Læsetid 4 min.

Tidligere overborgmester Kramer er kapitalens tro væbner

Ført an af nuværende og tidligere borgmestre som Jens Kramer Mikkelsen har neoliberal økonomisk politik luget godt og grundigt ud blandt de fattige og uønskede mennesker og erhverv i København. I dag er der kun plads til dem, der kan svinge dankortet
12. august 2017

»Jens Kramer Mikkelsen er vant til at tale ud, imens smiler han som en gadedreng,« kan vi læse i Information den 20. juli. Skyldes det mon de ulykker, han er delagtig i?

Som det fremgår af interviewet med den tidligere overborgmester i København, er han ganske tilfreds med byudviklingen. Men i stedet for som Kramer at begejstres over, at børnene skal lege på byens tage, da der ikke er plads andre steder, forekommer det relevant med en kritisk analyse over byudviklingen.

Efter arkitekt og byplanlægger Arne Gaardmands død i 2008 har ingen arkitekter seriøst kritiseret byudviklingen ud fra en antikapitalistisk vinkel. De brokker sig over oplevelsesfattige boligområder med uderum, som ingen har lyst til at opholde sig i, og trods spektakulære huse er det ikke lykkedes at skabe gode bymiljøer, men tætte og høje forstadsbebyggelser.

Kramer og andre er skyld i, at hensynet til en social, erhvervsmæssig og kulturel mangfoldighed i Ørestad måtte vige for ’økonomisk nødvendighed’ grundet den dyre Metro. Trods det omfattende salg af kommunale og statslige arealer er gælden på 19 milliarder kroner. Hvor er pengene? Hos jernbanemastodonten Ansaldos mafiavenner i Italien eller hos finanskapitalens lånehajer. Og hvad med investorerne, betaler de skat af deres spekulationsgevinster?

‘Det er altså en meget bedre og sikrere investering at lave et godt kvarter, end at lave smarte huse med hurtige penge,’ siger Jan Gehl.
Læs også

Siden 1980’erne har en stigende overakkumulation af finanskapital skulle finde nye markeder for at ekspandere, og her har Kramer, Borgerrepræsentationen og staten været overordentligt beredvillige med at hjælpe ejendomsudviklere, mulige bedragere og spekulanter til at score kassen på bekostning af de sociale, kulturelle og økonomiske hensyn man tidligere lagde vægt på i byplanlægningen.

Sving dankortet

Magtskiftet i kapitalinteresser ændrede byen, da industrikapitalen eksilerede til fordel for finanskapitalens spekulation i byggeri, køb og salg af boliger og ejendomme, sideløbende med alskens nye låne-, kredit- og finansieringsmuligheder.

Den af blandt andre hr. Kramer-iværksatte byudvikling har derfor handlet om at skille sig af med de fattige og andre kapitalsvage næringsdrivende og fylde byen op med ’vidensarbejdere’, som kan svinge dankortet.

For at forstå byudviklingen må man se på sammenhængen mellem ejendomsret og kapital, idet privat ejendom udgør en monopolmagt ved, at nogen har ejendomsretten til jord og fast ejendom.

Med byen som centrum for kapitalens akkumulationsprocesser udgør den en urban geografisk koncentration med konstruktioner af rumlige miljøer, der er gunstige for specielle produktive og finansielle aktiviteter.

Her danner kapitaler klynger, som kan dele faciliteter, få adgang til infrastruktur og kvalificeret, løst- eller konsulentansat arbejdskraft, der kan gå ud og ind i forskellige job.

At man har valgt at koncentrere udvikling af alle vidensbaserede, kulturelle og kreative økonomier og desuden har centraliseret kapital og finansiel magt i de store bycentre, er udtryk for et neoliberalt politisk valg, som også betyder afvisning af en retfærdig social fordelingspolitik og en anstændig boligpolitik.

I dag har handlende i oplevelsesøkonomi, informationsteknologi, ejendomme, rentierer og finansfolk som herskere over kapitalakkumulationen positioneret sig som herskere i byen, og med et aggressivt misbrug af udlån, skjulte gebyrer og overdrevne kreditprofitter kan diverse selskaber støt og roligt øge deres rigdom, mens velfærden forringes for andre.

Opsuger hele byer

Høje omkostninger, brugerbetalinger, privatiseringer og velfærdsbesparelser udgør alle finansielle byrder, der pålægges sårbare dele af befolkningen, som desuden blev presset ud fra områder og ejendomme, de før boede i.

Det er den økonomiske neoliberale politik, ført an af tidligere og nuværende borgmestre, som har sikret, at der blev saneret godt og grundigt ud i både mennesker og erhverv for at få plads til den betalingsdygtige veluddannede middelklasse, der skulle gøre København til Nordens innovative vækstmetropol.

Vi ser stadig, hvordan den økonomiske maskine af kapitalakkumulationen opsuger hele byer og fortsat gylper nye urbane former op uden hensyn til den del af bybefolkningen, som føler sig fremmedgjort af processer, der fysisk, økonomisk og socialt omformer byen.

Jan Christiansen var stadsarkitekt i København i 2001-2010. Han husker den tid som en periode, hvor København oplevede en historisk og omfattende byudvikling, der stadig fortsætter. Metroen åbnede i 2002. Den ny Ørestad-bydel fik sin første ejendom i 2001. Og kulturbygningerne piblede frem alle vegne
Læs også

Det bidrager både til en opløsning af sociale tilhørsforhold samt af følelsen af at høre til. Men penge fortrænger alle andre værdier, og folk uden midler udelukkes fra kvarterer, byrum og pladser, fordi de enten er forkerte eller ikke bidrager til omsætningen.

Det er i denne sfære, hvor reproduktionen af ulighed begynder og ender, og det er ud fra dette aspekt, at vi tvinges til at handle efter andre politiske målsætninger end kapitalakkumulationens vækst.

Vi, der er gamle nok, har set, hvordan nybyggeri, nedrivninger og byfornyelse har ændret byen enormt. Meget er blevet pænere, men byen er for mig blevet fattigere set som den sociale og kulturelle smeltedigel, den var engang. Og det er sket med Kramers velsignelse.

Vi har i stedet fået en storby som andre: En storby for de rige og for en middelklasse, der vægter det spektakulære og det pralende, og som presser os til øget og miljøskadeligt forbrug med uoverskuelige mængder af kommercielle tilbud og events.

Hanne Schmidt, arkitekt og byplanlægger, medlem af Enhedslisten Amager

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for ingemaje lange
    ingemaje lange
  • Brugerbillede for Palle Yndal-Olsen
    Palle Yndal-Olsen
  • Brugerbillede for Trond Meiring
    Trond Meiring
  • Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
    Niels-Simon Larsen
  • Brugerbillede for Hans Larsen
    Hans Larsen
ingemaje lange, Palle Yndal-Olsen, Trond Meiring, Niels-Simon Larsen og Hans Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
Niels-Simon Larsen

Forfriskende og velgørende læsning. Jeg kunne heller ikke tro, at Kramer ikke fik modspil. Sosserne ryger til kv17, når de smider deres egne vælgere ud af byen eller over til EL og bebygger Amager Fælled, om end det kun er med syv procent, som Kramer siger. Ø, Å, R og SF skal udgøre en grøn blok, ellers er der ikke meget at gøre.

Brugerbillede for Rasmus Knus

Konstruktionen med By og havn har altid været en åben ladeport for markedskræfternes dominans af byudviklingen i København. Denne form fremmer - via notorisk lukkethed og ikke-demoratisk valgt ledelse - muligheden for korruption og nepotisme.

Måske et opgør med denne patologi kunne være et tema for valgkampen til efteråret?

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Niels-Simon, pas nu lidt på med R, der var jo en grund til, at Alternativet opstod som en udbrydergruppe fra netop Det radikale Venstre. Det betydningsbærende ord i "Det radikale Venstre" er ikke "radikale", men "Venstre", hvilket fremgår tydeligst af partiets økonomiske politik.

Niels-Simon Larsen og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
Niels-Simon Larsen

Niels: Du har en pointe, men når vi, der tilhører de sidste dages (politiske) hellige, ikke kan få flertal alene, må vi se os lidt omkring. Det samme gælder jo i ft. Gør vi ikke det, bliver 'de gamle' siddende. Det er vores dilemma.

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Enig, men netop R var efter min mening hovedårsagen til, at regeringen Thorning-Smith ikke fik et (socialdemokratisk) ben til jorden. Ikke den eneste årsag, mange socialdemokrater er jo selv blevet kloner af Venstres og DFs politikere, men jeg er bange for, at de sidste klassiske socialdemokrater uddøde eller udvandrede fra partiet ved den lejlighed.

Var der ikke noget med, at Vestager lavede en aftale med Barfoed inden valget? Hvor de aftalte, at "nu var det slut med blokpolitikken", hvilket viste sig at betyde, at den økonomiske politik fremover skulle følge den linje, de borgerlige havde udstukket, uanset hvem der sad i regering?

https://www.b.dk/politiko/barfoed-og-vestager-indgaar-alliance

Der er ingen grund til at begå fortidens fejltagelser igen!