Kommentar

Fremtiden forsvinder, hvis vi bliver ved med at sige ’mig først’

Oversvømmelserne i USA er en direkte påmindelse om, hvad der sker, hvis Trump bliver ved med at sige ’America First’
Orkanen Harvey er en påmindelse om, hvad en menneskepåvirket klimaforandring kan komme til at indebære, skriver Göran Rosenberg.

Orkanen Harvey er en påmindelse om, hvad en menneskepåvirket klimaforandring kan komme til at indebære, skriver Göran Rosenberg.

Ryan Pelham

8. september 2017

Der findes en gennemafprøvet metode, der kan få os til at handle imod vores egne overbevisninger. Eller imod vores egen samvittighed. Eller imod vores egen bedre vidende.

Den går i al sin enkelthed ud på at bilde sig selv ind, at hvis ikke jeg gør det, så vil der nok være andre, der træder til og gør det i mit sted.

Den findes også i en let modificeret variant: Hvis kun jeg gør det, som kun vil kunne lykkes, hvis alle andre også gør det, spiller det ingen rolle, hvad jeg gør – og derfor kan jeg lige så godt lade være.

I begge tilfælde bliver konsekvensen af de mentale manøvrer, at det, som kun kan udrettes, hvis alle gør deres til det, ender med slet ikke at blive gjort – eller i hvert fald ikke bliver gjort særlig godt. For at udrette ting, som kræver, at vi gør dem sammen med andre, må vi kunne stole på, at andre mennesker handler omtrent som os selv. Vi må stole på, at ikke alt for mange smyger sig udenom.

Kan vi ikke det, er det måske ikke så underligt, hvis nogen begynder at tænke: ’Jamen, hvorfor lige mig, og ikke de andre?’

Mistroens dynamik

Den samme mistroens dynamik og dermed den samme afmagt i forhold til kollektiv handlekraft kan også opstå imellem lande.

Især i en verden, hvor det, som hvert enkelt land kan og vil gøre for eksempelvis miljøet, økonomien, udviklingsbistand, sundhed osv., i stadig højere grad kommer til at bero på, hvad andre lande gør eller ikke gør.

Dette kan gælde selv for de lande, der opstiller meget ambitiøse målsætninger for, hvad de selv vil gøre.

Går man f.eks. ind på den tjekkede hjemmeside, hvor der redegøres for de uhyre ambitiøse svenske miljømål, vil man snart sande, at kun de færreste af dem vil kunne realiseres med – som det hedder – »de eksisterende og vedtagne styringsredskaber«, og at udviklingen hen imod en realisering af de fleste miljømål går den forkerte vej eller i bedste fald er uvis.

F.eks. miljømålet om at reducere de menneskelige aktiviteters skadelige påvirkning af klimabalancen.

Eller miljømålet om et havmiljø i balance.

Eller miljømålet om et giftfrit miljø.

Eller miljømålet om artsmangfoldigt plante- og dyreliv.

Og man behøver ikke at læse særligt meget op på hvert enkelt punkt for at forstå, at de styringsredskaber, som oftest savnes eller er utilstrækkelige, er præcis den slags, der kræver kollektiv handling over nationsgrænser.

Og at det er fraværet af kollektiv handling, som præcis er det svage punkt.

Fupnummer fik orkanstyrke

Paris-aftalen er et eksempel på kollektiv handling over nationsgrænser for at begrænse menneskers påvirkning af klimaet.

Præsident Trumps beslutning om at opsige Paris-aftalen og sætte ’Amerika først’ er en påmindelse om den kollektive handlings skrøbelighed.

Svigter én – i hvert fald når det drejer sig om en så stor magt som USA – svigter også helheden.

Man kan kun håbe på, at den samme præsident nu har fået sig en håndfast påmindelse om den kollektive handlings nødvendighed – selv om samme præsident har en tilbøjelighed til at glemme om aftenen, hvad han om morgenen blev mindet om.

I hvert fald er der almindelig konsensus om, at de værste oversvømmelser i USA’s historie – og de stadig hyppigere og stadig kraftigere vejrkatastrofer, som gik forud for dem – hænger sammen med den hurtige opvarmning af verdenshavene, som igen hænger sammen med drivshuseffekten, som igen hænger sammen med mennesket.

Orkanen Harvey er kort sagt en påmindelse om, hvad en menneskepåvirket klimaforandring kan komme til at indebære, også for mennesker i det land, hvis præsident synes at leve i den tro, at klimaforandringer er et fupnummer – eller at mennesket ikke har noget med sagen at gøre.

Så godt som alle andre lande er enige om, at mennesket har med sagen at gøre, og at det, som kan gøres for at mindske menneskers påvirkning af klimaet, kun kan gøres, hvis alle lande yder sin del af indsatsen.

Og ingen smyger sig udenom.

Og ingen siger ’mit land først’, og at enegang er bedst eller i al fald mest bekvemt eller i al fald mest fordelagtigt – for mig, lige nu.

Demokratisk dilemma

Sådan ser den kollektive handlings dilemma ud, såvel i det små som i det store. Sådan ser den demokratiske politiks dilemma ud.

Stadig mere af det, som vælgere i et land forventer sig, at deres nationalt valgte politikere skal gøre, kræver kollektiv handling over nationsgrænser.

De nationale politikker, som foregøgler noget andet – det være sig Brexit, America First eller mure mod det ene eller det andet – er enten bevidst vælgerbedrag eller løfter, der ikke kan holdes. Det eneste, de bidrager effektivt til, er det klima af mistro og mistænksomhed, hvor kollektiv afmagt og demokratisk magtesløshed trives og gror allerbedst.

Og hvis der er noget klima, som menneskets – og kun mennesket – kan påvirke, er det netop dette.

© Göran Rosenberg og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Leo Nygaard
  • Ejvind Larsen
Kurt Nielsen, Leo Nygaard og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Man må jo erkende menneskers indgroede egenskaber - ego, grådighed, tryghedssikring - og bruge økonomien som drivkraft til at ændre på situationen.
Det skal ske fra oven - i byrådet, i nationen og i FN.
Alle gode mennesker og deres foreninger flytter ikke noget væsentligt - og gør det for langsomt.
Metoden er at verdens ledere erkender, hvor de nødvendigvis skal hen. Derefter hvilke redskaber, der skal til.
Pengene er kodeordet - og skatten. Hvad skal skatteobjekterne være for at påvirke verden til en sundere udvikling.
Forbruget, selvfølgelig. Afgift på alt naturgivent - jorden og resurserne.
Så kommer alle til at bidrage gennem deres forbrug, personligt og kollektivt i det offentlige. Den grådige betaler meget og den asketiske betaler lidt. Man har selv indflydelse på, hvor meget, og på prioriteringen.
Til gengæld skal den personlige indsats i samfundet ikke beskæres - skat på arbejde og moms afskaffes.
Gennem fri konkurrence, bekæmpelse af monopoler og spekulationsbeskatning vil fråseriet begrænses - boligbobler forhindres - transport verden rundt reduceres - produktion ske tættere på forbrugsstedet.

Men det kræver udbredt enighed. Missionering og gode hensigter nedefra flytter intet hurtigt nok.
Verdens ledere skal tage ansvar. Tiden går. Det regner og stormer - det levende liv lider.

Morten Pedersen

Jeg tror ikke det levende liv lider, ej heller jorden, skønt den er ganske levende. Det er mennesket, der ser en udløbsdato og prøver at forlænge den. Det gør jeg også, men i den proces tror jeg det er vigtigt at indse, at det er os, der både er problemet og på røven.

Johnny Winther Ronnenberg

Sagt simpelt efter at have udslettet tusinder af arter, så udsletter vi os selv, måske det ligefrem er passende, da det ikke ser ud til, at vi har nogen ydmyghed i forhold til resten af verdenen ;-)