Er Dansk Industri de sidste rigtige progressive i Danmark?

Dansk Industri er ikke bange for Afrika. Statsministeren og oppositionens leder var der, og kronprinsesse Mary ankom i en forgyldt royal båd, men Marion Moon fra Kenya fik tirsdag det største bifald ved Dansk Industris topmøde i operaen. Publikum rejste sig for Mary, men de klappede så længe som efter et rekordbrydende årsregnskab, da Moon fortalte om sit grønne vækstprojekt i Afrika:

»Jeg spiller min rolle i at udnytte Afrikas ufatteligt store potentiale ved ikke kun at producere mad bæredygtigt til min egen befolkning, men også til dig og dig og dig,« sagde hun og pegede ud på os derude i de lyseblå skjorter, de mørkeblå jakker eller kjoler. 

Moon er leder af et økologisk landbrug, som har udviklet en bæredygtig, effektiv produktion i et land, der er præget af fattigdom og allerede plaget af klimaforandringer. Hun er 33 år gammel, og hendes tale var et af tre såkaldte ’opråb fra verdens talenter’.

»Vi bliver set som et problem, vi bliver set som en byrde,« sagde hun.

Selv lignede hun mere en verdenserobrende entreprenør end et problem. Men hun har ret i, at ængstelsen breder sig i Europa.

Og når vi hører om afrikanernes ungdom, ambitioner og befolkningsvækst, ser vi for os skibe fyldt med migranter i livsfare assisteret af menneskesmuglere på vej over Middelhavet. En sand flodbølge af indvandrere og flygtninge fra det store kontinent, som pludselig ligger meget tæt på Europa. Et problem, som får det værste frem i europæerne og mobiliserer selv de store humanister til at tale for en militant grænsekontrol.

Det er et scenarie, som har fået lande, der ellers er stolte af at kalde sig åbne samfund, til at undsige FN-konventioner og gribe til drastiske midler for at lukke grænserne. Nogle bliver bange for indvandrerne fra Afrika, mens andre bliver bange for de andres angst, og hvad den vil gøre ved vores politiske orden. 

’Den afrikanske løve vil ikke bide jer’

Men publikum i Operaen var ikke bange for Afrika. Moon fortalte om investeringer for billioner af dollar i fødevarer og et kolossalt udbud af arbejdskraft:

»Planetens fremtid er i vores hænder,« sagde hun. Afrika kunne blive den næste tigerøkonomi i verden. Eller skulle vi kalde det den afrikanske løve? Hun efterlyste investeringer i det afrikanske marked og inviterede danske direktører til at investere i Kenya, inden hun sluttede med et løfte: »Den afrikanske løve vil ikke bide jer«. Kæmpe bifald.

Det var et andet verdensbillede, der blev foldet ud på industriens topmøde, end det, som præger den danske offentlighed. Det store problem var ikke for mange østeuropæere og indvandrere, men manglen på arbejdskraft. Danmark var ikke for åbent, men for lukket. DI’s direktør, Karsten Dybvad, fremhævede masser af eksempler på, at integrationen er vellykket i Danmark. Og det blev bemærket, hvor mange flere flygtninge, som er kommet i arbejde.

Morten Østergaard, De Radikales leder, blev flere gange afbrudt af klapsalver. Det blev Kristian Thulesen Dahl (DF), Lars Løkke Rasmussen (V) og Mette Frederiksen (S) ikke. Den, der hyldede åbne grænser, frihandel og den fri bevægelighed, fik bifald, mens der var stille, da Kristien Thulesen Dahl nævnte tilstandene i London, hvor man skal være heldig for at møde en englænder.

Den globalisme, som ellers er politisk belastet, blev på DI’s topmøde fejret som doktrin for fremtiden og som ideologi. Det var kapitalismens hyldest til det åbne samfund og troen på fri bevægelighed i konflikt med det danske politiske flertals krav om kontrol med indvandring og begrænsning af fri bevægelighed og rædselshistorier om fejlslagen integration. 

Det er konturerne af et politisk spektrum, hvor åbenhed er åbenhed for kapital og arbejdskraft, og hvor lukkethed er beskyttelse af det danske fællesskab.

Meget af det, som blev sagt på Dansk Industris topmøde, kunne være refræner for urbane progressive. Bortset lige fra det med social retfærdighed og lighed. Det blev ikke efterlyst, og det er selvfølgelig det, som gør det utrolig svært at være både progressiv internationalist og gå ind på social retfærdighed på samme tid.

For som en erhvervsleder, der hyldede det gode i verden og ville kæmpe for det grønne, sagde: Nu skulle det altså også være slut med »nationalisme, lukkede grænser og fordelingspolitik«. Det sidste ord fortæller hele historien om, hvorfor mange af dem, som ikke er vindere og ikke sad i operaen er bange for at blive bidt af fremtidens løver.