Klumme

Der er chiafrø og burgere på det moderne kalkmaleri

Luther smed kalkmalerierne ud af kirken. I dag hænger de uden for kirkens mure og prædiker den moderne religion: ’Fem om dagen’ (grøntsager), ’To om ugen’ (fisk), ’En halv time om dagen’ (motion)... og frister synderne: ’Release the Beast: Dare to go Double’ (Magnum), ’Enjoy’ (Coca-Cola)
Luther smed kalkmalerierne ud af kirken. I dag hænger de uden for kirkens mure og prædiker den moderne religion: ’Fem om dagen’ (grøntsager), ’To om ugen’ (fisk), ’En halv time om dagen’ (motion)... og frister synderne: ’Release the Beast: Dare to go Double’ (Magnum), ’Enjoy’ (Coca-Cola)

Lasse Kofod

11. september 2017

Jeg afskyer fitnesscentre af et rent og purt hjerte. Hele fænomenet. Der er noget frygtindgydende over at bevidne denne gennemførte optimering af sundhed gennem fitnesscentrets panoramavinduer. Prøv engang selv at se ind. Der har vi det. Den systematiserede og rationaliserede opstilling af maskiner, de svedende kroppes pinsler, de tomme blikkes øjne, der modvilligt må følge med, lindret alene gennem de hvide iPod-ledningers intravenøse musik i øregangene.

For et års tid siden tvang jeg mig selv derind. Min ryg var helt ad helvede til, og jeg havde en kæmpe deadline, som skulle nås. Jeg havde en snigende fornemmelse af, at dommedag nærmede sig. Det var forfærdeligt. Jeg følte, at jeg på ingen måde var bestemt til det her.

Jeg ejede ikke sportstøj, og min lange, ranglede krop passede slet ikke ind i maskinerne. Den eneste grund til, at jeg udholdt det, var – ganske rigtigt – musikken i ørene. Leonard Cohen. If It Be Your Will, The Sisters of Mercy, Waiting for the Miracle.

På vej tilbage til omklædningsrummet ser jeg det så. Tre plakater på stribe, som henvender sig direkte til mig. Den første er et billede af et gigantisk fastfood-måltid. Ovenover står der: »Var det en god burger?« Den næste plakat er et closeup af fedtede pommes frites med spørgsmålet: »Dårlig samvittighed?« Den tredje er anderledes optimistisk: »Levebrød med chiafrø – Et godt valg i hverdagen.« Valget er ret klart. Du har to måder at leve på. Hvilken én mon du vælger?

Det her er vel det nærmeste, vi kommer et moderne kalkmaleri. Du kender godt kalkmalerierne. Den entydige opstilling af to radikalt forskellige verdener. Helvedes fylder mest. Syvende vendekreds i Dantes inferno. Fanden og hans pumpestok, for ikke at tale om hans erigerede lem.

Der overlades meget lidt til fantasien. Og så på den anden side det paradisiske alternativ. Englene, skyerne, lyset, glorierne. Opstigningen til himmels. Dydens rette sti. Alt sammen malet i kalk og mejslet i granit, så den tankeløse kunne komme på bedre tanker: Det er op til dig. Vælg din vej.

Kirken har droppet kalkmalerierne. 2017 markerer 500-året for Reformationen og den efterfølgende hvidvaskning af de danske kirker. Men at Luther rensede kirken for kalkmalerier og erstattede dem med sprog og levende ord, der opvakte tilhøreren til at tænke selv og ikke mindst læse selv, alt det betyder blot, at kalkmaleriernes logik i dag er blevet samfundets.

At Luther smed dem ud af kirken, betød blot, at vi hængte dem op igen uden for kirkens mure. Der hænger de så. I fitnesscentrene, vores nye hvidkalkede katedraler, som vi pligtskyldigt tonser hen til med dårlig samvittighed hver anden søndag.

Forskellen er dog den, at vi i dag rammes af to typer moderne kalkmalerier. Den ene type er den traditionelle, som tilhører sundhedsregimet. I kender dem godt. De sidder på vores rygrad: ’Fem om dagen’ (grøntsager), ’To om ugen’ (fisk), ’En halv time om dagen’ (motion).

Den anden type er den obskøne, der siger det modsatte, og som direkte spiller på fristelsen: ’Enjoy!’ (Coca-Cola),’Sweet addiction’ (lakridser), og selvfølgelig min personlige favorit: ’Release the Beast: Dare to go Double’ (Magnum). Når Overjeg’et siger »Du må ikke synde,« så råber Det obskøne Overjeg »Gør det alligevel!«

I USA har man taget den yderste konsekvens af denne sekulære symbiose af forbud og påbud. Her bygger man nu kæmpestore fitnesscentre og McDonalds lige op og ned ad hinanden. Kun adskilt af det panoramavindue, du begyndte denne klumme med at kigge ind ad.

Her sidder de så, de forpinte kroppe i rationalitetens jernbure på den ene side af vinduet, og de obskøne livsnydere på den anden, og ser på hinanden. Hver i færd med at opfylde loven. Og når de så er færdige med det, kan de vandre direkte ind i det andet kalkmaleri, og opfylde loven dér.

… Oh, so long, Marianne / It’s time that we began / To laugh and cry and cry and laugh about it all again.

Christian Hjortkjær er ph.d. og højskolelærer på Silkeborg Højskole. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gustav Alexander
  • Eva Schwanenflügel
Gustav Alexander og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Overdrivelse fremmer forståelsen. Billedkommunikation er vel ikke nødvendigvis religiøs, men blot en forståelig form, der ikke har nået det abstrakte niveau og er blevet til tegn, som vore bogstaver er.

De første og oprindelige "bogstaver" var også billedtegn (hieroglyffer, kinesiske tegn), som senere hen blev forenklede, abstraherede eller mystificerede og fremmedgjordte.

Gustav Alexander

Et kanon indlæg til debat! Vi tilbeder i dag Mammon gennem ovenstående ikonografi. Man bliver dog træt af at høre på, hvorledes Luther skulle have opfordret mennesket til at "tænke selv" osv. Han - og resten af fyrstereformatorene - var ligeså interesseret i et ideologisk monopol, som almuen ikke måtte betvivle, som den katolske kirke havde været.

Fitnesskulturen ser jeg som et forsøg på at kanalisere menneskets utilfredshed med sin eksistens gennem impotente veje. Det er en afledning. Vores utilfredshed med systemet og samfundet må demonteres og udvaskes i individuel selvforbedring, således at systemet ikke trues. Vi tilbydes en trædemølle, som kan give os illusionen om forbedring og forandring. Vi bliver en del af kapitalens konstruerede identitetsdrama, hvorved enhver réel utilfredshed kan afpolitiseres.