Kunne du tænke dig lidt mere hukommelse til din hjerne? Elon Musk kan måske hjælpe dig.
Musk er direktør for Tesla, der er førende inden for elektriske biler. Han er også chef for SpaceX, som konstruerer robotter, der på sigt skal gøre det muligt for mennesker at bo på Mars.
For nylig har Musk afsløret, at han også har grundlagt Neuralink – en startup-virksomhed, som arbejder på at skabe hjerneimplantater, der vil kunne gøre computere til en direkte forlængelse af vores hjerner – og dermed forbedre vores intelligens og hukommelse. Det dybere formål skulle være at fremtidssikre menneskearten.
Musk frygter, at kan vi først udvikle en maskine, som er klogere end os selv, vil vi – med forfatteren til Superintelligence, Nick Bostroms ord – »begå en fundamental darwinistisk fejl«. I lyset af de hastige fremskridt inden for kunstig intelligens og de stærke incitamenter til at gøre computere endnu mere avancerede forudser Musk imidlertid, at vi har forpasset chancen for at vende den udvikling.
Hans foretrukne modstrategi til at forhindre, at vi udmanøvreres af superintelligente maskiner, er derfor at koble os på computere, således at vi kan blive lige så kloge, som den til hver en tid klogeste kunstige intelligens, hvor intelligent den så end måtte være.
Mangler forsøgspersoner
Det er ikke nyt, at mennesker får indsat elektroniske anordninger i deres kroppe. Hjertepacemakere har været i brug i næsten 60 år, og siden 1998 har videnskaben været i stand til at indoperere implantater i hjernen på lammede mennesker, der gør det muligt for dem at bevæge en cursor på en skærm ved tankekraft – eller i mere avanceret version: at styre en kunstig hånd, der kan gribe om ting.
Disse anordninger udvider ikke vores evner ud over en normalt rask persons. Kunstneren Neill Harbisson har dog ladet indoperere en antenne i sit kranium, som gør det muligt for ham at høre frekvenser, der ikke blot svarer til de farver, vi kan iagttage – Harbisson lider af en ekstrem form for farveblindhed – men også til infrarødt og ultraviolet, som er usynligt for os. Harbisson hævder selv, han er en cyborg, dvs. en organisme med teknologisk forstærkede kapaciteter.
Bevægelsen fra disse anordninger, der tjener et nyttigt, men begrænset formål, til den form for hjerne-maskine-interaktioner, som Musk stiler imod, vil dog kræve markante videnskabelige gennembrud.
Det meste forskning i hjerneimplantater er udført på forsøgsdyr, og de mange årtiers overlast, som aber og andre dyr har lidt i den forbindelse, har været vanskelig at forsvare etisk. Skal Musk have chancer for succes, vil nye eksperimenter på dyr, men også på mennesker være et uomgængeligt skridt.
Uhelbredeligt lammede eller terminalt syge patienter vil muligvis melde sig frivilligt, hvis forskerne kan tilbyde dem et sidste håb. Neuralink vil da også begynde med at forske i implantater, der vil kunne hjælpe netop sådanne patienter, men skal forskningen nå sit større mål, må den på et tidspunkt bevæge sig videre.
Frivillige entusiaster
I USA, Europa og de fleste andre steder, hvor der udføres avanceret biomedicinsk forskning, vil strenge restriktioner for brug af mennesker til forsøg gøre det vanskeligt at få tilladelse til at gennemføre den slags eksperimenter, der sigter mod at udvide vores kognitive evner ved at koble vores hjerner på computere.
Phil Kennedy, en pioner inden for brugen af computere til at hjælpe lammede patienter til at kommunikere alene ved tanken, valgte derfor selv at agere forsøgskanin og lade elektroder implantere i sin egen hjerne, og alligevel måtte han til Belize i Mellemamerika for at finde en kirurg, der var villig til at gennemføre operationen.
I Storbritannien har cyborg-fortaler Kevin Warwick ladet implantere datachips i sin og sin kones underarme for at bevise, at direkte kommunikation mellem menneskers nervesystemer er mulig.
Musk knytter sine forhåbninger til, at de eksisterende restriktioner for brug af mennesker som forsøgskaniner vil blive slækket. Det kan vare længe. I mellemtiden er flere entusiaster klar til selv at gå længere.
Tim Cannon har ikke videnskabelige kvalifikationer som Phil Kennedys eller Kevin Warwics, men det har ikke hindret ham i at grundlægge et firma i Pittsburg, der tilbyder implantering af bioniske anordninger, ofte efter at han først har afprøvet dem på sig selv.
»Lad os nu bare gøre det og prøve det af,« som han siger. Når han sætter magneter, radiofrekvenschips og andre aggregater i folks fingre eller arme, bliver operationerne ofte gennemført af tatotøverer og dyrlæger, da rigtige læger og kirurger typisk vil nægte at operere på raske mennesker.
Gør lægerne ret i det? Bør raske personer frarådes eller forhindres i at få implanteret sådanne anordninger i sig selv?
Warwick siger, at den videnskabelige forskning allerede har haft stort udbytte af de frivillige cyborgentusiaster.
»Det må være op til dem,« siger han, og det virker umiddelbart rimeligt, så længe de frivillige orienteres korrekt og fyldestgørende om de risici, de løber.
Hvis vi ikke vil forhindre mennesker i at ryge eller bestige K2 ved vintertide, er det svært at se, hvorfor vi skulle optræde mere paternalistisk over for dem, der vil bidrage til videnskabens fremskridt. Ikke alene vil det kunne give deres liv ny mening – og har Musk ret, kan det i sidste ende redde os alle.
© Project Syndicate og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.
