Kommentar

Direktørens svimlende løn er ikke hans egen fortjeneste

Mennesker er født lige og gør sig fortjent til det, de opnår. Så kort kan de borgerliges forsvar for forskellen mellem direktørens og sosu-assistentens løn stilles op. Problemet er blot, at vi ikke er født lige
20. september 2017

Skatteminister Karsten Lauritzens (V) forsvarstale for regeringens planer om at lette skatten med 23 milliarder blev indledt med følgende sætninger: »Når vi ønsker at lempe skatten på arbejde, handler det ikke kun om økonomi, men om helt almindelig rimelighed. Hårdtarbejdende danskere fortjener at se, at flere af deres egne lønkroner går ind på kontoen frem for i statskassen.«

Det interessante ved den diskussion, der nu udspiller sig, er, at den sætter et bestemt menneskesyn, som vinder mere og mere indpas, på spidsen. Et menneskesyn, man kan kalde for det post-aristokratiske, meritorienterede menneskesyn.

På aristokratiets tid mente man, at mennesker var født til enten høj eller lav status. Ens herkomst var det, der alene afgjorde, om man blev betragtet som adelig og derfor havde fortjent et liv i luksus, eller om man var en bastard, som ikke kunne forvente sig det store af tilværelsen.

I dag har vi indtaget det modsatte synspunkt: Vi betragter det nu som selvindlysende, at alle mennesker er født lige. Og fordi alle mennesker nu bliver født som ligemænd og -kvinder, er det i stedet ens meritter, der bestemmer, hvilken status man har.

Løn som fortjent?

Hvis man tager en prestigefuld uddannelse og får et imponerende job, der giver en høj løn, er man så at sige adelig og bedre end andre mennesker, for så vidt at man har fortjent den luksus, man er omgivet af. For eftersom alle er født lige, har man ærligt og redeligt gjort sig fortjent til sin status. Det er på grund af ens ambitioner, ens flid i skolen og på arbejdet, at man har hævet sig selv op.

Derfor er det eksempelvis retfærdigt, at en direktør tjener fem gange så meget som en sosu-assistent og fire gange så meget som en pædagog. Pædagogen kunne bare have taget sig lidt sammen og arbejdet lidt hårdere i skolen eller valgt en anden uddannelse.

Dengang herkomst betød alting, kunne man ikke blive vurderet alene ud fra fortjeneste. Men overgangen fra det aristokratiske samfund til det meritokratiske samfund betyder, at et menneske nu alene bliver vurderet efter fortjeneste. Markedet forgylder den, der kan og vil.

Direktøren bliver belønnet for sin flid, driftighed og mod, imens kassedamens eller den arbejdsløses manglende succes på arbejdsmarkedet kan koges ned til en form for dovenskab eller mangel på ambition. De kunne være blevet til mere, men det ville de åbenbart ikke.

Herkomsten bestemmer

Problemet med det meritokratiske menneskesyn er imidlertid, at det er en misvisende idealisering af virkeligheden. Det er et borgerligt glansbillede: For om man er født af akademikere, alkoholikere, rygere eller overvægtige forældre, om man har to x-kromosomer eller blot et enkelt, om man er indvandrer eller indfødt, spiller en altafgørende rolle for ens livsbane og de muligheder, man har.

Det er derfor, nogle mennesker bor i Tingbjerg og Mjølnerparken, mens andre bor på Strandvejen og i Risskov. Det er ikke tilfældigt, og det er ikke noget, man har valgt; det er ens herkomst, der har valgt det for én. En direktør kunne så godt som umuligt have valgt at blive sosu-assistent, og sosu-assistenten kunne så godt som umuligt have valgt at blive direktør.

I dag handler det om at yde noget – at få regnskabet til at gå op ved at give mere tilbage til samfundet, end man tager. Og direktøren giver mere til samfundet, end han tager, imens den arbejdsløse egentlig blot ligger det til last. Arbejdet har i det meritorienterede samfund fået en absolut værdi. Arbejde er identitet. Man er noget i kraft af det, man kan yde. Det altid retfærdige marked bestemmer hvor meget.

Ved sociale lejligheder kan éns identitet opsummeres i spørgsmålet: ’Nå, hvad går du så og laver?’ Derfor er det ifølge regeringen ikke uretfærdigt, at direktøren får lov til at beholde flere af de penge, han selv har tjent, det er faktisk, med skatteministerens ord, rimeligt. Det er den kapitalistiske retfærdighed: Hvis markedet mener, han er en million værd om året, så har han fortjent en million om året.

