Klumme

Jeg har ikke tænkt mig at opgive den identitetspolitiske kamp

Jamen, jeg synes da også, at den identitetspolitiske debat har kørt længe. Det kunne da være fedt i stedet at debattere, hvordan vi sammen laver flere penge på en ansvarlig måde, der kommer samfundet til gode. Men hvad skal vi med den snak, når vi ikke kan tale om, hvordan vi skaber et samfund, der kommer alle til gode?
’Vi bliver nødt til at tale om Charlottesville igen og igen, fordi den form for voldelig racisme er noget, der synes at vokse også på vores kanter – også selv om det virker utænkeligt, at sådan noget kunne ske her,’ skriver Caspar Eric.

’Vi bliver nødt til at tale om Charlottesville igen og igen, fordi den form for voldelig racisme er noget, der synes at vokse også på vores kanter – også selv om det virker utænkeligt, at sådan noget kunne ske her,’ skriver Caspar Eric.

Samuel Corum

25. august 2017

Jeg ved godt at mange allerede har talt længe om Charlottesville og angrebet og mordet på Heather Heyer, der døde kun 32 år gammel. Og som den svenske digter Athena Farrokhzad siger i Som om katastrofen ikke allerede var her, ville jeg da også hellere have skrevet om træer, pizza eller kærlighed en typisk dansk sommer.

Men jeg bliver nødt til at sige noget om Charlottesville. Og jeg bliver nødt til at snakke om identitetspolitik.

Jeg bliver nødt til at tale om Charlottesville, for hver gang vi burde beskytte en bestemt minoritet mod angreb; hver gang en minoritet kæmper for de samme rettigheder som majoriteten – om det er homoseksuelle eller handicappede eller ikkehvide mennesker – ja så skal vi igen og igen høre på, at det bare er identitetspolitik, og at folk klynker for meget, og at det også er de klynkende folks skyld, at så mange mennesker stemmer på folk som Trump og Dansk Folkeparti (og Socialdemokratiet), som alle lover at føre en politik, der diskriminerer.

Som den britiske forfatter Simon Jenkins efter valget af Trump konkluderede: »Den identitetspolitiske venstrefløj kan takke sig selv for højrepopulismen«.

Men vi bliver nødt til at tale om, at det er racismen og ideen om, at alle allerede har lige rettigheder, der er den virkelige identitetspolitik, hvis identitetspolitik absolut skal bruges som et skældsord.

Og vi bliver nødt til at tale om, at tæt på ingen har lyst til at hævde deres identitet eller til at sidde og brokke sig dagen lang, hvis de ikke konstant fik påduttet netop den identitet udefra, og hvis de ikke hele tiden oplevede at være taberne, når normalitet, anerkendelse og retten til at kunne gå sikkert på gaden bliver uddelt både kulturelt og politisk.

Kulturelle racistiske træk

Jeg bliver nødt til at sige noget, fordi jeg forleden så Vices 22-minutterlange dokumentar om begivenhederne den 11. og 12. august. Og jeg bliver nødt til at sige noget, fordi der endnu en gang var mennesker med fakler, der gik og råbte: »Blod og jord« og »Jøderne skal ikke erstatte os« i Vesten.

Og jeg bliver nødt til at sige noget, fordi medierne endnu en gang afslørede et kulturelt racistisk træk ved sig selv, ved ikke at stemple en ideologisk motiveret voldshandling som terror, men som racesammenstød, selv om der var tale om et sammenstød mellem racister og antiracister.

Jeg bliver nødt til at sige noget, selv om det er og vil blive sagt igen og igen, fordi der fra USA’s præsident til venner i mit facebookfeed, direkte eller indirekte bliver talt om, at eskalationen af vold ved et Unite the Right-rally også lidt var antiracisternes skyld. De kunne jo bare havde ladet være med at komme stormende og vise modstand og »there were some very fine people on both sides«, som Donald Trump udtrykte det.

Jeg bliver nødt til at sige noget, igen og igen, fordi det ikke er længere siden end februar, at der kraftigt blev antydet, at racistisk vold i Ry også var synd for de drenge, der kastede en molotovcocktail på en anden dreng, og nu er vi her så igen, og ingenting lader til at forandre sig.

Vi bliver nødt til at tale om Charlottesville igen og igen, fordi den form for voldelig racisme er noget, der synes at vokse også på vores kanter – også selv om det virker utænkeligt, at sådan noget kunne ske her. Selv om det selvfølgelig allerede er sket – f.eks. Utøya.

Vi bliver nødt til at tale om Charlottesville, fordi vores integrationsminister fejrer asylstramninger med kage og siger, at en rigtig dansker er en, der ikke lyver, alt imens hun har fusket med sit CV. Vi bliver nødt til at tale om det, fordi det stille, men roligt, er blevet mere og mere okay at opføre sig racistisk også i Danmark.

Jeg gad godt at skrive en hyggeligere klumme. Jeg gad da også godt lægge de identitetspolitiske debatter på hylden. Men det sker først, når det er okay at have en hvilken som helst identitet (og racisme er altså ikke en identitet, men en holdning).

Og jeg gad godt at snakke om, hvordan vi sammen som samfund laver flere penge på en ansvarlig måde, der kommer samfundet til gode. Men hvad skal vi med den snak, når vi ikke kan tale om, hvordan vi skaber et samfund, der kommer alle til gode?

Caspar Eric er forfatter. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristen Carsten Munk
  • Lise Lotte Rahbek
  • Niels Duus Nielsen
  • Hans Larsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Tino Rozzo
Kristen Carsten Munk, Lise Lotte Rahbek, Niels Duus Nielsen, Hans Larsen, Eva Schwanenflügel og Tino Rozzo anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Jeg gad godt at skrive en hyggeligere klumme. Jeg gad da også godt lægge de identitetspolitiske debatter på hylden. Men det sker først, når det er okay at have en hvilken som helst identitet (og racisme er altså ikke en identitet, men en holdning).

Mon ikke der er mere at sige om sammenhænge mellem 'holdninger' og 'identitet' en Caspar Eric her lægger op til? Jeg tror det næsten. Og, hvis det er tilfældet, er Caspar Erics deltagen i de 'identitetspolitiske kampe' så videre konstruktiv? Værd at tænke over..

Jeg burde gøre det her langt - men jeg orker ikke.

Caspars klumme her er et skoleeksempel på, hvordan vi er ved at kolonisere os selv. Hvordan nogle tror, at USA er Danmark og at nordamerikanske fænomener kan parallelforskydes til Danmark. Sådan, efter devisen, hvis de ikke kan lide jøder i Charlottesville, så er det garanteret også sådan i Hvorupør.

Den her misforståelse hænger sammen med et øget forbrug af amerikanske medier - og en voldsomt faldende viden om andre sprog. (Og lukningen af sproguddannelser).

Og den er dæleme ved at være et problem.

"Jeg bliver nødt til at tale om Charlottesville".

Nej Casper: Vi er nødt til at tale om Cottbus, Caen, Cadiz, Chelyabinsk og Kolkata.

Er politiske ståsteder og holdninger nu pludselig ikke identitære ? Det er der en del på venstrefløjen der er uenige i så meget er sikkert. 'Rigtige' er de ikke alle pr. definition. Og er det nu de 'amerikaniserede' identiteter der i Europa har blod og jord på programmet ? Nej, de drømmer om Europas Forenede Stater .... Er det nu lige DF-segmenterne der pisker 'klassisk' jødehad op. Ikke ligefrem heller. Det er nu som før mere de 'orientaliserede' identiteters afdeling.
Så altså problematisering af islam-i-Europa - i så massivt tætsiddende burka at budbringeren ikke selv kan se ret meget, og man skal vide det er det for at kunne se det. Men ingen panik Caspar Eric : Det er nutidens særeste debat-fænomen og meget artigt. .

Marianne Bjerg

"Og jeg gad godt at snakke om, hvordan vi sammen som samfund laver flere penge på en ansvarlig måde, der kommer samfundet til gode. Men hvad skal vi med den snak, når vi ikke kan tale om, hvordan vi skaber et samfund, der kommer alle til gode?."

Nåh ja - så længe Caspar Eric kan nøjes med at snakke om tingene og små neurotisk fremstille sin egen politiske identitet som socialt bevidst, bekymret og ansvarsfyldt menneske er alt jo godt.
Men hvad gør du så helt konkret i din hverdag Caspar Eric, ud over at fortælle din omverden at du da bestemt bekymrer dig om alt det uretfærdige der sker i den store verden ... eller lige nede på gadehjørnet ved siden af din yndlings café latte bar?

Det lyder ikke til du har forstået, at problemerne ikke løses "ved at lave flere penge" - men nok nærmere er et spørgsmål om at du må indse, at hvis der skal ændres en tøddel må du også undvære ... og være solidarisk med selv dem du ikke kender. Økonomisk såvel som socialt ...
Men det matcher nok ikke helt til din selvopfattede identitetspolitiske profil .... eller glæden ved bankbogens selvlysende tal hver den 1. i måneden i flødeskumssocialismens hellige omfavnelse ..

Torsten Jacobsen

For nu at supplere Marianne Bjerg:

Du har simpelthen ikke pondus nok til at skrive et 'J'accuse', Caspar Eric.. Måske det skulle være blevet på Facebook?

Torsten Jacobsen

Og, som en tilføjelse:

Jeg er fascineret af din vekslen mellem brugen af 'jeg' og 'vi'. Da du er forfatter tillader jeg mig at gå ud fra, at der er tale om et bevidst greb? At din vekslen mellem det dit jeg er nødt til, og så det dit vi er nødt til, er konstrueret - og at du dermed vil signalere, at dit 'jeg's og fællsemængdens (vi) vilje og er det samme?

Det kan du i og for sig ikke tillade dig at gå ud fra. Med mindre du da er besmittet med den selvsamme 'retskaffenhedsfeber', som doktor Relling så præcist diagnosticerer den stakkels Gregers Werle med...Vildanden, du ved..

Marianne Bjerg

Og vel det, der er så forbandet Torsten Jacobsen, at netop Caspar Erics selvforståelse er blevet så almen at det ofte italesættes som naturlig .. og hvis bølgerne går højt - som menneskets natur.
Og fortvivlende er det, at selv mennesker med hjertet på rette sted, konstant rationaliserer på denne vis i forsøget på at legalisere egen livsstil ...

Her er et supplement til/et andet blik end Jordan Petersons - socialpsykolog Daniel Batson har i 30 år forsket i og undret sig over, om altruisme og empati kunne være det fælles alment menneskelige - ikke noget at sige til, at han er temmelig forhadt i store dele af den almene psykologi, der jo netop er præget af et psykodynamisk syn på mennesket ..

https://www.youtube.com/watch?v=NikU_4ooBQ8

remnick: And it’s impossible to have both at once? You can’t have a winning strategy without maintaining some semblance of a concentration on identity?

lilla: The distinction I’m trying to make—between analyzing a social problem and developing a political program in order to win power—people who are in movement politics fail to see the distinction, I think. Because identity politics is maximalizing. That’s how you succeed—you see this as the only issue. There’s a difference between speaking truth to power and seizing power to defend the truth. And those require very different things, right? And it’s important to speak truth to power out in society. We’re journalists, right? We need to write about this kind of stuff. But, when we go out on the stump, it makes no sense to call out to various groups, as Hillary Clinton did, and inevitably leave people out. She would list the groups that liberal Democrats care about today: African-Americans, gays and lesbians, women. One out of every four Americans is evangelical. Thirty-seven per cent of Americans live in the South. Seventeen per cent, as many as there are, of African-Americans in this country live in rural areas. There are different ways in which people think of themselves, right? And those people did not feel called out to.
remnick: Why do you think they felt called out to by Barack Obama and not by Hillary Clinton? What was the key difference there?

lilla: Precisely because Obama did not list groups. Because he talked about “we.” He didn’t always finish his sentences—he would say, “That’s not who we are,” and wouldn’t quite tell us who we are. But he understood that. Both Obama and [Bill] Clinton understood that playing identity politics in electoral politics is a disaster for the liberal side.

http://www.newyorker.com/news/news-desk/a-conversation-with-mark-lilla-o...

Niels Duus Nielsen

Det centrale i teksten er for mig at se sætningen:

"Og vi bliver nødt til at tale om, at tæt på ingen har lyst til at hævde deres identitet eller til at sidde og brokke sig dagen lang, hvis de ikke konstant fik påduttet netop den identitet udefra, og hvis de ikke hele tiden oplevede at være taberne, når normalitet, anerkendelse og retten til at kunne gå sikkert på gaden bliver uddelt både kulturelt og politisk."

Identitetspolitik er blevet et skældsord, hvorfor? Er det fordi vi er nogle, som ikke har tænkt os at indordne os under de herskende forestillinger om, hvad et individ er? Vi er irriterende, når vi ikke gør som forventet af sådan nogle som os? Og Marianne Bjerg, hvorfor pludselig inddrage menneskets natur? Et menneske kan udvikle sig til hvad som helst, og har som sådan ikke en natur.

Hvordan en opfordring til ikke at gøre identitetspolitik til skurken, men i stedet fokusere påde bagccedliggende sociale probleme kan vække både Torsten Jakobsens og Marianne Bjergs vrede er mig en gåde. Hvad har jeg overset? Hvad gør Torsten Jakobsen og Marianne Bjerg konkret i deres hverdag, som Caspar Eric ikke gør? Hvad undværer I? Hvor ved I fra, hvad Caspar Eric undværer eller ikke undværer?

Marianne Bjerg

"Hvor ved I fra, hvad Caspar Eric undværer eller ikke undværer?"

Det er jo netop hvad der ikke fremgår af artiklen og som jeg derfor spørger ham om ...

"Identitetspolitik er blevet et skældsord, hvorfor? Er det fordi vi er nogle, som ikke har tænkt os at indordne os under de herskende forestillinger om, hvad et individ er? Vi er irriterende, når vi ikke gør som forventet af sådan nogle som os?"

Læs hvad jeg skriver Niels - det triste ved identitetspolitik er netop selvfremstillingen af at have de helt rigtige holdninger og så leve et eksistentielt liv der vidner om det modsatte. Derved opstår dekadencen. Problemet med de identitetspolitiske beskrivelser der har været så rigelige mængder af i Information er, at man gerne fremstiller sig som socialt ansvarlig menneske, men når det kommer til konkret handling så kniber det anderledes.
Hvis selvfremstillingen virkelig var en identiteten så lev den ... ellers bliver det blot et ideal.

Spørgsmålet er om ikke Caspar Eric netop indordner sig under den herskende ideologi som individ og ikke er i nærheden af at fjerne sig fra den normalitet der er gældende og som han inderligt ønsker at snakke om - noget kunne tyde på det, da han end ikke nævner solidaritet eller udtrykker forståelse for at dele hvad der er.
Nej - hans løsning er tvært imod at lave flere penge så der er nok til alle - ergo har han end ikke tænkt tanken at undvære noget selv.
Neoliberal væksttankegang i skøn forklædning af empati og en selvforståelse af at være medfølelende .....

Måske er det ved at være på tide vi begynder at diskutere hvad vi gør for at løse de fælles problemer ? Og rykker os væsentlig væk fra de evige beskrivelser af jeg'et ...

Men vi har været der før Niels i vores diskussion mht. JSN's huskøb - problemstillingen er den samme ...

Niels Duus Nielsen

Okay, du har bidt dig fast i næsten-slutbemærkningen:

"Og jeg gad godt at snakke om, hvordan vi sammen som samfund laver flere penge på en ansvarlig måde, der kommer samfundet til gode."

Hvis Caspar Eric dermed ureflekteret argumenterer for økonomisk vækst, blot det kommer samfundet, og ikke kun de allerrigeste, til gode, så forstår jeg godt din pointe. Men skal sætningen tolkes således? Den er et led i en lang opremsning af ting, Caspar Eric gerne ville tale om, hvis ikke han fandt det vigtigere at tale om racismen i USA:

Træer, pizza, kærlighed, en typisk dansk sommer, og endelig det famøse: hvordan vi sammen som samfund laver flere penge på en ansvarlig måde, der kommer samfundet til gode.

I min læsning er der blot tale om et emne blandt en række af emner, vi ifølge Caspar Eric kan tale om, hvis ikke det var fordi han synes at det er vigtigere at tale om racismen i USA og Danmark. Emnet vækst har Caspar Eric sådan set ikke udtrykt sin holdning til, ligesom han ikke har udtrykt, om han er for eller imod pizza. Så hvordan du ved, at han går ind for vækst er mig stadig en gåde. Kender du manden, eller er du tankelæser?

;-)

Marianne Bjerg

Niels - vi kan ikke vide en hylende fis her i livet - men vi kan læse mellem linjerne ... og den bagvedliggende/ubevidste tankegang har jeg forsøgt at argumentere for.
Jeg må hellere kyle mig på sofaen med en bryg, når det for en gangs skyld er muligt 8-)

Odin Rasmussen

Og altimens mænd sloges med kvinder og underklassen sloges med hinanden er der en helt anden kontant virkelighed hele vejen til banken i fuld bevidsthed om atter engang at have delt så de kunne herske i fred...

Hans Ingolfsdottir, odd bjertnes og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar