Kronik

Svend oversatte danskerne for mig

Da jeg som teenager kom til Danmark fra Jugoslavien læste Svend ’Nudansk Ordbog’ med mig, som var den en roman, og han lærte mig, at man i Danmark ikke altid siger, hvad man mener. Uden ham havde mine første år her været komplet uudholdelige
Vesna Svilar Dinic Holmsø og Svend, der både lærte hende, hvordan man taler i Danmark, men også hvad der ikke bliver talt om

Vesna Svilar Dinic Holmsø og Svend, der både lærte hende, hvordan man taler i Danmark, men også hvad der ikke bliver talt om

Privatfoto

16. august 2017

I gadebilledet så jeg jævnligt en gammel mand med en lille skødehund. Hver gang jeg så ham, smilede han, og en dag begyndte jeg at klappe hans hund. Jeg kunne ikke dansk, men kunne regne ud, at han boede et par opgange fra os. Hunden hed Kiki, kunne jeg forstå, og jeg formåede også at fortælle ham, hvor jeg selv boede.

Med tiden blev det en daglig glæde at møde Svend, som han hed, og Kiki. Han var dårlig til bens, og jeg hjalp ham med indkøbsposen, først fra Brugsen på Rantzausgade til opgangen i Jægergade, hvor vi boede, og med tiden også op til hans lejlighed på anden sal.

Svend havde været kunstmaler i sine unge dage. Kørt et halvt år på knallert i Sydspanien, spillet skak med borgmestre og politimestre i små spanske landsbyer og havde skældt ud, hver gang han så en hund eller kat blive dårligt behandlet.

Svend var en mand på cirka to meter, og ingen turde sige ham imod. I Tanger havde han gået rundt i de kvarterer om natten, hvor turisterne ikke engang turde komme om dagen. Aldrig var der sket ham noget.

En verden åbnede sig

Det var i 1974, og jeg var lige kommet til Danmark fra Jugoslavien. Jeg var 15 år og kendte kun det jugoslaviske miljø, som mine forældre var en del af. Vi boede i en saneringsmoden lejlighed på Nørrebro, og jeg gik i en almindelig dansk skole, hvor der også var specialundervisning i dansk. Jeg omgikkes udenlandske børn i skoletiden og jugoslavere i fritiden.

I det jugoslaviske miljø vogtede de unge gifte koner som høge over mig, for jeg var en potentiel rival. Mine forældre var bange for at blive stødt ud af miljøet, så jeg blev holdt i et jerngreb. De bedste stunder var, når jeg gik ture helt alene. Foråret var på vej, alt spirede omkring mig, men jeg var ensom og længtes efter det derhjemme i Jugoslavien.

En dag fortalte jeg mine forældre om Svend og Kiki. De havde ikke noget imod vores bekendtskab, selv om de ikke forstod, hvorfor jeg ville bruge tid på en gammel mand.

På det tidspunkt kom jeg dagligt op til Svend og Kiki. Vi kunne læse i Nudansk Ordbog i timevis, fuldstændig ligesom man læser en god skønlitterær bog. Vi diskuterede de små finesser i sproget og talte om ord, som var de personer i en spændende roman. Om dialekter i Danmark, ordenes oprindelse. Om at H. C. Andersen også havde skrevet romaner, om Paludan-Müllers Adam Homo, roman på vers.

En hel verden åbnede sig for mig, som kom fra et hjem, hvor der ikke engang var aviser på bordet, for slet ikke at tale om bøger. Svend introducerede mig også til Fremmedordbogen og forklarede mig ordenes oprindelse. Han skrev små sedler til mig med talemåder på latin, græsk, hebraisk. En hel masse af de små sedler ligger stadig i den Fremmedordbog, jeg fik dengang, med dedikationen:

»Det er godt at kende mange fremmedord – og kun bruge få …
Og aldrig bruge fremmedord, man ikke kender fuldt ud. Så hellere udtrykke sig på et måske lidt mere klodset dansk.
Slid den med helsen!
Svend«.

Svend og min far

En dag kom jeg løbende op til Svend helt ude af mig selv, fordi det blødte ud af mit tandkød. Han tog mig til tandlægen, der sagde, at jeg ikke børstede tænder ordentligt. Derefter skældte Svend mine forældre ud, fordi de ikke tog sig ordenligt af deres datter.

Jeg havde selv lært at børste tænder som en stor pige, men det var ikke blevet en rutine. Min far så måbende på den store gamle mand uden at sige et ord. Min ellers voldelige far, som slog vores mor, og derefter os børn fordi vi græd. Og jeg kunne tisse i bukserne af bare skræk.

Efter denne episode forbød de mig at komme op til Svend, men jeg blev ved, koste hvad det ville. Da min far indså, at han ikke kunne forhindre det, begyndte han at lave grin med Svend, fordi han gik med sandaler – selv om vinteren, fordi han havde dårlige fødder, og det hjalp.

