Kommentar

Europæerne har ikke mistet troen på staten

Amerikanerne kan have deres mistillid til staten for sig selv. I Europa kaldes der på mere stat og stærkere institutioner
2. oktober 2017

Den klassiske opdeling mellem højre og venstre udgør ikke længere den centrale distinktion i forhold til den politiske udvikling i Vesten. Den nye skillelinje går nu mellem ’institutionalister’, der tror på stabile og stærke statsinstitutioner, og ’antiinstitutionalister’, hvis holdninger næres af en dyb mistillid til staten og dens institutioner. Det er konklusionen på et indlæg i Moderne Tider lørdag den 23. september af David Budtz Pedersen.

En af hovedpointerne er, at antiinstitutionalismen specielt i USA har fået ny vind i sejlene med valget af Trump. Trumps angreb retter sig således både mod de ’dybe’ statsinstitutioner som domstole, sikkerhedstjenester, sundhedsvæsen og universiteterne, etc., og også hele det klassiske regeringsapparat i Washington står for skud.

Spørgsmålet er, om der kan iagttages lignende tendenser i en europæisk og dansk kontekst? Jeg tvivler.

Budtz Pedersen medgiver, at statskritikken i Europa er mindre kras end i USA, men han ser alligevel en række faresignaler. Jeg undrer mig over de fleste af dem.

For mig at se peger eksemplerne i retning af en usvækket tillid til, at stærke statslige institutioner er helt afgørende for et overvældende flertal af borgere i DK/Europa. Ingen af de eksisterende politiske partier i Danmark – måske bortset fra Liberal Alliance – abonnerer således på en egentlig principiel statskritik.

Og kigger man ud på det europæiske landskab, er billedet det samme. Der kaldes ikke på mindre stat, snarere på mere stat og stærkere institutioner.

Reformer skal styrke staten

Budtz Pedersen ser en statskritik i den nyliberalisme, som har vundet frem i Europa: »Nyliberalismens statskritik er primært en kritik inde fra statens institutioner og finder sit udtryk i reformer, incitamentsstrukturer og konkurrenceudsættelse. Den er langt fra lige så radikal som den amerikanske anti-institutionalisme, netop fordi nyliberalismen accepterer velfærdsstatens eksistens, imens den løbende reformerer dens institutioner.«

Min hovedpåstand vil være, at nyliberalismen, som vi på godt nydansk ofte kalder New Public Management (NPM), ikke bare accepterer, men på lange stræk snarere hylder en stærkt styrende velfærdsstat og gør alt, hvad den kan, for at velfærdsstaten skal overleve som netop stærkt styret og styrende.

NPM tror på en strømlinet og omkostningsbevidst stat, og det kalder på politisk styring og regulering med præcise mål, dokumentation, evaluering, opfølgning og tilsyn, etc. NPM-staten er måske i verdenshistorisk perspektiv den statsform – bortset fra den hedengangne, centralistiske Sovjet-stat – der tror mest på stærke statslige institutioner.

Så Budtz Pedersen har ret i, at nyliberalismen løbende reformerer statens institutioner (gennem reformer og incitamentsstrukturer), men det er netop statens institutioner, der reformeres med henblik på, at de kan bevare eller øge deres styrke. Det er ikke anti-institutionalisme.

Det tredje ben i NPM, konkurrenceudsættelse, indebærer en implicit statskritik, men det interessante er, at bortset fra i Storbritannien har ingen af de europæiske regeringer kunnet komme igennem med at udlicitere statslige opgaver i stort omfang. Driftsvirksomheder er blevet privatiseret, men de ’dybe’ statsinstitutioner står usvækket tilbage.

Brexit viser tro på staten

Budtz Pedersen forsøger endelig at eksemplificere sin bekymring med Brexit, men også her er fortolkningen problematisk.

Brexit og kritikken af EU hænger sammen med, at EU er blevet opfattet som handlingslammet, og svaret har været et ønske om at flytte beslutnings- og styringskompetencen fra ét politisk niveau, det svage overstatslige EU, til det stærkere nationalstatslige niveau. Det er ikke anti-institutionalisme.

P.t. er der ikke noget, der tyder på, at vi i en europæisk kontekst er ved at overtage den amerikanske anti-institutionalisme. Ungarn og Polen, hvor domstolenes uafhængighed er under angreb, er undtagelser.

Tværtimod kæmper vi vores sædvanlige politiske kampe med nærmest total konsensus om, at kampen finder sted inden for de demokratiske rammer og spilleregler, vi kender. Herunder, at der både er et statsapparat, der agerer åbent og (tilstræbt) gennemsigtigt og et statsapparat, der opererer i det ’dybe’ og lidt mere skjulte.

Der har været opbrud i, hvordan stemmerne fordeler sig til valgene, men de er ikke båret af en principiel statskritik, men snarere af at en del borgere ønsker en anden politik.

Derfor er der blevet plads til nye partier med nye politiske indholdsdagsordener. Det afgørende i denne sammenhæng er imidlertid, at det sker inden for en overordnet demokratisk og (stats-)institutionel ramme, som ikke problematiseres.

Henrik Nitschke er forskningskonsulent

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Mondrup
Christian Mondrup anbefalede denne artikel

Kommentarer