Klumme

Fra stolthed til vittighed: Posthistorien kort fortalt

Når postvæsenets historie skal fortælles, indbyder den til store armbevægelser. Når der er tale om dets nutid, er der snarere grund til at slå blikket ned
4. august 2017

Jeg så tidligere på året et videoværk, som flimrer i baghovedet, hver gang jeg ser PostNords bude i deres stadig lidt uvante Hjem-IS-blå uniformer. Troe og Agtsom hed værket, opkaldt efter det danske postvæsens valgsprog tilbage i enevældens tid. Kunstneren hedder Kirsten Astrup, værket var udstillet til afgangsudstillingen på Charlottenborg i København og var en temmelig stenet musical, der handlede om postvæsenet og dets historie. 

Kirsten Astrup blander klassisk skønsang med elementer fra børne-tv og drag-æstetik i en film, man kunne kalde for en festlig afskedssalut for den offentlige infrastrukturs evne til at tage sig selv ikke bare alvorligt, men også decideret højtideligt. 

Filmen er optaget inde i den gamle Centralpostbygning på Tietgensgade i København. Her har det danske postvæsen haft hovedkvarter, fra bygningen stod færdig i 1912 til 2016. Nu skal den bygges om til hotel.

Virkelig et held, at Kirsten Astrup opsnappede, at bygningen stod tom og tilgængelig for filmoptagelser, for alene den pompøse arkitektoniske fejring af fænomenet postudbringning er værd at se.

Den slags hovedkvarterer til offentlig infrastruktur laves bare ikke længere.

Jeg tænker også på det videoværk, når der er nyt om, hvordan det går i PostNord. Det var der senest for et par uger siden, da det dansk-svensk statsligt ejede bud på et postvæsen fremlagde sit halvårsregnskab.

Nyhederne fra PostNord var kedelige: Det går dårligt med at være postvæsen. I hvert fald i Danmark, hvor underskuddet er enormt, og hvor mængden af post, der skal ud, falder hurtigere end i nabolandene. Der må fyres, og det er dyrt, for mange danske postarbejdere er tjenestemandsansatte.

PostNords redningsplan vil koste nogle milliarder, og derudover lægger den op til, at der kun skal bringes post ud en gang om ugen. De vil med andre ord fokusere indsatsen på den type post, der ikke haster. Overhovedet.

Historien om PostNord lyder som en kedelig historie, der udvikler sig i en langsomt mere kedelig retning – indtil den service, de udbyder, bliver så skrabet, at det kedelige kammer over og bliver komisk. Det satiriske Rokokoposten har for længst været ude med en fiktiv nyhed om PostNords nye tiltag, hvor man skal aflevere brevet hos modtageren i stedet for i postkassen. 

Videoværket, jeg så, var til gengæld sjovt. Der var så mange traditioner og så meget selvforståelse at spille på. Troe og Agtsom har ikke et skarptskåret plot, men følger et mindre korps af postarbejdere, der danser, poserer, trutter i forskellige instrumenter, fordeler forskellige absurde papmachégenstande på de tomme hylder og spiser rundstykker.

Alt sammen iført drag-lignende makeup og postuniformer, venligst udlånt fra det tidligere Post & Telemuseum (der nu har det gådefulde navn Enigma, som om ikke engang det posthistoriske museum gider kendes ved posthistorien længere ... Nå, det er en anden og sikkert meget lille historie).

Der er næppe noget ikkevoldeligt erhverv, der er blevet fremstillet så højtideligt og heroisk som postudbringning. I Kevin Costners postapokalyptiske 90’er-drøn The Postman (1997) fremstilles postvæsenet som selve civilisationens og medmenneskelighedens centralnervesystem.

Filmen (der varer tre timer, man aldrig får tilbage) foregår i 2013, hvor det amerikanske samfund og Kevin Costners navnløse helt ved et tilfælde får fat i en postuniform og en posttaske med 15 år gamle breve, som han begynder at bringe ud, hvorefter folk begynder at skrive nye breve, kommunikere og genrejse civilisationen via etablering af postvæsen.

Det er ikke helt her, vi er i Kirsten Astrups videoværk. Men Troe og Agtsom spiller på en alvor og stolthed, som p.t. er svær at få øje på i det offentliges måde at levere offentlige kerneydelser på, og som alligevel findes til overflod i postvæsenets historie. Det kan være den kontrast, der gør værket morsomt og rørende.

Lone Nikolajsen er kulturjournalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

I en tidligere version stod der, at værket ’Troe og Agtsom’ blev vist på forårsudstillingen, menvar i virkeligheden ved afgangsudstillingen på Charlottenborg i København.

 

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu