Kronik

Fravælger middelklassen det offentlige, er det enden på velfærdstaten

Velfærdsstaten er både skabt og opretholdt af middelklassen – ikke af de fattige. Og hvis man år efter år beskærer de offentlige tilbud med to procent mod til gengæld at love skattelettelser, vil man langsomt forringe den offentlige service og presse middelklassen over i de private ordninger. Sker det, er velfærdsstaten en saga blot
Det er tid til at vælge, hvilken velfærdsstat danskerne ønsker. Fortsætter de årlige nedskæringer på de skattefinansierede velfærdsydelser som hidtil, forsvinder den kollektive velfærd i takt med, at middelklassen bruger deres skattelettelser til at stemme med fødderne, skriver dagens kronikør.

Det er tid til at vælge, hvilken velfærdsstat danskerne ønsker. Fortsætter de årlige nedskæringer på de skattefinansierede velfærdsydelser som hidtil, forsvinder den kollektive velfærd i takt med, at middelklassen bruger deres skattelettelser til at stemme med fødderne, skriver dagens kronikør.

Debat
13. september 2017

Det er en udbredt misforståelse, at velfærdsstaten er opstået på baggrund af en solidaritet med de dårligst stillede. Allerede fra sin fødsel har dens primære formål været at skabe en fælles forsikring for middelklassen og så kunne de lavtlønnede følge med som gratister. Forstår vi ikke det, forstår vi heller ikke muligheden for, at velfærdsstaten vil blive afviklet.

I de første årtier efter grundlovens vedtagelse i 1849 opstod kimen til det danske velfærdssystem, ved at middelklassen begyndte at etablere sygekasser og senere arbejdsløshedsforsikringer. Lavssystemets endelige ophævelse i 1857 fjernede definitivt de selvstændige håndværkere og handlendes sikkerhedsnet, og den betydning det også havde haft for deres ansatte.

Liberaliseringen betød usikkerhed og manglende socialt sikkerhedsnet i tilfælde af arbejdsløshed og sygdom. I den industri, der var i hastig udvikling, var der ingen sikring af de ansatte.

Med de første fagforeningers fremkomst omkring 1870 var grunden lagt til, at disse overtog opgaver fra det tidligere lavsvæsen i form af sygekasser, som det enkelte medlem kunne melde sig ind i. Herudover kom arbejdsløshedskasser og strejkekasser. Funktionærer inden for såvel det private som offentlige område begyndte så småt at opfatte sig som lønarbejdere og dannede faglige organisationer.

De private og kollektive forsikringer opstod i høj grad i den bedre stillede middelklasse, det vil sige for funktionærer, faglærte og selvstændige, der primært fik deres indtægt, fordi de havde en specialviden, uddannelse og erfaring. Det var denne viden og erfaring, der sikrede deres position på arbejdsmarkedet, og det var den, de kunne omsætte til relativt høje indtægter, fordi de var uundværlige.

De ufaglærte industriarbejdere havde ikke denne fordel. De kunne altid erstattes af andre, og deres løn og arbejdsforhold var tilsvarende elendige. Og hvad værre var: Deres samlede løn kunne ikke både dække de daglige udgifter og udgifter til sygesikring, pension, ulykkesforsikring, arbejdsløshed og alderdom. Det kan den heller ikke i dag.

Staten tager over

Løsningen på de lavtlønnedes problemer kom med velfærdsstatens etablering mellem 1890 og 1910. Der var tale om en række nationale kompromis mellem stærke aktører. Arbejdsgivernes problem var, at middelklassen kunne bruge deres private kollektive forsikringer efter forgodtbefindende. Der var ingen skarp adskillelse mellem arbejdsløshedskasser og strejkekasser.

Sygekasserne kunne lave deres egne regler for, hvornår det var legitimt at sygemelde sig. Det nationale kompromis blev således i perioden 1890 til 1910, at staten overtog en hel del af forsikringsforpligtelserne, men også kontrollen med det, som for arbejdsgiverne var et misbrug af dem. Der var tilsyneladende tale om en win-win-situation for alle parter. For de lavestlønnede ufaglærte arbejdere var det helt afgørende, at de blev inkluderet i ordninger, de samlet set ikke ville være i stand til at betale.

Middelklassen sikrede sig en samlet pakkeløsning, som alle borgere betalte til, og som fjernede problemet med hele tiden at skulle rekruttere medlemmer. De behøvede heller ikke at bekymre sig om fremtiden for deres børn, deres ældre og nære pårørende. Samtidig havde de sikret sig mod den sociale uro og kriminalitet, som trives godt i miljøer præget af arbejdsløshed, fattigdom og hjemløshed.

Betalt med individualitet

Det, middelklassen betalte med, var deres individuelle og kollektive frihed til at vælge de forsikringsløsninger, de individuelt fandt bedst og kollektivt kunne bestemme indholdet af. Hver enkelt borger havde fået en pakkeløsning, der gav adgang til uddannelse, alderdomsforsørgelse, sygeforsikring, arbejdsløshedsforsikring og kulturtilbud.

Dog var der en mindre grad af ’tilvalgsordning’: Man kunne for et mindre tillægsbeløb betale til en privatskole, en bedre sygeforsikring, pensionsordning og ulykkesforsikring. Middelklassen bevarede således noget af sin privilegerede stilling, når det gjaldt sygdom, ulykker og alderdom.

I USA valgte man det private forsikringssystem frem for de kollektive skattefinansierede løsninger, hvilket giver et godt grundlag for sammenligning af systemerne. Når en almindelig middelklassefamilie i USA har betalt sine forsikringer, sparet op til børnenes uddannelse og egen alderdom samt betalt for diverse kulturtilbud, har de betalt stort set det samme, som en dansk middelklassefamilie betaler over skatterne.

Til gengæld har de en konstant trussel hængende over hovedet. Vi har kolleger derovre, som i perioder må betale deres voksne børns sygeforsikringer, og de langvarige livstruende sygdomme kan vælte hele økonomien. Det kan være vanskeligt at gennemskue fremtidens risici og forsikringspolicens mange begrænsninger og undtagelser. I Danmark skal vores politikere stå på mål for det, vi får. Vi behøver ikke at sagsøge private forsikringsselskaber, hvis hospitalets service og behandling er for ringe. Vi skriver bare til Ekstra Bladet.

Udsultning

Ideen om, at velfærdssamfundets fundament er solidaritet med de svage, og at velfærdsydelser primært skal sigte på samfundets nederste gruppe, er dels urealistisk, dels farlig for velfærdssamfundets beståen, hvis den fører til en forringelse af den offentlige service, som kommer middelklassen til gode.

Det gælder kulturtilbud, uddannelsestilbud, uddannelsesstøtte og forsikringsordninger. Hvis middelklassen er utilfreds med velfærdsniveauet, kan den vælge private løsninger kombineret med skattelettelser og vil samtidig få større indflydelse på betingelserne for at modtage disse ydelser.

Det var det, Ronald Reagan indså, da han som USA’s præsident talte om at udsulte det uhyre, som han anså det offentlige velfærdssystem for at være. Og det er denne strategi, der stort set er fulgt, siden Fogh-regeringen trådte til.

Hvis man år efter år beskærer de offentlige tilbud med to procent mod til gengæld at love skattelettelser, så vil man langsomt forringe den offentlige service og presse middelklassen over i de private ordninger. Flere vil fravælge folkeskolen. Flere vil vælge private sygeforsikringer og ulykkesforsikringer, hvor man kan komme uden om ventelisterne og få et bedre tilbud på private klinikker og hospitaler.

Yngre lønmodtagere vil betale til forsikringer, der giver dem en bedre dækning i forbindelse med arbejdsløshed. Samtidig vil de offentligt ansatte gå ned med stress og søge over i det private.

Middelklassen udgør i dag en stadig større del af befolkningen, fordi det ufaglærte industriarbejde er flyttet til Indien og Kina. Skal den vælge den individuelle model med skattelettelser og private uddannelser, universiteter og private forsikringer (eventuelt organiseret i foreninger), eller skal den vælge den offentlige løsning, hvor de valgte politikere har ansvaret for kvaliteten?

Det første vil give frihed til selv at vælge og til at agere mere globalt i forhold til uddannelser og forsikringer overalt i verden, mens den sidste vil sikre en smukkere og roligere ’hjemstavn’. Den første vil betyde, at man kan blive mere ligeglad med de indimellem mærkelige beslutninger, politikerne tager, mens den sidste løsning gør, at man ikke pludselig skal tage stilling til venner og bekendte, der kommer i nød.

Hvis danskerne som helhed skal have mulighed for at vælge mellem de to modeller, er det nu, de skal gøre det. Fortsætter de årlige nedskæringer på de skattefinansierede velfærdsydelser som hidtil, forsvinder den kollektive velfærd i takt med, at middelklassen bruger deres skattelettelser til at stemme med fødderne.

Kjeld Høgsbro er professor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Der er bestemt arbejde, der skal gøres i det offentlige - f.eks. vil det være oplagt at gøre en ordentlig indsats for at hjælpe familier, hvis børn er truet af at blive anbragt udenfor hjemmet, her kunne man bruge mange af de penge, der spildes på jobcentrene, og i stedet for at bryde folk ned, bygget op.

Carsten Munk, Jens Winther, Mikkel Kristensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

@Gliese, korrekt, der er så mange væsentlige opgaver, som det offentlige ikke løser ordentligt. Opgaver, som logisk kun kan løses af det offentlige.

Så meget mere uacceptabelt er det, at der spildes tid og kræfter på tåbeligheder.

jens peter hansen

Københavns Kommune der har et stort rødt flertal behandler kontanthjælpsmodtagere dårligst.
I samme kommune sender over 25 % deres unger i private skoler. På Nørrebro, det rødeste område i DK, sender 75 % af de pæredanske deres børn i privatskole eller i skoler uden for distriktet. Der er ingen partier der ønsker at privatskoler skal være selvbetalte. Heller ikke EL, formodentig fordi mange af deres egne pus netop går på privatskoler. Dette er en naturlig konsekvens af kærligheden til det multikulturelle: hver gruppe må lave, hvad den vil og sammenhørigheden skal ikke være ensretning, uha nej. Om føje år bliver skolerne nok selvejende og så kan det de forskellige grupper passe sig selv. Der er ingen af de nuværende partier der går ind for en offentlig skole som er obligatorisk for alle. Dertil er der alt for mange friskoleskolefolk i de venstresnoede partier. På denne snedige måde kan man både snøfte over de stakkels indvandres børn og holde børnene væk fra de slemme legekammerater. Det er dette hykleri der bl.a. er skyld i den polarisering der er i samfundet. Forældre i Gentofte og Rudersdal behøver ikke at sende ungerne i privaten, der er de søde børn i stort overtal.

Mikkel Kristensen

Jeg kan ikke den gyldne formel hvordan og hvorledes kontanthjælpsmodtagere skal behandles eller ikke - der er snydere og snyltere overalt men vi behøver ikke straffe 1000 for at ramme en... og det er desværre blevet reglen mere end undtagelsen // beklager nu bliver det langt... de første sosoer havde ingen skemaer de havde nogle besøg... pludselig findes en død og har ligget i 14dage og giver stor ståhai.. så indføres nøgle tasker som hænger indenfor - for så er vi da sikre på sosoerne går ind - igen findes en død, så indføres vitationer hvor der skal tales med den gamle - igen en død / så opfindes skemaer således samtalen kan resumeres... mig bekendt finder vi stadig ældre i tissebleer og lever på lanten hver eneste dag - hvad er næste træk... og hvor skal vi sparer?

Sider