Kommentar

Cataloniens frihedskamp er endt i undertrykkelse

De catalanske lederes folkeafstemning om uafhængighed af Spanien rykker nærmere. Det kunne lyde som et undertrykt mindretals retfærdige kamp for at få lov til selv at bestemme, men reelt er den et grimt eksempel på populisme og fjendebilleder, der er ude af proportioner
7. september 2017

Da jeg for godt ti år siden flyttede til Barcelona, var jeg nysgerrig og positivt stemt over for den uafhængighedsbevægelse, som florerede i den spanske region Catalonien.

Barcelona er den største by i Catalonien. En region, der kæmper en stadig mere indædt kamp for at løsrive sig fra Spanien. De kæmper for frihed og demokrati. Eller det hævder de, tilhængerne, i hvert fald.

Jo mere jeg begyndte at studere denne løsrivelseskampagne og tale med folk, desto mere syntes hele projektet at være motiveret af penge og til tider et ret skræmmende had. Frihed handler primært om økonomisk frihed for de catalanske uafhængighedstilhængere. Og demokrati handler om at kunne udtrykke egne synspunkter og undertrykke modstanderens.

Sort-hvid debat

Hele det catalonske frigørelsesprojekt fremstår som en del af den populistiske bølge, vi har været vidne til flere steder de seneste år. Den tyske sociolog Jan-Werner Müller påpeger, at politisk populisme er kendetegnet ved to forhold:

Den ene er en påstand om at tale på folkets vegne. I dette tilfælde talte og taler både den tidligere og nuværende præsident for det catalanske styre, Artur Mas og Carles Puigdemont, om catalonierne som et samlet vi. Men faktum er, at cirka halvdelen af catalonierne ønsker løsrivelse fra Spanien, resten ser sig selv som spaniere.

Dette moralske monopol har demokratiske konsekvenser, idet enhver uenighed forkastes som falsk af de politikere, der ønsker uafhængighed. Eksempelvis er det ugleset at diskutere, hvorvidt Catalonien nogensinde har været en nation, selv om det er noget, de fleste historikere bestrider. Hele debatten bliver på den måde karikeret. Sort eller hvid, som var der tale om en fodboldkamp mellem Barcelona og Madrid.

Indbyggerne i Spaniens næststørste by er ikke blege for at protestere højlydt – her imod centralregeringens forringelser af arbejdernes vilkår efter finanskrisen.
Læs også

Det skal dog siges, at Barcelonas borgmester Ada Colau har brokket sig kraftigt over Puigdemonts politik. Ifølge Colau forsømmer præsidenten at være præsident for alle cataloniere. Han overser, at ikke alle er nationalister, har hun udtalt.

I 2015 arrangerede den forrige catalanske præsident Mas en ikkebindende afstemning om regionens løsrivelse. Den ønsker den nuværende præsident, Carles Puigdemont, at gentage den 1. oktober i år – nu blot bindende. Han har udtalt, at det er hans politiske skæbne. Nogle vil sige, hans besættelse. Den centrale spanske regering har derimod meddelt, at den ikke har tænkt sig at acceptere afstemningen.

Er du uenig, er du fascist

Det andet kendetegn ved populisme er ifølge Müller udtalt antipluralisme. Denne betyder kort sagt, at de, som ikke er med uafhængighedstilhængerne, er imod dem. Der er ingen gråzoner.

Det populistiske snæversyn oplever jeg næsten dagligt på nærmeste hold. Flere, også veluddannede, har fortalt mig, at alle spaniere er fascister. »Alle?« har jeg spurgt. »Ja, alle,« fastslår de. Påpeger jeg, at den generalisering virker grov, bliver jeg spurgt, om jeg er fascist. Der mangler generelt en rummelig debatkultur.

Mange hævder også, at alle regionens finansielle problemer kan løses ved uafhængighed. Faktisk er krisen ene og alene Spaniens skyld. Catalonien vil blive lige så rig som Norge og Danmark, når man slipper af med det korrupte styre i Madrid, mener flere. Spanske politikere er pr. definition korrupte, mens de to tidligere catalanske præsidenter Pujol og Mas, som begge er dømt for magtmisbrug, blot er forfulgte. Spaniere er dovne, mens cataloniere er arbejdssomme, osv.

Hele projektet om uafhængighed går i bund og grund ud på ikke at være som Spanien. Det er en negativ identitet, som også gør retorikken hadefuld og ond. Og på den måde er alle ikkespanske nationer reelt catalanske.

Litteratur er levende og taler ind i moderne konflikter, selv om min roman beskriver en 300 år gammel krig,« siger Albert Sánchez Piñol, hvis bog ’Victus’ af kritikere anklages for at være historieforvanskning.
Læs også

Jeg tror, at uafhængighedsprojektet, som de fleste populistiske projekter, har (og får) det svært, fordi det ikke er baseret på empati og medfølelse, men magt og økonomi. Projektet bærer præg af en rigid kontrol og arrogance, der fremstår mere ekskluderende end inkluderende.

Det er denne enten-eller- logik, som reelt strider imod en mere saglig definition af begreberne frihed og demokrati. Eksempelvis handler frihed om at kunne lykkedes i fællesskab, ikke kun som et folk, men som verdensborgere. Ligeledes handler demokrati om at acceptere uenighed uden at reducere sin modstander til fascist.

Argumenterne for uafhængighed er følelsesmæssige, men uden nogen rationel klangbund. Desværre klinger det hult, når kampagneklokkerne ringer.

Finn Janning er filosof.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olav Bo Hessellund
  • David Zennaro
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Hans Aagaard
Olav Bo Hessellund, David Zennaro, Bjarne Bisgaard Jensen og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det minder mig på mange måder om Lega Nord i Norditalien, som jeg også støttede i begyndelsen, før det gik op for mig, at de bare ønskede at mele deres egen (økonomiske) kage. Mange nationer i Europa er blevet til på baggrund af krige, hvor det ene folk har undertvunget det andet. Det giver lig i lasten om man så må sige, og det er klart, at de problemer vil blive ved med at dukke op. I en periode har nationalstaten været rammen om folks liv, men i dag ser det anderledes ud med globaliseringen og regionaliseringen i EU.
Da min far var barn omkring 2. verdenskrig i Venedig, måtte alle børnene lære at tale italiensk i skolen, for deres dialekt var ret uforståelig i forhold til italiensk. I dag taler alle indfødte venetianere selvfølgelig stadig venetiansk, men børnene har lært italiensk fra fjernsynet, længe inden de starter i skole. Og mange af de mennesker, som bor i Venedig, er ikke længere født der. Det gør den venetianske identitet svagere, men alligevel oplever vi, at folk nu er mere optaget af selvstændighed.

Må man linke til spanske tekster:

http://www.huffingtonpost.es/2017/06/12/el-ala-izquierda-de-podemos-apoy...

" 'La celebración del referéndum desobediente en Catalunya contribuiría sin duda a acelerar el proceso destituyente en el resto del Estado español, contribuyendo a profundizar la democracia y a debilitar al régimen del 78', defienden." .

Med andre ord ser dele af Podemos det catalanske referendum som et nødvendigt opgør med 78-regimet og begyndelsen på en demokratiseringsproces.

Men i virkeligheden er svaret ret enkelt: Hvis Finnerne ikke vil være en del af Rusland, hvis Slovenien ikke vil være en del af Yugoslavien, hvis de baltiske lande, Skotland, Island, Tibet eller Californien hellere vil klare sig selv - then so be it.

jan henrik wegener

Hvis man i øvrigt ser positivt på de nationalstater der er så kan man måske begejstres for sådanne løsrivelsesbevægelser. Enten det nu er i Catalonien, eller de meget dyrkede kurderes, palæstinenseres o.s.v. Men for de der måtte have et mere reserveret syn på f.eks. egen nation og vil nedtone fremhævelsen af samme kunne denne reservation måske smitte af på sympatien for at danne endnu flere af slagsen.