Kommentar

Tænk på din far og mor, inden du skyder

Dine forældre flygtede fra krigens rædsler og kæmpede for, at du kom i sikkerhed højt mod nord, så du kunne få et værdigt liv. De gik jo ikke igennem alle de trængsler for at se dig ende som gangster på Nørrebro. Det ved du godt inderst inde, ikke?
24. august 2017

Det er heldigvis en god følelse, når du stikker hånden ned i lommen på din Peak Performance-jakke. Du behøver nemlig ikke at grave dybt, for at mærke dine hårdt tjente pengesedler.

Din hættetrøje i størrelse XL sidder perfekt med de velkendte og respektindgydende blokbogstaver på ryggen. De giver dig lysten til at træde endnu hårdere på sømmet i din sorte Audi med alufælgene.

En Audi, som umuligt kan underlægge sig de danske veje, uden at forbilledet 2pac prædiker ud af bilens B&O-højttalere. Gangsterfilmen Scarface og ikke mindst hovedpersonen Al Pacino sidder stadig dybt i din erindring, mens du sætter den hårde tone på over for din ven Ahmad. Nu er du klar til at ræse rundt på Nørrebro med din allerbedste ven ... som skarpladt befinder sig lige under dit førersæde.

Du har glemt din mor og far

Noget mangler dog i dine overvejelser. Noget, du prøver at fortrænge, og det har hverken med din straffeattest, dine hurtige penge eller dine rivaliserende fjender at gøre: Dine forældre.


De forældre, som pakkede din fremtid med ned i bagagen, da de i 1980’erne ufrivilligt valgte at drage mod nord, i håb om at se dig i jakkesæt eller lægeuniform på et tidspunkt. De forældre, som konstant holder moralprædiken for dig – senest da naboens søn havde fået studenterhuen på.


Men du har stadig fjender i lokalområdet, som er vigtigere end blødsødenhed og forståelse. Uddannelse tager tid, myndighederne har opgivet kampen, og politikerne har en dalende tiltro til dine evner ... så du kører videre. Intet skal stå i vejen for broderskabet, og i aften skal rivalerne mærke jeres tilstedeværelse.

Adrenalinet, som jo både føles ophidsende og frygtindgydende på samme tid, pumper rundt i kroppen på dig, mens du forsøger at virke fokuseret bag rattet. Ahmad skal ikke fornemme hverken nervøsiteten eller tankemylderet, så du skruer derfor op for musikken. Lyden af New Yorks rå toner gør hele sagen mere naturlig og nødvendig.

Der er dog en udfordring, som bliver ved med at distrahere dig. Du forsøger at holde tankerne ude og distancere dig fra følelserne. Din fars krigstraumer, naboens søn og din grædende mor i retssalen er tilbagevendende billeder, som forsøger at betvivle dit målrettede projekt på Nørrebro.

Men SU rækker jo ikke langt, uanset hvordan økonomien vendes oppe i hovedet, og et deltidsjob på McDonald’s er jo kun for slaver. På gaden tjener du dine penge som en rigtig kriger med både våben, direkte konfrontationer og en hård adfærd, og her ved både du, dine venner og dine fjender, hvad du er i stand til at gøre, for gadens skyld. Men billeder af din familie svæver frem og tilbage i forskellige perspektiver i din erindring, mens du forsøger at parkere bilen 50 meter foran netcafeen.

Erindringer om dine forældres kamp for at krydse grænsen til Europa, de mange racistiske tilråb i folkeskolen og de fremmedfjendske holdninger til din mor og hendes tørklæde flimrer for øjnene af dig, mens du fornemmer hidsigheden og aggressiviteten indeni.

Ingen fucker med jer

»De fucking tabere skal ikke fucke med os,« tænker du, mens du langsomt men bestemt, går hen imod gruppen med tilholdssted foran cafeen. Ahmad har nu taget plads bag rattet og er klar til at handle hurtigt, når tiden er inde.


Du sætter livet på spil, og du ved, at politikerne, politiet, befolkningen, kommunen og ikke mindst vennerne vil tale om episoden uden for netcafeen. Det gør dig stolt, selv om din fars irriterende råd fortsætter med at vende tilbage som et ivrigt spøgelse. Råd som: »Venskaber er kun midlertidige, uddannelse varer evigt« og »Du kan blive alt det, du vil«, gør dig svag og usikker.

Men du er overbevist om, at systemet, medierne, og politiet udelukkende kører en hetz mod dig og din baggrund, og det har ødelagt noget inden i dig.


Dine rivaler kigger provokerende på dig, mens du fokuseret går ud af cafeen. Pistolen er ladt og klar til at tilfredsstille dine mest hardcore homies. Du skimter Ahmad og Audien, som langsomt bevæger sig hen imod cafeen, som aftalt.


»Hvad hvis jeg kan få min egen tandklinik?« tænker du pludselig.
 
Du blæser på missionen, sætter dig ind i Audien og skruer ned for gangstertonerne, for nu skal budskabet ud: »Tandlæger tjener kassen, min ven.«

Sajad Koftan er logistikkoordinator.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer