Jeg fik mig en dobbelt lektie for livet i Islamabad, hovedstaden i Pakistan, i oktober 1970. Jeg var 19 år og på rejse med Den Rejsende Højskole – begyndelsen på Tvind-imperiet. Det var den første tur, og min kæreste og jeg var med som pionerer, kan man sige, og bussens leder, kaldet veteran, var Mogens Amdi Petersen.
Rejsen gav mig et par vanskelige oplevelser med i bagagen; oplevelser, der skulle blive ganske afgørende i min personlige tilværelse.
Men også oplevelser, som er tidstypiske og naive på en ambivalent måde. Typiske for 68-generationen, som jeg ganske vist ikke var født ind i kernen af – hverken kronologisk eller socialt, men som jeg alligevel blev en tidlig aktør i og et tidligt offer for.
Min kæreste og jeg var nybagte studenter. Vi blev tilfældigt opmærksomme på Den Rejsende Højskole og meldte os til. Det så ud som måden at forene et kollektivt studie- og oplevelsesprojekt med både et politisk perspektiv og personlig dannelse.
Projektet med Den rejsende Højskole var udsprunget af Amdi og hans kammerater og deres erfaringer fra flere rejser, som de havde foretaget i slut-60’erne. De havde nu fået den indlysende gode idé at koble verdens relative åbenhed (ingen krige i Mellemøsten), Vestens relative rigdom og en ny stærk global og kritisk bevidsthed i ungdommen.
Lynchstemning i Islamabad
Undervejs i Iran blev min kæreste syg. Det kunne være blindtarmsbetændelse, og hun blev sendt hjem på sygeforsikringen med fly. Jeg rejste videre med gruppen gennem Iran, Afghanistan og over det lovløse Khyberpas ned i Pakistan.
Den første skelsættende oplevelse kom i Islamabad: Ole og jeg var blevet tilbage i bussen, de andre var på researchopgaver i byen. Der samlede sig altid mennesker om bussen, og jeg gik ud og talte med en engelskkyndig mand.
Det var hyggelig småsnak. Vi kom ind på religion. Jeg vidste stort set intet om islam, det havde været en helt marginal del af vores forberedelser – og hvorfor skulle jeg? Var vi ikke mennesker sammen i international forståelse? Kunne vi ikke nærmest spontant finde hinanden som civiliserede verdensborgere i gensidig respekt for både ligheder og forskelle?
Men min samtalepartner blev noget stram i betrækket, da han hørte, at jeg var ateist. Min nye ven undergik en tydelig forandring; han veg fra mig og blev mørk i blikket. Så blev han højrøstet, og der kom mange andre mænd til. De diskuterede hidsigt indbyrdes på urdu, og jeg blev bange.
»Jeg burde dolke dig for en sikkerheds skyld,« sagde han hidsigt, »hvis du ikke har nogen gud, har du ingen moral!«
Jeg var lamslået, men kunne godt se logikken i udsagnet. Måske opførte jeg mig arrogant, selv om jeg i min selvforståelse var solidarisk, ja, nærmest ydmyg! Hvordan skulle jeg vende hans sindelag og forhindre en lynchning?
Jeg råbte på dansk til Ole inde i bussen, at jeg havde problemer, og at han skulle hjælpe mig. Pakistanerne blev flere, og de trak sig sammen om mig. Ole kom ud, og efter en hurtig snak fandt han sin rolle: Han sagde, at jeg selvfølgelig var kristen, bare ung og lidt forstyrret i hovedet.
De tøvede lidt. Accepterede forklaringen, men ville dog sikre sig ved at forlange, at jeg fremsagde den islamiske trosbekendelse på urdu efter dem. Det gjorde jeg. Den dag i dag er jeg teknisk set muslim.
Farvel til Amdi
Min anden skelsættende oplevelse kom få dage senere. Alle i bussen var samlet. Jeg var forpint over, at jeg ikke havde hørt fra min kæreste, siden hun blev sendt tilbage til Danmark. Jeg anede ikke, om hun var død eller levende. Der var gået en måned uden underretninger, det vil sige poste restante-breve.
Jeg fortalte om min bekymring på busmødet. Nu træder Amdi i karakter. Han skælder mig hæder og ære fra: Det ligner ikke noget; jeg kan intet gøre for kæresten, der er trygt hjemme. Det er en destruktiv sentimentalitet, der undergraver den kollektive energi; det er en privat egoisme, som jeg burde lægge af mig; jeg skal koncentrere mig om den kollektive opgave, den store politiske mission og vores fælles mål ...
