Kronik

Det er svært at onanere med den ene hånd og vifte offerkortet med den anden

Når det #aldrigerminskyld, men jeg føler mig medskyldig, hvad skal jeg så kalde de tæsk, jeg fik en nat i november? Dårlig sex? Et overfald? Et voldtægtsforsøg? Intet virker rigtigt
’Jeg vidste, han var en dårlig mand, der ikke kunne lide mig. Sådan virkelig ikke fordrage mig. Så hvis jeg skal sige, at det slet ikke var min skyld, og jeg ikke kunne have vidst bedre, så skal jeg tale mod bedre vidende,’ skriver Amalie Langballe.

’Jeg vidste, han var en dårlig mand, der ikke kunne lide mig. Sådan virkelig ikke fordrage mig. Så hvis jeg skal sige, at det slet ikke var min skyld, og jeg ikke kunne have vidst bedre, så skal jeg tale mod bedre vidende,’ skriver Amalie Langballe.

31. august 2017

Man kan måske sige, at jeg opførte mig usportsligt den nat. Jeg gad ikke bolle længere alligevel. Egentlig havde jeg nok aldrig lyst, og ja, det er sent at opdage in-medias-sex. Jeg kunne bare ikke kigge på hans posebryster af overskudshud et sekund længere.

Bedst husker jeg egentlig skoen. Det er en hvid Adidas Superstar slip-on sneaker. Jeg har lige fået den på, da han griber fat om mit liv og trækker mig tilbage til sengen. Jeg kigger mest på den, altså skoen, da han trækker min kjole op og mine strømpebukser ned. Det er skoen, jeg tænker på, hvis jeg kommer i tvivl om, om jeg virkelig ikke havde lyst. Man tager ikke sko på for sjov.

Resten husker jeg mest i glimt. At jeg spytter ham i ansigtet, da han tager kvælertag på mig. At jeg sparker og slår, for jeg mener det, når jeg siger, at han skal lade mig gå. På et tidspunkt bliver jeg klar nok i hovedet til true med at ødelægge hans karriere, ødelægge alt, hvis han ikke lader mig gå. Det virker. Han lader mig gå, og jeg løber afsted i mine Adidas-sko. Jeg husker, jeg er bange og hvidblank af frygt.

Forover i fem minutter

På en måde havde det nok været bedre, hvis jeg ikke havde gjort modstand. Det havde måske været lettere at bøje sig forover i fem minutter. Så havde jeg haft en dårlig oplevelse, men ikke sådan en oplevelse, hvor ens krop ryster om morgenen og ryster om eftermiddagen, og om aftenen falder den helt fra hinanden på Kirkeby-stien, så man ligger sammenkrøllet på asfalten og tuder som en unge.

Ikke sådan en oplevelse, hvor jeg stadig har lyst til at skade ham. En underlig stump følelse, hvor hvis jeg forestiller mig, at jeg møder ham på en øde bro, og han er fuld, lidt hjælpeløs, så ser jeg mig selv skubbe ham udover og gå videre.

Eller hvis nogen indfangede ham, gav mig en kniv, og sagde: Vi skal nok skaffe liget af vejen. Ja, så ville jeg stikke. Det er egentlig det værste, synes jeg. At få den slags tanker og have den slags fantasier.

Ikke sådan en oplevelse, hvor jeg tilbringer de næste uger med at prikke til mit deprimerede kønskød, der ligger lige så dødt hen som en kyllingefilet og utålmodigt spørger: »Er du ikke snart færdig med at være ked af det?«

Medskyldig?

Om morgenen ringer og ringer og skriver han og vil vide, om jeg har tænkt mig at skrive om det, der skete om natten. Men jeg ved ikke, hvad der er at skrive om. Hvad skal vi kalde vores navnløse samleje i november?

Jeg forsøger mig med udtrykket ’en dårlig sexoplevelse’, men det leder folks tanker hen på slappe tissemænd og skedeprutter og den slags ting, så jeg holder op med at prøve at sige noget til nogen. Det er usædvanligt for mig. Selvudstillende på et forstyrret niveau som jeg er.

Kan man kalde det et overfald? Et voldtægtsforsøg? Hvis vi gør det, så er han en gerningsmand, og jeg er et offer. Men er der plads i offerklubben, hvis jeg siger, jeg føler mig en smule medskyldig?

Jeg taler kun på egne vegne nu. Det kan godt være, jeg er den første kvinde, hvor det giver mening at tale om medskyld.

Man kunne sammenligne natten med et trafikuheld, hvor jeg går over for rødt og bliver kørt ned. Bilisten bærer det største ansvar, fordi det er ham med alle ødelæggelserne. Hans ansvar vokser proportionelt med den skade, han kan forvolde.

Men alligevel er det ikke en uundgåelig ulykke, hvor jeg er uskyldsren. Skyldig eller uskyldig ændrer ikke på, at mine ben brækker, og bruddet er smertefuldt og alvorligt. Helt og aldeles uanset om jeg har del i ansvaret eller ej. Men jeg kunne have ladet være at gå over for rødt.

Andre gange tænker jeg, at jeg har haft en porcelænskop med den aften. Det er ikke nødvendigvis en fin porcelænskop, den er ikke nødvendigvis værdifuld for mig, og det kan være, at jeg har mange flere derhjemme. Men i løbet af natten bliver den ødelagt.

Måske er det ham, der træder den itu. Måske er det mig, der kaster den mod en væg. Men det centrale er, at det er min kop, og den går i stykker. Og man bliver ikke et dårligere menneske af at dumme sig, man bliver bare menneskelig.

Der er skade, og så er der skyld.

Der er skade, og så er der skyld.

Sagen er nemlig den, at jeg vidste, han er en dårlig mand. Jeg vidste, han var en dårlig mand, der ikke kunne lide mig. Sådan virkelig ikke fordrage mig. Så hvis jeg skal sige, at det slet ikke var min skyld, og jeg ikke kunne have vidst bedre, så skal jeg tale mod bedre vidende.

Jeg er kvinden, der kender sine svin på lyden, og ved min Gud, om han gryntede på kilometers afstand.

Boller svin

Hvorfor jeg boller svin er en længere historie, der begyndte med en folkeskolelærer i 7. klasse, der altid kaldte mig en ond pige, men den historie er der ikke plads til her.

Den korte version er, at der er perioder, hvor jeg har det dårligt, og i de perioder, kan det godt føles, som om jeg konkurrerer om at blive Danmarksmester i at være ligeglad med mig selv. Jeg risikovurderer med røven og den slags ting. Så i de perioder – og november var sådan en tid – sker det, at min liderlighed leder mig i uføre og ned ad svinestier.

Det ville være lettere, hvis den ikke var der. Liderligheden altså, eller alle dårlige ideers moder, som jeg også kalder den. Jeg kan se det på dem, jeg er begyndt at fortælle det til. De vil gerne annullere den faktor, for ellers vil ligningen ligesom ikke gå op.

Det ville være lettere, hvis jeg kunne påberåbe mig et barns uvidenhed og sige, at jeg ingen idé havde om, hvad han er. Det er bare ikke sandt. Når man boller grise, bliver man ikke ved med at være overrasket over, at det bliver beskidt. Så det er svært at onanere med den ene hånd og vifte offerkortet med den anden.

Ikke at jeg havde forudset eller kunne have forudset, at aftenen ville ende med hans hænder låst fast i et greb om min hals, som jeg ikke var sikker på, at han ville slippe. Selvfølgelig ikke.

Men jeg lever og agerer i verden, som om den er, som jeg synes, den burde være, og ikke som en kyniker kunne fortælle mig, at den rent faktisk er. I mellemrummet mellem de to ting, sker der nogle gange dårlige ting. Det føles anstrengt at skulle fornægte det faktum.

Lettest at være idiot

Alligevel ved jeg ikke, om min skyldfølelse er lige så rationel, som jeg selv oplever den. Der kan være mange grunde til, at jeg viger tilbage fra at kalde mig et offer. Det er nok lettere for mig at være idiot end at være offer, selv om det nok er en smagssag.

Og hvis jeg ikke er offer, men en udvalgt idiot, behøver jeg ikke længere tænke på de kvinder, der skal komme efter mig. Jeg behøver ikke skamme mig over, at jeg ikke står nede ved hans hoveddør med løbesedler, der siger, at der kun er vold og trusler og overskudshud at komme efter her.

Hvis jeg ikke er et offer, bliver det også mindre relevant at tale om tilgivelse. Hvorimod hvis vi er gerningsmand og offer, er vi også indespærret i en relation, hvor jeg aldrig kommer til at tilgive, for han kommer aldrig til at angre.

Måske er det et spørgsmål om tid, før jeg finder ud af, hvordan jeg skal forstå det, der skete. I 1.g havde jeg en veninde, der blev voldtaget af sin ekskæreste. Hjemme i min sofa slog hun det hen som en misforståelse.

En misforståelse man kunne læse henover hendes mave som et langt blålilla mærke. Jeg sagde ikke noget først, men tænkte voldtægt og lod årene gå, mens jeg så til, hvordan hun fandt kræfter til at erkende, hvad der var sket. Hun var blevet voldtaget. Nogle gange tager ting tid.

Vurder selv. Jeg ved det ikke, men jeg har en kop, hvis skår jeg stadig klinker.

Amalie Langballe er journalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pernille Elholm
  • Flemming Berger
  • Erik Karlsen
  • Kim Øverup
  • Lise Lotte Rahbek
  • Viggo Okholm
  • David Zennaro
  • Ervin Lazar
  • Niels Duus Nielsen
Pernille Elholm, Flemming Berger, Erik Karlsen, Kim Øverup, Lise Lotte Rahbek, Viggo Okholm, David Zennaro, Ervin Lazar og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kære Amalie, det kunne være du kunne finde en der kunne hjælpe dig med at finde ud af at håndtere din selvdestruktive side. Kærlig hilsen Per A

Poul Sørensen, Ib Christensen, Hanne Ribens og Birgitte Johansen anbefalede denne kommentar
Jørn Andersen

Det er den slags , der kaldes erfaringer , og som du også er inde på , viser een , hvem man virkelig er .

John Christensen

Efter togdriften, er sexualdriften - den der er sværest at styre.
Synd for dig hvis din drift bringer dig ud i situationer, som du ellers med lethed kan undgå - at havne i.

Går kvinder hjem med en "badass" - så ender det let med en røvfuld og det der er værre.
Jeg tænker nogen gange at Netdating gør det lettere at løbe ind i psykopater, end relationer der udvikler sig over tid igennem almindelige trivielle sociale aktiviteter. Jeg har også kun dårlige erfaringer med netdating, så måske er min holdning farvet her af.

Arbejd med det, nu er det ude.
Hold op med at skade dig selv (og evt. andre).

God dag der ude

Jakob Mikkelsen

Kære Amalie.

Det kan godt være det var dumt at gå med ham den fyren hjem(!) -
men hvis du afbrød agten og begyndte at tage tøj på, så er der ikke så meget at diskutere. Alt hvad du beretter herefter er seksuelt motiveret overgreb og vold. Jeg kender ikke den juridiske betegnelse for at tage kvælertag, men det er potentielt dødeligt! Der viste han dig sit sande jeg. Han er en voldsmand. Hvis du har gemt hans beskeder, så ville jeg snakke med en advokat om at få ham dømt, så han forhåbentligt ikke tager kvælertag på den næste, der afviser ham efter, han har taget tøjet af.

Til Leif: Jeg er selv abonnent og sætter pris på at læse denne kronik og således få udvidet min horisont og forståelse for, hvad vi mennesker nogle gange udsætter hinanden for og hvad der driver mennesker til vold. Ligesom jeg sætter pris på Informations øvrige redaktionelle linje og artikler om klima, politik og kultur mm.

Mogens Holme, Birgitte Johansen, Erik Storrud, Svend Erik Sokkelund, Henriette Bøhne, Lisbet Birkedal, Viggo Okholm, Mette Poulsen, Marie Jensen, Thomas Tanghus, Maja Lucas og Susanne Lüchow anbefalede denne kommentar
Susanne Lüchow

Hej Amalie,
Det var ikke din skyld, at du blev overfaldet - ikke engang en lille smule.
Det var din egen skyld, at du gik med et svin hjem og ja, du ville nok have haft en dårlig sexoplevelse under alle omstændigheder. Men når din sexpartner overfalder dig og ikke respekterer dit nej, så går han fra at være sexpartner til overfaldsmand og det er ikke din skyld.
Når det er sagt, så behøver du jo ikke tage offeridentiteten på dig. Du behøver hverken være offer eller idiot - kan du ikke bare være uheldig? Denne oplevelse definerer ham som en overfaldsmand, men den siger intet om dig som person. Du sammenligner dig selv med et trafikoffer, og ligesom dem sidder du med al smerten og al arbejdet med at bearbejde episoden, men de stopper jo også med at være trafikofre på et tidspunkt og er bare almindelige mennesker med en ubehagelig oplevelse i bagagen og muligvis en vis utryghed ved biler i myldretiden.
Jeg ved ikke, om du læser min kommentar eller hvorfor du skulle bryde dig om min vurdering, men jeg håber du tager det som et kram fra én fremmed på internettet til en anden.

Mogens Holme, Birgitte Johansen, Mads Berg, Birgitte Gøtzsche, Erik Storrud, Sara Nina Herborg, Else Marie Arevad, Niels Jensen, Eva Schwanenflügel, Lisbet Birkedal, Viggo Okholm, Mette Poulsen, Ole Horskær Madsen og Marie Jensen anbefalede denne kommentar

Tak for en modig artikel. Der er nok mange som ikke rigtig forstår hvad der sker under voldtægt og hvorfor det sker specielt i vores moderne samfund.

Pernille Elholm, Flemming Berger og Nette Skov anbefalede denne kommentar
Mich Bruus Pedersen

Altså. Manden kan da muligvis have haft grund til at blive skuffet og evt. vred (måske på sig selv, hvis din fremtræden var sådan, at man burde kunne se, at du var ude i tovene). Men dét undskylder på INGEN måde at forsøge at gennemføre sit forehavende ved brug af vold!!!
Vold må altså kun bruges, hvis man derved kan hindre nogen i at gøre skade på andre (eller sig selv).
Og vold anvendt i forbindelse med seksuel aktivitet, må være voldtægt(sforsøg).
Det ville da givetvis have været flinkere af dig, hvis du havde stoppet 'legen' tidligere - hvis du allerede dér vidste, at du ikke kunne/ville gennemføre det.
Men det BØR altså bare ikke være sådan, at hvis man er gået i gang, så kan man ikke 'trække stikket', hvis det føles forkert.
Det er da bestemt ikke sjovt at være den anden part i en sådan situation, hvor man tror, den 'er hjemme' (been there, done that); men så må man jo gerne sige, at man ikke syntes, det var fedt - og så bande lidt, sparke i væggen, træde lidt ekstra i pedalerne på cyklen på vej hjem og den slags.

Mogens Holme, Erik Storrud og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar

Det er meget en vestlig tankegang at man automatisk er skyldig i det, der sker for én. Men der er fordele og ulemper ved den antagelse.

Fordelen er, at hvis man tager skylden og ansvaret på sig, kan man ændre sin situation og forbedre sin fremtid. Hvis det kun er de andres skyld, så er det jo andre, som skal ændre noget.

Ulempen er, at når vi tager skylden og ansvaret på os uforskyldt, så laver vi om på et ellers velfungerende liv som derved bliver ringere.

Bare fordi man bliver forulempet, behøver det ikke automatisk være selvforskyldt!

Nogle gange er det bare de andres skyld!

Sara Nina Herborg og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Kasper Simonsen

Hej Viggo Okholm.

I min verden står en situation som denne ikke til forhandling. Dette er ikke en uformel social kontrakt, der i tilfælde af brud, skal kompenseres igennem en alternativ sexuel tjeneste. Hvorfor skal begge parter kunne "leve med det"? Vil du presse en kvinde ud i, at yde dig en sexuel tjeneste til trods for du ved hun ikke har længere har lysten og derved udveklse din kortvarige tilfredsstilles for hendes potentielle langvarige lidelser? Hvis vi som mænd ikke kan leve med en afvisning og en lille smule sexuel frustration, hvordan kan vi da kalde os selv for mænd... Vi lever i et samfund præget af en sexkultur med et overdrevet og usundt fokus på vores (mænds) tilfredsstillelse, hvor både respekten for kvinder og deres tilfredsstilles er noget nært ikke-eksisterende. 

Super interessant indspark Sigrid! Artiklen illustrer den kognitive kompleksitet, som jeg tror for mange, er en iboende del af voldtægtskulturen og som i den grad har behov for at være genstand for dybere granskning.

