Kronik

Skolestart med en læsestart helt ude af trit med tiden

Når de yngste elever møder ind til første skoledag, lærer de at læse som man gjorde, før skriften fik adskillelse mellem ordene for 800 år siden
Den naturlige ansvarsfordeling ville i dag være, at læsestarten fandt sted som en uformel social praksis i familie og dagtilbud, og at skolen så fra barnets første skoledag videreudviklede de medbragte læse- og skrivefærdigheder, skriver dagens kronikør.

Den naturlige ansvarsfordeling ville i dag være, at læsestarten fandt sted som en uformel social praksis i familie og dagtilbud, og at skolen så fra barnets første skoledag videreudviklede de medbragte læse- og skrivefærdigheder, skriver dagens kronikør.

Finn Frandsen

Debat
7. august 2017

I den kollektive bevidsthed har læsestart og skolestart hængt sammen som ærtehalm, men det gamle forhold er alvorligt truet, for hverken skolen, læsepædagogikken eller læseforskerne har forstået at tilpasse sig de hastigt ændrede skriftkulturelle vilkår.

Ikke mindst læsestarten trænger til at blive støvet af og flyttet ud af klasseværelset til barnets daglige omgivelser. At alle voksne omkring barnet i dag kan læse og skrive, har ikke ført til forstyrrende nytænkning hos de læsepædagogiske eksperter. De ser fortsat skolen og lærerne som den eneste mulige indgangsport til de hellige haller.

Problemet er bare, at hver sjette elev ikke slipper inden for porten. Og hver sjette elev er ikke klinisk ordblind. Højst hver 14. Så der må være noget galt, og noget der kan gøres bedre.

Det historisk nedarvede syn på læsestarten som et professionelt undervisningsanliggende er i dag den største hindring for vigtig nytænkning på området.

Kun skolen stilles til ansvar for den opvoksende generations læsefærdigheder i et fuldt udviklet skriftsamfund. Ingen andre har for alvor gjort sig den ulejlighed at fortælle dem om skriften og demonstrere, hvad den kan bruges til.

Hvor mange forældre har mon fundet det naturligt at pege på en tekst, der siger noget relevant eller spændende for barnet og så sige: »Se, der står …« Barnet skal ikke have oplevet denne lille handling ret mange gange, før det en dag selv får øje på et skilt i en butik eller på gaden og spørger: »A dår der

Med dette spørgsmål har barnet brudt koden til de voksnes hemmelige verden som et skriftens 'sesam luk dig op'. For fra nu af kan barnet på eget initiativ og sammen med den voksne begynde at udforske hverdagens brugstekster.

Læs højt for dit barn hver dag, hedder det. Jamen, hvordan læse højt? Hvis barnet kun ser bagsiden af bogen eller kun får udpeget billederne, er en gylden mulighed forpasset til at vise barnet den trykte teksts funktion som bærer af ordene, der former fortællingen.

Uden at det behøver at standse flowet i oplæsningen, kan man som noget helt naturligt indimellem pege på et ord i teksten, som har optaget barnet eller meddeler noget centralt. Ikke udpeget af læsetekniske grunde, men alene for sin betydning.

Når man tænker på, at barnet lærer at tale ved at høre, hvad de voksne siger, og samtidig se de handlinger eller genstande, der bliver talt om, er det lettere at forstå, hvad der er sket, når mennesker fortæller, at de har lært at læse ved at følge med i teksten, når den voksne læste op. For her har vi det samme grundskema: Barnet hører den voksne læse højt og ser samtidig det tekstbillede, der bliver udtalt.

Det kan også være sangtekster, hvor melodien støtter hukommelsen, så den trykte tekst får mening for barnet, når den forbindes med sangens velkendte ord.

Som den 84-årige Tove Horst Andersen fortæller fra sin barndom i et religiøst hjem på Bornholm:

»Som femårig lærte jeg at læse, når jeg var på ferie hos min tante og onkel på landet. Hver morgen ved ni-tiden blev onkel kaldt ind fra sit arbejde – nu skulle der lyttes til radiogudstjenesten. En salmebog til hver, og lille mig skulle følge med. Min pegefinger rørte ved bogstaverne, der på den måde blev til ord, og når der blev sat melodi på til sangen, var det bare fantastisk. Jeg mindes endnu en morgensalme, »Nu titte til hinanden«, som fik mig til at fatte meningen med de bogstaver. Forståelse og umage gjorde, at jeg kunne læse, førend jeg kom i skole.«

De skøre lyde

I en spørgeskemaundersøgelse af læsegunstige hjemmemiljøer, jeg har foretaget, var mindst 15 procent af de 700 adspurgte personer begyndt at læse før skolestarten. Efter eget udsagn ved at være blevet inddraget i familiens eller ældre kammeraters læse- og skriveaktiviteter.

Et spørgsmål må uvægerligt rejse sig: Hvordan er kløften opstået mellem disse beretninger om en lempelig og ukompliceret indgang til skriftsproget og den nuværende rigide mål- og teststyrede sprog- og læsepædagogik i dagtilbud og indskoling?

Det skyldes flere forhold. Skrifthistorisk således en 2000 år gammel forbindelseslinje til den romerske alfabetskrift scriptura continua, som var en sammenhængende skrift uden adskillelse mellem ordene. Den kunne kun læses ved at lydafkode bogstaverne, og man kunne kun lære at læse ved at lære bogstavernes lydrepræsentation og sætte disse lyde sammen til genkendelige talesprogsstørrelser. Denne fremgangsmåde benytter man så uændret den dag i dag.

Ganske uanset det faktum, at den latinske alfabetskrift for 800 år siden fik en adskillelse mellem ordene, der tydeliggjorde dem som skriftens betydningsenheder. Herved blev det nu muligt at gå den modsatte vej ind i skriften, nemlig fra skriftens betydningsside, ordene, og så derfra til den alfabetiske bogstavlydkode.

Men en sådan mere meningsfuld læsestart er endnu ikke 800 år efter slået igennem i dagtilbud og børnehaveklasser. Her føler mange forældre, pædagoger og børn sig utrygge ved de ministerielt fastsatte bogstavtests og indlæringsforløb og den kunstige indlæring af enkeltbogstavers navne og lyde, løsrevet fra enhver form for normal sprogbrug og naturlig anvendelse af skriften.

Mangel på mening

På talesprogsområdet ville denne fremgangsmåde svare til, at indvandrere skulle begynde danskindlæringen med de vokaliske og konsonantiske lyde og så først efter en bestået lydtest kunne begynde på den egentlige danskundervisning. Det kan enhver vist se det skøre i.

Det er fastholdelsen af den teknisk-alfabetiske tilgang til læsning, der begrunder behovet for læsesagkyndiges fortsatte varetagelse af læsestarten.

I vore dages fuldt udviklede skriftsamfund ville den naturlige ansvarsfordeling ellers være, at læsestarten fandt sted som en uformel social praksis i familie og dagtilbud, og at skolen så fra barnets første skoledag videreudviklede de medbragte læse- og skrivefærdigheder i bredden og dybden med mulighed for tidligere end nu at arbejde med forskellige genrer, faglig læsning og en seriøs brug af computer og internet.

Dét ville betyde et anseligt fagligt løft i forhold til nu – ikke bare i læsning og skrivning, men generelt. Men i dag tilrettelægges begynderundervisningen efter retningslinjer fra læseforskere, som mener, at indlæring af skriftsprog er unaturligt for mennesket og i modsætning til taleindlæring kræver en forudgående opmærksomhed mod talesprogets enkeltlyde, som kun kan opnås ved undervisning og træning.

Jamen, det er jo præcis opskriften på den undervisning, vi ser i skolestarten i dag. I vores sammenhæng er det så interessant, at andre læseforskere derimod mener, at talesprog og skriftsprog læres bedst ved at blive brugt meningsfuldt og med et formål sammen med andre mennesker, frem for ved øvelser, træning og tests. For det er jo præcis opskriften på dét, jeg har skrevet om her – en læsestart sammen med nære voksne og søskende i en meningsfuld brug af skrevet og læst sprog i mange forskellige sociale sammenhænge.

En fremtidig læsestart som uformel social praksis i barnets daglige omgivelser, ville muliggøre en sådan mere alsidig og motiverende sprogpædagogik helt fra skolestarten – og give skolen et fagligt løft.

Kjeld Kjertmann er ph.d. og tidligere lektor i dansk sprog og læsning ved DPU.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vores nummer to overraskede os ret tidligt. Pludselig havde han lært alle bogstaverne og et par ord, helt uden vores medvirken, og uden at gå i skole. Hvordan? Jo, forklarede han, hans "magic school bus" plasticlegetøj, som jeg foragtede, men accepterede.

Det er svært at forhindre børn i at lære at læse. Det kræver en fantastisk indsats fra lærere og forældre at undgå, at de finder ud af det...

Steffen Gliese, Flemming Berger, Torben K L Jensen, Jørn Andersen, David Zennaro, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Jette M. Abildgaard anbefalede denne kommentar

Enig med artiklen: Når en person ser tekst som et mål, noget der kan anvendes og afkodes, kan de som regel hurtigt overvinde koden. Konstruerede del-mål giver sikkert mening for nogle børn, men ikke alle.

Enig med artiklen: Når en person ser tekst som et mål, noget der kan anvendes og afkodes, kan de som regel hurtigt overvinde koden. Konstruerede del-mål giver sikkert mening for nogle børn, men ikke alle.

Poul Sørensen

En af mine et år ældre kammerater sagde til mig at man først var stor når man kunne læse anders and, det slog mig helt ud, fordi jeg var kun 5 år og mine forældre mente at den slags var skolens arbejde...
- I øvrigt dem måde vi husker bedst er ved at tegne, noget vi har tegnet husker vi bedre end noget vi har skrevet ned eller noget som vi har set et billede af. Hjernen kan lynhurtigt genkende en skikkelse af en sommerfugl vi har tegnet, men tager længere om at stave sig igennem ordet sommerfugl. Interessant nok var der i mine læsebøger (i 1964) plads til at tegne nye ord som ville skulle stave og før hen tegnede man de ord man lærte. Det var vigtigt at lære at tegne dengang for at blive en god håndværker.

Torben Bruhn Andersen, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen, Kenneth Jacobsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

... jeg lærte forøvrigt at lyve om mine læsefærdigheder ved den lejlighed og lærte også hvor smertligt det var at føle sig helt klædt af, fordi man blev taget i ikke at kunne læse, selvom man påstod det.... men jeg lærte ret hurtigt at læse anders and.

Steffen Gliese, Kenneth Jacobsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Annika Hermansen

Kjeld Kjertmann har fat i noget, men beskrivelsen af hvad der foregår i vores skoler og dagtilbud er noget forenklet. Måske handler problemet om forandrede familiemønstre, der gør, at forældre og andre voksne i barnets liv ikke giver tid til de førlæsnings aktiviteter Kjeld Kjertmann beskriver?

Michael Kongstad Nielsen

Kjeld Kjertmann tror han ved bedre end forældrene og alle andre
Trættende at høre på. Og generende for folk, der i forvejen er pressede og usikre på, om de gør det rigtige. Men det gør de.

Steffen Gliese

Det gør han da netop ikke, Michael Kongstad Nielsen. Han taler netop for en mindre presset form for læsning, der begynder hjemme hos far og mor, baseret på den naturlige nysgerrighed og lyst til at 'gøre som de voksne'.

Johnny Winther Ronnenberg

Jeg er ret enig med artiklen for er andre måder at lære at læse på.

Jeg lærte at læse som femårig og det var ikke tilsigtet overhovedet, det skete bare. Min far var ikke nogen stærk læser og havde kun haft 5-6 år skolegang hvilket var normalt i hans årgang. Så når han læste godnathistorie, hvilket han var god til, så kørte pegefingeren under ordene og den fulgte jeg med øjnene og uden at vide det lærte jeg, at genkende ordene og deres udtale.

Min far gik på biblioteket hver uge og hentede en bog til sig selv og en håndfuld højtlæsningsbøger og en fredag mens han snakkede med min mor i køkkenet, så opdagede jeg, at der var en ny troldepus bog i stakken så jeg tog den og begyndte at læse. Da min far kom ind i stuen spurgte han hvad jeg lavede og jeg svarede. at jeg læste troldepus. Så spurgte han om han måtte høre det, så jeg læste videre bare højt fra hvor jeg var.

Han sagde ingenting, men efter det havde han ekstra børnebøger med hjem hver uge som ikke blev læst højt.

Jeg manglede dog noget, nemlig de små sorte (bogstaverne) så jeg spurgt min mor hvad de var og hun skrev alfabetet ned og lære mig alfabet sangen. På den måde lærte jeg at stave.

Frem til jeg startede i første klasse var det en del af daglig dagen at jeg kom ind i stuen med en bog i hånden og stavede et ord, for at få at vide hvordan det skulle udtales.

Nej jeg læste ikke billedbøger, før jeg selv fik børn og det var mig der læste højt ;-)

Så der er andre veje til Rom end den slagne ;-)