Her stod en meget ung mand uden internationale erfaringer. Jeg var atter lamslået, men også alvorligt stødt på mine følelser for min kæreste. Det var ikke så godt.
Amdi forblev helt oppe i det ildrøde felt, hvor han var berygtet for at være lige så grum, som han omvendt kunne være mild og indsmigrende, når dét var opportunt. Han var karismatisk. Jeg sagde stop og erklærede, at jeg rejste hjem. Men hvordan? Ingen hjælp.
»Hvor mange penge skal du bruge?« spurgte Amdi.
Jeg greb i luften og sagde: »75 dollar«.
Vi kunne faktisk relativt nemt ringe hjem eller sende et telegram og få klarhed over min kærestes skæbne. I min kvide tænkte jeg slet ikke på selv på det, men hvorfor tænkte Amdi eller andre i gruppen ikke på det? Det kunne have løst problemet behændigt. Men det ville koste penge!
Det tror jeg var den ene grund. Vi levede spartansk af vandmeloner, bønnesuppe og arabisk brød – ikke kun af rent økonomiske grunde, men også af ideologiske; for at være på niveau med mennesker, vi rejste blandt.
Den anden grund var grim og kan kun være en tolkning fra min side: Der skulle ikke gøres forskel, og der måtte gerne statueres et eksempel på solidaritet i praksis.
Min stolthed var krænket. Jeg skød hjertet op i livet, og så gik jeg min vej. Uden tanke på, at det blev koldt at rejse gennem højlandet i dele af Mellemøsten i den sene efterår og uden tanke for, at man heller ikke dengang kunne rejse den kvarte jord rundt for 75 dollar. Jeg gjorde det alligevel med lokal transport og venlighed og tabte 11 kilo og nogle drømme.
Statuerede et eksempel
Hvorfor var Amdi så brutal, og hvorfor hjalp de andre i bussen mig ikke? De skulle ikke have noget klinket med den frådende mand. Amdi havde brug for en eksemplarisk situation, hvor missionen kunne tydeliggøres. Altså ikke så meget de overordnede politiske visioner om socialisme og international solidaritet.
Dem delte vi alle nærmest ubetinget. Nej, den underforståede mission om at rejse et imperium, der i praksis levede på udnyttelse af mange unge menneskers arbejdsomhed, begejstring og offervilje, krævede et stærkt fællesskab.
Missionen skulle tydeliggøres og tilkendes karakter af et kald og ikke et bevidst valg med respektfuld hensyntagen til både individualitet og kollektivitet, fornuft og følelse. Det krævede et offer – eller en eksklusion af et element fra gruppen. Det skulle selvfølgelig være et element, som viste svaghedstegn eller følelsesmæssig privatisme.
Det gjorde jeg, og derfor blev jeg udstødt med fynd og klem. Det er underligt, for jeg var dengang og er stadig dybt fascineret af ideen og mange af projekterne. Jeg blev den første dissident og udstødte fra Tvind og havde ingen anelse om, hvor mange der skulle følge efter.
Åben, glad og naiv drog jeg ud i det fremmede og mødte voldsom, uventet modstand. Jeg var dog selv ude om det, kunne man sige om den første uheldige erfaring, og fik det afværget med listigt diplomati og lidt hykleri.
Og jeg havde det trygge med mig i form af busgruppen, men blev igen uventet angrebet – denne gang indefra eller bagfra som en kniv i ryggen af min mentor. Her virkede ingen list, her var kun den totale ydmygelse eller udstødelsen.
Det er, som om de to erfaringer spejler hinanden i brutal egensindighed.
De var som vaccinationer mod snæversyn. De lukkede ikke verden for mig, men gav nyttig vagtsomhed over for karismatiske ledere og stærke, lukkede ideologier.
Ingeborg var o.k., da jeg kom hjem!
Eddy Thomsen er cand mag, ph.d.
Kronikkonkurrence 2017
I årets kronikkonkurrence inviterer Information dig til at skrive om det menneske, der ændrede dit liv – på godt eller på ondt.
Læreren med den smittende passion. Ham, der nægtede at være din far, selv om han er den eneste, du har. Mesteren, der gav dig en chance, fordi han fornemmede, at der kunne blive en guttermand ud af hashhovedet. Eller ham, der kørte dig ned; hende, der mobbede, eller ham som gav dig selvtilliden tilbage, da du troede, den var tabt.
