Jeg blev Tvind-imperiets første dissident

Jeg fik mig en dobbelt lektie for livet i Islamabad, hovedstaden i Pakistan, i oktober 1970. Jeg var 19 år og på rejse med Den Rejsende Højskole – begyndelsen på Tvind-imperiet. Det var den første tur, og min kæreste og jeg var med som pionerer, kan man sige, og bussens leder, kaldet veteran, var Mogens Amdi Petersen.

Rejsen gav mig et par vanskelige oplevelser med i bagagen; oplevelser, der skulle blive ganske afgørende i min personlige tilværelse.

Men også oplevelser, som er tidstypiske og naive på en ambivalent måde. Typiske for 68-generationen, som jeg ganske vist ikke var født ind i kernen af – hverken kronologisk eller socialt, men som jeg alligevel blev en tidlig aktør i og et tidligt offer for.

Min kæreste og jeg var nybagte studenter. Vi blev tilfældigt opmærksomme på Den Rejsende Højskole og meldte os til. Det så ud som måden at forene et kollektivt studie- og oplevelsesprojekt med både et politisk perspektiv og personlig dannelse.

Projektet med Den rejsende Højskole var udsprunget af Amdi og hans kammerater og deres erfaringer fra flere rejser, som de havde foretaget i slut-60’erne. De havde nu fået den indlysende gode idé at koble verdens relative åbenhed (ingen krige i Mellemøsten), Vestens relative rigdom og en ny stærk global og kritisk bevidsthed i ungdommen.

Lynchstemning i Islamabad

Undervejs i Iran blev min kæreste syg. Det kunne være blindtarmsbetændelse, og hun blev sendt hjem på sygeforsikringen med fly. Jeg rejste videre med gruppen gennem Iran, Afghanistan og over det lovløse Khyberpas ned i Pakistan.

Den første skelsættende oplevelse kom i Islamabad: Ole og jeg var blevet tilbage i bussen, de andre var på researchopgaver i byen. Der samlede sig altid mennesker om bussen, og jeg gik ud og talte med en engelskkyndig mand.

Det var hyggelig småsnak. Vi kom ind på religion. Jeg vidste stort set intet om islam, det havde været en helt marginal del af vores forberedelser – og hvorfor skulle jeg? Var vi ikke mennesker sammen i international forståelse? Kunne vi ikke nærmest spontant finde hinanden som civiliserede verdensborgere i gensidig respekt for både ligheder og forskelle?

Men min samtalepartner blev noget stram i betrækket, da han hørte, at jeg var ateist. Min nye ven undergik en tydelig forandring; han veg fra mig og blev mørk i blikket. Så blev han højrøstet, og der kom mange andre mænd til. De diskuterede hidsigt indbyrdes på urdu, og jeg blev bange.

»Jeg burde dolke dig for en sikkerheds skyld,« sagde han hidsigt, »hvis du ikke har nogen gud, har du ingen moral!«

Jeg var lamslået, men kunne godt se logikken i udsagnet. Måske opførte jeg mig arrogant, selv om jeg i min selvforståelse var solidarisk, ja, nærmest ydmyg! Hvordan skulle jeg vende hans sindelag og forhindre en lynchning?

Jeg råbte på dansk til Ole inde i bussen, at jeg havde problemer, og at han skulle hjælpe mig. Pakistanerne blev flere, og de trak sig sammen om mig. Ole kom ud, og efter en hurtig snak fandt han sin rolle: Han sagde, at jeg selvfølgelig var kristen, bare ung og lidt forstyrret i hovedet.

De tøvede lidt. Accepterede forklaringen, men ville dog sikre sig ved at forlange, at jeg fremsagde den islamiske trosbekendelse på urdu efter dem. Det gjorde jeg. Den dag i dag er jeg teknisk set muslim.

Farvel til Amdi

Min anden skelsættende oplevelse kom få dage senere. Alle i bussen var samlet. Jeg var forpint over, at jeg ikke havde hørt fra min kæreste, siden hun blev sendt tilbage til Danmark. Jeg anede ikke, om hun var død eller levende. Der var gået en måned uden underretninger, det vil sige poste restante-breve.

Jeg fortalte om min bekymring på busmødet. Nu træder Amdi i karakter. Han skælder mig hæder og ære fra: Det ligner ikke noget; jeg kan intet gøre for kæresten, der er trygt hjemme. Det er en destruktiv sentimentalitet, der undergraver den kollektive energi; det er en privat egoisme, som jeg burde lægge af mig; jeg skal koncentrere mig om den kollektive opgave, den store politiske mission og vores fælles mål ...

Her stod en meget ung mand uden internationale erfaringer. Jeg var atter lamslået, men også alvorligt stødt på mine følelser for min kæreste. Det var ikke så godt.

Amdi forblev helt oppe i det ildrøde felt, hvor han var berygtet for at være lige så grum, som han omvendt kunne være mild og indsmigrende, når dét var opportunt. Han var karismatisk. Jeg sagde stop og erklærede, at jeg rejste hjem. Men hvordan? Ingen hjælp.

»Hvor mange penge skal du bruge?« spurgte Amdi.

Jeg greb i luften og sagde: »75 dollar«.

Vi kunne faktisk relativt nemt ringe hjem eller sende et telegram og få klarhed over min kærestes skæbne. I min kvide tænkte jeg slet ikke på selv på det, men hvorfor tænkte Amdi eller andre i gruppen ikke på det? Det kunne have løst problemet behændigt. Men det ville koste penge!

Det tror jeg var den ene grund. Vi levede spartansk af vandmeloner, bønnesuppe og arabisk brød – ikke kun af rent økonomiske grunde, men også af ideologiske; for at være på niveau med mennesker, vi rejste blandt.

Den anden grund var grim og kan kun være en tolkning fra min side: Der skulle ikke gøres forskel, og der måtte gerne statueres et eksempel på solidaritet i praksis.

Min stolthed var krænket. Jeg skød hjertet op i livet, og så gik jeg min vej. Uden tanke på, at det blev koldt at rejse gennem højlandet i dele af Mellemøsten i den sene efterår og uden tanke for, at man heller ikke dengang kunne rejse den kvarte jord rundt for 75 dollar. Jeg gjorde det alligevel med lokal transport og venlighed og tabte 11 kilo og nogle drømme.

Statuerede et eksempel

Hvorfor var Amdi så brutal, og hvorfor hjalp de andre i bussen mig ikke? De skulle ikke have noget klinket med den frådende mand. Amdi havde brug for en eksemplarisk situation, hvor missionen kunne tydeliggøres. Altså ikke så meget de overordnede politiske visioner om socialisme og international solidaritet.

Dem delte vi alle nærmest ubetinget. Nej, den underforståede mission om at rejse et imperium, der i praksis levede på udnyttelse af mange unge menneskers arbejdsomhed, begejstring og offervilje, krævede et stærkt fællesskab.

Missionen skulle tydeliggøres og tilkendes karakter af et kald og ikke et bevidst valg med respektfuld hensyntagen til både individualitet og kollektivitet, fornuft og følelse. Det krævede et offer – eller en eksklusion af et element fra gruppen. Det skulle selvfølgelig være et element, som viste svaghedstegn eller følelsesmæssig privatisme.

Det gjorde jeg, og derfor blev jeg udstødt med fynd og klem. Det er underligt, for jeg var dengang og er stadig dybt fascineret af ideen og mange af projekterne. Jeg blev den første dissident og udstødte fra Tvind og havde ingen anelse om, hvor mange der skulle følge efter.

Åben, glad og naiv drog jeg ud i det fremmede og mødte voldsom, uventet modstand. Jeg var dog selv ude om det, kunne man sige om den første uheldige erfaring, og fik det afværget med listigt diplomati og lidt hykleri.

Og jeg havde det trygge med mig i form af busgruppen, men blev igen uventet angrebet – denne gang indefra eller bagfra som en kniv i ryggen af min mentor. Her virkede ingen list, her var kun den totale ydmygelse eller udstødelsen.

Det er, som om de to erfaringer spejler hinanden i brutal egensindighed.

De var som vaccinationer mod snæversyn. De lukkede ikke verden for mig, men gav nyttig vagtsomhed over for karismatiske ledere og stærke, lukkede ideologier.

Ingeborg var o.k., da jeg kom hjem!

Eddy Thomsen er cand mag, ph.d.