Læsetid 3 min.

Bland mig med glimmer, og smid mig ud fra en drone

Kirkens dødsritualer er blevet valgfri, men det er svært at få lov til at erstatte dem. Man må ikke sprede aske, bruge den som gødning under æbletræet eller som ingrediens i vejbelægningen. Jo mere verdsligt samfundet bliver, desto mere tabuiseret bliver døden
14. september 2017

Jeg glæder mig til at være død. Ikke til at dø, men til den nat om forhåbentlig mange år, hvor mine kære skal snige sig op på Carlsbergs balkon bag Elefantporten, tage mig i hånden en sidste gang og drysse mig ud over kvarteret. Tanken er befriende, let. Her har I mig som aske, og nu – fluf!

Selvtægt af den art er ulovlig, men reglerne for askespredning er så rigide, at de frister til civil ulydighed. Hvad adskiller min aske fra bundskrabet i sommerens grillbakker? Ikke meget. Alligevel er jeg nu underlagt strenge krav, som kun kan fraviges med tilladelse fra stiftsøvrigheden.

Kirkens dødsritualer er blevet valgfri, men religionen betinger stadig det meste, hvad angår død og begravelse, herunder lovgivningen. Det irriterer mig. Statskirken får det sidste ord. You can run, but you can’t hide.

Ifølge loven skal min aske håndteres sømmeligt. Ikke noget med at stille mig på kaminhylden eller støbe mig ind i fundamentet til familiens sommerhus. Hvis jeg vil plantes privat, skal grunden være på mindst 5.000 m², og glem alt om at bruge mig til noget fornuftigt.

Jordforbedring eller vejbelægning. Jeg forstår, at døden er urklam, en posterboy for kaos i et samfund, der gerne vil bygge på orden og fornuft. Men jeg er ikke døden, jeg er aske. Hvorfor skal der være berøringsangst, hvor der ikke længere er krop?

Jeg vil gerne behandles sømmeligt, men er det så sømmeligt at fritage mine kære for at forholde sig til mig som død? Jo mere verdsligt samfundet bliver, desto mere tabuiseret bliver døden vist. Reglerne, som de er, ligner et forsøg på at tie den ihjel.

Så hellere tænke mig askepartiklernes sniksnak, mens de spredes fra Carlsbergs balkon, deres begejstring. Én hvirvler måske op i et træ. En anden lander i en hovedbund, en vandpyt, på ryggen af en dobermann, hvis ejer hedder Svendsen, med retning mod en lidt beklumret entré.

Hipsterdød eller normcoredød

Helt ifølge planen er jeg nu forstøvet ud i mit barndomskvarter. Men tilbage står mine kære. De har askefingre og klistrede håndflader, og på balkonen, som de jo også må se at komme ned fra, før Svendsen slår alarm, breder sig en stemning af: Det ku’ hun sgu godt ha’ tænkt bedre igennem.

Tørrer man mor af i bukserne? Har nogen husket en vådserviet? Jeg kan godt selv se hullet i min plan. Døden går værst ud over de levende. Ceremonien skulle jo gerne lette afskeden for mine kære, eller i hvert fald give dem et kollektivt rum at tage afsked i. Men i døden er jeg blevet lidt af en hipster, lige lovlig fokuseret på at realisere mig selv.

Spørgsmålet er, om min hipsterdød er værre end normcoredøden med dens ensretning fra krematorium til urnegård, dens rådvilde tavsheder og ensomme googlesøgninger på ’sange til urnenedsættelse’ og ’takkekort, tekst’?

Kulturen er blevet individualiseret, og det er døden også. Det sekulære samfund tilbyder næsten ingen fælles følelsesmæssige rammer for det at miste, sørge og komme videre i livet. De efterlyses, men hvem skal levere? Skal staten? Markedet? Det er et dilemma.

På den ene side orker jeg ikke døden som individuelt livsstilsprojekt på forbrugervilkår. På den anden side er ensretning ikke det samme som fællesskab. Måske er sagen, at man som død i en tid uden fælles spilleregler for tab og sorg må tage øget ansvar for sine levende. Det får mig til at tænke, at løsningen kunne være – en drone.

Med en drone er mine kære helt fri for at klatre op på balkonen. Og hvis de på forhånd blander godt med glitter i mine partikler, vil Dobermann-Svendsen ikke ane uråd. Herregud, hvad vil han se: En lille familie, en håndkøbsdrone, en glitrende regn af konfetti.

Sådan vil jeg gerne forsvinde, glimtende ud mellem alle de andre atomer. Og nu går mine kære også, de drejer om hjørnet ned ad Vesterfælledvej mod Onkel Bobs Hytte, hvor jeg har tænkt, at de skal slutte af med en velfortjent bajer.

Måske går de og griner lidt. Måske er de pissesure. Det er okay. Jeg har sørget for, at de går sammen.

Siri Hjelm Jacobsen er forfatter. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Toke Andersen
    Toke Andersen
Toke Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu