Kommentar

Finansboblen er større i dag end før finanskrisen

Hvis 1970’erne var keynesianernes Waterloo, står de nyliberale økonomer nu over for et tilsvarende nederlag
25. september 2017

De magtfulde økonomer i dagens Danmark kender til hudløshed fortællingen om deres egen vej til succes. Den er også ganske enkel. I efterkrigstiden herskede keynesianske økonomer umådeholdent, men deres overmod indhentede dem i 1970’erne, hvor væksten begyndte at svigte samtidig med, at inflationen skød i vejret.

Pludselig gik det ikke længere så godt, og problemer voksede. Når keynesianerne forsøgte at få bugt med lavvæksten og den stigende arbejdsløshed ved at skrue op for efterspørgslen, var det nemlig prisstigninger og ikke væksten, der blomstrede.

Kombinationen af stagnation og inflation – stagflationen – bredte sig. Arbejdsløsheden bed sig fast.

Det var begyndelsen til enden for keynesianernes magt. Men magten kastede lange skygger, så der gik mere end et årti, før nye økonomiske vinde blæste i elfenbenstårnene. Så blev der til gengæld etableret et nyt, videnskabeligt grundlag for økonomiske modeller og rådgivning. Og succesen bredte sig.

Selvbehagelig dekadence

De herskende økonomers selvbillede som velgørende frelsere er dog ikke helt uden ridser. Godt nok lykkedes det at få skik på inflationen i 1980’erne og gang i beskæftigelsen i 90’erne, men vækstbilledet har ikke været entydigt.

Der har godt nok været flere opsving siden 1970’erne, men de har været kortvarige.

Og så kom finanskrisen. Hvis 1970’erne var keynesianernes Waterloo, står de nyliberale økonomer nu over for et tilsvarende nederlag.

Umiddelbart ser vi dog en gentagelse af fortidens dekadence. De nyliberale økonomer troner selvbehageligt på magtens tinde, er overbeviste om deres egen ufejlbarlighed, og fejer enhver kritik af banen med henvisning til deres videnskabelige overhøjhed.

Økonom Kate Raworth er endt i en strid om synet på økonomisk vækst med en anden økonom, Branko Milanovic.
Læs også

Vi kan være sikre på, at de ikke opgiver deres privilegier frivilligt. Til gengæld kan de ligesom keynesianerne blive fældet af stagflation. Vi oplever i disse år en gentagelse af krisebilledet i 1970’erne, men i nye gevandter.

2000’erne var en overgang til en økonomisk situation, hvor en ny type stagflation dominerer.

Farlig hyperinflation

Den oprindelige stagflation førte til forsøg på at stimulere den økonomiske aktivitet. Det slog fejl, idet det først og fremmest fik lønninger og priser til at stige, hvilket iværksatte en negativ økonomisk spiral.

Den type stagflation, der i stigende grad rammer os i dag, kommer til udtryk ved, at gentagne forsøg på at fremme væksten stort set kun får huspriser og aktiekurser til at stige, hvilket får en kolossal finansboble til at vokse frem.

I 1980’erne og 90’erne forplantede den finansielle vækst sig til realøkonomien og fortættede sig i økonomiske opsving med høj vækst. Efter finanskrisen er båndene mellem den finansielle og den reale økonomi blevet revet over.

I dag er det altså ikke løssluppen pris- og løninflation, vi oplever sammen med den lave vækst, men ukontrollabel inflation i værdien af finansielle aktiver, en ny slags hyperinflation, der er mindst lige så farlig som tidligere tiders hyperinflation.

De nyliberale økonomer kommer helt til kort over for denne udvikling. Deres ultimative skrækscenarie er stadig den gamle form for stagflation, der med nymodens sprogbrug kaldes mangel på arbejdskraft eller overophedning.

Det nyliberale skræmmebillede er høje lønstigninger, der får økonomien til at låse sig fast i en udvikling med inflation og lav vækst.

Fundamentet knager

Vi så op til finanskrisen, at økonomerne var helt blinde over for finansboblen, idet de kun havde blik for at øge udbuddet af arbejdskraft. Det samme ser vi i dag, hvor finansboblen er endnu større. Økonomerne har intet lært. De graver deres egen grav.

Keynesianerne var forlovet med velfærdsstaten, ligesom nutidens elite af økonomer er dybt spundet i et ikkeerkendt, men ikke desto mindre intenst kærlighedsforhold med nyliberalismen. Keynesianerne svor til finanspolitik, og de nyliberale økonomer favoriserer pengepolitik.

Såvel velfærdsstaten som nyliberalismen har imidlertid overskredet deres grænser. Der er ingen form for økonomisk politik, der i dag kan genrejse høj vækst og skabe politisk stabilitet.

Mens vi ser boblerne vokse omkring os og ruster os til den næste katastrofe, kan vi så i det mindste varme os ved forestillingen om, at det ikke længere er en særlig udgave af økonomisk tænkning, der står for fald. Fundamentet knager under videnskabelig økonomi som helhed.

Marxistisk økonomi har længe været helt afskrevet. Nu kan vi se frem til, at den borgerlige økonomi lider samme skæbne.

Peter Nielsen er lektor i politisk økonomi på Roskilde Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Hillgaard
  • Jørgen Wassmann
  • Jens Wolff
  • Jørn Andersen
  • Espen Bøgh
  • Lise Lotte Rahbek
  • Jens Falkenberg
  • Katrine Damm
  • Torben K L Jensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Henning Kjær
  • Peter Knap
Morten Hillgaard, Jørgen Wassmann, Jens Wolff, Jørn Andersen, Espen Bøgh, Lise Lotte Rahbek, Jens Falkenberg, Katrine Damm, Torben K L Jensen, Niels Duus Nielsen, Henning Kjær og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er fortsat den liberale pengeudstedelse i finanssektoren, der er hovedproblemet, hivlket også tydeligt kan aflæses i ejerboligernes priser på himmelflugt - hurtigere end rumfærgen tur op i himmelrummet til rumstationen.

Det var det samme billede indtil 2007-8 hvor boligboblen sprang.

Som vi så det efter 2007-8 hvor boligboblen sprang, garanterede statens for over 2.600 mia. i og for den finansielle sektor, og tabte sidenhen omkring 45 mia. på dette.

Da Danmark er garant for pengeudstedelsen, i Danmark giver det ingen som helst mening, at liberalisere dette til den finansielle sektor, - når blot de vurderer kunden er kreditværdig til og for den bolig de har udset sig, og til den pris der er aftalt. -som igen er bestemt alene ude fra markedskræfterne om "udbud og efterspørgsel" som eneste realfaktor.

Det burde være nationalbanken der bestemte hvor meget udlån der var plads til i overensstemmelse med den forventede vækst i samfundet, med skyldig hensyntagen til regeringens skøn over væksten i samfundet som helhed i det gældende finansår.

Det hjælper ingen at regeringen f.eks. mener væksten i samfundet er på 2 % i indeværende år, hvilket hvis vort nationalbudget lyder på 2.000 mia. for året, så vil give omkring 40 mia. i udvidelse af kapitalen i den finansielle sektor på for boligmarkedet, - men grundet den liberale tilgang uden dette loft, i stedet udsteder lån for over 90 mia. i boligsektoren, - så er den en manko på omkring 70 mia. som staten skal hæfte for ved et kollaps på boligmarkedet, - ganske som vi så det lige efter 2007-8 og murstenene ikke længere havde den værdi som de var belånt til.

VI må erkende at ejerboliger i et absolut liberalt boligmarked som vi ikke styrer mængden og størrelsen af politik, er en flygtig værdi grundet og ikke en fast værdi, sådan som vi oplevede det efter 2007-8, hvor boligejerne klynkede over at være stavnsbundet og kun kunne skifte bolig med en stor gæld til følge.

I et stabilt økonomisk marked for et samfund er det helt nødvendigt, at regulere markedet imod den selvmordstendens som et helt ureguleret marked alene bestemt af "udbud og efterspørgsel" sådan som vi har set og oplevet til på boligmarkedet, som den store synder i 2007-8 da boligboblen sprang, og murstenen viste sig ikke var en fast værdi.

Torben Arendal, Tue Romanow, Jørgen Wassmann, Christina Stougaard Hansen, Jens Jakobsen, Torben K L Jensen og Morten Pedersen anbefalede denne kommentar

Jeg har aldrig fattet og fatter stadig væk ikke at det skal være så dyrt at have et tag over hovedet i DK, om det er eje eller leje er som hip som hap for 90% af populationen. Diverse idioter tror at de EJER i og med at de har fået et idioti-bevis gældende for 30 år, og læg oven i det de afdragsfrie eller jeg ved hvad for øvrige fidusser. Sandheden er bare at vi har at gøre med et x-feudalt system hvis rette navn jeg nu ikke kan lige huske. Det var noget med at du blev slave af ...

Stavnsbånd!!! Det var det ord jeg ledte efter; Gud ske lov, jeg er ikke bleven senil endnu takket være arak nydt under køligere forhold syd for alperne ;)

Randi Christiansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Johnny Winther Ronnenberg og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Den neoliberale doktrin var vel ensbetydende med en påholdende finanspolitik. Men over en længere tidshorisont er der jo også gennemført skattelettelser, en deregulering, som i sig selv skaber rum for mere spekulative investeringer. Det er jo et paradoks, at ejendomsmarkedet boomer, endskønt der vel netop ikke er tale om produktiv kapital. Avisen her har jo før haft artikler der gør op med forestillingen om perfekte markeder - om disse markeders naturlige ligevægt. Og ikke mindst har vi jo reelt oplevet en finanskrise, hvor store dele af finanssektoren var truet af kollaps. Der fulgte bankpakker og krav om banker og finansielle institutioner blev bedre polstret. Men en del af den kriseløsning der fulgte var jo også vækstpakker i form af yderligere skattelettelser og påholdenhed i finanspolitikken. Så de neoliberale doktriner synes ikke opgivet - hverken i finansministeriet - eller rundt omkring. Så de fleste kan godt se skriften på væggen. Velfærdsstaten er blevet gradvist demonteret, og den kurs synes jo, at forsætte. Det er blevet fremstillet en nødvendighedens politik uden reelle alternativer. Regneark på regneark og nødvendigheden af fortsatte skattelettelser og en evig udvidelse af arbejdsstyrken er på politikernes dagsorden. Alibiet er at det handler om finansiering af velfærd, mens der et godt stykke ad vejen er tale om nedskalering af velfærd. Men mange af denne avis læsere er sikkert allerede nået til denne konklusion.

Trond Meiring, Torben Arendal, John S. Hansen, Randi Christiansen, Klaus Vink Slott, Tue Romanow, Johnny Winther Ronnenberg og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Jørgen Zachariassen

Ganske vist har jeg ikke fulgt ret meget med i Informations kritik af neoliberalismen, så måske er det derfor, jeg ikke forstår, at der skulle være den store forskel på det lektor Nielsen kalder keynesianisme og neoliberalisme:
I første tilfælde er der tale om at staten finanspolitisk for at hjælpe økonomien igang bruger mere end der kommer ind. Staten kører med underskud - og har historisk politisk "glemt" at gøre det modsatte, når konjunkturen går bedre, så økonomien overophedes, og inflationen truer.
I andet tilfælde har der siden finanskrisen kulminerede i 2008 været tale om en enorm statslig gældsætning via pengepolitikken, for at få gang i den økonomiske vækst på den måde - underligt, at skribenten ikke rigtig tager fat på den gæld.
Er der den store forskel på, om staten hjælper økonomien ved at lave underskud, eller ved at gældsætte sig? Underskud år for år opbygger også gæld - versus at gælden og renterne nu skal til at betales.
Så vidt jeg forstår det, er det den enorme gæld, der er opbygget siden 2008, som er problemet lige nu: Hvordan skal den kunne afvikles uden at bremse det begyndende økonomiske opsving?
Formentlig ved at skabe og leve med inflation, som udhuler værdien af gælden.
PS1: At neoliberalisme skulle have afløst velfærdsstaten, er noget vrøvl den politiske økonomi fremfører for at prøve at vise sin eksistensberettigelse. Vi har stadig en velfærdsstat, hvor serviceniveauet incl. antallet af offentligt ansatte de fleste steder er højere end det nogensinde har været. Der er blevet en smule større ulighed de sidste 10-20 år, men for de allerfleste har der været tale om fremgang i realløn mv., omend den ikke har været så stor som før finanskrisen.
PS2: Al den tale om en ny boligboble er da nødt til at medtage, at efterspørgslen er steget pga. temmelig mange flere indbyggere i København - og at kreditgivningen til boliger er strammet en del.

@Jørgen Zachariasen: Der er vel forskel på om det er staten der fører anticyklisk politik - eller om man deregulerer og lader det være op til markederne, at skulle stimulere væksten? Monetarismens angrebspunkt var vel netop inflationen - eller som artiklen anfører begrebet stagflation, som de neoliberale anfører, at den statslige intervention fører til.. Og der er en anden afgørende forskel er vel, at Keynesianismen - eller den økonomiske politik i den keynesianske periode tilsigtede et mål om fuld beskæftigelse, men den neoliberale tilgang regnede med en "naturlig arbejdsløshed". Arbejdsløshed var sådan lidt populært sagt udtryk for, at lønnen på varen arbejdskraft var for højt sat. Og de neoliberales bestræbelser på hele tiden, at ville udvide arbejdsstyrken skal jo også ses, som et middel til, at dæmpe lønudviklingen og dermed inflationen. Det punkt lægger de jo endog ikke skjul på.

Der er vel også forskel, at ville bruge staten som et instrument i reguleringen af den økonomiske politik som keynesianismen gjorde - eller ligefrem at se staten som en "syg narkoman" der skal reguleres ned, som de neoliberale tenderer til, at gøre.

Problemet er måske så ikke, at man bare kan vende tilbage til de keynisianske doktriner i en globaliseret verden, hvor både politikerne og politikken synes dikteret af finansmarkederne, men det synes jo oplagt, at markederne og deregulering kan bringe hele økonomien "of track". Og politisk er der måske nok en erkendelse af, at regulering kan være nødvendig, men alligevel satser man jo blindt på stadig mere markedesgørelse af snart sagt hvad som helst. Men nu er økonomi og politik jo også lidt to sider af samme sag.

Jørgen Zachariassen

Jan Boisen: Når du skriver, at "Der er vel forskel på om det er staten der fører anticyklisk politik - eller om man deregulerer og lader det være op til markederne, at skulle stimulere væksten?" - så kan jeg ikke nogen forskel over ganske få år, når man efter 2008 indirekte lader det være op til markedet at stimulere væksten. De mange tusind milliarder, som via centralbankerne, dvs. staten, er pumpet ud siden da i hele Vesteuropa og USA, er et forsøg på at få markedet til at fungere bedre, men det er finanspolitisk underskud også, de flere offentligt ansatte skal forbruge hos de private virksomheder, og hvis det går godt, behøver vi lidt mindre offentligt ansatte.
Også mht. arbejdsstyrken kan jeg ikke se forskellen over blot få år, bestræbelsen kommer (blot) fra to forskellige sider. Du skriver, at de neoliberale hele tiden vil udvide arbejdsstyrken. Men det var også, hvad keynesianerne ville - ved at ansætte flere i den offentlige sektor. Det sidste gav inflation, det første har hidtil holdt den nede nok mest fordi den teknologiske udvikling har holdt lønpresset tilbage. Men når gælden skal betales er man formentlig nødt til at genskabe inflationen for at kunne afvikle gælden. I alle tilfælde er øvelsen at holde væksten nede men stadig have en lille smule - indtil vi får indarbejdet en mere bæredygtig omgang med ressourcerne (nok mest ved at prissætte skadevirkningerne på naturen)
Om de neoliberale ser staten som en syg mand, der skal reguleres ned, ved jeg ikke, men det er i hvert fald ikke sket i Danmark. Jeg mener ikke, vi har satset blindt på mere marked af hvad som helst. Ifølge Statistisk Årbog 2012 gælder det, at "I forhold til den samlede danske økonomi har størrelsen af den offentlige sektor ligget konstant mellem 27 og 30 pct. af bruttofaktorindkomsten (BFI) siden 1993" (s. 390; har ikke lige kunnet finde tal for 2013-17, men mon ikke det stadig gælder).
Jeg er enig i, at økonomi og politik lidt er to sider af samme sag. Men al den tale om kriser er meget overdrevet i Danmark og det meste af Vesteuropa (i USA og andre steder gælder den mere). Arbejdsløsheden er gået ned siden 2008 men er iøvrigt på nogenlunde samme lave niveau som den har været siden begyndelsen af 1980erne - hvor den var kommet op på 4-5 pct. fra det unaturligt lave 1 pct. i 60erne frem til oliekrisen i begyndelsen af 1970erne. Og ja, der er mennesker i klemme her, men hele tiden at kalde de små udsving for krise er noget venstrefløjen gør af veneration for Marx og i håbet om at skræmme folk til at stemme anerledes.