Læsetid 5 min.

For fremtidige generationer er vi den forsvundne klimaelite

Ingen kan kalde sig elite uden at have klimaet på sin side. Og selv ikke de superrige vil gå ram forbi, uanset hvor godt de bygger deres beskyttelsesbunkere. Så måske vil fremtidige generationer se på os nulevende som den dominerende elite, der udstak deres livschancer – eller mangel på samme
Øen Saint Martin i Caraiben er blandt de områder, som er ramt af orkanen Irma. Mange mennesker oplever allerede nu på egen krop konsekvenserne af klimaforandringerne. Med den økologiske krise følger en række nye, asymmetriske magtrelationer, som borgeren, politikeren og samfundsforskeren må gøre sig bevidst

Øen Saint Martin i Caraiben er blandt de områder, som er ramt af orkanen Irma. Mange mennesker oplever allerede nu på egen krop konsekvenserne af klimaforandringerne. Med den økologiske krise følger en række nye, asymmetriske magtrelationer, som borgeren, politikeren og samfundsforskeren må gøre sig bevidst

Ministerie van Defensie/Gerben van Es/Hollandse Hoogte
9. september 2017

Elitedebatten stortrives i aviser og på sociale medier, og uenigheden om, hvorvidt et elitebegreb bør fokusere på politiske, økonomiske eller kulturelle magthavere, er stor.

Men hvad med de økologiske magthavere? De overses i debatten. Men spørgsmålet om, hvem der udgør eliten, bør gentænkes i lyset af nu- og fremtidens allerstørste samfundsmæssige problemstilling: den økologiske krise og dens konsekvenser.

Klimaet – elefanten i rummet? Måske, men der er jo næsten ikke flere elefanter tilbage! De er ligesom tusindvis af andre arter ved at uddø, og i juni konkluderede en række forskere, at vi befinder os midt i historiens sjette masseudryddelse af arter.

Tidligere har meteornedslag eller vulkansk aktivitet været skyld i masseudryddelser. Denne gang skyldes den os. Mennesket. En meteor. Og vi er selv en af arterne.

Den menneskelige civilisation har påvirket jord- og økosystemer i så høj grad, at geologerne er enige om, at vi lever i den antropocæne geologiske epoke. Klimaforandringer foranlediger tørke, oversvømmelser, storme og andre ekstreme vejrsituationer over hele kloden. En forsmag på, hvad vi har i vente, så vi sidste uge i Houston.

Jorden er, med klimafilosoffen Clive Hamiltons ord, blevet trodsig.

Nye dominansrelationer

Med den økologiske krise følger en række nye, asymmetriske magtrelationer, som borgeren, politikeren og samfundsforskeren må gøre sig bevidst, i forsøget på at give en realistisk beskrivelse af, hvem der er dominerer, og hvem der er de dominerede.

En besvarelse af elitespørgsmål må have blik for, at måden, hvorpå dele af den menneskelige civilisation behandler jorden på, har konsekvenser for, om nutidige og fremtidige generationers territorium er beboeligt eller ej. Konsekvenser, som vil betyde forringelse af menneskers livskvalitet af hidtil usete dimensioner.

At samfundsforskerne finder disse dominansrelationer så svære at begrebsliggøre, skyldes måske især den udbredte forestilling om, at klimaforandringernes ofre kan ’indskrænkes’ til fremtidige generationer.

Indbyggere i Houston forlader deres hjem, efter at ekstrem nedbør har oversvømmet byen. Mandag middag var der rapporteret om fem dødsfald, 316.000 husstande i Texas meldes uden strøm, områdets lufthavne er lukkede, og over 3.000 flyafgange aflyst, og krydstogtskibe med sammenlagt 20.000 passagerer er låst fast i farvandet ud for havnen i Galveston
Læs også

Som min kloge kollega Malte Frøslee Ibsen, postdoc ved Institut for Statskundskab, forleden mindede mig om, så tager vore vanlige magtbegreber typisk udgangspunkt i, at både den, som udøver magt, og den, magten udøves over, eksisterer. Vi er ikke vant til at skulle begrebsliggøre en dominansrelation, hvor de, som domineres, ikke lever endnu.

Det behøver vi faktisk heller ikke. Vi ser jo allerede nu klimaforandringernes ofre kæmpe for livet. Det er måske rigtigt, at de mest vidtrækkende globale konsekvenser vil gå ud over fremtidige generationer. Men også nu ser folk i forskellige dele af verden deres territorier forsvinde som følge af klimaforandringer.

Specielt udsatte er samfund, som bebor områder omkring hav og vand. Eksempelvis måtte de 600 indbyggere fra øen Shishmaref i Alaska sidste år erkende, at deres eneste mulighed for overlevelse var at flygte fra øen. Kysterosion og oversvømmelser fratog dem enhver anden mulighed. Et helt samfund må flytte. De ser deres huse og deres samfund drukne. Mennesket, udvisket som et ansigt tegnet i sandet ved havets bred. Blot mere bogstaveligt, end Foucault så famøst foreslog i slutningen af Ordene og tingene (1966).

Langt derfra, i Bangladesh, har klimaforandringer i form af orkaner, oversvømmelser og tørke ligeledes vendt op og ned på landets demografi. Disse fænomener sender hundredtusindvis på flugt, årligt.

De fleste ender som hjemløse i hovedstaden Dhakas slumområder. En by, som af The Economist i 2015 blev kåret til verdens anden værste by at leve i. Kun overgået af Damaskus, hovedstaden i det krigshærgede Syrien. En krig, som i øvrigt fulgte en række sociale uroligheder, der opstod efter længerevarende tørke. Syriens flygtninge er i en vis forstand også klimaflygtninge.

Geo-sociale klasser

Vi behøver således ikke kigge ud i fremtiden for at finde den antropocæne epokes dominerede. Derfor giver det også mening, når de franske sociologer Pierre Charbonnier og Bruno Latour foreslår, at vi bruger begrebet geo-sociale klasser til at indikere, hvorledes det sociale spørgsmål nu hænger sammen med spørgsmålet om territorie.

Da en klimaflygtning fra Shishmaref-øen for nylig blev interviewet af USA Today, sagde hun: »I tager vores identitet fra os. Det er, hvad vi er – vi er bundet til dette land og dette hav.«

Men hvem er dette ’I’? Med andre ord: Hvem er det antropocænes geo-sociale elite?

Er det Trumps politiske projekt, som har vendt sig imod COP21 klimatopmødets mål om at holde temperaturstigningerne under to grader?

Er det hans venner i olie- og kulindustrien, som i årtier har brugt og tjent milliarder på klimakrisebenægtende lobbyvirksomhed?

Eller er det de ultra-rige, som ifølge The New Yorker gør sig klar til dommedag ved at investere i ejendomme på New Zealand og andre steder, som ikke forventes at blive ramt hårdt af klimaforandringerne?

Historikeren Dipesh Chakrabarty minder os om farerne ved at fokusere på den globale økonomiske elite som én, der kan undslippe konsekvenserne ved en verden med ekstreme vejrsituationer.

Selv om de rige (nationer) måske i første omgang har en redningsbåd, så vil de på et tidspunkt blive indhentet af eroderede territorier – og manglende billig arbejdskraft. Som sociologen Ulrick Beck formulerede det: »… smoggen er demokratisk«. Også selv om dens konsekvenser i første omgang vil blive differentieret på baggrund af klasseforskelle, køn og etnicitet.

Den geo-historiske elite

Og så er vi tilbage ved spørgsmålet om de fremtidige generationer, som i samlet flok kommer til at leve deres liv i det, antropologen Anna Tsing ville kalde »kapitalismens ruiner«.

Derfor bør vi måske alligevel forsøge at udvide et begreb om magt- eller dominansrelationer til at kunne inkludere fremtidige generationer.

Mit spørgsmål lyder: Hvorfor inkluderer magt og dominans nødvendigvis en allerede fysisk eksisterende domineret? Kan en dominansrelation ikke rejse over tid og rum?

Sociologiske begreber som social arv eller social reproduktion beskriver jo allerede netop, hvordan et menneskes livschancer i høj grad bestemmes, inden det kommer til verden. Hvis det ikke er magt, som inkluderer endnu ufødte, hvad er det så?

Selvfølgelig har vores generation magt over fremtidige generationers liv. Selvfølgelig dominerer vores og fortidige generationer deres muligheder for at trække vejret og for ikke at se deres territorier drukne.

Og derfor må vi måske også forstå, at vi, den moderne, kapitalistiske, vestlige civilisation, var den geo-historiske elite, imens fremtidige generationer – såvel rige som fattige, vestlige og ikke-vestlige – bliver den geohistoriske ikke-elite, som må leve i vores efterladenskaber.

Vi vil da være en forsvunden elite.

Forsvundet, ligesom elefanterne.

Forsvundet, som et ansigt tegnet i sandet ved havets bred.