Imens blev min kærlighed, tillid og respekt for Svend stadig større for hver dag, der gik. Tilsvarende fik jeg mindre respekt for min far, den mand jeg kun frygtede, men ikke elskede.

Når man som fremmed kommer til Danmark, får man det indtryk, at alt kan lade sig gøre, at alt er tilladt, alt er lige fedt. For ingen siger noget til en. Der er bare koldt luft omkring en, hvis man stikker snuden for langt frem. Der bliver ganske vist taget afstand fra en, men ingen siger, hvad man har sagt eller gjort forkert.

Ude i samfundet følte jeg derfor en ring stramme sig stadigt mere omkring mig, uden at jeg kunne gøre noget ved det. Jeg kom op til Svend forvirret, til tider meget ulykkelig over den behandling, jeg mødte, og han ’oversatte’ danskernes adfærd. Når jeg gik på gaden og røg sammen med mine jugoslaviske, pakistanske, kinesiske venner, mens vi højrøstet pjattede, kunne jeg ikke forstå de fjendtlige blikke og kolde skuldre, vi mødte i gadebilledet. Og ingen sagde noget.

Det var Svend, der fortalte, at det ikke regnedes for pænt at så unge mennesker gik i flok og røg på gaden. At man ikke råbte på gaden, og at vi med vores fremmedartede udseende skabte endnu mere opmærksomhed. Cykle på fortovet måtte man heller ikke! Han fortalte om alt det usagte i den danske kultur.

I Jugoslavien var man mere direkte i både sprog og adfærd. Man viste sine følelser på godt og ondt. Og hvis nogen var uenig med en, blev det også sagt direkte, man kunne forholde sig til sig selv og sine medmennesker.

I Danmark bliver ting pakket ind. På de mest basale ting, hvor svaret burde være et ja eller nej, kunne folk finde på at svare undvigende. I stedet for: »Jeg er sulten«, hørte jeg folk sige: »Jeg synes, jeg er sulten«. Alle sådanne ting talte jeg med Svend om.

Kiki sad altid på Svends skød, mens han spillede skak med sig selv. Han gik kun ned, når han skulle handle, og han var bange for at blive overfaldet. At nogen skulle bruge hans lille hund som påskud for at genere ham. Det forstod jeg ikke noget af. I mit hjemland havde man respekt for ældre og for den visdom og erfaring, der kom med alderen. Det havde man ikke i Danmark, sagde Svend, som følte sig meget mere tryg i de mørke og øde arabiske gader end på 1970’ernes københavnske veje.

Nytår med Svend

En nytårsaften nægtede jeg at tage med mine forældre til den jugoslaviske klub, hvor der var en stor nytårsfest. Jeg ville hellere være sammen med Svend og Kiki. Mine forældre truede og bad om, at jeg skulle komme med. Men jeg holdt fast og tog ud til min ven og hans lille hund. Det var en af de bedste nytårsaftner i mit liv. Svend fortalte, jeg spurgte og lyttede. Slugte hvert et ord. Det var også ham, der fortalte om interrail og gav mig troen på, at jeg sagtens kunne tage af sted alene for at møde andre unge.

Havde det ikke været for Svend, havde mine første år i Danmark været meget hårdere, end de var. Og guderne skal vide, at de første fire år til tider var uudholdelige, nok på grund af min alder og den lukkede kultur, jeg var kommet til.

Svend lærte mig sproget, alt det usagte. At »kommer du allerede!?« ikke betyder, at man er glad for at se mig, men at jeg kommer for tidligt. At få is oven på hakkebøffen ikke skal forstås bogstaveligt, men at det var som dessert.

Den dag, han kom op og skældte min tyranniske far ud for øjnene af os alle, viste han mig, at min far ikke var den olympiske gud, som alle rystede i bukserne for. Egentlig var det lige dér, jeg begyndte at løsrive mig.

Via sine lange ophold i syden kendte Svend også til den sydlandske kultur, og på den måde kunne han hjælpe mig med at bevare det bedste af min egen kultur og tage imod det bedste fra den danske kultur. At tage imod det nye uden at miste sig selv. Jeg ville ikke have været den, jeg er i dag, hvis han ikke havde taget sig af mig. Takket være Svend er syden i mit hjerte, men Norden er blevet mit hjem.

Vesna Svilar Dinic Holmsø er selvstændig frisør. Kronikken har vundet tredjepladsen i Informations kronikkonkurrence 2017

Serie

Kronikkonkurrence 2017

I årets kronikkonkurrence inviterer Information dig til at skrive om det menneske, der ændrede dit liv – på godt eller på ondt.

Læreren med den smittende passion. Ham, der nægtede at være din far, selv om han er den eneste, du har. Mesteren, der gav dig en chance, fordi han fornemmede, at der kunne blive en guttermand ud af hashhovedet. Eller ham, der kørte dig ned; hende, der mobbede, eller ham som gav dig selvtilliden tilbage, da du troede, den var tabt.

Nogle mennesker sætter sig uudslettelige spor. Hvem forandrede dit liv? Hvordan gjorde de det? Hvordan bidrog de til den, du er i dag?

1. præmie: Ni dages rejse i Iran med Viktors Farmor. Værdi 14.400

2. præmie: 2x2 biletter til Grand Teatret

3. præmie: Bogen ’De retsløse og de ydmygede’ af Hannah Arendt

Kronikken skal fylde mellem 7.200 og 7.500 tegn inkl. mellemrum. Send den til os senest torsdag den 13. juli. Vinderkronikkerne bringes i Information i løbet af sommeren. Send dit bidrag til kronik2017@information.dk

Vinderkronikkerne bringes i Information i løbet af sommeren.

Seneste artikler

  • På kun 23 dage lærte min søn mig om livet … og døden

    25. august 2017
    Jeg ville ønske, at nogen havde fortalt mig, at sorg er kompliceret, fyldt med normative forestillinger, og at vi alle gør den forskelligt. Det tog mig lang tid at forstå, at man kan være lige så dårlig en mor til et dødt som et levende barn, og at der i sorgens sårbarhed ikke er noget helle
  • Jeg blev Tvind-imperiets første dissident

    22. august 2017
    Jeg var opfyldt af drømme om solidaritet og fællesskab, da jeg rejste ud i verden på Den Rejsende Højskoles jomfrurejse. Turen blev en vaccination mod snæversyn. Den gav mig nyttig vagtsomhed over for karismatiske ledere og stærke, lukkede ideologier
  • Min far prioriterede elefantøl over alt andet

    11. august 2017
    Vi er mange, som er vokset op i en familie, hvor barnet ikke havde førsteprioritet. Vi er mange om skammen. Forfatteren Karl Ove Knausgård blev mit spejl og den, som viste mig; du er ikke alene
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Flemming Berger
  • Kristen Carsten Munk
  • Erik Feenstra
  • Randi Overgård
  • Per Torbensen
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Peter Jensen
  • Slettet Bruger
  • Holger Madsen
  • Viggo Okholm
  • Anker Nielsen
  • Henrik Brøndum
  • Steffen Gliese
  • Ervin Lazar
  • Steen Sohn
  • Anne Schøtt
  • Niels Duus Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Oluf Husted
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Grethe Preisler
David Zennaro, Flemming Berger, Kristen Carsten Munk, Erik Feenstra, Randi Overgård, Per Torbensen, Mikael Velschow-Rasmussen, Peter Jensen, Slettet Bruger, Holger Madsen, Viggo Okholm, Anker Nielsen, Henrik Brøndum, Steffen Gliese, Ervin Lazar, Steen Sohn, Anne Schøtt, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Oluf Husted, Maj-Britt Kent Hansen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nanna Wulff M.

En dejlig historie, Vesna.

Tak.

Nanna

Rie Forchhammer, David Zennaro, Jonathan Smith, Flemming Berger, Peter Jensen, Henrik Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Tusind tak for din varme og tankevækkende historie, Vesna.
Der er mange ting, man som dansker først bliver opmærksom på, når ens land bliver anskuet med nye øjne. Forhåbentlig ser vi mere fra din hånd her i avisen eller andre steder, for du skriver virkelig godt.
God vind fremover :-)

Lilli Wendt, Peter Jensen, Slettet Bruger, Jørn Andersen, Henrik Nielsen, Ervin Lazar og Marianne Sommer anbefalede denne kommentar
Karl Aage Thomsen

Fremragende beskrivelse af at forstå danskerne og vores kluntede sprog. Din artikel har jeg lært mere af indvandrers problemer med at lære det danske sprog, end af at læse sprogprofessores indviklede måde at fortælle om det på. Det vil jeg gerne læse mere om. Vesna. Kom i gang du er godt i gang med at lære os mere om, hvor svært det er at komme til et land uden at forstå sprogets nuancer.

Steffen Gliese

Jeg talte med en flink familiesammenført eritreaner i toget i går. Han var meget opsat på at få brugt den smule dansk, han havde samlet op på tre måneder.
Dér lærte jeg noget interessant: fordi semitiske sprog jo indsætter vokaler efter bestemte mønstre, sker det samme uvilkårligt i dansk, når der er konsonantsammenstød som f.eks. i sammensatte ord eller mange stednavne.

Flemming Berger, Nanna Wulff M. og Henrik Nielsen anbefalede denne kommentar
Johnny Winther Ronnenberg

Inspirerende! Vær noget for andre, uanset hvem de er og hvor de kommer fra. Jeg håber at Svend læser med ;-)

Eva Schwanenflügel, Lilli Wendt, Peter Jensen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Det var et fromt ønske, Johnny

Men når Svend allerede var en gammel mand i 1974, da Vesna var 15, læser han nok ikke aviser længere. Da ikke med mindre de abonnerer på Information i Guds Rige, hvor Svend må befinde sig nu, hvis der ellers er nogen højere retfærdighed til end den jordiske, som vi arme syndere kun kender alt for godt ;-)

Eva Schwanenflügel og Flemming Berger anbefalede denne kommentar