Nogle mennesker sætter sig uudslettelige spor. Hvem forandrede dit liv? Hvordan gjorde de det? Hvordan bidrog de til den, du er i dag?
1. præmie: Ni dages rejse i Iran med Viktors Farmor. Værdi 14.400
2. præmie: 2x2 biletter til Grand Teatret
3. præmie: Bogen ’De retsløse og de ydmygede’ af Hannah Arendt
Kronikken skal fylde mellem 7.200 og 7.500 tegn inkl. mellemrum. Send den til os senest torsdag den 13. juli. Vinderkronikkerne bringes i Information i løbet af sommeren. Send dit bidrag til kronik2017@information.dk
Vinderkronikkerne bringes i Information i løbet af sommeren.
Seneste artikler
På kun 23 dage lærte min søn mig om livet … og døden
25. august 2017Jeg ville ønske, at nogen havde fortalt mig, at sorg er kompliceret, fyldt med normative forestillinger, og at vi alle gør den forskelligt. Det tog mig lang tid at forstå, at man kan være lige så dårlig en mor til et dødt som et levende barn, og at der i sorgens sårbarhed ikke er noget helleSvend oversatte danskerne for mig
16. august 2017Da jeg som teenager kom til Danmark fra Jugoslavien læste Svend ’Nudansk Ordbog’ med mig, som var den en roman, og han lærte mig, at man i Danmark ikke altid siger, hvad man mener. Uden ham havde mine første år her været komplet uudholdeligeMin far prioriterede elefantøl over alt andet
11. august 2017Vi er mange, som er vokset op i en familie, hvor barnet ikke havde førsteprioritet. Vi er mange om skammen. Forfatteren Karl Ove Knausgård blev mit spejl og den, som viste mig; du er ikke alene
Eddy Thomsen, tak for din meget velfortalte kronik, og et yderligere indblik i Tvind-kulten.
Skræmmende erfaringer du gjorde dig, sejt at du kan bruge dem reflekteret og positivt. Godt du overlevede hjemrejsen, og at din kæreste var i orden :-)
Men der er også mange opgivne børn som Tvind har rettet op og været med til at give et godt liv - det skal vel ikke glemmes.
Kommuner er da også blevet ved at sende børn til Tvind - så et eller andet må de da kunne gøre for opgivne børn.
Kommuner gør langtfra altid det bedste - men altid det tilsyneladende billigste. De sender stadig børn til mennesker, der aldrig burde have lov at have med børn at gøre.
Wenn jemand eine Reise tut
Kronikøren Eddy Thomsen var ikke noget barn længere, da han i efteråret 1970 besluttede sig for til udvide sit kendskab til fremmede folkeslags levevis og rejse til Pakistan på monkey class med sin kæreste i Den Rejsende Højskoles gamle vrag af en turistbus. Han var efter det oplyste fyldt 19 år og altså gammel nok til selv at bestemme, hvad han ville udsætte sig og sin kæreste for af ubehageligeligheder fra rejseselskabet og rejseledernes side uden deres forældres og de kommunale dyneløfteres godkendelse.
Det sagt ville jeg nok heller ikke have haft et roligt øjeblik selv, før de unge rejsende var vel hjemme i Danmark igen, hvis jeg havde været mor til en af dem på daværende tidspunkt ;o)
"Typiske for 68-generationen, som jeg ganske vist ikke var født ind i kernen af – hverken kronologisk eller socialt, men som jeg alligevel blev en tidlig aktør i og et tidligt offer for", skriver kronikøren.
Offer for. kronikøren var et offer. offer for 68-generationen.
At tvære TVIND-ledelsens sekteriske psykologi ud over en hel generation, er helt igennem bøvet og forrygende fejlagtigt. Om igen, kære Eddy Thomsen. TVIND-moralen og psykologien var så langt fra 68-erne, som noget kunne være.
Men vindmøllebyggeriet i Ulfborg var kanont godt, og i al beskedenhed starten på Danmarks eventyr. Mange af efterskolerne har sikkert fungeret ok., men statens og mediernes forfølgelse af TVIND og personen Amdi Petersen er langt værre end det, han selv har kunnet finde på.
Mogens Amdi har gjort rigtig meget godt. Ja han har fusket lidt med skatten og bl.a anskaffet et par luksuslejigheder i N.Y. etc. Men manden er gammel nu og hvorfor ikke benåde ham? Ligner ikke noget han skal bo i eksil i Mexico.
