Læserbrev

Folk og folkevalgte skal tættere på hinanden

28. september 2017

I de seneste år har vi i Aarhus Kommune – på initiativ fra SF – lagt en del af kommunens budget ud i civilsamfundet, som prioriterer, hvad pengene skal bruges på. Det hedder deltagerbudget, og det fremmer folkeligt engagement.

Det er ikke uvæsentligt i en tid, hvor mange ikke føler sig set og hørt. De seneste års protestvalg i den vestlige verden er en bekymrende strømning, og det er ikke et fornuftigt modtræk, når en distanceret elite skruer op for bedrevidende argumenter. Løsningen er reel, politisk vilje til et tæt samarbejde med civilsamfundet.

Med deltagerbudgetter mindsker vi afstanden mellem folk og folkevalgte. Vi giver aarhusianerne medbestemmelse og medansvar for, hvordan nogle af velfærdspengene skal prioriteres. Det skærper forståelsen for det politiske og kommunale system.

Desuden er det sund fornuft, fordi udviklingen af nye velfærdstilbud ikke kun er en opgave for fagfolk i kommunen. Det er ofte blandt græsrødder og ildsjæle, at de utraditionelle løsninger opstår.

Sommetider skal kommunen hjælpe til, før initiativerne kan folde sig ud, og derfor er det vigtigt med et godt samspil mellem civile kræfter og kommunen. Men civilsamfundet er en stærk kraft i sig selv. Det skal vi anerkende og bruge bedst muligt.

Både borgere og medarbejdere vender tommelfingrene opad i en dugfrisk evaluering af Aarhus Kommunes arbejde med deltagerbudgetter. De er en vej til bedre samarbejde, innovative løsninger og et stærkere demokrati, fordi beslutningerne bredes ud. Derfor håber vi i SF, at flere kommuner vil lade sig inspirere af vores gode erfaringer og tage redskabet til sig.

Det samme gælder i forhold til borgerbudgetter, som er et lignende redskab. Her er det imidlertid den enkelte, der prioriterer penge til sin egen indsats. For eksempel får langtidsledige råderet over nogle af de penge, som jobcentret har afsat til den individuelle jobindsats.

Så er det op til den enkelte at vurdere – i samråd med sin jobkonsulent – om pengene skal gå til et kursus, kørekort eller noget helt tredje. Det er borgeren selv, der bedst ved, hvad der er brug for.

Og vi kan se, at det virker. Det giver selvtillid og energi, når man får frihed til at tage hånd om sin situation og kan bestemme, hvad der skal ske.

Vi skal tage det alvorligt, når målinger viser mistillid til det offentlige og politiske system. Når uligheden stiger, og samfundets sammenhængskraft svækkes. Svaret er et styrket medborgerskab, og her er deltager- og borgerbudgetter en vej at gå.

Thomas Medom (SF), social- og beskæftigelsesrådmand og politisk leder for SF-Aarhus

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu