Læserbrev

Forsøgsordning handler ikke om godkendelse af cannabis som lægemiddel

Debat
19. september 2017

Tager man Informations leder den 13. september »Ubekvem konsensus« for pålydende, går vi med syvmileskridt en ny mørk middelalder i møde, hvor lægevidenskabens krav om evidens trædes under fode af vælgerleflende politikere: »Det, vi i mange år har kaldt pot, fed, tjums eller Peter Belli-tobak er ved at blive accepteret som medicinsk cannabis,« lyder det.

Mere præcist skyldes miseren, ifølge lederen, at et flertal i Folketinget – trods lægers advarsel – er enige om en forsøgsordning, hvor læger i fire år kan udskrive cannabisprodukter til nogle få patienter, som ikke har opnået lindring af deres symptomer med konventionelle lægemidler.

Men hvad er alternativet til forsøgsordningen? Det er naivt at tro, at det er et spørgsmål om tålmodighed, før cannabisplanten bliver afprøvet i lighed med traditionelle lægemidler.

Hvad er sandsynligheden for, at medicinalindustrien giver sig til at bedrive dobbeltblindede kliniske forsøg på cannabisplanten velvidende, at den omkostningstunge procedure vil være rent spild, når det gælder bundlinjen? For det er ikke muligt at få patent på et stykke uspoleret natur som cannabisplanten.

Hvad så med den uafhængige forskning? Universiteterne har indtil videre ikke vist interesse, siden politikerne for nogle år siden frigav midler til forskning i blandt andet cannabis i forbindelse med en satspuljeaftale.

Tilbage er staten, og det er den, der nu træder til med en forsøgsordning, hvor målet blandt andet er at blive klogere på cannabis til medicinsk brug. Det er en misforståelse at tro, at forsøgsordningen medfører en godkendelse af cannabis som lægemiddel. Det er end ikke formålet.

Formålet er at hjælpe patienter, der har afprøvet de eksisterende lægemidler, og som står tilbage med valget mellem invaliderende og livsforringende symptomer eller at kriminalisere sig på det sorte cannabismarked for at få et udholdeligt liv.

Det er et både ædrueligt og ædelt formål. Hidtil har lægen kun kunnet vende det døve øre til og lægge ansigtet i medlidende folder. Fra den 1. januar 2018 får lægen en mulighed mere for at hjælpe alvorligt syge patienter. Det er ikke et skridt tilbage, men et stort skridt fremad.

Klaus Høm er direktør i Scleroseforeningen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben K L Jensen

Hørt!

Eva Schwanenflügel, Kim Strøh og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
John Christensen

Enig.
Der kan ikke, og skal ikke kunne, tages patent på naturen.
Fair, at de mest trængende får mulighed for at slippe ud af kriminalitet - først, men....

Det kunne være rart, om samfundet fik noget mere viden om Cannabis, og.........
Lad os så, få planten ud af forbudspolitikkens sådan helt generelt.
De kriminaliserede tælles i hundredetusinder - hvilket er helt absurd!

Eva Schwanenflügel, Johnny Winther Ronnenberg og Trond Meiring anbefalede denne kommentar