Den simples logik

Tv sendte den gamle danske Aage Stentoft-film fra 1959: Vi er alle sammen tossede.

Dirch Passer spiller én af den store komikers få uforglemmelige filmroller: en gal sporvognskonduktør med vilde politiske planer: Boligmanglen (det var dengang) løser man ved at sætte huslejerne gevaldigt op, så ingen har råd til at bo i lejlighederne og flytter, boligerne står tomme, og så er boligmanglen løst.

Ding, ding, siger konduktøren, når han indlagt på den lukkede afdeling udvikler sine ideer.

Forleden ville Danmarks trafikminister sænke prisen på Storebælt og hæve fartgrænserne for at folk kan komme billigere og hurtigere på arbejde og familiebesøg. For den enkelte er der ikke meget at hente. Få kroner og i højden et minut eller to på vejen mellem Tystrup og Bavelse; men regner man det sammen, bliver det flere kroner og minutter.

Set fra den hyperliberalistiske ministers synspunkt høvler man flere penge ud af fællesskab og velfærd og effektiviserer produktionen med vækst for øje og en masse mere trafik. Et minut hist, et minut her, flere bilkøer og mere forurening: Ding ding.

Liberal Alliance har ikke fået ret meget ud af deres selvopofrende indtog i ministerierne, den ting er kommenteret til hudløshed. Topskattelettelserne bliver ikke til noget.

Dog måske alligevel i finansloven lempet ind ad bagvejen – eller som ved russernes kantflyvning af Bornholm for at undersøge, om fjenden har paraderne oppe.

Ellers står det sløjt til for et parti, hvis trækravlende leders stålsatte blik er årtiets største vittighed.

Nyfunden visdom

Men en og anden lære kan man drage af historien om i hvert fald det mest hårrejsende vælgerbedrag i nyere danmarkshistorie, nemlig at man blot skal bedrage groft nok til, at det opnår mytisk format og dementerer sig selv i egen ufattelig skamløshed.

Når Liberal Alliances leder udspørges om snyderiet, gør han det til realpolitik om at tælle til 90 og have mere indflydelse inden for end uden for regeringen. Alt, hvad han før afsvor, fremsiges nu som nyfunden visdom.

Der er ingen tvivl om, at Liberal Alliances ledende folk, det vil sige folketingsgruppe og ministre, udmærket er klar over nummeret. Anders Samuelsen sidder ikke i lønkammeret og rører sine fedtede forklaringer sammen i en underkop for siden at lade sine fæller høre resultatet i pressen. Disse søgte forklaringer forelægges og drøftes i inderkredsen som partiets politiske strategi.

Altså, og hvis denne teori holder, hvad den gør: en kollektiv bevidst handling, et bedragerisk hamskifte sat i system.

Hvordan man har det med at kigge sig selv og hinanden i øjnene, når hensigten således helliger midlet, hvor hensigten er ministerposter og midlet fup og fidus, må være op til den enkelte liberalist. Befordrende for en rimelig afvikling af politikerleden kan fremgangsmåden næppe være.

Skamløshed

Noget andet er, at skamløsheden som antydet gør døv og blind, en stadig fornyet erfaring i den politiske kamp, hvor Donald Trump i helt enestående grad dyrker denne form for altfortærende, udmattende erindringsmanipulation. Ikke fordi genren som sådan er ny, men fordi den er så meget desto mere effektiv i hænderne på kynikere i de sociale mediers tidsalder.

Forskrækkelsen i USA er modsvarende dag for dag større i de kredse, der måske nok er på linje med Trumps i virkeligheden højrerepublikanske mærkesager, men som på den anden side ser de indlysende rædsler ved selve teknikken i dette fundamentale bedrageri med faste standpunkter i omvendt rækkefølge, hvor op er ned og rundt på gulvet.

Republikanske politikere går i stadig stigende grad i medierne og undsiger præsidenten og hans skamløshed. Anstændige republikanere, sådanne findes, fralægger sig ansvaret for denne ustandselige undergravning af den politiske tillid. De indser at systemets selve overlevelse er afhængigt af netop denne, og at passivitet i forhold til trumpismens kynisme er det samme som accept af samme og af løgnen som politisk parameter.

I dansk sammenhæng er mindre på spil, Liberal Alliance ryster ikke en verden; mister Alliancen ved næste valg et mandat eller fem, er den potte ude, og Danmark består som før.

Eller gør Danmark nu også det?

Discounttrumpisme

Anders Samuelsens ufatteligt dristige omgang med faste standpunkter i flydende form er jo ikke blot et anliggende for ham og hans flok, samt de medlemmer og vælgere der knytter sig til hans maniske antivelfærdsbevægelse.

Den samuelsenske discounttrumpisme er tillige et anliggende for den regering, de regeringspartnere og først og sidst den statsminister, der deler bord og andet med LA. Alle har jo accepteret fremgangsmåden, hvor man i det levede liv ville betakke sig at have med folk som allianceliberalisterne at gøre. Hvis LA kan snyde på deres ufravigelige topskattekrav, hvad kan de så ikke ellers lave af numre? Dem vil vi da ikke have med i en regering, så hellere et valg.

Sagen er på mange måder tragisk, fordi den bekræfter mange mindre politisk informerede mennesker i en gammel myte: nemlig den, at politikere ikke er til at stole på, at de er fulde af løgn og kun er ude på at køre i ministerbil og score kassen.

Dén bliver kantet at skulle modsige fremadrettet, som man siger.

Det er som sagt tragedien i historien. Eftersom løgn og bedrag og blind ambition i retfærdighedens navn og uden at være naiv ikke ellers er det mest udprægede træk ved danske politikere. Det findes, men i mere varsom form.

Nu står sagerne, som de står som træer i skoven, hvorfra politikere hopper ned, så såre de hører lyden af dyre biler; de bilmærker, Alliancen (og Brian Mikkelsen) i øvrigt vil gøre billigere for dem, der i forvejen har mere end råd.

Et tankevækkende eftermæle en skønne dag: billigere luksusbiler betalt af de fattige samt et fast varigt bidrag til politikerleden nedlagt i trumpistisk marinade.