Tvindskole- og Tvindmølleiværksætter Mogens Amdi Petersen, født 9. januar 1939. Nuværende skatteflygtning i eksil i Mexico. Kender du typen?
"Never trust anyone over thirty!"- som ungdomsoprørerne råbte i gaderne i Paris, mens det danske studenteroprør anført af psykologistuderende Finn Ejnar Madsen, født 24. juni 1943, erobrede talerstolen på KU fra rektor Mogens Fogh i tre minutter ved universitetets årsfest i november 1968.
Knæhøj karse, bred ymer, repressiv tolerance og kognitiv dissonans, der ville noget. Det var tider, dengang i 1968 .... ;o)
Never trust anyone over thirty
Mogens Amdi blev frikendt i byretten efter at have været fængslet i USA under urimelige forhold og senere udleveret til DK. Inden da havde man politisk forsøgt sig med en særlov mod Tvind, som Højesteret fandt grundlovsstridig.
P.S. Hvis jeg ikke tager meget fejl er det, så langt jeg kan se, herfra hvor jeg står, nul-skatteadvokat Mogens Glistrups 'stuerene' politiske arvtagere, der sammen med Venstre, De Konservative og Liberal Alliance 'kører med klatten' i Danmark for tiden.
Nu ved jeg ikke hvor mange yngre læsere Inf. har; måske for dem kan denne kronik være interessant. For en som selv har været på og i nærheden af den såkaldte venstrefløj er Eddy Thomsens beretning næppe noget nyt. Det er, mig bekendt dokumenteret, hvordan Tvind og Amdi har malket og udnyttet det danske skattesystem og unge idealistiske mennesker.
Tvind er i bund og grund et autoritært og undertrykkende system, i frihedens og socialismens navn.
lad mig lige komplimentere Palle Yndals kommentar:
Det radikale Venstres undervisningsminister Ole Vig Jensen stod bag en lov, der ulovliggjorde TVIND-samvirkets undervisningsaktiviteter. Desværre var loven ulovlig.
De meget demokratisk indstillede Radikale viste sig at sidde grundloven overhørig, for at komme en politisk set ubehagelig privatskole til livs. Ups, det var ikke så godt.
Her er vel ikke så meget at komme efter, en myndig person vælger i idealismens navn ar begive sig ud sammen med en demagog. Solidaritet magtmisbrug og gruppepres var våbnet dengang. Nu viste det sig jo at systemet Tvind har kunnet overleve og da mennesker uanset ideologi har deres egen indsigt og natur har der vel også blandt Tvindmagthavere været ordentlige mennesker. Jeg kendte i hvert fald en som blev forstander på en af ungdomsskolerne. Men Amdi var og er demagog ingen tvivl om det-
Jan Damskier,
- vil du gerne vise os den dokumentation, du taler om.
'...følelsesmæssig privatisme' siger det hele. En totalitær tankegang, som både er forskruet og ekstremt uhyggelig.
Et sted har jeg rapporten fra den første rejse ud i verden, som Den Rejsende Højskole foretog. Min far filmede et program om højskolen og Amdi for DR og hjembragte den til mig. Jeg husker den som læsning, der gav stor lyst til selv at rejse.
Det blev så ikke med Den Rejsende Højskole, og det var måske meget godt.
Kongstad Nielsen: Nej den er samlet op af pressen i årenes løb - ikke af mig - men spørg utallige gamle Tvindfolk, spørg journalister, se de gamle fjernsynsprogrammer om Tvind.
Hej Eddy
Send mig en email, så sender jeg dig et privat link til youtube, hvor du kan se min film om Tvinds første tur.
Claus Bangsholm
claus@bangsholm.dk
Har haft 'fornøjelsen' af at træffe tre af datidens demagoger, som skabte grupperinger rundt sig (for hvad er en demagog uden mennesker at kunne kontrollere), hvoraf Amdi var en af dem. Ideologien er altid vigtig i sådan sammenhæng. Den kan være en religiøs idé (i to tilfælde) og så Amdis, men metoden til at kontrollere andre er den samme, og den er aldrig uselvisk, man ved altid, hvem som bestemmer, og at evt. fejl altid ligger hos (dig og) andre 'åndspygmæer'.
https://www.youtube.com/watch?v=mV33GDdG8V4