Pernille Elholm, Henrik L Nielsen, Mathilde Bistrup, Randi Christiansen, Erik Storrud, Sara Nina Herborg, Noah Möller-Rasmussen, Henriette Bøhne, Johnny Winther Ronnenberg og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

Hej Kasper:
Tak for et meget relevant indlæg i forhold til mine tanker. Grunden til min tanke er at der bagved Amalies beretning ligesom ligger en overvejelse om medskyld, fordi hun måske gik længere en hun havde lyst, da det kom til stykket. Min tanke er så at en kvinde kunne afværge et overgreb uanset mandens fejl, manglende selvkontrol, hvis man er gået for langt ved at tilbyde det som jeg skrev
I den ideelle verden skal manden selvfølgelig respektere kvinden og det at elske uden den anden har lyst er i sig selv en flad fornemmelse.

Johnny Winther Ronnenberg

Uanset hvad så er daterape uacceptabelt og kan ikke undskyldes på nogen måde. Et nej er et nej uanset hvad der er gået forud, det burde være børnelærdom for enhver.

Mogens Holme, Erik Storrud, Sara Nina Herborg og Henriette Bøhne anbefalede denne kommentar
Jesper Bomholtz

Hold da op folk lægger godt nok vidt forskellige ting i kronikken, og der bliver projiceret på livet løs. Og det er også i orden. Jeg vil hverken anmelde dig Amalie, eller din kronik. Kun sige, at hvis du en dag skriver en bog, vil jeg sørme gerne læse den. Fantastisk spændende selvindsigt.

Flemming Berger, Birgitte Gøtzsche, Erik Storrud og Daniella Hermansen anbefalede denne kommentar
Odin Rasmussen

Artiklen får mig til at tænke på om kvinder kan voldtage mænd. At kvinder kan voldtage mænd og blive dømt for det viser, at man godt kan føle (mere eller mindre lyst) under en voldtægt. Ellers ville det ikke kunne lade sig gøre. Læserne kan selv google spørgsmålet. Der findes masser af K=>M voldtægter, men ca. 99% af dem anmeldes aldrig fordi at manden ville synes at det var pinligt. Ligesom M=> voldtægter findes de i mange forskellige versioner. Voldtægt er defineret i straffeloven, det er selvfølgelig den definition man holder sig til. Misbrugt og manipuleret er ikke det samme som voldtægt. De fleste voldtægter af mænd, udøvet af kvinder, regnes for misbrug af mændene medens kvinderne har en anden holdning.

Mette Poulsen

Jeg tror nu nok de fleste er enige i at kvinder kan voldtage mænd f.eks. ved at manden er bundet fast og hun mod hans vilje jager et eller andet op i rumpetten på ham.
Hvad den typiske kvinde ikke kan over for den typiske mand er det beskrevne i kronikken: fysisk dominans med fastholdelse, kvælertag osv. pga forskel i størrelse, hormoner osv.

Mandens reaktion i situatione på mulig ødelæggelse af hans ry pga. sine handlinger minder lidt om Margaret Atwoods “Men are afraid that women will laugh at them. Women are afraid that men will kill them.”

Kære Amalie

Din metafor om fodgængeren der går overfor rødt holder ikke. Den er slet ikke retfærdig overfor dig. Når man går overfor rødt, udsætter man ved en bevidst handling alle uskyldige bilister i nærheden for den risiko at køre en fodgænger ned ved blot den mindste smule uopmærksomhed. Det er slet ikke den situation, du satte manden i! Skal man blive i fodgængermetaforen, ser det rettere sådan ud: Du har stået ved et fodgængerfelt og ventet på at komme over. En bil er stoppet op. Du træder ud, og idet du er ud for bilen, gasser den op og kører dig ned. Og bakker tilbage over dig og kører igen. Og igen, indtil - ja, her holder metaforen ikke længere. Men du truer med at smadre noget, han åbenbart har mere kært end sin næste, og han stopper.

Dét er situationen.

Der er hver nat one-night-stands, der ender med, at kvinden siger fra og alt stopper. Det er komplet normalt. Også hvor disse er indledt med sindsyge og underlige motivationer og ideer. Det er jo menneskeligt. Og selvom der altid er tusind sider til en historie, og han sikkert også bare er et lille menneske med uudholdeligt liv som os andre, er der ingen undskyldning for, hvad der er sket. Det er ret ligetil, men jeg forstår godt, hvis det tager tid.

Mogens Holme, Erik Storrud, Sara Nina Herborg og Marie Jensen anbefalede denne kommentar
Johnny Winther Ronnenberg

Poul Solrart Sørensen

Det her er undtagelsen hvor voldtægts forbryderen burde få ordet også og det er jeg normalt ikke tilhænger af. Men jeg læste den igennem tre gange i eftermiddags, mens jeg sad med avisen i skødet og jeg har læst den yderligere tre gange siden og jeg er ikke blevet klogere af den, jeg er stadig et stort spørgsmålstegn.

Torsten Jacobsen

Kasper Simonsen,

En 'voldtægtskultur', ligefrem? Er det ikke en reduktion af den vældige 'kognitive kompleksitet' du ellers priser i sætningen før?

Men, bevares, accepterer man præmissen om, at vi lever i en 'voldtægstkultur' - og at den her nærværende selvudlevering er et konkret eksempel på en sådan 'voldtægtskulturs' konsekvenser i konkret levet liv, ja så tør man måske fremture med et enkelt spørgsmål?

Hvem er det egentlig her, som igennem konkret handling holder denne 'voldtægtskultur' i hævd, og sikrer dens videreførelse?

Jo, først og fremmest er det naturligvis det dumme (unavngivne!) svin, som begår overgrebet. Men hvad med kvinden, som i stedet for at melde svinet til politiet - eller i det mindste gøre svinets omgivelser tydeligt opmærksom på hvilket svin de omgås - blot går hjem og skammer sig?

Man kan med rette her anføre, at det ikke er rimeligt at belaste et offer for et overgreb med et yderligere ansvar for at bringe en 'voltægtskultur' til ophør, men nogle gange er verden bare ikke særlig rimelig.

Hvis ofrene for den postulerede 'voldtægtskultur' gang på gang trykker sig, og i en form for (misforstået og skadelig) selvterapi offentligt udstiller sig selv frem for at sætte navn på de dumme svin, ja så kommer vi ingen vegne. Tværtimod ender vi i den nuværende situation, hvor jeg selv og en meget lang række af mennesker, som absolut ingen aktier har i hele menageriet, skal stå på mål for og lægge øre til ærligt talt trættende og grundløse beskyldninger om, at vi er med til at facilitere både overgreb og skam.

Jeg er træt af at høre på det. Simpelthen!

Hvis der går svin rundt og tager kvælertag på folk, som ikke gider dyrke sex med dem, så lad os da for fanden få at vide hvem de er, så vi kan tage vores forholdsregler. Hvor svært kan det være?

Flemming Berger, Randi Christiansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Sådan som jeg ser det, er der to ting i det.

1) Amalie tænder på hård sex. Er det et problem? Ikke nødvendigvis. Det kan hun kun selv afgøre.

2) Amalie er blevet overfaldet. Er det et problem? Ja.

Har de to ting noget med hinanden at gøre? Nej. Efter at hun tydeligt har sagt fra og er begyndt at tage sine sko på med henblik på at forlade scenen, kan det, der videre sker, umuligt betragtes som led i en eller anden sexleg, som hun frivilligt er gået med til. Det er et voldeligt overfald, hverken mere eller mindre.

Lad os rekapitulere spillereglerne i et civiliseret samfund: Vold er forbudt. Der er ikke noget men, medmindre der er tale om (selv)forsvar. Lad os sige, at du kommer kørende i din bil. og ser en person, der er ved at gå over for rødt. Har du så lov til at speede op og sigte bevidst på hende, med henblik på at gøre så meget skade som muligt? Nej. Du skal gøre hvad du kan for at undgå at skade hende. Hvis du kører ind i hende med vilje, er der tale om vold, uanset om hun gik over for rødt eller ej.

I forbindelse med diskussionen om ytringsfrihed, var der et argument, jeg jævnlig stødte på i debatten: "Du går jo heller ikke hen til en rocker og siger, at hans mor ligner en luder!". Forstået på den måde, at selvom det dels er fuldt ud lovligt at gå hen til en rocker og indvie ham i sin vurdering af hans mors udseende, og dels strengt forbudt at udøve vold, så har man alligevel selv bedt om det, hvis han tæver en. For man BURDE HAVE VIDST at en rocker ikke ville overholde loven.

Men sådan fungerer det ikke. I Danmark har man ret til at tegne en hvilken som helst religiøs figur, til at ytre sin mening om en rockers mor og til at sige nej til sex, også selvom man først havde sagt ja, og også selvom man vidste at manden var et svin. Uden at nogen har lov til at krumme et hår på ens hoved i den forbindelse (og nej, man skylder heller ikke et håndjob). Hvis vi accepterer, at grupper eller individer har særlige privilegier, og har lov til at idømme og eksekvere korporlige straffe, blot fordi de har opbygget et voldeligt ry, som andre forventes at kende til og tage højde for, så accepterer vi anarki. Det kan godt være, at det sker fra tid til anden. Men lad os da i det mindste være enige om, hvad der er rigtigt og forkert.

Flemming Berger, Mette Poulsen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Johnny Winther Ronnenberg

Jeg tror ikke at hun er til hård sex og hvis hun er, så er hun umanerlig dårlig til at afgrænse sig selv og så ender hun på tidspunkt med at komme alvorligt tilskade. Jeg ville ikke røre en som hende med en ildtang og jeg har 42 års praktisk erfaring med SM og har også undervist i det og sikkerhed og klare afgrænsninger har første prioritet i SM kredse, uden klare og tydelige grænser så sker der ikke noget. Både mænd og kvinder kaster sig ud i ting de ikke kan overskue og ikke er afklaret om og når det sker så har man pligt til at træde tilbage øjeblikkeligt, for så er det ikke frivilligt længere.

Man er i SM kredse meget fokuseret på netop daterape og rådene er, at at man aldrig går med nogen hjem eller inviterer dem ind i sit hjem uden klare aftaler på forhånd om hvad der skal ske og de første 5 - 6 dates foregår altid på et offentligt sted for begge parters skyld og det råd går igen verden over. Lige som trylleordene "safe, sane and consensual" respekteres verden over, for det er begge parters eneste virkelige beskyttelse, for et overgreb er stadig et overgreb selv om man har en klar aftale om hvad der skal ske og det er dermed strafbart. Så som den dominerende har man et dobbelt ansvar, man nemlig ansvarlig for både egne og partnerens handlinger og der findes ingen gode undskyldninger for ikke at overholde reglerne eller for ikke at stoppe i tide også selv om partneren har skiftet mening undervejs. Ja den balance er svær men det er bedre at overholde den og slippe for pletten på straffeattesten.

