Kronik

Vores moderbillede splintrer

Flere nye danske bøger skildrer vrede, fortvivlede eller ambivalente mødre. Jeg har selv skrevet en af dem. Hvorfor kommer de tekster nu, kunne man spørge? Jeg tror, det skyldes, at ligestillingen gør negative moderskabsfølelser mere acceptable, samtidig med at det patriarkalske syn på moren som altopofrende stadig spøger. Og fordi vores individualiserede samfund gør moderskabet vanskeligt
Et interessant aspekt ved moderskabet er, at dets vanskelige sider er tabuiserede, fordi moderkærlighed og forældrekærlighed er forudsætningen for vores selvfølelse. Vi er dobbeltvæsner, splittede mellem et indre barns længsel efter ubetinget kærlighed og en voksen realisme

Et interessant aspekt ved moderskabet er, at dets vanskelige sider er tabuiserede, fordi moderkærlighed og forældrekærlighed er forudsætningen for vores selvfølelse. Vi er dobbeltvæsner, splittede mellem et indre barns længsel efter ubetinget kærlighed og en voksen realisme

Ulrik Hasemann

3. august 2017

Moderskab er et interessant emne med mange modstridende følelser, der minder om både forelskelse og krig. Det rummer muligheden for både en enorm kærlighed og en voldsom destruktion.

Helt konkret var døden i barselssengen tidligere en risiko ved moderskabet, og selvom det sjældent sker nu om dage (i vores del af verden), kan der være mange andre vanskeligheder i moderskabet, fysiske såvel som psykiske. Min roman Mor. En historie om blodet er netop en fortælling om en mor, der bukker under for moderskabet.

Også Katrine Grünfelds Stormskader (2014), Kamilla Hega Holsts På træk (2015), Kirsten Thorups Erindring om kærligheden (2016) og Olga Ravns digtsuite Heavy metal (2016) beskriver ambivalente moderfølelser.

Et interessant aspekt ved moderskabet er, at dets vanskelige sider er tabuiserede, fordi moderkærlighed og forældrekærlighed er forudsætningen for vores selvfølelse. Vi er dobbeltvæsner, splittede mellem et indre barns længsel efter ubetinget kærlighed og en voksen realisme. Med fornuften kan vi godt se, at det er udmattende at have et skrigende barn på armen hele natten, men emotionelt ønsker vi ikke at se det.

I Grünfelds Stormskader formuleres paradokset sådan:

»Vores familie er syg. Kan I ikke selv se det? Lige under den tynde hinde. Voksne mennesker og små børn. Dårlig kombination. Det går hele tiden galt.«

Forestillingen om, at voksne og små børn skulle være en »dårlig kombination« understreger det paradoksale i tankerækken. I hovedpersonens forestilling om familien er der ikke plads til negative følelser, der ses som ’syge’.

Patriarkalsk idyllisering

Disse kunstnerisk interessante aspekter ved moderskabet er imidlertid ikke altid blevet set. I den patriarkalske kultur var det nærliggende, tror jeg, at fortrænge de vanskelige sider af moderskabet og idyllisere de positive.

H. C. Andersens Historien om en moder er en arketypisk fortælling i den henseende. En mor følger efter døden, som har taget hendes barn. Undervejs giver hun både sit hår, sine øjne og sin hud for at finde dødsriget. Hun ofrer altså sig selv for barnet. Da døden forundret spørger hende, hvordan hun har kunnet følge efter ham, svarer hun: »Jeg er en moder.« Underforstået: I moderskabet ligger en overmenneskelig styrke og offervilje.

Selvom vores samfund har forandret sig siden Guldalderen – og selvom eventyret ender tvetydigt – spøger dette syn på moren stadig i vores kultur. I al fald må man stadig kæmpe for, at andre følelser end uendelig kærlighed og selvopofrelse får plads i moderrollen.

Det er stadig tabu at tale om, hvor svært det kan være at være mor, hævder forfatter Maja Lucas, der i sin roman ’Mor’ beskriver et klaustrofobisk moderskab, der måske ender galt. Der er simpelthen tale om et urtabu, ingen af os ønsker at høre noget om – slet ikke fra vor egen mor
Læs også

Feminismen i 1970’erne var bl.a. en kamp for at inkludere disse andre følelser, og den kamp er ikke slut. Apropos rummer nogle af de nutidige morbilleder et opgør med andre aspekter af kvinderollen. Det gælder f.eks. Hega Holsts På træk, der er en fortælling om en ukonventionel kvinde, som har en mandlig (læs: almenmenneskelig) seksualitet, og som foretager en mandlig (læs: almenmenneskelig) tilbagetrækning fra børnene. Sidstnævnte fortalt via delebørnsordningen:

»Til at begynde med boede de hos mig det meste af tiden. Det blev ændret til en uge ad gangen hos hver forælder. Sidenhen besøgte de mig hver anden weekend. Nu ses vi tirsdag og søndag.«

Bagefter beskrives det, hvordan hovedpersonen ser børnene hjemme hos sin ekskæreste:

»Sommetider falder jeg i søvn. Af og til lader de mig overnatte.« Hun er vitterlig på træk i børnenes liv.

Splittet menneske og mor

Paradoksalt nok skaber bevægelsen mod større ligestilling også vanskeligheder for moderrollen. For vi befinder os stadig i en overgangsfase. Splittelsen mellem at blive til noget og at være mor er der stadig.

Splittelsen mellem at være noget i sig selv og at være noget for børnene er der stadig. Og den kommer vel i stigende grad for fædrene, i takt med at de får mere med børnene at gøre. Dertil kommer konflikter mellem forældrene om, hvem der har ansvaret for børnene.

Derfor er det oplagt, at nutidige forfattere skriver om splittede mødre, også selv om disse fiktive mødre ikke nødvendigvis har en strålende karriere at tilgodese. Det gælder f.eks. Tara i Thorups Erindring om kærligheden. Hun er hverken en traditionel mor eller en særligt moderne kvinde, men virker fortabt i de fleste situationer. Interessant nok synes hun også at være splittet mellem rollen som voksen og barn:

»Hun var som en flod, der gik over sine bredder og rev alt med sig. Som et grådigt barn, der ikke kunne skelne mellem sig selv og den omliggende verden, og hvis grænseløse selv omfattede hele verden. Hun kunne ikke både være mor og barn på én gang. Det var enten-eller. Hun måtte vælge mellem to uforenelige indre figurer, mellem ’barnet’ og ’moren’. Og hun havde ikke valgt, men i sin afmagt var hun forblevet et halvt menneske, der havde fået et barn, men ikke var blevet mor.«

Hvor barnets far, Tore, udmærket kan være fraværende og egoistisk uden at miste prædikatet far, oplever moren sin ’grådighed’ som diskvalificerende for moderrollen. Hendes forestillinger om moderskabet synes at lamme hendes reelle moderskab.

Amningens byrde

Samfundets tiltagende individualisme gør desuden moderskabet ekstra vanskeligt. At få et barn er en radikal overskridelse af individets grænser. Derfor er overgangen fra kvinde til mor mere voldsom, tror jeg, end før.

Ravn skriver i Heavy metal om oplevelsen af de første dage med en nyfødt: »At elske det spæde barn/det bringer mig ingen glæde/at amme«. Dette hylder ikke ligefrem den kropslige symbiose mellem mor og nyfødt. Senere i suiten reflekterer jeget over amningen og kunstnerrollen:

»hvad er så digtet
i amningens hånd
hvem
er så kvinden
der skriver det
der ved
amningens kraft
trækkes
ud af sig selv
og mod et
præ-civilisatorisk mørke
hvor jeg ikke ved
om der findes
poesi«

Her står amningen som en tøvende modsætning til civilisationen og poesien. Under alle omstændigheder kan man hævde, at hverken mænd eller kvinder nu til dags er vant til den tilsidesættelse af jeget, som børnepasningen unægtelig kræver de første år.

Særligt kvinderollen har vel forandret sig på det punkt – individualisme og ligestilling hænger sammen. Desuden tror jeg, at nybagte mødre er mere alene end før. Fædrene er ganske vist kommet på banen, men det kan ofte ikke opveje, at mødrenes omgangskreds har mere travlt med deres eget, og at fællesskaberne er mindre bindende end før.

Individualismen spiller altså problematisk ind både på forholdet mellem moren og barnet og på forholdet mellem moren og omverdenen. I Mor. En historie om blodet afspejles denne individualisme i bogens form: Det er et kammerspil, der stort set kun handler om mor, far og barn. Det er, som en ven formulerede det, en historie om ensomhed.

Naturligvis kunne moderskabet også tidligere være ensomt og hårdt. Og naturligvis er moderskab i andre kulturer ikke nødvendigvis en dans på roser. Men jeg tror, at de mange historier i nutidig dansk litteratur om ulykkelige, vrede og ambivalente mødre – også – kan ses som samfundsfortællinger. Som symptomer på opgøret med det idealiserede moderbillede, som symptomer på hvor vanskelige kår ligestillingen har i familielivet, og som symptomer på individualismens slagsider.

Maja Lucas er forfatter.

Serie

MOAR!!

Der synes at være uendeligt mange regler for, hvordan man skal være familie – og ikke mindst en god mor. Opdragelseslitteratur udgives i bunkevis, og blogs, der giver gode råd om godt forældreskab, har tusinder af følgere.

Men hvorfor vækker debatter om moderskabet så stærk interesse og ditto følelser, når kvinden i stigende grad netop er blevet frigjort fra rollen som mor og frisat til at indtage mange andre roller i samfundet?

Og er debatten egentlig frigørende eller tværtimod med til at give kvinden dårlig samvittighed?

Det giver en række debattører deres svar på i denne serie.

Seneste artikler

  • Der er opstået et kollektivt moderhad i kulturen

    17. august 2017
    Det at blive mor handler slet ikke om kvindens behov; det handler om barnets. Men i dag anses moderskabet først og fremmest som noget, hvis snærende bånd kvinden har ret til at blive fri af
  • Det er ikke mødrene, der afgør, hvad moderskab er

    14. august 2017
    At være mor handler ikke bare om at føde et barn. I dag er det en identitet, man skal tage på sig, og som tvinges ned i halsen på én af samfundet, familien, Sundhedsstyrelsen og ikke mindst patriarkatet
  • Måske er det moderlige bare ikke særligt frigjort

    8. august 2017
    Her stod jeg med mine store ambitioner om at redde verden og ikke mindst opnå andre menneskers anerkendelse. Som en fri og uafhængig kvinde. Og så kom mit lille barn og fortalte mig, at mennesker ikke er frie individer. Vi er afhængige af hinanden, og vi bør måske ikke kun kæmpe for at opnå mandens privilegier
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Randi Christiansen

Alt internaliseres i stedet for at se på vilkår. Hvis man deltager i konkurrencesamfundet, er der ikke plads til mennesket og derfor heller ikke til far, mor og børn. Meget enkelt og meget ulykkeligt for alle.

Som vordende forældre er man som regel opfyldt af glæde, forventning og ikke mindst overbevisning om, at man bliver verdens bedste mor og far. At man naturligvis aldrig vil gentage sine egne eller andre forældres fejl. Lige indtil virkeligheden leverer et klokkerent knock out i form af egne begrænsninger. Man møder med andre ord sig selv i ufortyndet form. Hjælp, jeg har påtaget mig ansvaret for et bedårende, hjælpeløst lille væsen, og jeg er ikke perfekt - ikke engang næsten.

