Kronik

Finanskrisen skyldes, at vi har privatiseret skabelsen af penge

Ti år efter finanskrisens udbrud er der en gryende forståelse af, at krisen også udsprang af pengevæsenets tiltagende privatisering. Af bankernes mulighed for at pumpe stadig større mængder gæld ud i økonomien
I 2009 præsenterede Nationalbankens direktør Nils Bernstein den nye 50-kroneseddel. De fleste mennesker har en forestilling om, at når en centralbank trykker en pengeseddel, sker det så at sige pr. dekret: lad der blive penge, skriver CBS-lektor Ole Bjerg. Men banker skaber også nye penge, når de udsteder nye lån i økonomien.

I 2009 præsenterede Nationalbankens direktør Nils Bernstein den nye 50-kroneseddel. De fleste mennesker har en forestilling om, at når en centralbank trykker en pengeseddel, sker det så at sige pr. dekret: lad der blive penge, skriver CBS-lektor Ole Bjerg. Men banker skaber også nye penge, når de udsteder nye lån i økonomien.

Jens Dige

7. september 2017

Økonomen John Kenneth Galbraith sagde engang (og kun halvt i spøg), at få er de økonomer, der kan give et sammenhængende svar på spørgsmålet: Hvad er penge?

Har han ret, betyder det vel, at de fleste økonomers viden om penge er usammenhængende. Men hvad nu, hvis der gemmer sig en mere spidsfindig sandhed i Galbraiths bemærkning? Hvad nu, hvis manglen på sammenhæng er en iboende egenskab ved selve pengenes natur?

Studiet af penge er spredt ud over flere discipliner såsom historie, økonomi, filosofi, antropologi, sociologi osv. I dette felt finder vi en række forskellige teorier om pengenes natur og oprindelse. Det er dog muligt at opsummere og kategorisere disse teorier i tre hovedskoler: vareteorien, statsteorien og kreditteorien om penge.

I stedet for at se de tre skoler som rivaliserende teorier om penge, der udelukker hinanden, bør vi betragte dem som tre forskellige dimensioner i et monetært system, der i bund og grund er usammenhængende. Lad os se på de tre skoler en for en.

Penge som vare

Mange har en intutitiv forståelse af, at selv om penge i dag er alt overvejende immaterielle, må deres værdi på en eller anden måde være afledt af en form for iboende værdi, som vi finder i produkter eller varer.

Hvis man spørger, hvorfra penge kommer, vil de sikkert fortælle en variant af Adam Smiths klassiske historie om slagteren, bryggeren og bankmanden, som lagde tuskhandelens operationer bag sig og gik over til at benytte ædelmetaller som middel for udveksling og betaling.

Ifølge den tankegang er penge i sidste instans selv en vare, som vi efter fælles vedtægt har udpeget til at fungere som generelt byttemiddel. Penge skabes ved at præge ædelmetal til mønter. Der en materiel produktionsproces, som umuliggør, at nogen kan skabe sig flere penge, end det guld eller sølv, som han eller hun allerede råder over.

Fagøkonomer er selvfølgelig bekendt med, at det er ved at være et halvt århundrede siden, at de sidste rester af guldstandarden blev afskaffet, så dollaren ikke længere var indløselig med guld.

Ikke desto mindre hviler mange økonomiske ræsonnementer stadig på en implicit vareteori om penge. For selv hvis penge ikke længere er en vare i sig selv, kan vi stadig antage, at den opfører sig, som om den var vare og således adlyder de samme love om udbud og efterspørgsel, som vi finder på markedet for f.eks. sko og cykler.

Det arketypiske billede af penge som vare er guldmønten, men selv vores kobberbelagte småmønter i dag inkarnerer et element af ideen om, at penges værdi er en funktion af deres iboende vareværdi.

Udtrykt med begreber fra regnskabslæren tænkes penge i vareteorien som et aktiv uden noget tilhørende passiv. Det betyder, at penges værdi principielt er selvopretholdende. En indehaver af varepenge behøver således ikke at stole på, være afhængig af eller have tillid til andre aktører i økonomien som f.eks. en stat eller en bank.

’Fiat’-penge

De fleste mennesker har også en forestilling om, at statsmagten har det suveræne privilegium at skabe penge ud af intet i form af papirsedler med særlige stempler, underskrifter, billeder, vandmærker osv. Den forestilling trives side om side med ideen om penge som en vare, selv om de er logisk inkonsistente.

Fiat lux, lad der blive lys, var Guds proklamation i Skabelsesberetningen, da han skabte verden ud af intet. Tilsvarende kalder vi de penge, som er skabt ud af intet i kraft af statens blotte magt og suverænitet til at udstede dem, for fiat-penge. Det arketypiske billede af fiat-penge er den papirseddel, som en centralbank udsteder. Når centralbanken trykker en 100-kroneseddel, sker det så at sige pr. dekret: Fiat pecunia – lad der blive penge.

Fiat-penges værdi afledes ikke af nogen iboende vareværdi, men snarere af det forhold, at de kan bruges til at betale skatter, bøder, afgifter og andre former for gæld til staten. Centralbanken skaber penge pr. dekret, som derpå geninddrives af skattevæsenet. I den forstand skaber staten det grundlæggende udbud af og den grundlæggende efterspørgsel efter fiat-penge. Det understøtter pengenes cirkulation gennem økonomien. Alle i økonomien accepterer fiat-penge som betaling for varer og tjenester, fordi de i sidste ende selv får brug for dem til at betale deres skatter til regeringen.

Sociologen George Simmel refererer til penge som »et krav på samfundet« og som »en veksel, hvor navnet på skyldneren mangler«. Udtrykt i regnskabslæretermer er værdien af fiat-penge ikke afledt af noget tilsvarende aktiv på centralbankens balanceopgørelse og kan ikke indløses i centralbanken.

Penge som gæld

En tredje opfattelse af penge, som har fået øget opmærksomhed siden finanskrisen 2007-2008, er ideen om penge som en kredit, der stilles af private banker som Jyske Bank eller Nordea. Når bankerne udsteder nye lån, ekspanderer de ikke blot aktivsiden på deres balanceopgørelser, men også deres passiver, i det øjeblik kundens indskyderkonto bliver krediteret med det beløb, der svarer til det ydede lån.

I den moderne økonomi er tal på bankkontoen ikke bare en repræsentation af ejerskabet af andre slags penge som mønter og sedler. De er selv penge. Det betyder, at langt størstedelen af de penge, som i dag findes i cirkulation, er skabt af private banker.

Der kommer altid ’den ny tids filosoffer’, siger professor Hans Jørgen Whitta-Jacobsen : ’Når en udvikling har stået på et stykke tid, kommer nogle og siger, at fra nu af hænger alting fundamentalt anderledes sammen. De får en vis medvind i debatten og et gennemslag på den førte politik og regulering – og de tager altid fejl.’
Læs også

På samme måde som fiat-penge er et passiv for centralbanken, er kreditpenge et passiv for de private banker. Men kreditpenge er en mere konventionel form for passiv. Dens værdi er bakket op af tilsvarende aktiver på den private banks balanceopgørelse. Disse aktiver er på deres side typisk ikke andet end de selvsamme lån, som er udstedt i den proces, hvor kreditpengene skabes.

Det er her, hvor kreditteorien om penge afviger fra den intuitive forståelse hos de mange mennesker, som er tilbøjelige til at tænke sig, at de aktiver, som bakker den private banks indskudspenge op, udgøres af fiat-penge eller endog af aktiver med iboende værdi såsom guld. Udfordringen ved at forstå kreditteorien handler om at begribe det cirkulære princip om, at penge er bankers gæld til pengebrugere, som er bakket op af pengebrugeres gæld til banker.

Penges unaturlige natur

Når vi kombinerer de tre teorier, bliver det muligt at se, hvorfor vores aktuelle krise er kulminationen på privatiseringen af penge. Banker skaber penge, når de udsteder nye lån i økonomien. Dette forklarer også, hvorfor vores stigende mængder af gæld ophobes i vores økonomi.

Før vi begynder at bebrejde bankerne, må vi huske på, at privatiseringen af pengeskabelsen er blevet bemyndiget og faciliteret af staten i form af de finansministerier, som godvilligt har accepteret private bankers kreditpenge som skattebetalinger.

Vi skal også forstå, at selv om de sidste rudimenter af alle sølv- og guldstandarder blev opgivet for over 40 år siden, er vores aktuelle monetære system i stedet baseret på en ’boligstandard’, eftersom langt hovedparten af lånene fra banksektoren nu ydes imod sikkerhed i fast ejendom. Prisen på disse huse afgøres igen ud fra det tempo, hvormed bankerne er rede til at blive ved med at skabe ny penge op imod pengebrugernes gæld.

De forskellige teorier viser os også, hvordan penges natur er alt andet end naturlig. Penge er måske den mest menneskelige af alle menneskelige frembringelser. Derfor er pengesystemer lige så fejlbarlige som mennesker. Til gengæld står det så også menneskene frit for at lave pengesystemet om.

Ole Bjerg er lektor ved CBS.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørgen Wassmann
  • Søren Roepstorff
  • Ivan Breinholt Leth
  • Thomas Kristensen
  • Kurt Nielsen
  • Flemming Berger
  • Thomas Overbye
  • Benno Hansen
  • Torben Arendal
  • Ingrid Uma
  • Lise Lotte Rahbek
  • Eva Schwanenflügel
  • Jens Wolff
  • Espen Bøgh
  • Søren Sommer
  • Torben K L Jensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Saman Khorassani
  • Ervin Lazar
  • Grethe Preisler
  • ulla enevoldsen
  • Oluf Husted
Jørgen Wassmann, Søren Roepstorff, Ivan Breinholt Leth, Thomas Kristensen, Kurt Nielsen, Flemming Berger, Thomas Overbye, Benno Hansen, Torben Arendal, Ingrid Uma, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel, Jens Wolff, Espen Bøgh, Søren Sommer, Torben K L Jensen, Niels Duus Nielsen, Saman Khorassani, Ervin Lazar, Grethe Preisler, ulla enevoldsen og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvad er penge? For at sige det kort: Penge er en religion, og værdierne i samfundet hviler udelukket på trosspørgsmål. Finanskriserne er således ateisternes skyld. Tror jeg nok. Men hvorfor skal jeg have skylden, jeg har jo ikke gjort noget.

Tror politikerne på Christiansborg på at de kan gennemføre reformer som forbyder de fattige, og lykkes det regeringen at nedlægge det offentlige? Hvem tror på at de rige kan købe sig til en ny klode, eller at de smarte får en envejs tur til Mars?

Hvilken religion skal man vælge? Tror man på den evige vækst-religion eller messer man med på fællesskab-religionen, som handler om samfundets sammenhængskraft, loyalitet og beskyttelse af de svage? Er det udelukket ikke at tro på noget? Tror jeg stikker mit hoved ned i sandet igen.

Hvis man vil gøre karriere, holder tier man stille, man kritiserer ikke statsreligionen Mammon - man rejser sig ikke op under andagten og kritiserer penge-religionen, det kunne være at korthuset ramler, og så skal jeg igen betale for finansverdenens kasinoøkonomi i den spekulative sektor.

Når man kan tjene flere penge på at spekulere end ved at investere i produktion og skabe arbejdspladser, vil de rige søge mod spekulation, derfor kan det ikke betale sig at arbejde. Er der nogen som undrer sig over om jeg er vantro?

Lillian Larsen, Anders Barfod, Kurt Nielsen, Eva Schwanenflügel og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Søren Jacobsen

Finanskrisen 2008 skyldes en dereguleret finansverden med grænseløs grådighed. Punktum.

Anders Barfod, kjeld jensen, ulla enevoldsen, Henrik holm hansen, Torben Arendal, Karsten Lundsby og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Søren Jacobsen

Har vi så lært af det? Nej da. Fremtiden synes lige forude, mens fortiden uendelig langt væk.

Anders Barfod, kjeld jensen, Torben Arendal, Karsten Lundsby og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Penge er magt - ligegyldigt hvilken form de antager lige siden Kong Kylie gav en perlemusling for en gris.

Penge søger hen hvor profitten er arbejdsfri. Skattefri optioner i milliardklassen til virksomhedsledere, der ikke engang ejer den virksomhed de malker. Hvis det ikke lykkes, bliv leder i et statsforetagende, hvor lønnen er høj og skatteyderne betaler gildet. Er det ikke muligt er boligmarkedet en mulighed. Her er kravet en risikovillighed. Hvis investeringen foretages på et dårligt tidspunkt, kan det hele mistes. Aktiegevinster bliver beskattet, så her er provenuet nok ikke så højt, med mindre man slår markedet. Det allerbedste er at arve. Her er skatten ganske beskeden. Det svære er jo at blive født ind i den rigtige familie. Men husk det skal kunne betale sig at arbejde. En floskel der vil noget!

Lillian Larsen, Anders Barfod, Torben K L Jensen, kjeld jensen, Jens Falkenberg, Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar
Jon Drejer Tittmann

En anden måde at angribe spørgsmålet "Hvad er penge?" er at definere penge ud fra de funktioner penge har. Disse kan opdeles i tre overordnede kategorier, nemlig:

• Medium of exchange
En praktisk funktion som et mellemled der gør handel med goder langt mindre besværlig.

• Unit of account
En fælles målestok og referenceramme der gør at prishistorik ikke skal huskes mellem køer og korn, mælk og læder, agurker og træflis osv. (som set ved traditionel bytteøkonomi).

• Store of value
Funktionen der gør det attraktivt at akkumulere penge og relevant at måle formuer i penge. Troen på at de i fremtiden vil have en vis købekraft. Til dels en selvopfyldende funktion givet den nytteværdi der er skabt af de to ovenstående funktioner. Den kan dog trues af voldsom inflation og mistillid til banker (nationale og private) der kan påvirke pengemængden.

Grunden til at det kan være så svært at besvare spørgsmålet ”Hvad er penge?”, er at penge kan ses som et paraplybegreb der dækker over vidt forskellige funktioner. En konkretisering af hvilke(n) funktion(er) man i den refererer til, være dermed i den grad kunne afhjælpe forvirringen og give bedre mulighed for en god besvarelse af spørgsmålet.

Eva Schwanenflügel

Tak til Ole Bjerg for denne fine indføring i penges surrealistiske verdensorden.
Som Peter Sterling så rammende skriver, er mammon den religion det virkelig drejer sig om, ve den, som drager den i tvivl!

@ Jon Drejer Tittmann

"Sidder lige i skabet", sådan!

Naturalieøkonomien med at komme hjem med 30 par sko strl. 32 som ingen i familien kan passe, men skal byttes væk for andre behov, som man har brug for, viser værdien af penge som transportabel let omsættelig bytteværdi.

Problemet ligger i den udstedelse af gæld privat fra bankernes side, ud fra den liberale samfundsmodel, om udbud og efterspørgsel som gudelig i samfundet, og finanskrisen udstillede dette til fulde, hvilket jeg tidligere har ytret mig om.

Tilbage i Poul Nyrup regeringen skete den samme raketagtige udvikling i boligpriserne, som vi så tilbage i 00erne under Anders Foghs regering, men mens Poul Nyrup lagde låg på boligboblen dengang - som resten af verden ikke bemærkede, så undlod AFR derimod at gøre noget ved boligboblen i hans regeringstid.

Krisen i 00erne var således både international, men også dansk selvskabt af AFR regeringen, der tillod at boligpriserne tog en himmelflugt, der i hastighed oversteg rumfærgens på vej op i himmelrummet, og som prægede krisen ekstra uheldigt for Danmark.

Hvordan skal vi forholde os til at undgå lignende, - nå ja, regeringen V i dag gør heller intet lige som dengang med AFR, og ser slet ingen boligboble, så yderligere en selvskabt krise kan være nært forestående i Danmark, uanset hvad regeringens så siger ikke vil ske.

Lige nu står vi med en finanslov forberedt af regeringen, som opjusterer væksten til hele 2 % eller deromkring, og lige netop dette procent skøn kunne bruge om kredittens øgning i samfundet kunne være en bremse på den frie liberale udvikling i boligpriserne, hvor de finansielle institutioner selv trykker på udstedelsen af mere privat gæld end samfundet kan bære.