Flemming Berger, Niels Duus Nielsen, Viggo Okholm og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Hvis man ikke som voksen kvinde ved, at mænds seksualitet kan være ustyrlig, så har man brug for hjælp. For hun "er kvinden, der kender sine svin på lyden, og ved min Gud, om han gryntede på kilometers afstand" og ved, at han er en dårlig mand. Alligevel går hun hjem med ham. Gør det hende medskyldig i sin egen 'dårlige sexoplevelse'? Ja. Fritager det ham for ansvar? Nej. Han er stadig en klam voldtægtsforbryder i sine lysters vold.

Hvad kan vi lære af historien? Vær opmærksom på, hvor du går. Et voksent menneke bør kunne undgå de værste faldgruber, og selvom mandens opførsel er meget forkert, så hjælper det ingen, når skaden er sket. Amalie opførte sig dumt og uforsigtigt, og det er for sent bagefter at beklage sig over, at der er mennesker derude, som man ikke kan være tryg ved at omgås. Ja, verden kan være et farligt sted, så med mindre det passer dig fint med disse oplevelser, som du bagefter kan skrive om, så tag lige og bliv voksen amalie. Hvor gammel er du egl? 17? Og vid, at den, du var i går, er du ikke længere i dag.

Randi: Der er kulturer, hvor man mener at vide, at mænds seksualitet er så ustyrlig, at hvis en kvinde går alene hjemmefra uden at være tildækket, ja så har hun selv bedt om at blive voldtaget. Man mener endda at hun fortjener at blive pisket for at opføre sig så uansvarligt og friste den værgeløse mand.

I Danmark ved vi, at det ikke forholder sig sådan. Langt hovedparten af danske mænd kan sagtens se en utildækket kvinde gå rundt alene uden at voldtage hende. De er opdraget med, at det gør man ikke, og opdragelsen og den sociale kontrol kan sagtens overdøve hvad der måtte være af primitive instinkter.

Langt de fleste mænd kan sagtens styre deres seksualitet, når de ved at de skal. De er jo ikke dyr, de er agerende mennesker, der er ansvarlige for deres egne handlinger.

I tilfældet fra kronikken ses det meget tydeligt: Så snart kronikøren truede med at afsløre voldsmanden for omverdenen og dermed ødelægge hans karriere, så kunne han pludselig godt styre sin seksualitet alligevel. Mere ustyrlig var den ikke.

Niels Duus Nielsen

Maria Jensen: "Langt hovedparten af danske mænd kan sagtens se en utildækket kvinde gå rundt alene uden at voldtage hende."

Ja, men alligevel diskuterer vi hele tiden det fåtal, som ikke kan styre sig. Hvorfor gør vi det? Er det fordi mænd som udgangspunkt er nogle svin? Nej, det siger du jo selv, at det ikke er. Er det fordi kvinder som udgangspunkt er sårbare qua deres fysik? Det giver mere mening i mine øjne. Men hvad er kvindernes grund til hele tiden at diskutere voldtægt?

Forfatteren til indlægget har nok et behov for at dele den traumatiske oplevelse, men selv hun - den forurettede - har overskud nok til at se, at det ikke er alle mænd, der er nogle dumme svin.

Jeg læser artiklen som et indblik i en verden, jeg per definition intet personligt kendskab har til, og som jeg kun kan delagtiggøres i med sproglige midler. At der skulle være et element af clickbait i begrundelsen for at skrive og bringe artiklen ser jeg ikke som et problem, så længe jeg føler, at jeg bliver oplyst.

Odin Rasmussen, Morten Balling og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Johnny Winther Ronnenberg

Jeg spurgte en kvindelig masochist jeg har kendt i over tredive år, hvordan hun opfattede artiklen og vi endte med med stikordene, manglende selverkendelse og højrisiko adfærd. Anbefalingen må så være psykologisk og eller sexologisk rådgivning og hjælp. Når hun har været der mere en gang, så er hun et farligt bekendtskab og det vil gå galt igen og det kan gå ud over andre utilsigtet.

For lige kort at uddybe mit indlæg, så skal det ikke forstås som et forsvar for manden i den historie her, men mere et indlæg for om muligt at kunne forebygge evt. overgreb i situationer som den beskrevne her. Fysisk og psykisk har kvinder og mænd forskellige tændings reaktioner og hvis den enkelte mands psyke/modenhed ikke lige er ok, kunne det måske ikke betyde så meget for en voksen kvinde at redde mandens ansigt i en situation som den her og andre. Hvad siger kvinderne her?

Kasper Simonsen

Hej Torsten Jacobsen.

Tak for din bemærkning.

Jeg mener bestemt ikke, at Sigrid med dette indlæg viderefører en voldtægtskultur. Et centralt problem i forhold hertil, er, at mange ikke aner den eksisterer. Dertil hører en manglende forståelse for de graverende psykiske konsekvenser affødt, ikke kun fra den direkte handling, men også fra ofrets egen opfattede skyldpålæggelse. Derfor må problemet italesættes. Så det du tolker som ”misforstået og skadelig selvterapi” tolker jeg som modige tiltag påtænkte til at støtte voldtægtsofre samt italesættelsen af en voldtægtskultur.

Uanmeldte voldtægter eller forsøg herpå estimeres i Danmark til et sted mellem 5-10.000 årligt. Dog anmeldes blot 4-500. Dette illustrere ikke blot det enorme omfang af problemet, men også hvor dybe mental sår sådan et traume efterlader sig, hvilket betyder at ofrene ikke ”blot går hjem og skammer sig”. Hvis du tror, at det er din egen skyld at du er blevet voldtaget, og/eller at ingen vil tror dig, ville du så anmelde det? Hvis det var din mor, søster, kæreste eller datter der var blevet voldtaget ville du da kunne udvise forståelse for deres situation eller ville du blot spørge hende ”hvor svært kan det være”?

