Kronik

Det er gået op for mig, at jeg ikke er den eneste, der ikke kan få fodfæste på arbejdsmarkedet

I fem år har jeg ledt efter et arbejde. Men jeg er endt med alle mulige småtjanser. P.t. er jeg yogalærer, lærervikar og praktikant som antropolog gennem endnu en karriereindsats i jobcentret. Jeg er begyndt at forstå, at min eksistentielle krise er en del af en større strukturel sammenhæng
Rikke Louise Knudsen har, siden hun færdiggjorde sin kandidat som antoprolog, været på dagpenge eller arbejdet i skiftende småjobs eller jobpraktikker som blandt andet terapeut, tjener, lærer, kunstner, omsorgsperson.

Rikke Louise Knudsen har, siden hun færdiggjorde sin kandidat som antoprolog, været på dagpenge eller arbejdet i skiftende småjobs eller jobpraktikker som blandt andet terapeut, tjener, lærer, kunstner, omsorgsperson.

Sille Veilmark

28. september 2017

Da jeg for nylig besøgte et nyt bekendtskab i Berlin, kom mange af vores samtaler til at dreje sig om arbejdsidentitet – eller mangel på samme. Samtalerne var affødt af gensidigt undvigende og famlende svar på den indledende høflighedsfrase: ’Og hvad laver du så?’

Kort opridset viste det sig, at vi begge var enormt veluddannede og havde gang i en hel masse. Men også at vi ikke tjente penge nok til livets opretholdelse, og at vi havde svært ved at præsentere os med én titel.

Terapeut, tjener, lærer, aktivist, muse, kunstner, omsorgsperson. Kært barn har mange navne, eller snarere: Prekært barn har mange navne. Den britiske professor Guy Standings begreb om prekariatet – en ung klasse med ustabile arbejdsliv og ingen eller korttidskontrakter – er nemlig en relevant optik at anskue vores situation med.

Fyret af en mailrobot

Lange, uforløste forsøg på at finde faglært beskæftigelse var en af de oplevelser, vi havde tilfælles. Selv om ingen af os har tilhørt gruppen af de mest jobstrategiske studerende, har vi begge været seriøst engageret i vores studier og regnet med, at vi skulle ud og bidrage til samfundet gennem vores arbejde. Og en overgang havde vi begge søgt mod universiteterne.

Flere danske akademikere har været fremme og beskrive netop akademia som en sikker vej til en plads i prekariatet. Det kor skal jeg gerne tilslutte mig.

Efter et års ledighed blev jeg inviteret ind i et forskningsprojekt på løntilskud, hvor en af mine opgaver var at søge penge til at forlænge min egen ansættelse. Men pengene kom ikke – hverken i første eller andet forsøg – og da jeg havde satset alle mine dagpenge på den hest, stod jeg efterfølgende til at falde ud af dagpengesystemet.

Edderskræmt ved udsigten til kontanthjælp fik jeg skaffet mig et arbejde som pædagogmedhjælper på deltid for stadig at kunne forfølge nogle fagrelevante projekter.

En konference hist og en forelæsning pist og alt i alt en ’karriere’ (ha, ha), der fortsat var karakteriseret ved den forunderlige logik: At det kræver rigtig meget arbejde at komme til at arbejde meget lidt. Og også en væsentlig diskrepans mellem tid brugt på studie og tid efterfølgende brugt på arbejde, som Standing også udpeger som et karakteristika ved det akademiske prekariat.

En overgang så det så lidt lysere ud, da jeg fik et mere fast arbejde inden for undervisning. En kort overgang vel at mærke. For inden jeg var nået til den egentlige undervisningsopgave, blev jeg sagt op med en glat formulering om omstruktureringer i afdelingen.

I en e-mail. Jeg havde lagt 40 timer i introducerende kurser og møder og havde kun et par uger forinden sagt min ufaglærte stilling op. Jeg skulle måske være glad for en personlig besked, for en veninde har prøvet at blive opsagt fra et underviserjob gennem en mailrobot.

Afhængig af mor og far

Et mindre belyst aspekt af Standings analyse i dansk kontekst er forholdet mellem en samfundsklasse med stabile, vellønnede jobs (salariatet) og deres børn i prekariatet, hvis fremtid de ofte er bekymrede for.

Min tyske veninde og jeg havde begge haft en oplevelse af, at det udeblivende stabile arbejdsliv gik hånd i hånd med følelsen af at stå i et fortsat barnligt økonomisk forhold til vores forældre, som også efter, vi har afsluttet vores studier, har tilbudt os en hel del økonomisk bistand.

Min veninde havde gennem længere tid været afhængig af faste overførsler på grund af sygdom, og jeg har selv fået hjælp til at finansiere et boligkøb, der uden mine forældres hjælp ville have været umuligt at realisere.

Hvilke følelsesmæssige konsekvenser har det, når unge akademikere på kanten af et usikkert arbejdsmarked konstant skal sælge sig selv, netværke og være passionerede for at få et job? Ny forskning tegner en psykologisk profil af de unge i prekariatet
Læs også

Den slags hjælp har vi modtaget med stor taknemmelighed, men også, og mere og mere, med en hel del ambivalens på grund af frustration og skyldfølelse over vores manglende indkomst. Til min mors 60-års fødselsdag syntes jeg derfor heller ikke, at det var morsomt at lægge øre til en selskabssang, hvor linjen ’livslange sponsorater, sådan kan det jo gå’ rimede på noget med at stå på en yogamåtte og lade sig flå.

