Kommentar

Skal vi have ryggen mod muren, inden vi handler?

Den næste generation kan give klimaomstillingen ny flyvehøjde, nye vinger og ny energi
30. august 2017

Det har været en kold og våd sommer. Ikke kun i Danmark, men overalt i verden sætter klimaforandringerne deres tydelige præg på livet, og borgerne bekymrer sig i stigende grad.

Retorikken omkring de nødvendige klimaindsatser og bæredygtig omstilling er optrappet. Al Gore udtaler sig mere optimistisk. Men DMI melder om nye globale temperaturrekorder for juli, og den nødvendige handling fra nationalstaterne lader stadig vente på sig.

Måske skal man vende blikket mod de unge for at finde håbet. 

I juli indtog 37.000 spejdere Kær Vestermark i udkanten af Sønderborg og fordoblede dermed centerbyens indbyggertal. Med rafter, tovværk, presenninger og genbrugstelte blev der i løbet af få dage bygget smukke og funktionelle underlejre, hvor spejderne kunne hygge, slappe af, lave mad, spise og sove – når de ikke var i gang med ugens mange aktiviteter.

Friske og ofte lokalt fremstillede råvarer blev udleveret dagligt, og maden blev fremstillet over lejrbål. Belysning og telefoner fik strøm fra solceller, små vindmøller og medbragte batterier. Da lejren var slut, blev det hele på rekordtid demonteret, helt uden at sætte varige spor i den smukke natur.

I Sønderborg havde vi lavet et ZEROhero-spejdermærke, som 1.000 spejdere kvalificerede sig til ved at cykle, spadsere eller sejle til og fra lejren og derved reducere lejrens estimerede transportfodaftryk på 2.000 ton CO2-udledning.

Andre 1.000 spejdere deltog aktivt i at udvikle bæredygtige løsninger til en fælles mission til Mongoliet eller bygge små solcelleanlæg, LED-styringer og vindmøller. Lad os håbe, at spejderne efterfølgende omsætter deres erfaringer til praksis i Frederikshavn, Fåborg og Frederiksværk.

Sønderborgs strøm- og vandmålere steg markant under lejren, og det samme gjorde affaldsmængderne. Men klimasynderne skulle ikke findes i de bæredygtige underlejre, men derimod i supermarkederne, de opstillede pølse/is-vogne samt på lejrens store fælles scene. I stærk kontrast til underlejrenes bæredygtige tænkning, blev der her brændt masser af energi af. Man fristes til at konkludere, at her herskede den voksne business as usual-verden.

Global turbo på bæredygtighed

Midt i august fik Sønderborg igen besøg, denne gang af 125 unge fra 40 forskellige lande, der deltager i det dansk initierede UNLEASH-program, der har til formål at samle folk fra hele verden for at arbejde sammen om FN’s bæredygtighedsmål, de såkaldte Sustainable Development Goals.

De unge i alderen 25–35 havde tilmeldt sig et forløb i Aabenraa fokuseret på urban sustainability for at blive inspireret til deres fælles omstillingsprojekter.

På sidste aften i forløbet fremlagde deltagerne deres udvalgte problemløsninger og forretningsplaner, som viste både talent, interesse og evne for at udvikle globale løsninger i samarbejde. Tomme bygninger skal enten bringes i anvendelse eller nedbrydes med respekt for, at materialerne skal genanvendes i nye byggerier. Affald er ressourcer, som moderne teknologi kan spotte og genanvende over alt i verden. De unge skal aktiveres gennem læring, udfordringer og camps. Byernes bydele skal udfordres på handling/innovation og benchmarké med hinanden.

Det er meget overraskende, hvordan unge i et faciliteret forløb på kort tid kan skabe både løsninger og forretningsmodeller. Men det slutter ikke her. For de bedste ideer bliver frem til jul faciliteret af UNLEASH-sponsorer og både Gitte fra Danmark, Stephen fra Kenya og Shirley fra Israel er tændt på efterfølgende at sætte nye bæredygtige fingeraftryk på Aarhus, Nairobi og Tel Aviv.

Spejderne kan katalysere klimaomstillingen

Spejdernes Lejr afholdt i juli en erhvervskonference, som efterlyste, hvordan en organisation i vækst (spejdernes) kan vækste yderligere baseret på natur, ansvarlighed og fællesskab.

Min opfordring må være, at Danmarks 70.000 spejdere på tværs af korps griber klimaudfordringen. Tager ansvar i en ubrudt kæde fra spejderhytte eller kirke til hjemmet, til skolen/arbejdspladsen, og at de gennem aktiv handling og begejstring både faciliterer og katalyserer, at ringene breder sig i vandet. Såvel lokalt, nationalt som internationalt.

Det kræver kun, at spejderne, Danmarks stærkeste fællesskab, har mod til at løfte i flok og lade de unge komme til.

Peter Rathje er direktør for Sønderborgs ProjectZero

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Randi Christiansen
  • Ejvind Larsen
  • Peter Knap
  • Arne Albatros Olsen
Randi Christiansen, Ejvind Larsen, Peter Knap og Arne Albatros Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer