Læserbrev

Har man sagt rød, må man også sige grøn

Debat
8. august 2017

Om lidt over en måned går vi socialdemokrater til kongres. Det gør vi i en tid, hvor indvandring og velfærd fylder på den politiske spiseseddel. Imidlertid vokser et nyt politisk minefelt frem, som kan blive sprængfarligt for os. Her taler jeg selvfølgelig om den grønne dagsorden.

Tag Uffe Elbæk, som brugte Alternativets landsmøde til at proklamere en ny grøn blok, der åbenbart indeholder hele venstrefløjen på nær Socialdemokratiet. I København kalder disse partier sig for »grønt flertal«. Og nu stiller de ligefrem ultimative grønne krav til en S-regering. Underforstået, at vi socialdemokrater ikke er grønne.

De fleste med minimal indsigt i politisk historie ved, at det er noget vrøvl. Stærke socialdemokrater som Svend Auken skabte grønne resultater, længe før der var tænkt på Alternativet. Alligevel bør vi tage kritikken hamrende seriøst, fordi den rammer den inderste finmekanik i vores socialdemokratiske kompas. Historisk er samfundets svageste nemlig blevet ramt, når miljø, forurening og arbejdsmiljø ikke har været i orden.

Et af årets store slag bliver luftforurening, som er blandt de tre største dræbere i storbyerne. Og modsat rygning, fysisk inaktivitet og alkohol, som man selv er herre over, så kan vi byboere altså ikke undgå at trække vejret. Her i København kan op mod 10 procent af alle dødsfald henføres til luftforurening. Og det rammer særligt vores børn, syge og ældre.

Det har fået vores politiske venner til at foreslå forbud mod dieselbiler og brændeovne. Det kan lyde som utopi og drømmeri. Men lige præcis her har de fat i noget væsentligt.

Hvorfor går vi socialdemokrater ikke forrest for strammere krav til tunge køretøjer? Bør vi ikke med tiden overveje et forbud mod dieselbiler? Og er brændeovne virkelig hyggen værd, når 16.000 københavnske brændeovne er medskyldige i flere hundrede tidlige dødsfald?

Når vi om en måned går til kongres, håber jeg, vi giver hinanden et klart håndslag på at pudse den grønne glorie af. Vi socialdemokrater bliver aldrig grønne hippier. Men vil vi stadig forsvare en rød velfærdspolitik, som beskytter syge, svage og udsatte, bør vi også have øjnene endnu mere rettet på langsigtede, grønne løsninger med vores politiske venner.

Julie Frølich er kandidat til Københavns Borgerrepræsentation (S)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Jacobsen

Den dag, hvor det blå hold forstår konsekvenserne af klimaændringer og manglende bæredygtighed er det for sent.

Randi Vistisen

Flot med selverkendelse. Jeg glæder mig til at se handling!

Ja
MEN
Vi kommer aldrig i mål før vi tager bindet fra øjnene og lader atomkraft tage slæbet.
Atomkraft er mere grøn og med mindre forurening end alt andet.
OG
Atomkraft er så meget mere vedvarende, at der kan komme strøm til kontakterne 24-365

Eva Schwanenflügel

Det glæder mig usigeligt meget, såfremt Socialdemokratiet begynder at ytre sig på de grønne områder.
Måske især i København, som jo profilerer sig som grøn by - og det gælder ikke kun grøn Tuborg.
Det ville især glæde mig, hvis byggeriet på den urgamle fælled blev skrottet, som det l....forslag det er.
Vi har alt for lidt uberørt natur i Danmark, det går den gale vej med biodiversiteten på alle planer.
De over 280 vilde bier er ved at uddø på grund af ensretning i landbruget og i haverne, på grund af brug af Roundup, og på grund af udsættelsen af produktionerede honningbier i de få vilde naturområder vi har tilbage, bare som et lille eksempel.
Det med at skrotte brug af dieselbiler er bare en grovmotorisk øvelse, som at lære at gå.
Kom op med noget, hvor det lyder som om Socialdemokratiet virkelig mener det.

Eva Schwanenflügel

Korrektion : Jeg skulle have skrevet de over 280 vilde bi-arter. Nogle bier har kun en enkelt fødekilde.