Nikolaj Schultz er specialestuderende og undervisningsassistent ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Kurt Nielsen
    Kurt Nielsen
  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
  • Brugerbillede for Flemming Berger
    Flemming Berger
  • Brugerbillede for Bo Stefan Nielsen
    Bo Stefan Nielsen
  • Brugerbillede for Heine Svendsen
    Heine Svendsen
  • Brugerbillede for Charlotte Ardal
    Charlotte Ardal
  • Brugerbillede for Tor Brandt
    Tor Brandt
  • Brugerbillede for Peter Knap
    Peter Knap
Kurt Nielsen, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Bo Stefan Nielsen, Heine Svendsen, Charlotte Ardal, Tor Brandt og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Søren Jacobsen
Søren Jacobsen

Verden styres ikke af demokrati og menneskerettigheder. Verden styres af magt. Hvis vi vil bevare vores livsstil må vi bevare magten. Magten, som heletiden har bestemt vores vestlige verdendel succes på godt og ondt og ikke vore dygtighed og flid. Den findes også mange andre stæder på kloden.

Brugerbillede for Bo Stefan Nielsen
Bo Stefan Nielsen

Mange tak til Nikolaj Schultz. Artiklen her burde gøres til obligatorisk læsning på samfundsfaglige uddannelser og på landets gymnasier.

"Kapitalismens ruiner". *gulp*

Brugerbillede for Thorkil Søe

Når man ser billedet af de snart oversvømmede rigmands villaer begynder man måske at forstå at det ikke går helt som man drømte om.
Naturligvis får ti døde i Amerika mere omtale end 1000 der dør i Bangladesh.
Den menneskelige humanisme kan bedst overleve når man selv har overflod.
MEN
I artiklen læser man:
”Eller er det de ultra-rige, som ifølge The New Yorker gør sig klar til dommedag ved at investere i ejendomme på New Zealand og andre steder, som ikke forventes at blive ramt hårdt af klimaforandringerne?”

Fra min upålidelige hukommelse refererer jeg at i USA, under en benzinmangel, var der en mand, der sprang køen.
Han blev skudt død af en der ikke ville vente ekstra på at det skulle blive hans tur.
Den næste folkevandring bliver måske de stærke, der med militærmagt, fordriver andre – ikke bare i Afrika – for at få lebensraum.

Og så til hvad der egentligt er sagens kerne.
Allerede i 2013 var der en artikel i Information med titlen ”Klimaforskere: Ja tak til atomkraft.”
Se https://www.information.dk/udland/2013/11/klimaforskere-ja-tak-atomkraft
Dette gode indlæg blev naturligvis overdøvet af 71 andre, der næsten alle afslørede en ufattelig mangel på faktuel viden om atomkraft.
Men allerede dengang var den måske for sent.
Danmark var det første land, der gik ind for vindkraft og vi bliver nok det sidste land der forstår at sådan 100 dage om året kører vindmøllerne i tomgang.
Meget få kan eller vil forstå at det tangerer bedrageri at tale om MW installeret effekt.
Sandheden er at virkningsgraden sjældent kommer over 30 % og at udbyttet falder til en ottendel når vind-hastigheden halvvers.

Vi, i den vestlige verden og nok specielt i Danmark, er blevet ført bag lyset af en dygtig men falsk propaganda.
http://wp.me/p1RKWc-p2 viser jeg – med et skudsikkert bevis – at Greenpeaces torværdighed er en myte.
Læs dette, og måske lidt mere, før I falder over mig.
I mellemtiden tillader jeg mig at hævde at man skal være både døv og blind for at tro at verdens energibehov kan klares med sol og vind hjulpet at lidt vandkraft.
Nogle naboer til de store vindmøller ville måske ønske at de var døve.

Brugerbillede for Børge Rahbech Jensen
Børge Rahbech Jensen

Det gælder mest vi, der er født før 1970.
Klimadebatten er meget baseret på de to grundholdninger, at mennesket er guddommelige, og forandring helst skal undgås. Debatten er ikke ny, men bærer nu præg af, at nogle mennesker fra min og delvist mine forældres generation er desperate, fordi de kan se, de snart forsvinder, uden deres politiske mål er opfyldt.

Klimaet er ikke den elefant, som sjældent nævnes. En elefant, der sjældent nævnes, er de mange, der rejser verden rundt og til tider bruger motorbåde med store motorer for at protestere mod en adfærd, de selv udviser. Det er en tydelig indikation på en elefant i rummet. En anden indikator, som også kan ses i denne artikel, er klimaforskere og debattører, som ikke kan blive enige, om klimaforandringer er startet og har ofre, eller de stadig kan undgås. Senest er de kommet med en forklaring om, klimaforandringer kan stoppes, hvis verden ændrer adfærd. Det er ikke troværdigt, men ligner mest bortforklaring for at undgå tab af troværdighed.