Men regeringens idé om retfærdighed er baseret på det idealiserede menneskesyn, at alle mennesker er født lige. Og det er tværtimod åbenlyst, at mennesker ikke er født éns, men at nogle er født ’bedre’ end andre, og at privilegier går i arv. Regeringens synspunkt om, at man altid har fortjent de penge, man tjener, trænger altså til et grundlæggende eftersyn.

Jarl Viktor Schultz er BA i filosofi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Skov
  • Jørgen Wassmann
  • Niels Duus Nielsen
  • Slettet Bruger
  • Eva Schwanenflügel
  • Torben K L Jensen
  • David Zennaro
  • Kurt Nielsen
  • Hans Larsen
  • Ebbe Overbye
  • Søren Rønhede
  • Katrine Damm
  • Lise Lotte Rahbek
Torben Skov, Jørgen Wassmann, Niels Duus Nielsen, Slettet Bruger, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, David Zennaro, Kurt Nielsen, Hans Larsen, Ebbe Overbye, Søren Rønhede, Katrine Damm og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Rønhede

Lige en tilføjelse/uddybning til den udmærkede kommentar. Det er ikke markedet, der sætter de høje lønninger. Det er netværket. De hiver hinanden op. De forkæledes sammenslutning mod alle de andre.

Torben Skov, Steffen Gliese, Bjarne Bisgaard Jensen, Hanne Ribens, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

"Og direktøren giver mere til samfundet end han tager." Da ikke altid - hvis han fx kører i en stor sviner og producerer et eller andet usundt, der for det første ikke for alvor er brug for og som i øvrigt er svært at slippe af med igen, som fx. våben eller plastiklegetøj. Tænk om vi kunne nøjes med at belønne de rigtige helte og gøre det knap så nidkært?

Torben Skov, Niels Duus Nielsen, Hanne Ribens, Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Hvorfor direktører absolut skal aflønnes mere og mere eksorbitant, og hvorfor lønnen i bunden er stagneret igennem en lang årrække, kan ikke forklares med det slidte rationale, at direktøren er langt dygtigere end andre, og tjener mange flere penge til samfundet end andre.
Hvis ikke direktørens og de ansattes børn blev varetaget i daginstitutioner og skoler af pædagoger og lærere, hvis ikke sosuassistenterne passede de gamle forældre, hvis ikke der var ordentlig infrastruktur, hvis ikke der blev opstillet varer i supermarkedet, hvis ikke der var it-folk, hvis ikke der var lokomotivførere og piloter, hvis ikke der var vejarbejdere og lastbilchauffører, hvis ikke der var tømrere, smede, vvs'ere, murere, stilladsarbejdere, hvis ikke der var - fortsæt selv - ville direktøren kunne skide i havet, og ikke meget andet.

Torben Skov og Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne kommentar
Hans Jørn Storgaard Andersen

Prøv at se på, hvem der bestemmer, hvem der skal være direktør?
Lønnen afhænger vel af, hvad direktøren kan tjene til virksomheden.

Et godt eksempel; LEGOs tidligere direktør, der reddede virksomheden!

Min morfar var økonom, min mormor konservatorieuddannet violinist. De blev skilt i midten af det 20. århundrede. Herefter var hun tudefattig og levede i en lille 2-værelses lejlighed med sin søster, som også var musiker. Min morfar, derimod, var stinkende rig. Hvorfor? Fordi han, af natur, var økonom. Hun var fattig fordi hun var musiker. Min gamle klassekammerat Anders vidste fra en meget ung alder, at han ville være økonom. Jeg vidste, jeg ville være musiker. Han havde nemt ved at komme ind på universitetet, nemt ved efter endt udd. at få et job, og et vellønnet job. Jeg havde svært ved at komme ind på en udd.institution, svært ved at finde job og særligt svært ved at finde et vellønnet job. Anders og jeg er født med forskellige naturer, forskellige passioner (økonomi og musik, hhv.). Det samme gælder mine bedsteforældre. Mange kunstnere lever et miserabelt liv, materielt. Er her virkelig tale om, at økonomens materielle succes ene og alene er hans egen fortjeneste? Og musikerens eller kunstnerens mangel på samme tillige hans egen "skyld"? Man kunne, i princippet, forestille sig et samfund, hvor musikerne blev overordentligt vellønnet og økonomerne ikke. Hvem har, dybest set, gjort sig fortjent til hvad i vores samfund?

Steffen Gliese, Torben Skov, Anders Reinholdt, Vivi Rindom, Hanne Ribens, Slettet Bruger, Johnny Winther Ronnenberg, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Peter Nielsen, så godt sagt!
En af mine nevøer satser på at blive operasanger, og det er bestemt ikke noget man kan gennemføre uden velfunderede og understøttende forældre, og den målrettede skolegang.
Der er et virkeligt kulturunderskud i Danmark, og det 'lige' er forbeholdt dem der har fundamentet i orden.
Fx blev min nevø puttet i ordblinde-boksen i 4 klasse, men fordi hans mor købte læsebøger og lavede lektier med ham hver dag, endte han med at knække koden, og er nu meget velformuleret på skrift.
Til det kan der også tilføjes den musiske læring, som gav rytmiske og tonale input.
Der burde være meget mere fokus på humaniora og kreative fag, end det idag er tilfældet.
Det giver også bedre mennesker :-)

Niels Duus Nielsen

"Hårdtarbejdende danskere" er det CVA kalder "knoldesparkerne", som er det segment i befolkningen, som udgør kernemedlemmerne af det fiktive begreb "folket". Altså de såkaldte "håndens arbejdere", som smører madpakker og spiser leverpostej, som Tesfaye siger, og som der i virkeligheden ikke er så mange af så det gør noget, sammenlignet med "glatnakker", "fusentaster" og "snakkemaskiner".

At knoldesparkerne kun udgør en lille procentdel af befolkningen forhindrer ikke skatteministeren i at bruge dem som idealtyper, de kan vække den rette klangbund for hans moralske kritik.

Problemet er bare at "folket" ikke eksisterer. Hvad der derimod eksisterer er "flokken", som er et broget sammenrend af os allesammen, med holdninger, der stritter i alle retninger. Så ved at fremhæve de "hårdtarbejdende danskere" udelukker regeringen størstedelen af flokken.

Men som Jarl Viktor Schultz gør opmærksom på: "det er tværtimod åbenlyst, at mennesker ikke er født éns, men at nogle er født ’bedre’ end andre, og at privilegier går i arv".

Al talen om de hårdtarbejdende knoldesparkere tjener kun et formål: At sløre, at glatnakkerne for længst har overtaget Danmark.

.

Steffen Gliese, Torben Skov og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Johnny Winther Ronnenberg

Peter Nielsen
20. september, 2017 - 18:20
Peter Nielsen

"Mange kunstnere lever et miserabelt liv, materielt. Er her virkelig tale om, at økonomens materielle succes ene og alene er hans egen fortjeneste? Og musikerens eller kunstnerens mangel på samme tillige hans egen "skyld"? Man kunne, i princippet, forestille sig et samfund, hvor musikerne blev overordentligt vellønnet og økonomerne ikke. Hvem har, dybest set, gjort sig fortjent til hvad i vores samfund?"

En ret vigtig pointe du har der har fat i, sandheden er at blandt stort set alle kunstarter måske bortset fra populærmusikken så kan det ikke betale sig og være kunstner. Hvilket er en meget gammel diskussion, ikke bare i min generation men også i tidligere generationer. Men diskusionen er måske vigtigere end nogensinde før, fordi der ikke længere er kunstmæcener der er villige til at bakke op økonomisk om kunstnerne i dag, I dag opkøber folk kunst i håbet på at det oversigt giver afkast og det er ikke kunststøtte det er forretning.

En direktør er vel blot en administrator der forvalter aktionærernes interesser. I princippet producerer en direktør vel ikke noget som helst - eller med andre ord - yder ikke produktivt arbejde. Hvor mange dåser dåseskinke skal Danish Crown sælge for, at kunne udbetale en milliongage til en direktør?

Direktørlønninger afhænger naturligvis også lidt af markedet. Men man skal vel heller ikke se bort fra, at virksomhedsejere køber sig loyalitet gennem høje direktør lønninger. Provisionsløn er er jo også kendt for sælgere. Our profit will be your profit. Det samme kan kun gælde afmålt for lønarbejdere, for det ligger jo i kortene, at en timeløn skal modsvares af et udbytte til virksomheden, eller sagt lidt anderledes jo højere timeløn - jo mindre fortjeneste på det enkelte produkt.

Visse ting så som kunst - eller musik har i sagens natur ikke samme kapitalistiske nytteværdi - og deres arbejde kan i sagens natur ikke aflønnes efter samme målestok. Hvad der skaber produkter - eller basis for videresalg - eller kapitalens valorisering - eller kapitalistisk merværdi kan aflønnes højt.

Men sådan er det både med Djøff´ere eller direktører. Det skaber shit - de administrerer.

