Klumme

Så længe der er mænd, der griner af kvinder med fodboldstøvler, er der kampe at kæmpe

Som fodboldspiller opdagede jeg, at piger skal kæmpe mere end drenge. Hele livet skal kvinder være lige så gode som mænd — eller bedre – for at få anerkendelse
Danske foldboldkvinder kan vinde hele vejen rundt, juble og løfte pokalerne højt i vejret. Men det tæller ikke. For ligesom i andre brancher skal kvinder være lige så gode som mænd — eller bedre – for at få anerkendelse.

Danske foldboldkvinder kan vinde hele vejen rundt, juble og løfte pokalerne højt i vejret. Men det tæller ikke. For ligesom i andre brancher skal kvinder være lige så gode som mænd — eller bedre – for at få anerkendelse.

Kay int Veen

Debat
5. august 2017

En gang i 1990’erne spillede jeg fodbold på et drengehold. Lige indtil fædrene syntes, det var for akavet, at vi klædte om i samme rum. Det nyttede ikke noget, at jeg var klippet som Michael Laudrup. Stjernestøv og dyre fodboldstøvler var ikke nok, så jeg flyttede over til det lokale pigefodboldhold i Vejlby Idrætsklub. Jeg sagde farvel til en bænkevarmerplads på drengenes tredjehold og spurtede lige ind på en fast venstre midtbaneplads på pigeholdet.

Vi var rigtig gode. Både socialt og på banen. Jublen ville ingen ende tage, da vi tæskede alle de andre hold til sommerens Friheden Cup i Aarhus. Forsvedte og berusede af vores præstation trådte vi op på podiet og fik overrakt medaljerne og en lille præmie. Dér sluttede festglæden.

For arrangøren havde ikke kunnet finde en sponsor til pigeturneringen og vi måtte, så vidt jeg husker, nøjes med en nøglering eller noget i den dur — i hvert fald var præmien dårligere end den, som det lokale drengehold på tredjepladsen fik.

Jeg var rasende og følte mig uretfærdigt behandlet. En eller anden voksen sagde, at det var mandschauvinisme. Jeg var 11 år og tog det nye ord til mig. Det var et godt ord, tænkte jeg, og begyndte af hade de der mænd, der havde stået for sponsoratet til deres drenge og glemt pigerne. Altså bare hade dem en lille smule. Jeg tror ikke, det var sådan et rigtigt had, måske mere en trist følelse af ikke at blive anerkendt for en præstation — bare på grund af ens køn.

Det skrev jeg om i et brev til Lotte Heise. Vi havde fået en opgave i skolen, og jeg havde set, at hun var god til at skælde ud på mænd. Jeg kan huske, at jeg spurgte hende, om hun hadede mænd, og jeg brugte det nye ord mandschauvinist en del gange for at understrege min pointe om, hvor urimeligt vores pigehold blev behandlet.

Lotte Heise var sød og svarede. Hun hadede ikke mænd, skrev hun. Had nytter ikke noget. Hun forklarede, at man må kæmpe for sin sag og langsomt overbevise de uvidende om, at man som pige er lige så meget værd som en dreng. Jeg blev ret skuffet over det brev og gemte det væk. Hvor var vreden henne? Hvorfor skulle man bare bide det i sig og kæmpe videre?

Det var jo netop det, jeg syntes, var grundlæggende urimeligt. Hvorfor skulle vi piger ud og overbevise nogen om noget? Hvad gik det nu ud på?

Dengang drømte jeg om at blive professionel fodboldspiller. Jeg ignorerede, når voksne sagde, at det slet ikke kunne lade sig gøre at leve af den sport som kvinde. Jeg forstod ikke, at det, der gælder for mænd i sportens verden, ikke nødvendigvis også gør sig gældende for kvinder.

Jeg havde ikke helt forstået sammenhængen mellem tilskuere, sponsorer og reklamepenge til klubberne. Men jeg kunne da godt se, at tempoet på banen var væsentligt langsommere for klubbens damehold i Danmarksserien, end herreholdet, der spillede i en dårligere række.

Indeni troede jeg på, at når vi blev store, ville vores hold kunne sparke og tackle lige så godt som herrerne, så publikum ville betale for at komme og se vores kampe. Naivt. Ja. Jeg ved det. Biologien kan vi ikke ændre på. Jovist er der dygtige kvindefodboldspillere, men der er stadig mænd, der griner af kvinder med fodboldstøvler på.