Det er efter min opfattelse uansvarligt, at pålægge ofret alt ansvaret for at anmelde en voldtægt samtidig med man selv læner sig tilbage og fraskriver sig selv ethvert ansvar. Ikke alene er det moralsk forkert, men det løser ikke problemet – tværtimod. Vi har alle et ansvar (”aktier”) når det kommer til skabelsen af de til enhver tid eksisterende kulturer vi skaber igennem vores tanker, ord og handlinger. Det gælder også dig Jacob. Hvad du siger – eller ikke siger - til din familie, venner eller i dette debatforum påvirker voldtægtskulturen.

Jeg har forståelse for, at du tager voldtægtskulturen personlig og bliver irriteret over at høre på en tosse som mig. Dog håber jeg, at du en dag vil opdage at der er et hav af mennesker, som er væsenligt mere negativ påvirket af denne kultur end dig og at du faktisk kan bidrage til lindringen af deres smerter igennem tilsidesættelse af din egen irritation.

Jeg reducerer på ingen måde den kognitive kompleksitet, som jeg mener, er utrolig vigtig at få synliggjort. Derimod er en negligering af voldtægtsofres situation, der kan indbefatte følelser som skam, selvhad og i nogle tilfælde PTSD, netop, at reducere en sådan kompleksitet til noget banalt.

Så jo, indlæg som dette gør bestemt en forskel. Din argumentation om navngivning af voldtægtsforbryderen er i langt højere grad et udtryk for symptombehandling end det er en egentlig løsning på et dybereliggende problemet. Voldtægtskulturen vil forsat reproducere voldtægtsforbrydere så lang tid den eksisterer. Dette skal dog ikke mistforståes som om, at jeg ikke ønsker at denne person skal straffes få sin handling.

Hej igen Vigo

Tak for dit svar.

Jeg forstår din pointe. Vi lever dersværre ikke i en ideel verden. Dog vil jeg hellere fokusere min energi på, at fremme en kultur præget af klare linjer vedr. gensidig respekt frem for at indskrænke den personligefrihed.

Johnny Winther Ronnenberg

>>Dog vil jeg hellere fokusere min energi på, at fremme en kultur præget af klare linjer vedr. gensidig respekt frem for at indskrænke den personligefrihed<<

Udmærket ide og tingende skal også italesættes af både kvinder og mænd, for problemet er alvorligt nok men det bør være på et sagligt grundlag og også en saglig tone. Jeg har set tal der er større end dem du har vist, så måske problemet er større end som så, socialforskning viser at mange anmeldelser sker ikke ud fra frygten for stigmatisering og en helt berettiget frygt for ikke at blive taget alvorligt af politiet. Politiet har for længe siden indrømmet, at de går ekstra hårdt til kvinder der anmelder en voldtægt og hvor der ikke findes tekniske beviser i form af blå mærker, dna spor mv. så er sagerne stort set opgivet på forhånd, Selv om det ikke er politiets opgave at afgøre om en sag er stærk nok til at blive vundet, men blot at indbringe den for domstolene og lade dommeren afgøre om anmeldelsen er saglig nok. At man ikke har fysiske beviser bør ikke afgøre om sagen kommer for en dommer eller ej.

Et endnu større mørketal er området der hører hjemme i hjemmet. For jeg tror ikke der findes en mand eller kvinde, der ikke er blevet presset til sex i deres parforhold. Jeg har med sikkerhed oplevet det en del gange på egen krop og jeg har med sikkerhed sikkert gjort det samme i forhold til min ex, men det har jeg heldigvis ingen erindringer om ;-) Teknisk set så er det også voldtægt i begge retninger, men jeg har aldrig læst noget videnskabeligt om det nogen steder eller set statistikker på det, måske tabuet er endnu større når det sker i parforholdet?

Reelt set burde en debat son denne få både mænd og kvinder til at gribe i egne boller / barm og se på sig selv med en uden fra ståendes synsvinkel, det er faktisk ret sundt en gang imellem. Når man ser sig selv gennem andres øjne, så ser man ofte sig selv fra helt ny vinkler der ikke er specielt opmuntrende, det ved jeg som gammel foredragsholder. Men det ændrer en over sigt og det er ikke så ringe endda ;-)

Torsten Jacobsen

Kasper Simonsen,

Begrebet 'voldtægtskultur' er efter min mening enten blot en banal konstatering af en tilstand, eller også en skamløs løgn:

Skal begrebet forstås som en konstatering af, at vi lever i en kultur hvor voldtægt finder sted? Jamen så velkommen i det banale: Vi lever så f.eks. også i en 'trafikdrabskultur', en 'forureningskultur', en 'svin-gaderne-til-kultur' og en 'tal-før-du-tænker-kultur'.

Selvfølgelig kan man også forstå begrebet som et udtryk for, at voldtægt er et socialt accepteret fænomen. Ja ikke nok med det: Men tillige at voldtægt er en aktivitet, som ikke blot passivt accepteres i kulturen, men som derimod aktivt værdsættes gennem samfundsmedlemmernes aktive handlen. Vi lever f.eks. I både en 'drukkultur' og en 'forbrugskultur': sociale fænomener, som ikke blot accepteres, men som også værdsættes bredt i befolkningen. Gennem konkret handling.

Det bør være selvindlysende, at vi i denne sidste forstand ikke lever i nogen form for 'voldtægtskultur'. At man prøver at bilde os noget ind, af grunde jeg ikke her skal spekulere videre i. Blot vil jeg videregive den kloge observation, at vi mennesker jo ikke ser verden, som den er. Vi ser den, som vi selv er...

Johnny Winther Ronnenberg

Torsten Jacobsen

Jeg bryder mig som mand af gode grunde ikke om begrebet.’voldtægtskultur. Men hvis man reflekterer lidt over det, så er det måske ikke så meget ved siden af skiven som det ser ud, tallene for de skandinaviske lande er ret små, men det betyder ikke at problemet ikke findes. Så vidt jeg ved så er de danske tal baseret på domsafsigelser og ikke på tilfældene samlet. Hvis det er tilfældet så kan tallene være mange gange større end vi tror.

!0,000 om året er et relativ lille tal i en befolkning på 5.5 millioner men gang det op med 10, 30, 50 år, så bliver det voldsomt sigende i en så lille population og der er et problem der skal håndteres nu og ikke i morgen ;-)

Hele diskussionen og problematikken her både ud Amalies kronik og vi andres bemærkninger drejer sig om seksualitetens gode veje og vildveje i vores liv. Problemet ligger vel dybt omkring lyst og begær, især her, hvor kærligheden, nærheden og trygheden ikke er til stede. I mere eller mindre løse forhold er det begær og lyst, som styrer og hvis den lyst i en akt stopper, står den ene part i princippet som taber. Er man en dårlig taber hvilket mænd måske er da det piller ved deres maskulinitet. De "svage" mænd her spiller så stærke og hermed er vejen til magt og vold åben Det sidste er altid mandens ansvar så det må til enhver tid dreje sig om gensidig respekt og mænd bør til en hver tid have en dyb viden om at kvindens lyst i mange tilfælde har andre kanaler og signaler end manden i sin krop og psyke. I de faste parforhold hvor nærhed og kærlighed gerne skulle fungere er selve de fysiske og psykiske signaler i kroppen vel den samme, men her kender man hinanden og derfor kunne man tro at direkte tvang vil være meget sjældent.

Johnny Winther Ronnenberg:
Nu kunne vi også kigge på justistministeriets anslåede tal, og ikke på Helge Hallmanns 5-10.000 fra 1997. http://www.voldtaegt.dk/videnscenter/mest-til-skoleelever/statistik/

Der er trods alt stor forskel på 4.700 og 10.000, ikke?

Det har sgu heller intet med kultur, at gøre. Som Trond Meiring ganske evident påpeger, så er det ikke "in" at bedrive voldtægt eller anden vold, imod andre mennesker. Ingen "går ind" for voldtægt, eller bifalder det på nogen tænkelig måde.

En mere interessant og langt mere relevant debat er, om vi ikke bør kigge imod vores haltende integration og mangel på homogenisering blandt vores indvandrere og flygtninge?
http://justitsministeriet.dk/nyt-og-presse/pressemeddelelser/2017/ny-for...

6% af befolkninger står for 23% af disse voldtægter.

Med andre ord kan vi sige, at etniske danskere begår 77% af 4.700 voldtægter (eller forsøgte voldtægter) om året. Det vil sige 3.619.

Vi er 5,7 millioner indbyggere i vores lille land. Skal vi sige, at halvdelen er mænd, og fjerne 25% af disse og sige, at de er ude af stand til, at fuldføre en voldtægt, bare sådan for at reducere tallet? Naturligvis trækker vi også 6% fra til sidst, da vi jo kun er interesseret i de etnisk danske.
Så ender vi på 2.009.250. Med andre ord begås der for hver etnisk danske mand omkring 0,0018 voldtægter om året. Det er 0,0018 for mange, det kan vi roligt blive enige om, men kom ikke her og kald det "Kultur" og hævd, at vi står med et større samfundsproblem.

Vi har brodne kar, som vi altid har haft - og som vi altid vil have. Det har ikke en skid med kvindesyn at gøre - i hvert fald ikke blandt etniske danske mænd.

Selvfølgelig er det ikke ok at skubbe et andet menneske ud fra en motorvejsbro lige ned foran en lastbil med anhænger, der kommer kørende med 120 km i timen. Men man har altså også et ansvar for sin egen sikkerhed. Hvorfor skulle han absolut lege med ilden? Kunne han ikke bare have ladet være?

Alle kender jo til den kvindelige natur, og ved, hvor svær, den er at kontrollere. Når en mand tæver en kvinde, vækker han en lyst i hende. En mordlyst, der udspringer af et urinstinkt så dybtliggende, at man simpelthen ikke kan forvente, at den enkelte kvinde kan tøjle det. Han tænder en ild i hende, der er stærkere end hende selv, og som ikke sådan bare lige kan stoppes, når den først har fat. Som en lastbil med anhænger, der er oppe i fart. Hvor tit har vi ikke fortalt de mænd, at de skal lade være med at tæve en kvinde, hvis de ønsker at fortsætte med at være i live?

Han burde have vidst bedre. Når man har sagt A, må man også sige B, og hvis han så gerne ville leve, hvorfor skulle han så absolut tæve hende gul og blå? Det var ham, der gik, over for rødt. Det kunne han bare have ladet være med. Da hun begyndte at tage sine sko på, skiftede lyset fra grønt til rødt, og han burde være stoppet. Men han skulle absolut fortsætte. Han skulle absolut forsøge at tvinge sin vilje igennem med vold. Han bad selv om det.

Nu hænger han der i luften og har mindre end et sekund tilbage af sit liv. "Hvis bare jeg dog ikke havde været så letsindig at tæve en kvinde fordi hun nægtede mig sex. Jeg ligger som jeg har redt", er den sidste tanke, der når at fare igennem hans hoved, inden lastbilens forhjul kløver ham. I tusind stykker.

Randi Christiansen

Hvorfor ignorere det, som er? Nemlig at en kvinde er fysisk svagere end en mand og derfor risikerer at være prisgivet hans tilbøjeligheder, hvis hun er alene med ham.