Hvorfor er graviditetens salighed afløst af manglende nattesøvn, social ensomhed og det, man kalder ammehjerne forstået som kravet om 24/7 at være indstillet på et lille barn og dets behov, at ens egne altid kommer i næste række. Det er et chok for et moderne, selvoptaget menneske i den grad at skulle tilsidesætte sig selv for et andet væsen, som godt nok er den dejligste lille baby, men som i øvrigt ellers skal serviceres around the clock, og hvor den følelsesmæssige tilfredsstillelse ved at være mor afløses af ren og skær udmattelse. Det er det værste - at vide, at man bare ikke gør det godt nok, selvom man giver alt, hvad man har i sig.

Små børn i institution - det er perverst. Det burde være helt frivilligt, hvornår barnet er parat til at komme et antal timer væk fra hjemmet for at møde andre børn. Men tidens institutionelle opbevaring under ofte ret kummerlige forhold - mange børn, få voksne og begrænsede udfoldelsesmuligheder - illustrerer til fulde, hvor lidt plads det moderne giver til at være familie.

Barsel kan være en anden plage med den sociale isolation og heraf store ensomhed i moderrollen. Jeg har aldrig i mit liv været så fysisk og psykisk udmattet. Jeg var alenemor og fik pga af egen dumhed og manglende omsorg fra omgivelserne ikke sørget for et godt søvnmønster, som aldrig er blevet normalt igen. Slam, lige midt i solar plexus.

Så udover at elske og passe barnet, skal man også drage omsorg for sig selv. Hjææælp .... hvem passer på de voksne børn? Forældreundervisning burde være fast pensum i uddannelsessystemet - helt fra begyndelsen. Så undgås måske de urealistiske forventninger til forældrerollen, som er ophav til så megen frustration.

Christian Nymark, Esben Lykke, Flemming Berger og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

@Randi

Ja gerne, der står i Det kommunistiske Manifest at børneopdragelsen skal varetages af staten.

(Derudover er det jo en almindelig, men grim, frygtet og som oftest uretfærdig anklage mod en kvinde, at påstå hun ikke er en god mor. Hvis du er enig i du ikke er en god kommunist, kan det måske beskytte dig mod den slags).

Randi Christiansen

Tak henrik, jeg har ikke læst det kommunistiske manifest, men hvis rammerne for børneopdragelse skal varetages af staten, så skal staten = os alle tage sig gevaldigt sammen. Det forekommer mig i øvrigt, at det kommunistiske manifest er ufuldkomment, og at vi som individer og kollektiv må åbne os for en ny og mere hensigtsmæssig måde at være sammen på. Du har sikkert observeret, at jeg ofte har gjort rede for mine synspunkter desangående.

I øvrigt er jeg ikke kommunist, hvad det så end betyder, jeg er socialist forstået som ambitionen om at være social i respekt for den cirkulære økonomi, vi befinder os i.

Hanne Ribens, Jens Thaarup Nyberg og Henrik Brøndum anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Jeg tror én af svarene i dilemmaerne som mor skal findes i, at vi har bildt os selv ind, at vi lever i et meget ligestillet samfund; vi praler ligefrem af, hvor frie vi er ift andre kvinder (f.eks. musllimske kvinder). Fælden klapper noget så grusomt, når vi bliver mødre og opdager, at det hele var løgn - vi er nu blevet fanget i "børnefælden" og er underlagt en sociale kontrol iscenesat omkring fortællingen om "den gode mor", mens mændene fyrer amme-argumenterne af i en fed strøm for at slippe for at tage ansvar for deres egne børn.(og slipper godt fra det i hvert fald officielt)

Som kvinde oplever man pludselig det store svigt fra manden, og har 2 muligheder; enten underlægge sig den sociale kontrol, opgive sig selv og blive i forholdet - eller droppe ud med de konsekvenser, det har for barnets opvækst. De fleste vælger nok at blive, selvom det giver skår i kærligheden og mange forhold stopper på et senere tidspunkt (formentlig af samme årsag).

Mette Poulsen

Måske det aldrig har været superfedt at blive eller være mor?
Det kan være forbundet med et hav af fysiske gener (alt fra hæmorider, strækmærker og nedsunken livmoder til ufrivillig vandladning, hængebug og brystbetændelse), som ikke nødvendigvis er midlertidige, samt et utal af følelsesmæssige og sociale forandringer, som måske heller ikke er et gode for den enkelte kvinde.

@Randi man har muligheden for at vælge anderledes og ikke sende sine børn i institution. Det ER frivilligt.

Hvad er egentlig fedt - uden at gøre ondt ? Det mindst ubehagelige er vel at holde et lille blødt barn i armene og se ind i et helt klart blik i et fredeligt øjeblik - hvem andre end børn har evnen til at være helt mæt helt lykkelig og evigt taknemmelig for den umulige familie de er landet i - til sulten melder sig igen - tror desværre at forventninger om evigt behag vokser med den tid nogen tager sig mens de venter med at få børn -

Randi Christiansen

Mette, det er ikke frivilligt, hvis man er nødt til at være væk fra hjenmet for at tjene til føde, klæder, bolig ....

Grethe Preisler

Og hvem er ikke nødt til det, Randi Christiansen
- bortset fra dem, der har arvet en formue, som er stor nok til, at de kan leve arbejdsfrit af afkastet af den, og dem, der er gift og/eller samlevende med en medforsørger, som tjener nok til, at hele kernefamilien kan få føde, klæder og tag over hovedet mv. i fornødent omfang for det, der er tilbage af hans eller hendes A-indkomst, når kildeskatten er trukket fra?

Johnny Winther Ronnenberg og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Mette Poulsen

@Randi, ja det er rigtigt, at der skal penge til for at få mad på bordet. Der er ikke nødvendigt at begge voksne arbejder i samme tidsrum. Eller at man nødvendigvis behøver at skrue sit forbrug op blot fordi man får børn.
I visse kommuner kan man også få penge for at passe sit eget barn, hvilket man da bør overveje, hvis man synes institutioner ikke dur.

Randi Christiansen

Som du ved mette, er det iķke en mulighed for enlige forældre - og så er der dem, som sidder fast i hamsterhjulet, og det er synd for deres børn

kjeld hougaard

“det sku, vær, så godt – og så er det faktisk skidt”; “drømte vi ikke at gå os en evig strandpromenade”
Det er intet nyt i litterære beskrivelser af skuffede livs forventninger. Der synes at være en ny grad af naivitet bag forfatterens skuffelse over relationer og moderskab. Troede de at facebook venindernes glorificerede beskrivelse af en virkelighed med mand og børn skulle blive deres virkelighed? Der er heller intet nyt i at ”manden og konen” hverken kan holde deres børn eller hinanden ud, sådan har det altid været. Det som kan undre, det nye, er den naivitet som må være forudsætning for det ubehag forfatterne synes være overrasket af – og deres manglende forståelse af deres naivitet.
Den overvejende del af jordens mennesker drives, gennem deres seksualitet, til at få børn. Der adskiller vi os ikke fra andre arter, som lykkes overleve. I store dele af verden er børn derudover en social nødvendighed – for familiens overlevelse. Uanset hvad det enkelte individ må ha af moderlige følelser, behov og kærlighed, er mand/kvinde relationen og børn ikke individets valg for fornøjelsens skyld, men et eksistens krav for familiens overlevelse. Børnenes ansvar senere i livet er ikke afhængigt af om de kan li sine forældre.
I dag er det at skaffe børn i Danmark et frit valg. Voksne mennesker klarer sig udmærket uden børn, pensionen og kommunens ældre hjælp venter. Så er man så naiv at tro at det at være moder er en ”rollen” som giver status eller glæde, om man ikke har et uafviseligt behov dybt i sit DNA for at blive mor, så lad vær! Lyt til jer selv, mænd og kvinder – tro ikke facebook virkeligheden.

Mette Poulsen, Randi Christiansen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar