisættelsen. Indtil midt i maj stod den på mit natbord og jeg havde et lille ritual med at sige godnat, hver aften. I maj i et forfærdeligt regnvejr, havde jeg bestilt en ceremoni på Kulhusfærgen. Færgen bringes til ro, flaget går på halv, man kan vælge at synge en sang. Jeg spredte selv asken. Min aske skal spredes samme sted. Man får komplet længde/bredde på et lille kort. Jeg savnede mit lille aftenritual - men jeg havde det godt med at gøre, hvad jeg havde lovet at gøre. Jeg kunne dog ikke vide, at der ville gå 5 måneder. Fra død til askespredning. Døden var ikke ventet - men vi havde talt meget om, hvordan vi gerne ville herfra og det tror jeg er vigtigt at gøre.