Kommentar

Først når vi låner kroppen til fællesskabet, bliver den fri

I vores individualistiske og kropsdisciplinerende samfund er der brug for, at vi prioriterer fysiske og fællesskabsorienterede aktiviteter i vores hverdag. Det kan få flere til at opleve, at deres krop er okay at være sammen med. At den ikke er et individuelt fængsel
29. september 2017

Når en gruppe tager på friluftstur, bliver kroppen et fælles projekt. Det erfarede jeg, da jeg begyndte på en uddannelse som friluftsvejleder. Alle skal med, og alle skal frem. Gruppen bliver i den forstand lastet med kroppe, som bæres frem af et stærkt fællesskab.

Det er faktisk præcis den modsatte følelse, jeg får, når jeg går i fitnesscenter, hvor mange moderne mennesker typisk søger hen for at røre sig. I et fitnesscenter står jeg helt alene med min krop. Det skaber ingen fælles værdi, når jeg presser den, selv om der paradoksalt nok er masser af mennesker rundt omkring mig.

På en friluftstur indgår min krop i en gruppe, som er dybt afhængig af, at jeg bruger min krop, og får den til at følge med. Denne forventning har givet mig en oplevelse af frihed.

Min krop skal følge med, fordi der er et fællesskab, der behøver min krop til et højere socialt formål. Alle kroppe har forskellige forudsætninger og muligheder, og når vi er på tur sammen, så finder vi fælles løsninger, så alle får den bedste tur. Når vi dyrker aktiviteter, hvor fællesskabet er i centrum, bliver processen ligeså vigtig som selve resultatet.

Når kroppen er fælles

På mit studie sagde vi altid, at »gruppen er hellig«. Det vil sige, at du ikke efterlader din kammerat på fjeldet, og at du skal bidrage til gruppens ve og vel. Men hvis gruppen er hellig, så er kroppen i en vis forstand heller ikke din egen. At overlade min fysiske krop til en gruppekontekst har jeg oplevet som ekstremt befriende. Min krop har kunnet langt mere, end jeg havde forventninger og forhåbninger om – måske fordi jeg ikke var alene med den.

Hvordan kan det være, at jeg har oplevet en befrielse ved at overgive min krop til en gruppe, har jeg spurgt mig selv? Inden mit år på friluftsvejlederstudiet studerede jeg sociologi, og der stiftede jeg bekendtskab med filosoffen G.W.F. Hegel.

Hegel beskriver, at mennesket har opnået social frihed, når det kan ’være-ved-sig-selv-i-den-anden’. For Hegel er den sociale frihed den allerhøjeste frihed, vi som mennesker kan opnå, fordi man gennem denne frihed kan føle sig tilpas og accepteret i fællesskabet.

De første mange gange jeg læste det citat, tænkte jeg, at der var tale om en åndelig frihed, hvor ideer, tanker og ens væsen bliver accepteret og set af fællesskabet. Men efter mit år som friluftsvejlederstuderende tænker jeg, at denne frihedsforståelse også dækker over oplevelsen af, at vores kroppe bliver accepteret og anerkendt i det sociale rum og fællesskab.

Fri i det fælles

Jeg har egentlig altid været glad for min krop, men samfundets overdrevne fokus på den enkeltes krop har alligevel fået taget i mig. Det forstår jeg, når min kanomakker og jeg fanger den rette kadence og frit stryger gennem elven. Her er fokus på fællesskab og samarbejde, og min egen individuelle kropsforståelse er lagt på hylden for en stund.

Alt for mange lider i deres kroppe, og kroppen er blevet et fængsel, der altid er under kritik fra forbrugersamfundets modeidealer og reklamer. Skønhedsidealernes normer, som vi indoptager, sniger sig ind i vores sind og gør, at vi dagligt kan udøve kritik af vores egen og andres kroppe. Kroppen anno 2017 er under konstant bedømmelse og kategorisering og må hele tiden presses til at passe ind i snævre kropsidealer.

Hegels frihedsforståelse kan i en moderne kontekst forstås som vigtigheden af, at vores kroppe skal accepteres i fællesskabet, for at vi kan opnå social frihed. Som samfund må vi kunne flytte os væk fra et snævert fokus på, hvordan vores kroppe ser ud, til i stedet at se kroppen som et fysisk fundament for store sociale oplevelser og glæder.

Når vi tager på tur sammen, bygger et tag for en ven eller spiller på det lokale foreningshold, så dyrker vi et fællesskab, der kan vokse og trives. Det, der umiddelbart virker som en udelukkende fysisk aktivitet, kan også ses som en base, der giver et håb for at forme en fremtid af stærke fællesskaber.

Måske er der brug for, at vi i dette individualistiske samfund prioriterer fysiske fællesskabsorienterede aktiviteter i vores hverdag, så lidt flere mennesker måske ville føle, at deres krop er okay at være sammen med og ikke er et individuelt fængsel.

Der ligger et kæmpe potentiale i at se kroppen som noget, der kan bidrage til at rykke mennesker sammen i stedet for et hylster, der flytter os væk fra hinanden.

At overgive min krop til et fællesskab er paradoksalt nok det, jeg har oplevet som en udvidelse af min egen personlige frihed, fordi min krop har haft en berettigelse i fællesskabet, som rakte udover taljemål og tonede muskler.

Ida Nielsen Langendorf er sociologistuderende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Nikolai Beier
  • Randi Christiansen
Nikolai Beier og Randi Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Randi Christiansen

Fin vinkel på det fællesskab og samarbejde vi som samfund er nødt til at finde med hinanden, hvis det hele ikke skal gå op i krudt og kugler og forureningens kvælningsdød.

Det er godt at få jordforbindelse. At være i kroppen uden kun at være kroppen er altid tricket. Friluftsfornøjelser sammen med andre er et godt rum at opdyrke samarbejds-og fællesskabsevnen. Men klart marie, det er frivilligt, sålænge frivilligheden ikke saboterer den fælles forpligtelse. Som er 'at give plads til alle, der gir plads til alle' - og så kan man jo tænke over, hvad det vil sige.

Friheds og fællesskabsbegrebet er meget relevant at studere i disse tider, hvor een blandt mange logiske konsekvenser af det frådende misbrugs - og konkurrencesamfund er tabet af sociale kompetencer.