Nogle vil nok stejle ved dette tiltag, men man skal lige huske på, at det i sidste ende er staten der hæfter for pengeudstedelsen - og dermed og gældsudstedelsen i Danmark, ganske som vi så det under finanskrisen, så hvad mærkelig vil der være ved også at sørge for det ikke overstiger hvad staten kan hæfte for, - for det sker for alle skatteborgernes penge, ikke kun boligejerne eller de finansielle institutioner, hvoraf de sidste nævnte spillede hasard samtidig med værdierne ved at geare deres investeringerne i produkttomme investeringer og samtidig havde underdækning på indskudssiden, såvel direkte som indirekte i boligpriserne manglende værdifasthed.

Staten gav stillede dengang sikkerhed for over 2.600 mia. samt bankpakker 5 stk. af 500 mia. til rådighed for den finansielle sektor, og tabte 45 mia. på hele arrangementet, - altså fik den finansielle sektor et overskud på 45 mia. ud af krisen.

Som vi bemærkede kort efterkrisen i 2007-8 så klynkede boligejerne fordi de ikke kunne sælge deres boliger til belåningsprisen, så de kunne købe en større og samtidig være gældfri, men i stedet var boligpriserne faldet så meget, at de ville stå med gammel gæld fra den fraflyttede bolig til en evt. ny bolig, - murstenenes værdi var altså slet ikke en fast værdi, men derimod en meget flydende værdi, og spørgsmålet er vel derfor - hvor meget gæld skal et samfund kunne udstede i ikke værdifaste enheder,

Steen K Petersen, Anders Barfod og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Jens Voldby Crumlin

Ja det er retten til at slå mønt der er nøglen til magten i samfundet. Derfor skal liberaliseringerne af kontrollen med pengeudstedelsen, som blev gennemført med neoliberalismens indtog i 80erne, føres tilbage til staten. Det er dog ikke nok med en centraliseret nationalvaluta. For at fremme sammenhængskraften og den bæredygtige udvikling i lokalsamfundene skal der sideløbende opbygges et netværk af komplementære valutaer. Læs bl.a Bernard Lietaers spændende bog om emnet: fremtidens penge. Hvis vi fortsætter som nu vil verden blive kastet ud i større og større finansielle kollaps. Det nuværende system kan bedst sammenlignes med et pyramidespil og vi er stærkt på vej til den næste finanskrise.

Steen K Petersen, Anders Barfod og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Olav Bo Hessellund

Penge er gæld - og så behøver den sådan set ikke være længere.
Det, der kendetegner de pengeudstedende instanser, banker, kreditforeninger osv. er jo, at de fastholder låntagerne i et økonomisk jerngreb, et afhængihedsforhold, som varer så længe, låntagerne ikke har tilbagebetalt, hvad de skylder.

Lillian Larsen, Kim Houmøller og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

"Udtrykt med begreber fra regnskabslæren tænkes penge i vareteorien som et aktiv uden noget tilhørende passiv. Det betyder, at penges værdi principielt er selvopretholdende. En indehaver af varepenge behøver således ikke at stole på, være afhængig af eller have tillid til andre aktører i økonomien som f.eks. en stat eller en bank."

A'-hvad? Det er ret standard økonomisk teori, at en indehaver af penge tager hensyn til deres forventninger til centralbankens ageren. Det skrev Ed Prescott og Finn Kydland en ret vigtig artikel om for 40 år siden.

Vedrørende Rasmus Larsens kommentar blev jeg også lidt forundret over dette debatindlæg. Jeg er enig i at bankerne skabte finanskrisen, men det var finansielle instrumenter som CDO (colletarelized debt obligations), uansvarlige rating bureauer og væddemål som eksempelvis CDS (credit default swaps) som skabte de største problemer i USA. Danmark blev ramt af en for lav soliditet i bankerne, for aggresive udlån til bl.a. boligspekulanter og det forhold at hele interbank systemet var præget af mistillid og frøs sammen.

Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, Espen Bøgh og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Christoffer Pedersen

...Og krisen blev givetvis værre og mere langtrukken end nødvendigt på grund af mediernes og mørkemændenes indoktrinering om det hele gid ad helleved til, at huspriser ville falde etc så det stod bøjet i neon man i hvert tilfælde ikke skulle købe noget som helst der var større end en timeløn kunne betale det...

Jørgen Wentzlau

Jørgen wentzlau
udkants-dk

Man skal kende fortiden for at forstå nutiden

Penges værdi og troen herpå, bygger på troen af værdien af fast ejendom, mursten. Denne tro er altafgørende for et samfund, hvor penge skabes ud fra gæld - lån, med sikkerhed i fast ejendom.
Denne tro, antagelse er ændret ved, at politikerne i 1989 ændrede lovgivningen så det blev u-muligt at drive Kreditforening, men muliggjorde Kreditinstitutter. Disse få aktie-ejede institutter, besluttede i få direktions kontorer, nærmest fra den ene dag til den anden, ikke at yde lån uden for få vækstcentre, postnumre. Det skæve Danmark er/var hermed menneske-skabt. I ud-kants danmark falder huspriserne - i vækstområderne stiger huspriserne, båret på vej af Finansiel-stabilitet, et stats organ der opstiller betingelser for Kredit-institutternes gøren og laden.
Denne skæv vriden bliver større af, at de samme Kredit-institutter kan hæve bidrag-satserne efter forgodt befindende, med henvisning til en større risiko, de selv har skabt.
Ikke nok med det, men ved efterårets skatte- boligforlig er der lagt op til at dem, hvor huspriserne stiger er steget mest, skal have hjælp økonomisk kompensation. Kamufleret ved, at dem i udkants-DK også får erstatning for overvurdering, de har betalt for meget i ejendomsskatter. I glædesrus lægger de nok ikke mærke til at dem, som i forvejen har fået skattefri gevinster, får endnu mere!
Havde der været retfærdighed til, var det dem som har mistet millioner der blev kompenseret herfor.
Men nej, jeg skal stadig tilbagebetale den million, ud af en folkepension, jeg skylder. Oven i, betaler jeg brandforsikring af ”værdier” som er nul værd, og indtil nu fuld ejendomsskat. Har opgivet at vedligeholde pantet og mine tænder, grundet økonomien.
Vi har det mest veluddannede folketing, kan de huske, hvor mange banker der gik ned i 90erne og efter sidste finanskrise, nej vel. De har været på studie-ophold i usa, og lært: at alt skal konkurrence udsættes for effektivitetens skyld, intet forenings-demokrati er effektivt.
Dem der siger, det var bedre i gamle dage LYVER. Sagt i statsministerens nytårstale.
Kender man ikke fortiden forstår man ikke nutiden.
I gamle dage var der flere låneprioriter i et hus, bla sælgerpantebreve, det var med til at sprede risikoen. I dag er der kun een der betemmer skæbnen for et hus, Instittutet -- et aktieselskab en BANK. I gamle dage var det en forening, en forening af låntagere, og guldstandarden var herskende. Pengemængden er ikke ligegyldig, og hvem der ”skaber” dem.
Nogen har gjort vores akademikere, og dermed journalister og politikere historieløse?!

Birger Bartholomæussen

Når selv Venstre har erkendt, at det er billigere, at staten udlåner penge til den almene boligsektor, end at staten garanterer for lånene fra private kreditforeninger, så er det på tide, at vi får en statslig spare- og lånekasse. Ikke en bank, men netop en spare- og lånekasse, der ikke må låne mere ud, end der er dækning for I de opsparede midler. Jeg er sikker på, at alle småsparere vil flokkes om den. Så kan de private banker også bedre få tid til at koncentrere sig om udlån til tvivlsomme byggeprojekter. Så kære rød blok: Næste gang I får regeringsmagten må første punkt være, at staten tager kontrollen med pengemængden tilbage. Ikke flere luftige "kreditpenge"

Olav Bo Hessellund, Eva Schwanenflügel, Anders Barfod og Egon Stich anbefalede denne kommentar
Christoffer Pedersen

Birger Bartholomæussen
Det at indlån og udlån skulle være lige store for der skulle være "dækning" kan jo kun betyde, at der ville være risiko for de indestående penge? Ellers giver det ingen mening. Som det er i dag er indeståender garanteret op til 850.000 så indlånskunderne er sikre på deres penge ikke forsvinder.
Men Mekur Andelskasse er et godt alternativ til de kunder som du tror ville søge over i en statsbank.

Johnny Winther Ronnenberg

Man kunne jo sætte en lovmæssig grænse for hvor stort forholdet mellem indlån og udlån måtte være på måske 25%. Ja det vil gøre det umanerligt svært at få et lån specielt for iværksættere, men lønmodtager ville være bedre beskyttet på den måde og de pensionsopsparinger der er i bankerne ville være beskyttet langt bedre end de er nu.

Johnny Winther Ronnenberg:
Der er en række krav til bankers finansiering. Der er f.eks. to kapitalkrav til, hvor høj gearing bankerne må have (dvs. hvor mange aktiver/udlån de må have ift. tabsbærende passiver). Kapitalkravene er modcykliske således, at de bliver strammere i opgangstider, hvilket tvinger banker til at nedjustere deres gearing. I Danmark er det dog Erhvervs- og Vækstministeriet, som justerer den modcykliske del af kapitalkravet modsat de fleste andre lande, hvor ansvaret er placeret hos en mere uafhængig myndighed som f.eks. et finanstilsyn eller centralbanken.

Derudover er der likviditetskrav, som stiller krav til, at banker skal have en given mængde højlikvide aktiver (letomsættelige værdipapirer som f.eks. statsobligationer) ift. deres forventede pengestrøm ud af banken. Det har til hensigt at sikre, at en bank har penge på kistebundet, hvis pengestrømmene ind i banken pludselig svigter.

Så selv om man ikke har et decideret krav til forholdet mellem almindelige indlån og udlån -- hvilket også er en lidt forældet tilgang til bankregulering, da bankers finansieringskilder efterhånden er blevet mere komplekse end fru Jensen almindelige indlånskonti -- eksisterer der en række krav, som begrænser bankers långivning og dermed også problematikken Ole Bjerg advarer imod. Man kan selvfølgelig diskutere om kravene er stramme nok, men det er en oversimplificering, når nogle taler om, at banker bare kan skabe penge ud af den blå luft, når de udsteder nye lån. Der er nemlig regulering -- som i øvrigt er blevet strammet efter finanskrisen -- der begrænser hvor mange lån banker kan udstede.

Christoffer Pedersen

jørgen wentzlau
Jeg kender ikke lovgivningen på området i detaljer. Men du rører jo ved nogle helt logiske ting når du peger på forholdene omkring belåning af huse. Jeg har dog fattet så meget, at det er en tommelfingerregel man max må skylde 4 x årsindtægten. Og så er det lige meget om der er eksempelvis værdi i fast ejendom som sikkerhed. Der ud over er der en masse andre mere eller mindre relevante ting der skal indgå i kreditvurderingen, bl.a jobsikkerhed og alder.
I de "gamle dage" du omtaler var praksis: Hvis man kunne lægge udbetalingen var 80% realkredit en formsag. Pantebrevet omtrent ligeså. Var der flere tvangsauktioner? Måske, jeg ved det ikke. Men jeg ved at det var muligt også for mennesker med mere beskedne indkomster at anskaffe egen bolig. Og jeg ved også at bidragssatserne altid har kunnet betale de tab realkreditforeningerne har haft på tvangsauktioner.
Det er lidt som om det ikke er gået op for EU og hvem der ellers fastsætter kravene, at det ikke var Hr og Fru Jensen i parcelhuset der var skyld i finanskrisen. Det var heller ikke Hr og Fru Jensen der opførte sig uansvarligt selv om de havde købt et parcelhus som de ikke ville få lov til i dag. Men som de sikkert stadig bor i og er glade for det ikke er i dag de skal finde ejerbolig......

Johnny Winther Ronnenberg:
Jeg kan ikke rigtig se, hvordan jeg snakker udenom. Hele idéen med kapitalkrav -- udover at begrænse bankers risiko -- er at sikre, at der er tilstrækkeligt med aktionærer, som kan tage tabene i tilfælde af, at en bank går konkurs. Du efterspurgte lovgivning, som beskytter bankens kunder, og det eksisterer allerede men i anden udformning end hvad du foreslår.

Derudover er der en bankfinansieret indskydergarantifond, som dækker almindelige kunders indskud på op til 100.000 euro per indskyder. Det forhindrer, at almindelige lønmodtagere mister deres indskud, hvis deres bank går konkurs.