Kommentar

Debatten om socialområdet gavner kun kontrollanterne

I stedet for at diskutere om lovgivningen på det sociale område er god og hjælper udsatte borgere, fik Socialministeriet os for nylig til endnu en gang blot at fokusere på, hvorvidt reglerne bliver overholdt
4. september 2017

Af og til lykkes det embedsmændene at vinkle fakta, så de ligner noget andet, end de er. Af og til lykkes det så godt, at vildsporet ikke umiddelbart opdages, og medier og den offentlige debat ender med at løbe afsenderens ærinde.

Det skete for nylig, da Socialministeriet offentliggjorde klagestatistikker på handicapområdet og området for udsatte børn og unge. Den efterfølgende debat kom til at handle om kommunal inkompetence. Men det var næppe helt rimeligt.

Ministeriet har til lejligheden opfundet begrebet »omgørelsesprocenter«, som viser, hvor mange der får ret ud af dem, der klager. Det fremstår som relativt mange – 37 procent på socialområdet generelt og 47 procent på børneområdet.

En banal talforståelse vil dog sige, at det interessante er antallet af fejl i forhold til det samlede antal sager. Det angives ikke i ministeriets opgørelse og er ikke umiddelbart tilgængeligt. I Vordingborg er det f.eks. 25 af 1.300 sager, der var fejl i – en fejlprocent på 1,9 procent. Alt andet lige et mindre alarmerende tal.

Mange antog, at antallet af fejl kun var toppen af isbjerget, fordi mange udsatte ikke har de fornødne ressourcer til at gennemføre et klageforløb. Det kunne imidlertid også tænkes, at de ikke klager, fordi de ikke mener at have noget at klage over.

Medier på limpinden

Da Socialministeriet sendte den nye statistik med de høje omgørelsesprocenter til pressen, var pressens (og Informations) reaktion lige ud ad landevejen. Der blev ringet til eksperter, som udtalte sig efter devisen: Lov ikke overholdt (det viser det høje omgørelsestal); jurist sagde, at det er for galt; politikere sagde, det er for galt; KL-folk sagde med lidt mindre engagement, at det er for galt. Retssikkerheden er for dårlig, der må gribes ind.

Missionen lykkedes. Ministeriet har en nyhed, der gør det til den gode kontrollant. Det kan udvide de juridiske kontrolposter og legitimere sin dataproduktion, uden at den bliver kritisk for dem selv. Skurkene er kommuner og medarbejdere i kommunerne ... igen-igen. Og den gode sag er tjent, de svage er forsvaret, og den hellige grav velforvaret.

Ud over at medierne burde være opmærksomme på vinklingen af datamaterialet, kunne en vis fornemmelse for substansen være på sin plads. En simpel læsning af ministeriets oplysninger ville vise, at den er sammensat af to dele. En handler om ændringer, hvor klageinstansen reelt træffer en anden beslutning end kommunen. Den anden handler om ’hjemvisninger’, hvor kommunen bliver bedt om at revurdere sagen.

Det sker, når der er procedurer, som ikke er overholdt – f.eks., hvis der mangler en handleplan, detaljer ikke er skrevet i sagen, m.m. Der er ofte talte om forhold, som ikke ændrer noget for borgeren. Ministeriet oplyser imidlertid ikke fordelingen mellem de to typer af sager på landsplan.

Kontrol, kontrol, kontrol

Konsekvenserne af ministeriets måde at angive sine data på er, at opmærksomheden ledes hen på, om loven er overholdt, og ikke på om den virker hensigtsmæssigt. De seneste årtier har ført til flere regler om svarfrister, partshøring, underretninger, børnesamtale, handleplaner, udredninger/undersøgelser samt et utal af regler om ydelser og beregninger på handicapområdet.

Det handler om at overholde reglerne, ikke om at se på, hvorvidt f.eks. børnesamtalen var forståelig for barnet; om udredninger svarer til borgerens behov og om denne forstår dem; om borgeren kender handleplanen; og om det er muligt at realisere den efterfølgende.

Og helt centralt: Det kontrolleres ikke, om borgernes situation bliver forbedret.

Staten har i de senere år investeret store midler i juridiske kontrolorganer som Den sociale TaskForce, Ombudsmandens børnekontor, kommunale borgerrådgivere og revisorer suppleret af Ankestyrelsen. En masse jurister betales, uden at deres virke og nytte for socialpolitikken og borgerne undersøges nærmere. Var det ikke på sin plads med viden om de forhold?

Når et ministerie mere eller mindre bevidst vinkler data som i dette tilfælde, følger det en juridisk logik, som er nem at forstå og formidle: Bliver reglerne overholdt eller ej? Samtidig flytter det fokus – læs kritikken – ud i kommuner; ud i den virkelighed, hvor medarbejdere og borgere mødes om de dagsordener, som præger livet i hjemmet, på arbejdspladserne, i boligområderne, m.m.

Fokuserer man snævert på regler og forhold som antallet af klager og ’omgørelser’, flyttes fokus fra de udsatte borgere og kommunale medarbejderes komplekse verden til en simpel regelverden, hvor det hele forstås ud fra sagsakter.

Og selv, når det forsimplede blik anlægges, lurer kompleksiteten, for den enkelte lovregel er ikke kun resultatet af Folketingets lovgivningsproces, men også af fortolkninger fra EU, Menneskerettighedsdomstol, ankestyrelsesafgørelser og de mange lokale kontrollanter. Dermed bliver reglerne svære at forstå og fortolke – selv for jurister. Disse udfordringer undgås behændig ved at vinkle data.

Borgernes situation og intentionen om at forbedre den bør ikke overlades til simple logikker om regeloverholdelse. I stedet bør det diskuteres, om reglerne er de rette, om de er gode nok eller skaber kaos frem for at bidrage til at forbedre udsattes situation.

Frank Ebsen er docent ved Professionshøjskolen Metropol.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Steffen Gliese
  • Ebbe Overbye
Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese og Ebbe Overbye anbefalede denne artikel

Kommentarer