Det går for langsomt, og deres teknik og fysik er ikke på niveau med herrerne. De mænd griner stadig, selv om danske kvinder spiller bedre bold, end andre landes kvinder og vinder en plads i EM-finalen. De mænd opfordrer ikke deres piger til at spille fodbold, men hepper højt på deres drenge.

Danske foldboldkvinder kan vinde hele vejen rundt, juble og løfte pokalerne højt i vejret. Men det tæller ikke. For ligesom i andre brancher skal kvinder være lige så gode som mænd — eller bedre – for at få anerkendelse. Det med fysikken, biologien og børnene, der engang skal fødes, er ikke et argument for et lavere tempo.

En dag stoppede jeg til fodbold. Lige præcis som andre teenagepiger, der ikke syntes, det var den rigtige sport for en ung kvinde. Måske var der bare andre kampe, der skulle kæmpes. I morgen kæmper kvinder med fodboldstøvler om seernes opmærksomhed. De gør det med stil.

Laura Dombernowsky er Informations Asienkorrespondent. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Laura Dombernowski, lige præcis disse erfaringer gjorde jeg selv, da jeg også drømte om at spille fodbold.
Men wow, jeg så mænd udtale at de havde grædt ved semifinalen, fordi det var så sindssygt spændende, så jeg tror vi ligepludselig har rykket. Ganske som da 'The Jernladies' kom hvirvlende ind ad håndbolddøren i 90'erne.
No worries, jeg tror mændene er lige så meget oppe på rampen når det gælder Danmarks ære!

Alvin Jensen, Karsten Aaen, Jens Ulrik Jensen og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Jeg vil gerne frabede mig at blive slået hartkorn med mænd, som - i åbenbart bevidstløse anfald af ren og skinbarlig 'mandighed' - er dybt fascinerede af fodbold.

I iveren for at gøre en simpel sport til (endnu) en kampplads for nævenyttige kønskæmpere, er det som et skyklapperne spændes ekstra stramt og tunnelsynet forsnævres:

For hvorfor er det monstro, at alle agurketidsskribenterne med identitetspolitiske forstoppelser pludselig lige nu kaster sig frådende ud i en ørkesløs og af ignorance belastet debat om kønnenes stilling på godt 7000 kvadratmeters græstæppe? Og har vi ikke set en sådan lemmingekaskade før? Curling-kugler og koste? X-factor deltagere vi ikke længere husker navnene på? Big Brothers idioti?

Mediernes spotlight såmænd, og de økonomiske interesser som derigennem får deres pund kød nemt og let serveret. Her finder vi taktstokken, og publikum danser ukritisk med, laver bølge og taber fuldstændig bolden af syne. Alt er med andre ord helt som det plejer.

Men livet leves ikke i TV-kanalernes sendeflader, ej heller i debatspalternes flossede gardiner. Den såkaldt 'offentlige mening' er at ligne med natpotten under baronens seng - at drikke af den eller tage indholdet særligt alvorligt er i disse tider behæftet med alvorlig risiko for at pådrage sig den slags dysenteri, som sætter sig på hjernen.

Hans Aagaard, Flemming Berger, Morten Clausen, Jens Ulrik Jensen, Rasmus Knus, Kurt Nielsen og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Laura Dombernowsky

Jeg er såmænd ikke den store sportsfan; men af grunde som jeg ikke selv kan forklare, går jeg gevaldigt op i de tilfælde, hvor danske sportsfolk vinder turneringer. Det betyder ikke noget, om det er mande- eller kvindesport - og sammenligninger på tværs af kønnene er uden mening.
Men jeg tror da godt på, at der er bøvhoveder, der foretager den sammenligning -
sikkert også blandt ledere i sporten.

Specifikt angående kvindefodbold, så er håbet, at Lykke Friis og Helle Thorning kan promovere sporten - og jeg så et billede af Mette Frederiksen & Pia Olsen Dyhr i landsholdstrøjen, det hjælper forhåbentlig alt sammen !!

Elitedivisionen i kvindefodbold hedder 3F Ligaen efter hovedsponsoren.
Champion Leage, hvor Danmark spiller med, er sponsoreret af Pepsi Cola igennem datterselskabet Getorade, der producerer sportsdrikke.

Så der er vel så småt ved at komme lidt penge i sporten; men for de fleste deltagere gælder det selvfølgelig, at de må betale for at komme på banen som i de fleste andre sportsgrene.

Alvin Jensen, Karsten Aaen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Frederik Groth Nordstrøm

Jeg har stor respekt for de danske kvinder på landsholdet og synes vi skal glæde os over deres præstationer. Det er jo ret vildt.
Dejligt at kvindelandsholdet har en god sponsor.
Sigende er det dog at det hverken er en mælkeproducent eller et teleselskab med r.... Fuld af penge, men et fagforbund (et ægte et af slagsen).
Jeg håber de når hele vejen i morgen og at seerne vælger deres kamp fremfor Brøndby-fck kampen, (den der ikke kunne flyttes).

Tænk hvis det havde været omvendt. Mon så ikke at en kvinde fodboldkamp kunne flyttes til fordel for en FINALE i en EM?

Det er sgu Danmarks historie. Ligesom for 25 år siden.

Alvin Jensen, Ole Frank, Frederikke Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Selvfølgelig er der nogle krav man vil blive vurderet på, når man begiver sig ind på det modsatte køns territorium. Det gælder begge veje. Men jeg er overrasket over så fint kvinderne har udviklet deres fodboldspil og spændt på hvor det fører hen. Om de fortsat forfølger mændenes spillestil med korte bukser og farlige taklinger eller udvikler deres eget feministiske spil i miniskirts osv, det får fremtiden vise. Men hallo hvor er underholdende og forfriskende at de damer osse er kommet på banen. Ikke mindst fordi kampene vises på tv til alle os der ikke har den store pakke.

Henrik Bjerre

Jeg forstår ikke pointen. Alle ved da at damer er meget goere end herrer, med deres egoistiske, kortsynede og voldelige adfærd? Damelandsholdet har endda netop bevist det, ved at gøre det langt bedre en herrelandsholdet? Der må da snart komme en solid kampagne med et tilbud om kønsskifteoperationer til mænd, måske med et stort smil fra en af damestjernerne til at overbevise?

PS.: Håber ikke nogen bliver rasende over jeg bruger "damelandsholdet" og ikke "kvindelandsholdet". Men det er den terminologi de fleste andre sportsgrene med lange traditioner for deltagelse af begge køn i hver deres truneringer anvender.

Torben Lindegaard

@Frederik Groth Nordstrøm

Kvindelandsholdet er sponsoreret af Danske Spil gennem datterselskabet Oddset -
dem med "Der er så meget kvinder ikke forstår .....".

Sponsoratet blev tegnet i maj i år og løber frem til og med VM i Frankrig i 2019, så Danske Spil har i høj grad haft næse for en god forretning; men ......... der er i høj grad plads til forbedring.

Okay, jeg er ikke uvildig - jeg kan umuligt acceptere Danske Spils forretningsgrundlag.

Knud Chr. Pedersen

Nu, da kvinderne er i finalen, er det anden gang på seniorniveau, at et dansk fodboldhold når finalen i en 16 nationers turnering. Første gang ved OL i Rom i 1960. Herreholdet i -92 spillede kun 4 kampe for at nå finalen, som holdet vandt. Altså fem kampe i alt i en 8 nationer turnering. Dagens hold har allerede spillet 5 kampe, vundet den sidste altså for at nå nr. 6. Desuden ændrede reglerne sig efter -92. Tilbagelægninger til målmanden, der kunne samle op i hænderne og bruge oceaner af tid på bolden, blev ændret. Og det er vel de to faktorer, som dengang gjorde, at -92 holdet kunne vinde. Herreholdet har aldrig spillet 6 kampe ved nogen turnering, bortset fra Rom 1960, hvis jeg ellers husker korrekt, Det er jeg dog ret sikker på, at jeg gør. Herreholdet har en eneste gang tangerede de fem kampe ved EM i -92, og det var ved VM i -98. Aldrig siden. Desuden er der kommet den myte ind, at - 86 holdet kunne være blevet verdensmester, selv om man blev høvlet ud af Spanien med 1-5 i fjerde kampe, i en turnering med 7 kampe for at vinde turneringen. Ja, og der gror kartofler på bagsiden af månen, vi kan bare ikke se det. Mandefodbold, kvindefodbold, for junior, eller for blandede drenge og pigehold. Hver på sine egne præmisser og med hver sit spil og charme. Danmark som Europamestre 2017? Man kan håbe og vel nok ikke forvente.

Søren Jacobsen

Nuvel med ligestilling. Nu mangler det bare at halvdelen af de soldater der sendes ud på farlige missioner, og hvor nogen desvære ikke kommer hjem igen, er kvinder. Ligesom som det lige mangler, at halvdelen af de ubehagelige og risikobetonede arbejdsopgaver udføres af kvinder.

Quid pro quo.

Colin Bradley

@SørenJacobsen

Vi mangler meget. Vi mangler tillid til, at mandlige pædagoger kan skifte børn for lukkede døre, vi mangler lige barselsmuligheder for mænd, at mænds levealder kommer op på siden af kvinders, at selvmordsraten for mænd bliver reduceret, at mænds følelsesliv ikke undertrykkes og stækkes, så sorg og frustration i voksenlivet ikke kan finde afløb i tårer, som for længst er tørret ind - fordi "mænd ikke tuder".

Ligestilling er en kamp for alle køn. Men en ting er sikkert: vi når ikke ligestilling ved at underkende hinandens kampe og kamparenaer. Privilegier giver blinde vinkler: derfor kan de privilegerede aldrig dømme, hvilke kampe der er væsentlige at kæmpe for den uprivilegerede.

Mette Poulsen, Eva Schwanenflügel, olivier goulin, Henrik Bjerre og Knud Chr. Pedersen anbefalede denne kommentar
Knud Chr. Pedersen

Colin Bradley
"Derfor kan de privilegerede aldrig dømme, hvilke kamp der er væsentlige at kæmpe for den upriviligerede.
Den rammer helt præcist. Kanon.

Det er noget skuffende, men måske ikke så overraskende, at fodboldkvindernes nye store eksponering, af mange kvinder især er blevet brugt som anledning til at køre den store undertrykkelsesfortælling i stilling, fremfor blot at glæde sig over denne succes. Samtidig har især mændenes interesse boostet seertallene. Så mens mændene har opdaget kvindefodboldens underholdningspotentiale, har kvinderne åbenbart især opdaget sammes krænkelsespotentiale.

I øvrigt kan kampen mod mænd der griner af kvindefodbold, principielt aldrig vindes. Med mindre man går ind for tankekontrol, er folk trods alt frit stillet til at mene hvad end de har lyst til, uanset hvor mærkeligt det er.

Jens Thaarup Nyberg

"Den såkaldt ’offentlige mening’ er at ligne med natpotten under baronens seng - at drikke af den eller tage indholdet særligt alvorligt er i disse tider behæftet med alvorlig risiko for at pådrage sig den slags dysenteri, som sætter sig på hjernen."
Uhanejda; så lad os endelig ikke tage den offentlige mening seriøst.

Frederikke Nielsen

Søren Jacobsen, og at halvdelen af alle mænd lægger krop til at gro og føde børn, hvilket ikke er så livsfarligt mere som det har været, men stadig koster liv. Aah, jo og så også lige bidrager til at tage barsel med de små nyfødte, de selv har været med til at producere.

Mere mudderkastning?

ulrik mortensen

Et kontroversielt begreb indenfor feministisk forskning er begrebet 'kulturel appropriation' (eksempler: https://en.wikipedia.org/wiki/Cultural_appropriation ). Professor Irina-Mihalache fra Universitetet i Toronto har for nylig publiceret en artikel 'Of Men and Cupcakes' , hvor hun argumenterer for at mænd, der bager cupcakes er et eksempel på 'kulturel appropriation', de har taget fra kvinder. Hun skriver bl.a: "cupcakes are both a feminist statement and proof of postfeminist domesticity." (Sic!)

http://aupress.ca/books/120250/ebook/08_Elliott_2016-How_Canadians_Commu...

Nu er spørgsmålet om kvinder der spiller fodbold et eksempel på 'kulturel appropriation' ?, det er jo et spil opfundet af mænd ;-)

Ps. så er der også nogle der hellere vil se noget godt fodbold (m/k) og ikke høre på al det intellektuelle øregas ...

Martin Sørensen

jeg møder kun få mænd der ikke anerkender kvindelandsholdet der fuldt fortjent fik sølv derimod så var det faktisk kvinder der lavede den mest bemærkelsesværdige. uretfærdige kritik

tillykke til danmarks dygtige kvindelandshold i fodbold. nadia der erkender "vi var ikke dygtige nok" er så flot. og respektindgydende en selverkendelse kun en tåbe kritisere kvindefodbold nu,