Bland mig med glimmer, og smid mig ud fra en drone

Kirkens dødsritualer er blevet valgfri, men det er svært at få lov til at erstatte dem. Man må ikke sprede aske, bruge den som gødning under æbletræet eller som ingrediens i vejbelægningen. Jo mere verdsligt samfundet bliver, desto mere tabuiseret bliver døden
14. september 2017

Jeg glæder mig til at være død. Ikke til at dø, men til den nat om forhåbentlig mange år, hvor mine kære skal snige sig op på Carlsbergs balkon bag Elefantporten, tage mig i hånden en sidste gang og drysse mig ud over kvarteret. Tanken er befriende, let. Her har I mig som aske, og nu – fluf!

Selvtægt af den art er ulovlig, men reglerne for askespredning er så rigide, at de frister til civil ulydighed. Hvad adskiller min aske fra bundskrabet i sommerens grillbakker? Ikke meget. Alligevel er jeg nu underlagt strenge krav, som kun kan fraviges med tilladelse fra stiftsøvrigheden.

Kirkens dødsritualer er blevet valgfri, men religionen betinger stadig det meste, hvad angår død og begravelse, herunder lovgivningen. Det irriterer mig. Statskirken får det sidste ord. You can run, but you can’t hide.

Ifølge loven skal min aske håndteres sømmeligt. Ikke noget med at stille mig på kaminhylden eller støbe mig ind i fundamentet til familiens sommerhus. Hvis jeg vil plantes privat, skal grunden være på mindst 5.000 m², og glem alt om at bruge mig til noget fornuftigt.

 

Få adgang til hele artiklen og uafhængig kvalitetsjournalistik.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Information.dk

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Toke Andersen
    Toke Andersen
Toke Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu