Klumme

Efter at jeg er blevet voksen, er jeg begyndt at få det skidt med Harry Potter

’Slap af, Harry Potter er jo bare en børnebog,’ siger mine venner. Men jeg kan ikke fortrænge, at bøgernes helte – de, som kæmper mod en næseløs Hitler – holder slaver og gør nar ad de få, der prøver at forbedre slavernes kår. Litteratur både afspejler og skaber virkelighedens moral
’Slap af, Harry Potter er jo bare en børnebog,’ siger mine venner. Men jeg kan ikke fortrænge, at bøgernes helte – de, som kæmper mod en næseløs Hitler – holder slaver og gør nar ad de få, der prøver at forbedre slavernes kår. Litteratur både afspejler og skaber virkelighedens moral

Ritzau Foto

25. september 2017

Harry Potter var en vigtig del af min barndom. Nu har jeg genlæst bøgerne som voksen, og der er en del, som plager mig.

Især i fjerde bog, hvor magistræberen Hermione hidser sig så vældigt op over de såkaldte husalfers kår, leveforhold og samfundsstatus, at hun danner organisationen FAR (Forening for Alfers Rettigheder) og tvinger sine venner, Harry og Ron, til at slutte sig til den på trods af deres monumentale modvilje mod foretagendet.

Foreningen fremstilles entydigt som noget grinagtigt rod; ingen andre magikere viser den mindste interesse for at slutte sig til den, og Hermione bliver endeløst mindet om, at »husalferne gerne vil arbejde!«, og hendes (forholdsvis rimelige, ville nogen sige) krav om, at alferne i det mindste får løn og en dags ferie om året, bliver af både andre karakterer, læsere og forfatter set på som relativt grinagtigt.

På engelsk er foreningens forkortelse sågar bogstavelig talt noget bræk (SPEW).

At Harry Potter gør nar af noget, der grundlæggende er en borgerrettighedsbevægelse for en stærkt undertrykt slaveraces ret til mindsteløn og anerkendelse som tænkende væsener, er der vel egentlig ikke en lov imod.

Alligevel føles det relativt bizart, når man tænker på, at bogens centrale tema er kampen mellem det gode og det onde – og det onde bogstavelig talt sidestilles med en racebesat og blodfanatisk, omend næseløs, Adolf Hitler.

Det virker nu alligevel bare, jeg ved ikke, lidt sindssygt, at man har en hel race, der, påstår man, gerne vil arbejde gratis for evigt i en bog, der siger, den er imod racisme.

Der er adskillige andre sprækker i bogen, hvis man læser efter, jeg er endnu ikke gået ind i, hvor meget den magiske elite lader til at hade demokrati, og hvor beskæmmende det er, at man uproblematisk regulerer menneskers hukommelse, hvis de tilfældigvis ikke er født som magikere.

Når jeg, i svage øjeblikke, har påpeget de pågældende uoverensstemmelser for mine jævnaldrende venner, har reaktionerne ofte været noget i retning af, at jeg skal slappe af. Der er tale om en fantasyroman, en børnebog, og den overordnede pointe i bogen er jo god, ikke sandt? Det er ikke meningen, jeg skal sidde med en pincet og splitte den ad.

Fiktion har konsekvenser for det virkelige liv

Argumentet med, at fiktion går i stykker, i det øjeblik vi insisterer på at behandle den, som om den var virkelig, har mange år på bagen; kultkomedieshowet Mystery Science Theater 3000, hvor værterne metakommenterede på eklatant dårlige B-film, skrev det endda, med et vist overskud, ind i temasangen: »If you’re wondering how he eats and breathes/ And other science facts/ Just repeat to yourself ’It’s just a show/ I should really just relax.’«

Der er vitterligt intet morsomt over folk, der tror, de vælter virkeligheden og skærper ens personlige interesse for vektorfysik ved gentagne gange nådesløst at påpege, at der faktisk ikke er nogen partikler i rummet, som lyd kan passere igennem, og at Star Wars derfor faktisk er stærkt urealistisk (som om lyssværdene og øh, de robeklædte ørkentroldmænd ikke havde afsløret dét).

Men det føles alligevel, som om der er en forskel på at påføre fiktionen virkelighedens fysik og virkelighedens moral. Selv når vi finder på de allermest fantasifulde universer, spejler vi uafladeligt den virkelighed, vi kender og ser i vores daglige liv.

Når vi skriver om talende husalfer, taler vi egentlig om mennesker, selv om vi giver dem andre navne og nye skikkelser.

Jeg tror ikke J.K. Rowlings intention var at genfortælle et vanvittigt narrativ om, at slaver kan lide deres slaveri. Hun havde næppe heller tænkt sig at gøre nar af de mennesker, som kæmpede imod det. Men den fiktion, vi skriver, læser og kommer fra, har konsekvenser for vores virkelige liv. Det, vi gør nar af i vores fiktion, kommer fra et virkeligt sted.

Og derfor er det måske alligevel okay at tage en snak om, hvorvidt der virkelig kan være en kamp mellem det gode og det onde, hvis de gode har en hær af slaver, de ikke lige har tænkt sig at frigøre.

Jens Haag er litteraturstuderende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Lise Lotte Rahbek
Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Du er tydeligvis ikke blevet voksen endnu, Jens Haag. I den forstand er du blot barn af din tid, og min påstand skal således ikke tages specielt personligt.

Bevares, jeg ved godt at det er meget oppe i tiden, sådan at se 'Skam' eller læse Harry Potter med 'voksenbrillerne på', i et slet skjult (i det mindste for voksne mennesker) forsøg på at grunde sin fascination af disse banale fortællinger i en moden intellektualitet.

Forsøget er forfejlet! Det overbeviser simpelthen ikke. Det er ganske enkelt for tyndbenet.

Forleden skrev man i nærværende dagblad (eller var det i Politiken? - det er ikke længere til at se forskel..) om et universitet i Danmark, der udbød et kursus på 7.5 ECTS-point, med kunstneren Beyonce som omdrejningspunkt for de intellektuelle bestræbelser. Jeg fandt aldrig ud af, om der var tale om satire eller skinbarlig virkelighed.. Dertil er vi kommet..

Og her kommer du så med dit lille indlæg, og forplumrer vandene yderligere....Suk!

Har du ikke noget vigtigere at gå op i? Sådan helt ærligt?

TTjahhh Torsten Jacobsen ... jeg har for år siden gennemført forelæsningerne i narrativ psykologi på Uni med udgangspunkt i The Walking Dead - den serie var efter lektorens mening et skoleeksempel i hvordan narrativer bliver "entangled" i hinanden ...
Vi der ikke havde set serien var lidt Lost ...

Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Jeg har kun læst bøgerne som voksne, og det er rigtigt, at Ron og Harry gør grin med det i bog 4. Men senere, da Harry er blevet mere moden, går han jo også ind for alfers menneskerettigheder. Jeg tvivler virkelig på, at forfatteren har ladet det passere ubevidst, tværtimod handler serien jo om at vokse op, både for drenge og piger.
Faktisk synes jeg, man langt mere kan kritisere serien for at have drenge og mænd i fokus. Der er langt flere drenge- og mandekarakteren end pige- og kvindeditto.

Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel og Hanne Pedersen anbefalede denne kommentar

Det er en fordel at læse bogen, når man kritiserer den, hvad Haag tydeligt ikke har. Ellers ville han vide, at den husalf, som Harry befrier, starter et oprør blandt alferne, og at de deltager på "de godes" side i det endelige opgør med Voldemort. Jeg kommer til at tænke på en bibliotekar, der engang skrev en analyse af en af Freddy Miltons tegneserier og brokkede sig over, at der var nogle hajer (som ville æde ænderne) der fik nogle knubs, - sådan kunne man ikke behandle truede dyrearter i en børneserie! Nærværende Potter-kritik er på samme niveau.

Litteraturkritik på niveau med at kalde Anders And for porno, fordi han går uden bukser. Hvordan er den klumme blevet antaget i Information?

Johnny Winther Ronnenberg og Svend Erik Sokkelund anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Glimrende kritik, der afslører, hvordan samtidens anløbne moralforestillinger ofte afspejles og endda forstærkes i populærlitteraturen. Ikke altid bevidst fra forfatterens side, vedkommende er jo barn af sin tid, ligesom de af samtidens læsere, som ikke forstår kritikken.

Det er da kun godt, at inkonsistenser påpeges, hvis værket virkelig er et storværk, overlever det sgu nok kritikken.

Hvis påpegningen af inkonsistenser, anakronismer og selvmodsigelser ødelægger historien for fansene, er værket jo alligevel ikke værd at være fan af.

Lord of the Rings er fx et storværk, som kan kritiseres for rigtig mange ideologiske konnotationer og narrativer modsigelser, som ikke alle er lige flatterende for forfatteren, men uden at det egentlig rører ved værket status som Stor Litteratur. Hobbitter er indbegrebet af småborgerlige og småracistiske snæversynede hjemmefødninge, men det er vel netop den klangbund, der får Frodo (og før ham Bilbo) til at fremstå som helte, netop fordi de går imod den herskende moral og selvtilstrækkelighed?

Måske er Harry Potter bare ikke Stor Litteratur? Måske er det bare en døgnflue? Jeg må snart se at få læst bøgerne, men jeg frygter ud fra al den rosende omtale, at der er tale om banal spændingslitteratur som blot udspiller sig i et magisk univers. Filmene er i hvert fald dårlig reklame for bøgerne.

Thomas Østergaard

Et nydeligt eksempel på krænkelseskulturen i fuld udfoldelse

Man ser, hvorledes en række traditionelle formalia for genren overholdes således at:

  • .Krænkelsen ikke opleves på egne vegne, men på andres - i dette tilfælde altså den fiktive art "husalfer" i en kendt børnebog.
  • Krænkelsen består ikke så meget i et håndgribeligt overgreb, som bekymringer over den såkaldte "diskurs", hvilket næsten uværgeligt ender i "naturligvis skal vi have ytringsfrihed, men... samt betragtninger over temaet "ord skaber virkelighed".
  • Bekymringen/krænkelsen over diskursen er naturligvis heller ikke så meget på egne vegne, men der findes så forfærdelig mange idioter der ukritisk labber den slags i sig
  • Den egentligt krænkede part, der ikke selv har taget til orde, lider af såkaldt falsk bevidsthed, primært faciliteret af ovennævnte diskurs. Det er naturligvis spot on i det foreliggende tilfælde, hvor alfernes klassebevidsthed i høj grad må siges at være underlagt J.K Rowlings pen

Det er tænkeligt, at det i virkeligheden er en bidende satire over krænkelsesfænomenet, men det er vanskeligt at sige med nogen form for sikkerhed, da præmissen for den klassiske "modest proposal"-tilgang, hvor det synspunkt der parodieres køres helt ud på overdrevet, ikke er praktisk mulig.

Hvis man nu sidder og spørger sig selv "Hvordan gør vi op med krænkelseskulturen og det faktum at generation Y trækker deres verdensbillede fra populærkulturen, og mener at underholdningsserier fra HBO og NetFlix, samt NRK afspejler virkeligheden og indeholder svar på alt fra ansvarlig virksomhedsledelse til klimaforandringer" - ja så bliver jeg jer svar skyldig.

Det er et problem der - som jeg ser det - bl.a. skyldes at

  • Den nye generationer drages mod medieopmærksomhed som ..øh...bananfluer mod en overmoden banan
  • sådanne historier genererer relativt meget medieopmærksomhed/mange læserklik og optages derfor mere eller mindre konsekvent af avisredaktionerne
  • ...som dertil i sagens natur ikke kan forsvare sig selv mod beskyldninger omkring "diskursen" uden at lade kritik komme til orde, og dertil nok stadig desperat leder efter forklaringer på det frie fald i troværdighedsmålingerne
  • for en stor del af generationens vekommende er det muligvis er sandt at ord genererer virkelighed i stedet for omvendt
  • vores samfund lider under en mystisk dobbelttænkning, som bla gør det muligt for direktøren for Røde Kors at oppebære en millionløn med snehvid samvittighed, ikke på trods af, men netop fordi han addresserer stor ulighedhed i verden
  • der er et enormt og uforløst behov for anger og ruelse - fordi kirken ikke længere varetager den slags behov i folks liv herhjemme. Det må finde et udløb.

Jeg burde muligvis i stedet have skrevet om hvordan de kinesere der samler ipads, og de folk fra Bangladesh der syr vores undertøj, og de østeuropæere der gør rent på toiletter osv. adskiller sig fra husalferne på mange og væsentlige punkter - herunder at de eksisterer og lider af helt anderledes håndgribelige og uløselige problemer end diskursen i nordvesteuropa - og hvorfor de ikke vil få glæde og muligvis kun store problemer af Jens Haags klarsyn, selv hvis det lykkedes ham at overbevise både dem og den almene befolkning om at han har en pointe og kke er gået fra snøvsen.
Men jeg får det vist ikke gjort, nok også fordi jeg som sagt anser mere eller mindre ubevidst medieliderlighed for at være den primære årsag til indlægget.

Thomas Østergaard

Beklager formatteringen ovenfor, et eksperiment med lister på punktform gik galt.

Og så fik jeg vist ikke anbefalet Knud Holtens bøger om "Alex på Eventyr" som et - muligvis ikke lødigt, men i det mindste velskrevet og fantasifuldt alternativt til Harry Potter, men det kræver nok indkøb hos en antikvarhandler....