Kommentar

Trump og Brexit er finanskrisens afkast

Eliterne forsøger at bilde os ind, at det var dem, der reddede os fra ruin. Men faktisk var det skatteydere og lønmodtagere, der reddede bankerne. Det er også os, der skal leve med nedskæringspolitikker, mens den forretningsmodel, der skabte kollapset, stadig er intakt
Ved så desperat at klamre sig til deres positioner efter sammenbruddet har de politiske og økonomiske eliter, der skabte det, indledt Trumps og Brexits æra.

Ved så desperat at klamre sig til deres positioner efter sammenbruddet har de politiske og økonomiske eliter, der skabte det, indledt Trumps og Brexits æra.

Gerald Herbert

22. august 2017

Er finanskrisen, de efterfølgende bankkrak og den globale recession historie? Var den blot et bump på vejen i en fjern fortid, da iPhones var nye, og Amy Winehouse stadig indspillede plader? Det må man tro, når man lytter til disse dages selvgratulanter.

»Takket være EU’s resolutte indsats er opgangstiderne kommet igen,« erklærer Europakommissionen ... altså det selv samme europæiske establishment, der brugte årtiet på at sparke dåsen længere ned ad vejen.

Formanden for den finansielle sektors brancheorganisation for kreditderivat-udviklere, International Swaps and Derivatives Association, indrømmer dog, 10 år efter: »Det sker, at vi glemmer, at medtænke sociale værdier i det, vi gør«.

Det tør siges, for allerede før krakket, skrev investeringsbankfolk brovtende i e-mails til hinanden om, hvordan de derivater, de fik deres skyhøje gager for at sætte i omløb på markederne, var »bræk« og »lort«.

Vi ved, at sejrherrerne skriver historien, men her er det bullshittere, der bullshitter om den. Nu praler bankerne igen af, hvor mange milliarder de generøst bidrager til statskasserne med. Håbet er, at vi glemmer, at – alene i Storbritannien – måtte samme banker reddes med 1,3 billioner skattepund i løbet af nogle få måneder af 2008.

Læs også

Lad os få tre ting på plads: Det var arbejder- og middelklasseborgere, der betalte for at få ryddet op, og som må blive ved at betale i årtier endnu. For det andet har finanskrisen ikke i noget omfang ført til retsopgør eller reformer.

Og sidst, men ikke mindst, betyder kombinationen af førnævnte to faktorer, at vi aldrig har forvundet krisen fra 2007. De politikker, vi ser i dag – fra Brexit og Trump til den politiske midtes kollaps i adskillige lande – er dens afledte følger.

Vælgerbedrag

På bankrisens højdepunkt i 2008 måtte hver mand, hver kvinde, hvert barn i Storbritannien aflevere 19.721 pund til deres lands banker. Økonomien styrtdykkede, Gordon Brown tabte valget, og David Cameron forsøgte at bilde os ind, at de private bankers katastrofale deroute i virkeligheden handlede om en for ødsel offentlig sektor.

Vi husker, hvad der siden skete. Nedskæringerne på børneinstitutionerne, lukningen af kommunebibliotekerne; din mor, der måtte vente i årevis på en hofteoperation; de stadig flere working poor med stadig ringere sociale sikringsordninger.

Den skyhøje gæld, de grådige finansfyrster havde oparbejdet, blev tørret af på de fattige, de unge og  handicappede i, hvad der må kaldes efterkrigstidens største vælgerbedrag.

Det siger jeg nu, hvor vi kun har haft syv år med austerity-politikker. Hvis de konservative kan holde sig ved magten, vil nedskæringerne fortsætte til midten af ​​næste årti. Hvad vil der være tilbage af vores velfærdsstat og offentlige sektor efter 2025?

Den gennemsnitlige britiske lønmodtager tjener mindre i dag (når man tager højde for inflation), end før bankredningerne. Kun de færreste har set noget til opsvinget. Mange har oplevet klare sociale forringelser – f.eks. har vi fået et prækariat med over syv millioner briter i usikre ansættelser.

De højest betalte i dag ligger til gengæld langt over niveauet i 2008. Finanssektor-bonusserne er så generøse som før kriseudbruddet, mens et dårligt år for en topchef i de 100 børsnoterede selskaber på FTSE-indekset er et år, hvor han eller hun må nøjes med at hæve 4,5 millioner pund.

Den tidligere bestyrelsesformand for Northern Rock, Matt Ridley, udbreder sig i dag i klummer i The Times om det frie markeds fortræffeligheder – Den Eton-uddannede viscount bruger dog ikke spalteplads på at fortælle, om dengang hans bank blev en af de største modtagere nogensinde af statssubventionering.

Bankens tidligere administrerende direktør, Adam Applegarth, forvalter i dag kapitalfonde. Andy Hornby, bankchef for HBOS, da banken måtte undsættes af Bank of England, er nu direktør for betting-giganten Ladbrokes Coral.

Fortsat gældsslaveri 

Bankerne fik bailouts, deres chefer får bonusser. Vi andre får nedskæringer. Uanset hvilke tekniske reformer, vi har fået efter sammenbruddet, er den økonomiske forretningsmodel, der skabte det, forblevet intakt. Vi kunne have brugt de nationaliserede banker til at dirigere kreditter over i strategiske industrier og regioner.

I stedet insisterede vores ledere på at behandle dem, som var de stadig private foretagender. Vi kunne have brugt sammenbruddet til at gøre Storbritannien til et mere lige og demokratisk samfund. I stedet er det stadig groft ulige.

Vækstøkonomien fremmer hverken menneskelig velfærd eller bæredygtighed, mener den britiske økonom Kate Raworth. Hun foreslår derfor en radikalt ny model for økonomien, hvor succeskriteriet ikke er stigende vækstkurver, men bedst kan beskrives med ... en doughnut
Læs også

Og vi er fortsat afhængige af gæld – »råmaterialet for bobler og nedbrud«, som professor i politologi Daniel Mügge fra universitetet i Amsterdam passende kalder det. Ifølge Bank for International Settlements er Storbritannien i dag dybere forgældet, end da Northern Rock kollapsede. Statsgælden er skudt i vejret under de konservative, det samme er husholdningernes låntagning.

Kommer det til et nyt kollaps, har staten hverken politisk kapital eller finanspolitisk råderum til at redde det finansielle system. Og med renter, der skraber bunden, har Bank of England næppe ildkraft tilbage.

Hele miseren har efterladt landet i et dybt modsætningsforhold mellem dem, som synker dybere i gæld, fordi deres løn ikke kan følge trit med omkostningerne, og indehaverne af de aktiver, der fik redningspakker og ekstra penge i form af kvantitative lempelser.

Ved så desperat at klamre sig til deres positioner efter sammenbruddet har de politiske og økonomiske eliter, der skabte det, indledt Trumps og Brexits æra. »De havde intet lært og intet glemt«, lød Talleyrands nekrolog over bourbonerne. Det samme vil man sige om os.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørgen Wassmann
  • Espen Bøgh
  • Bjarne Andersen
  • Merete Jung-Jensen
  • Poul Anker Sørensen
  • ingemaje lange
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Torben K L Jensen
  • Jan Pedersen
  • Jack Køhler
  • Torsten Jacobsen
  • Benno Hansen
  • Toke Andersen
  • Eva Schwanenflügel
Jørgen Wassmann, Espen Bøgh, Bjarne Andersen, Merete Jung-Jensen, Poul Anker Sørensen, ingemaje lange, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben K L Jensen, Jan Pedersen, Jack Køhler, Torsten Jacobsen, Benno Hansen, Toke Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Uhyggelig præcis analyse af det vestlige samfunds achilleshæl : den privatiserede kapital og dens uudslukkelige grådighed.

Hanne Ribens, Merete Jung-Jensen, Poul Anker Sørensen, ingemaje lange, kjeld jensen og Jan Pedersen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Det er ikke den privatiserede kapital der er problemet - det er den socialiserede gæld (bankredninger) der er den store skandale i dette spil.

Michael Friis

EU Central Bank (Euro landene), EU kommissionen (hele EU) og Verdensbanken (hele verden) muliggjorde at den græske statsgæld blev flyttet fra især franske og tyske private banker (omkring 50%) til skatteyderne i Europe. Forklaringer var at alternativet var mere risikabelt.
Den græske fidus op til 2008 var at låne penge til Grækenland der udstedte Euroobligationer med en pæn præmie, der dækkede over risikoen ved den græske stat. De store private banker satsede at EU, med Tyskland i spidsen, altid ville beskytte Euroen. Satset holdt og store penge blev tjent.
Bag lukkede døre i Brussels med Merkel ved bordenden er der sikkert blev enighed om at Grækenland kunne ofres fremfor de store tyske og franske banker p.g.a. det kaos hele Europa ville ende i. En stor del af pengene der blev givet til Grækenland blev lynhurtigt overført til de private banker. Muligvis nødvendigt men samtidigt usmageligt.
Alternativet var at lade Grækenland gå ned og vende tilbage til Drachma, højrente, inflation, devalueringer og lade de franske og tysk storbanker blevet nationaliseret med 100 pct tab til de aktionærerne og andre obligationsejer. A la RBS, Lloydsbank, Northern Rock, Roskilde Bank, Amagerbank, Fionia Bank m.fl. ikke Euro banker (!)
Men nej i EU er der særlige regler for kerne EU lande.
Gad vide hvorfor det er så pokkers svært at holde af EU ?

Bjarne Andersen, Tue Romanow, ingemaje lange, Torben K L Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen og kjeld jensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Bisgaard Jensen

Endnu en rigtig god og klart formuleret artikel om finanskapitalens "ve og vel".
Spørgsmålet er hvad der skal til før menigmand erkender den rette sammenhæng og ikke lader sig forføre af spin og løgn og en følgagtig presse

Eva Schwanenflügel, Bjarne Andersen og ingemaje lange anbefalede denne kommentar
Sven Christensen

En god artikel, men det ser endnu værre ud nu end nogensinde før.

Finansverdenen er nærmest en spilleindustri, og verdens "værdier" består i høj grad af papirer, der ikke har anden selvstændig værdi end troen på at nogen måske vil honorere dem. Mængden af derivater, certifikater, optioner og futures er mange gange realøkonomien.

Kast et køligt blik på denne side,
http://www.usdebtclock.org/

og bemærk feltet "money creation". Størstedelen af de skabte "penge" består af lotterisedler (derivater), hvis værdi alene afhænger af gældsbevisets påtrykte sammenhæng med udviklingen i realøkonomien.

Når, ikke hvis, dette korthus vælter, kan ingen redde "finansverdenen".

Per Torbensen, Eva Schwanenflügel, Torben Kjeldsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Henrik holm hansen

opfordring til alle borgere frigør jer mest mulig fra bankerne og kreditinstitutter, specielt de store som kun ser deres eget ego som jorden omdrejningspunkt og ønsker kun at prygle lav indkomster med gebyrer og lav løn men jo før gøre sig fra jo før man kan fri disse ågerkarle desto bedre

Michael Friis

@Henrik holm hansen. Hvem er skurken her? Bankerne eller regeringerne?
Jeg synes det er regeringerne med EU i spidsen der holdt hånden over aktionærerne med forkerte løsninger.
Der er en indskydergaranti. Stop der og lad bankerne leve deres eget liv. Realkreditinstitutterne burde aldrig være blevet en del af pengeinstitutterne. De skulle forsætte som kedelige billige penge til hus- og lejlighedsejere. Men nej idag skal alt være stor, kompliceret og ens for at underbygge bureaukratiet og fremmedgøre befolkningerne. Ensretningen af Europa uanset hvad. Kæmp imod.

Sven Christensen

Skurken er deregulering af de finansielle markeder, og et fravær af et international finanstilsyn. De gevinster der hentes på derivatmarkedet bliver ofte unddraget beskatning.

De 25 største banker i USA er gearet 25-50 gange, alene på markedet for derivater, selvfølgelig med Goldman Sachs som topscorer med ca. 50 gange.

Derivatmarkedet er en slags virtuel spilleøkonomi, der ikke kan adskilles fra realøkonomien. Det ses tydeligt, at medens realøkonomiens realvækst er særdeles begrænset, så boomer den virtuelle økonomi helt vanvittigt.

I realøkonomien betyder det, at medens inflationen på varer og reelle ydelser er meget lav, og renten nærmest i 0, så er inflationen på aktier, råstofkontrakter, infrastruktur, og let omsættelige ejendomme meget høj. Simpelthen fordi penge fra den virtuelle økonomi, søger at gardere deres nærmest gratis "fantasillioner" med opkøb af realøkonomien til priser som realøkonomiske størrelser slet ikke kan følge med på.

Den virtuelle økonomi medfører en voldsom koncentration af ejendomsretten til verdens realøkonomi, og en stadig udhuling af lønninger, offentlige ydelser mv., som faktisk bremser realøkonomiens udvikling.

Det er ikke så svært at forstå mekanismerne. Her er en ganske god fremstilling:
http://www.zerohedge.com/news/2017-05-16/financial-weapons-mass-destruct...

Det er straks sværere at forstå hvorfor vores politikere ikke garderer vores nationaløkonomi, men tværtimod laller med på bølgen, præcis som Fogh-Rasmussen regeringen før sidste crash.