Selvfølgelig har Bernie Sanders russiske forbindelser – det står jo på nettet!

Begrebet fake news er de seneste år blevet folkeeje. For de fleste forstås begrebet som historier, der bygger på falske eller udokumenterede påstande, fordrejninger og forvanskninger osv., som tilsammen virker som misinformation.

Men faktisk er det definerende træk ved fake news ikke, at de er faktuelt falske, men at de giver sig ud for at være journalistik og sandhedssøgende, mens målet reelt er et helt andet.

Ved at fremstå som ægte nyheder kan fake news give sig ud for at have oplysning eller sandhed som det endelige mål, men reelt har de et politisk eller økonomisk mål, som de realiserer ved at fange mange menneskers opmærksomhed. At det er det egentlige mål, skjules naturligvis for modtageren.

Den øjensynlige troværdighed forsøges forstærket med seriøst klingende web-adresser, hvorfra de fingerede nyheder stammer, suppleret med yderligere ’vidnesbyrd’ i form af billed- og videomateriale, der er mere eller mindre begavet manipuleret. Det kan være ganske svært at kende forskel.

Ifølge en amerikansk undersøgelse fra analyseinstituttet Ipsos Public Affairs foretaget for Buzzfeed kunne tre ud af fire amerikanere ikke skelne mellem de reelle og fingerede nyhedshistorier, der flød i en lind strøm på nettet under præsidentvalgkampen.

Skræmmende tider

Undertitlen på nyhedsportalen The Underground Report, der handlede med fingerede nyhedshistorier, var således »rigtige nyheder, som du ikke får fra mainstreammedier«. På portalen kunne man læse, at Michelle Obama har undergået en kønsskifteoperation, at Bernie Sanders har russiske forbindelser, der kan dateres tilbage til 1960’erne, og at CNN har forbindelser til Islamisk Stat.

Nyhedsportalen blev oprettet den 21. februar 2017 af en ung mand ved navn James McDaniel bosiddende på Costa Rica. Den var en joke, og McDaniels mål var at finde ud af, hvor naive og godtroende internetbrugere kunne være. På halvanden uge fik UndergroundNewsReport.com mere end en million sidevisninger.

Hans fiktioner, fabrikationer og frie fantasier, der primært tækkedes et Trump-venligt publikum, blev både læst og delt i hobetal og fik tusinder af kommentarer, mens kun en håndfuld stillede sig kritisk over for legitimiteten af historierne. Tre uger efter lanceringen gjorde McDaniel det klart over for læserne, at det hele var en joke, og tilføjede:

»Jeg var overrasket over, at så mange i dag kan være forsætligt uvidende. Det er i sandhed skræmmende tider, når en gruppe mennesker, der råber ’FAKE NEWS’, så højt de kan, lever i, fortærer og falder i søvn til usandheder.«

Websitet vedligeholdes ikke længere og står nu som et levn til eftertiden og en påmindelse om, hvor let og hvor galt det kan gå med påvirkeligheden over for fake news.

En god forretning

Der kan i grove træk angives tre hovedgrunde til at fostre fake news og begive sig ind på markedet for denne slags pseudojournalistiske produkter: for sjov/trolling; propaganda/magtkamp; webtrafik/penge.

Fake news kan medvirke til politisk polarisering, forstærke ideologiske bolværk og loyaliteten mod ens kandidat, mistænkeliggøre modstandere og til tider sætte pressens dagsorden – alt sammen som dele af sociale, kulturelle, religiøse, ideologiske eller politiske magtkampe.

Men der kan også tjenes store summer på fingerede nyheder. Mellem august og november 2016 tjente ’Boris’ fra Veheles i Makedonien ifølge Wired Magazine op mod 16.000 dollar (svarende til omkring 106.000 danske kroner) på sine to websites, der producerede fake news i Trumps valør og favør.

Gennemsnitslønnen i Makedonien er 371 dollar (2.400 kroner) om måneden, så Boris besluttede sig for at droppe gymnasiet til fordel for den nye beskæftigelse med cirkulation af fingerede nyheder. Selv var han som de andre, der deltog i dette nye forretningseventyr, ligeglad med, om Trump vandt eller tabte valget. Han ville bare have lommepenge til en ny mobiltelefon, ure, biler og flere drinks i baren.

Den informationsmæssige infrastruktur og mulighederne for at veksle opmærksomhed i form af klik til reklamedollar, som blandt andre Google og Facebook giver mulighed for, har skabt et kraftigt økonomisk incitament til at producere og sprede fake news. Der er et indbringende marked for at bidrage til misinformation. Så længe der er dét, bliver det svært at stoppe strømmene af rygter, løgne, bullshit og fake news og den vildledning, de medfører.

Spredningspotentialet for fake news har fået særdeles gode vilkår på nettet og sociale medier. Nettet giver adgang til et potentielt stort publikum, investeringen for at komme til orde er begrænset, og der er ingen journalistiske dørvogtere på den information, som sendes i cirkulation.

Det giver gode spredningsvilkår for alt fra sandt til falsk, forvanskninger og rygter til løgn, bullshit og fingerede nyheder, og spredningen kan speedes op og målrettes ved hjælp af robotter.

Robotter, bots, er små programmer, som eksempelvis kan ligne en menneskelig Twitter-bruger, men som fuldautomatisk spreder (mis)information i netværket.

I forbindelse med det franske præsidentvalg er det eksempelvis blevet beregnet, at 11,4 procent af Twitter-trafikken for kandidat Benoit Hamon var drevet af automatiserede softwarerobotter, mens det for Emmanuel Macron gjaldt 8,9 procent, og tallet for Marine Le Pen er opgjort til 5,7 procent bot-genereret trafik.

Hvidvaskes over tid

Jo mere misinformation, der bliver cirkuleret, repeteret, finder vej til nye platforme og mediehuse hos både den autoriserede og den mere kreative presse, desto mere hvidvasket bliver den.

Der er eksempler på historier, der egentlig er startet for sjov, eller som satire, og så over tid igennem cirkulation bliver hvidvasket og delt som nyhedshistorier, for så senere at blive delt – eller refereret til i en bog – som eksempler på partipolariseret eller geopolitisk misinformation.

Betænker man strømmene af misinformation i forskellige blandingsforhold, fingerede nyheders høje niveau af social transmission og dermed spredningspotentiale – med eller uden bots – så begynder det at ligne en trussel mod demokratiet og en robust samfundsorden i øvrigt.

Den internationale sikkerhedskonference 2017, afholdt i München, udkom da også med en rapport med den sigende titel Post-Truth, Post-West, Post-Order. Et af kapitlerne har den sigende overskrift: »Dis(information): Fake It, Leak It, Spread It«

Misinformation er skadelig, fordi den virker. Og det gør den ikke kun på grund af det miljø, den spredes i. Der er psykologiske mekanismer på spil: Vi tror på det, vi gerne vil tro på.

De psykologiske mekanismer skabes ikke med mediemiljøet, men deres effekt forstærkes af det, fordi det er blevet let at finde information, som stemmer overens med ens holdninger. Det føles godt at tro på noget, som understøtter ens verdensbillede – uanset om informationen er sand eller ej.

Kombinerer man således markedet for information – der ikke nødvendigvis finder en ligevægtstilstand, hvor kun den korrekte information overlever og den dårlige forgår – med informationstidsalderens infrastruktur, økonomiske incitamentsstrukturer og menneskets psykologi, står det klart, at betingelserne for fake news aldrig har været bedre.

Vincent F. Hendricks er professor og Mads Vestergaard er ph.d.-studerende ved Center for Information og Boblestudier (CIBS), Københavns Universitet. De har netop udgivet bogen ’Fake News: Når virkeligheden taber’ på Gyldendal.