For nylig viste en undersøgelse, at personalet i vores SFO’er ikke har tid til nærvær og omsorg. I en opfølgende undersøgelse kalder et stort flertal af forældrene på øget kvalitet, og de pointerer, at det har betydning for deres stemme til valget. De samme forældre efterspørger et minimum af voksne, som helt grundlæggende er en forudsætning for, at vi kan genskabe kvaliteten i vores fritidsinstitutioner.
Med andre ord er vi i dag nået dertil, hvor tre år med en folkeskolereform og længere skoledage har sendt vores fritidsinstitutioner til tælling. De selvsamme fritidsinstitutioner, som i international sammenhæng er berømmet for deres fokus på kreativitet, leg og fællesskab. Alt har ikke en nytteværdi. Her bliver man ikke målt og vejet med risiko for at blive fundet for let – som når folkeskolen tester og sætter tal på.
Alle børn – og specielt de børn, som har det lidt svært i skolen – har brug for frirum uden skemalagte aktiviteter og for fællesskab. Frirum, hvor kan og ikke skal er i centrum, hvor de sociale kompetencer, innovation, kreativitet, samarbejde og fællesskab er i højsædet. Alt sammen egenskaber, der samlet bidrager til en god barndom, og som senere i livet skattes højt i erhvervslivet.
Lur os, om ikke også det har en betydelig kriminalitetsforebyggende effekt og en positiv indvirkning på banderekrutteringen. For hører du til i almindelige sociale fællesskaber, så negligeres behovet for at søge de ekstreme.
I virkeligheden er vores gode fritidsinstitutioner et skoleeksempel på tidens inklusionstrend. For hvad er mere inkluderende? Her er alle med, og alle er værdifulde for fællesskabet. Børn, der ikke har den selvopfattelse, at netop dé er værdifulde bidragsydere til fællesskabet – ja, de lærer det, eller ’lærte’, fordi vi i de gode fritidsinstitutioner har et tilstrækkeligt veluddannet pædagogisk personale, som løfter vores børn og giver dem troen på deres egen kunnen. Uanset om de hedder Akmet eller Amalie.
Alt dette er vi ved at sætte over styr, fordi SFO-systemet udsultes i manglende prioriteringer og dårlige normeringer. Men hvor mange børn skal vi egentlig lade i stikken, før vi indser, at vi er på katastrofekurs?
Louise Gjervig Lehn – formand for FOLA, Flemming Linnebjerg Rasmussen – formand for Odense Forældreorganisation, Julie Kyndesgaard – formand for Københavns Forældreorganisation, Andreas Brandrup Elkjær – formand for Roskilde Forældreorganisation og Morten Bowman – formand for Århus Forældreorganisation
