Læserbrev

Folk med handicap overses

Debat
11. september 2017

Kan det være rigtigt, at man som handicappet borger i Danmark hver dag skal kæmpe for at få et liv med samme muligheder som andre danskere, der ikke har et handicap?

Dansk Blindesamfund måtte for nylig betale et lobbyfirma 100.000 for at nå til de danske politikere. Er det rimeligt, at man skal have så stort et beløb på bordet, for at politikerne overhovedet lægger mærke til de blinde i Danmark?

Er det rimeligt, at en ung pige midt i 20’erne bliver afvist på et diskotek, fordi hun har rollator og får at vide, at hun ikke kan komme ind, fordi den fylder for meget. Fem minutter efter kan hun stå på sidelinjen, blot for at se dørmanden lukke flere og flere ind. Når hun er derhjemme til forfest med vennerne, kan hun føle sig som enhver anden ung pige, men så snart hun træder ud i samfundet, kan hun mærke, hun er anderledes – er det rimeligt?

Hvorfor er det nødvendigt, at Ungdomskredsen i Dansk Handicap Forbund skal sætte fokus på diskrimination, tilgængelighed og synlighed og lave debatarrangement, der sætter fokus på disse nøgleord?

Det er desværre nødvendigt, for ellers bliver borgere med handicap ikke hørt, og de glemmes og gemmes væk i dagens Danmark. På trods af at vi lever i 2017, skal borgere med handicap hver dag kæmpe en kamp for et liv med lige vilkår. Er det rimeligt i en velfærdsstat som Danmark? Kan den kamp, mange unge med handicap kæmper hver eneste dag, overhovedet nytte noget?

Jeg tror og håber på, at det hjælper, og at alle partierne i Folketinget får øjnene op for, at de handicappede i Danmark, unge som gamle, også ønsker at bidrage til det samfund, som vi alle sammen lever i.

Bjørn Riber, Dansk Handicap Forbund

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

De fleste danskere er vel tilhængere af gode ordninger på mange områder for mennesker med handicap. Men de fleste har nok osse en tiltro til, at det ordner 'det offentlige'. Og det har det offentlige gjort i mange år. I velfærdsdanmark. Ikke som i USA fx, hvor det er 'hattedamer', som man lidt foragteligt siger, der må tage sig af disse mennesker.
Men velfærdsdanmark er under hastig afvikling - og man kan spørge, om Danmark er ved at få ringere forhold end USA, der trods alt har en række private organisationer, der gør noget på handicapområdet. Og vi mangler at få udviklet disse organisationer. De borgerlige partier vil hjælpe dem, der virkelig har behov. Men gør de det? Er det bare en del af argumentationen for at fjerne støtte til dem, der ikke har så svære behov? Ja, gu er det så. Varm luft og hensigtserklæringer uden reel opfølgning.
Man kan i den forbindelse læse Danske Handicaporganisationers (DHs) kommentarer til regeringens 2018 finanslovsforslag:
http://www.handicap.dk/nyheder/nyhedsarkiv/finansloven-2018-set-med-en-h...

DH skriver bla. ....."Regeringens udspil rummer meget lidt, der direkte er til gavn for mennesker med handicap. DH havde gerne set, at væksten i de offentlige serviceudgifter var sat højere end 0,5 %, og at der var sat midler af til at forbedre velfærden for mennesker med handicap. Det sociale område prioriteres ikke, og der er næsten ingen initiativer, der specifikt forbedrer vilkårene for mennesker med handicap. Regeringen anvender en væsentlig del af råderummet til bl.a. skattelettelser. En del af råderummet stammer fra reformer, der i forvejen har ramt mange mennesker med handicap. Selv om personer på overførselsindkomst har været med til at finansiere skattelettelserne, får de ikke del i dem."
Læs alle kommentarerne. Det er barske ord fra dem, der har mest kendskab til handicapområdet. Det er tydeligt, at i Danmark har vi efterhånden stærkt brug for at udvikle de private handicaporganisationer mere, så vi kan komme på højde med de amerikanske tilstande, som mange så gerne vil have...

Christoffer Pedersen

I hverdagen ser jeg MANGE tiltag der er lavet for at lette dagen for handicappede. Eksempler er signaler for blinde, specielle riller i gågader så blinde kan mærke dem. Køreramper og elevatorer for kørestolsbrugere. Invalideparkeringspladser i massevis. Flextrafikbiler med lift ser jeg mange af. Måske overser jeg noget, men i de offentlige rum synes jeg godt vi kan være handicapvenligheden bekendt.
Spørgsmålet om det er rimeligt en handicappet pige i 20´verne ikke kan føle sig som en helt almindelige pige og deltage i de samme ting. Svaret må være at det er synd for ALLE der har nedsatte muligheder.
Utrolig dårlig konduite de ikke lukkede pigen ind på diskoteket.
Men det kan jo helt enkelt ikke lade sig gøre at lave fysiske ændringer og tilpasninger så alle handicappede kan deltage i alt og komme frem alle vegne.