Mikael Velschow-Rasmussen

Debatindlægget og J. V. Schultz har selvfølgelig ret.

Endvidere påpeger trådens debattører andre af fejlene ved 'markedet' fx:
- Markedets mildest talt fejlagtige prissætning på forskellige former for værdier i samfundet (som nævnt; kunst vs. djøffere, eller hvad med 'varme hænder' vs. Lamborghinier),
- Samt det fænomen at alt i markedet jo bygger på tidligere tider og alle andre dele af samfundet; "Vi står på skuldrene af giganter" (Newton), og at den højt lønnede eller entreprenøren derfor slet ikke ville kunne eksistere uden resten af samfundet omkring sig.
- Eller markedets fejlagtige tro på at udbud/efterspørgsel skaber den korrekte prissætning, (når det fx ofte blot fremmer kunstig 'scarcity', og får markedet til kunstigt at holde udvikling og fremskridt nede - (el-biler synes at være et godt eksempel).

Men udover alt dette er der jo også selve udtrykket:
- "At man har gjort sig fortjent til den løn man får".

Jeg har tænkt en del over dette de sidste par år ...
Hvorfor har man egentlig fortjent det man kan - og heraf afledt det man får ?

Tag fx en basket spiller på 2 meter der tjener millioner. Er en stor del af dette ikke blot medfødt (højden), og er denne 'fortjent'. Det svarer vel lidt til at sige, at Hajen der slår Sælen ihjel har fortjent dette, idet den kan, fordi den tilfældigvis blev født som en haj og ikke som en sæl.

Bevares - basket spilleren har sikkert trænet mange timer, og hvis han spreder glæde og lykke hos tilskuerne, under jeg ham såmænd gerne de mange penge. Men han skal bare ikke komme rendende og sige, at han har 'fortjent' dem.

Jeg mener egentlig - at vi som samfund efter oplysningstiden - ser ud til at have besluttet os for, at samfundet gerne skulle forsøge at hjælpe så mange som muligt til et godt liv. (Jeg tror faktisk alle mennesker bortset fra de ca. 10% man kan diagnosticere som sociopater, vil være enige med mig i dette inderst inde, når vi først skræller al propagandaen og 'spinnet' bort).

Og dette med at hjælpe så mange som muligt gælder også for; de syge, de dovne, de svage, etc. Idet alle disse 'skavanker' der holder folk tilbage fra at være flittige, stærke og kløgtige** (meritokratisk optimerede) i sidste ende ikke har noget med fortjenthed at gøre, men mere er et spørgsmål om, at der både evolutions-biologisk, genetisk og arv/miljø-møssigt jo er stor forskel på mennesker.

Note**:
Det her med meritokratien kan der jo også stilles store spørgsmålstegn ved !
Piketty har jo netop vist os, at det i vores nuværende system er arv der betyder noget for formue og ikke meritter.

Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Hans Jørn Storgaard Andersen

Jan Boisen mener, at ... En direktør er vel blot en administrator.

Prøv at udskifte direktør med leder, så kan det være, at du kommer på andre tanker.

Eller skolelærer - for de første ledere, jeg mødte, det var min regnelærer i 2. mellem. Han kom fra Tarm, men regne, det kunne han - og lære fra sig!

Senere blev jeg ansat af en direktør, som var tidligere generalsekretær, finansminister og meget mere. Fantastisk inspiration og evne til at lære fra sig. Næste i række var en direktør, der blev fyret af det daværende Handelsbanken, fordi han ikke fik solgt nok regnemaskiner i Østeuropa. Han var uddannet skolelærer og anede intet om IT, men lede - det kunne han, dvs. inspirere os andre til at lave noget, og sidste - men ikke mindst - han kunne træffe beslutninger: Hvilket projekt er det bedste, hvem skal være projektleder mm. Jeg aner ikke, hvordan han bar sig ad.

Endelig endte jeg i biblioteksvæsenet, hvor jeg fik en rektor, der sjældent var til stede fysisk, men hans ånd var der, når han turede verden rundt for at lære andre, hvordan man driver verdens største biblioteksskole.

Alle disse ledere passer ikke på din beskrivelse, Jan Boisen! Og via aviser og tidskrifter har jeg lært om nogle af verdens største ledere - som heller ikke "bare" er ansat som "administrator" af aktionærernes penge. Nogle opfandt selv krudtet, andre kom til og fik virsomheden til at vokse - og selvfølgelig gik det også galt af og til - sådan er kapitalismen :-)

Ps! Typisk skal du lige nævne DJØF'ere sammen med direktører. Det siger mere om dig end om dem.