Jeg kunne på sin vis godt værdsætte det friske take på en familietematik, der for både donerens og modtagerens part (bistandstraditonen tro) godt kan føles temmelig tung. Men sangen kom alligevel lidt for tæt på mit arbejdslivslimbo til, at jeg kunne mønstre et ægte latterudbrud lige den dag. Og når Henrik Dahl beskriver det som en personlig tragedie at uddanne sig til arbejdsløshed, kan jeg på de dårlige dage godt svinge mig op til en lige så dramatisk beskrivelse af situationen.

Teenage-mor som 32-årig

Ledighed efter uddannelse er før blevet beskrevet som en liminalfase – en hverken-eller-position mellem studielivets og arbejdslivets strukturerede hverdag. Som med alle andre situationer er det forbundet med en vis frustration, når en sådan midlertidighed bliver permanent.

Under min uddannelse i antropologi er jeg da også stødt på en hel del studier, der argumenterer, at i en stor del af verden kan moderskab læses som en strategi, teenagere benytter sig af, for at kunne træde ind i voksenlivet, når andre voksenmarkører, som arbejde og uddannelse, ikke er til rådighed.

Og personligt kan jeg ikke lade være at tænke på moderskabet som den udløser af voksenstatus, jeg ikke har opnået gennem indvielse i arbejdsmarkedet.

At dømme efter møder på legepladser og i vuggestuer er jeg ikke ene om denne erfaring. Og når man tænker på, hvor effektivt et moderskab er til at bringe ansvar og faste strukturer tilbage i ens hverdag, er det ikke underligt, at det statusmæssigt kan kompensere for ledighed.

Det første personlige møde, jeg havde i jobcentret efter barsel, begyndte da også med, at den jævnaldrende, kvindelige sagsbehandler lagde hovedet på skrå og sagde: »Og så kan jeg se, at du er blevet mor.« I et tonefald som om, at der nu var kommet noget relevant på CV’et, og at jeg nu havde en ægte motivation til at finde et arbejde.

Cand.scient.prek.

Sandheden er, at jeg har mistet håbet om at finde et arbejde. Som i ét arbejde. Min stillingsbetegnelse lige nu tæller tre forskellige ansættelser som yogalærer, lærervikar og praktikant som antropolog gennem endnu en karriereindsats i jobcentret.

Nogle akademikere i freelance- og projektarbejde føler sig ikke udsatte og afviser derfor at høre til det prekariat, der ifølge Standing også tæller ufaglærte, flygtninge og arbejdsmigranter. Jeg mener da heller ikke, at arbejdsløse akademikeres problemer kan eller bør sidestilles med de rå og ubeskyttede livssituationer, de allermest udsatte grupper i samfundet skal navigere i.

Men for de af os, der oplever de tilbagevendende dagpengeperioder som en eksistentiel mavepuster, er prekariatet et godt begreb at tænke om vores egen situation med, da det giver muligheder for nogle kollektive læsninger af en arbejdsidentitet, der ellers er søbet ind i individuel skam, uduelighed og illegitimitet.

Så lad os bare lade teksten her munde ud i en opfordring til seriøs omtænkning af, hvordan vi skaber en understøttelse baseret på en anerkendelse af den prekære situation og en samtænkning af de mange forskellige typer ansættelser, titlen som cand.scient.prek. afføder.

Rikke Louise Knudsen er uddannet antropolog og arbejder med alt muligt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Britta Hansen
  • Poul Erik Pedersen
  • Søren Cramer Nielsen
  • Steffen Gliese
  • Torben Skov
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Runa Lystlund
  • Viggo Okholm
  • Lise Lotte Rahbek
  • Annika Hermansen
  • Sidsel Jespersen
  • Anne Schøtt
  • Niels Duus Nielsen
  • Ervin Lazar
  • David Zennaro
  • Hans Aagaard
  • Eva Schwanenflügel
Britta Hansen, Poul Erik Pedersen, Søren Cramer Nielsen, Steffen Gliese, Torben Skov, Mikael Velschow-Rasmussen, Runa Lystlund, Viggo Okholm, Lise Lotte Rahbek, Annika Hermansen, Sidsel Jespersen, Anne Schøtt, Niels Duus Nielsen, Ervin Lazar, David Zennaro, Hans Aagaard og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Rikke Louise Knudsen, mange tak for denne meget relevante artikel.
Det danske arbejdsmarked er blevet outsourcet, hvilket resulterer i mærkværdige flaskehalse og besynderlige jobsammensættelser. Når det nu er jer forskere, der burde føre os frem til en ny og bedre tid, er det paradoksalt at I skal famle jer frem i det degenerede jobsystem. Forstår sandelig godt, at du hellere vil ristes over en sagte ild end ind i kontanthjælpsystemet.
Men, men.. Som antropolog burde du jo vide, at samfundet afspejler de borgere det har, og de protester de formår? Derfor burde netop du og ligesindede gå først på barrikaderne imod det umenneskelige system vi har fået indrettet. Bare en lille opfordring :-)

Henrik Hansen, Karsten Aaen, Steffen Gliese, Dennis Tomsen, Steen K Petersen, Anne Mette Jørgensen, Marianne Rasmussen, Torben Skov, Lise Lotte Rahbek, Niels Duus Nielsen og Ervin Lazar anbefalede denne kommentar

WOW. Tak for dette indlæg. Smukt skrevet og så rammende for mig og mange af mine venners jobsituation.

Niels K. Nielsen

Det er mangel på ejendomsadministratorer.
De tjener godt: 40 - 45 tkr. i måneden + sociale ydelser og pension.
Det er et et typisk kvindefag.

Og så er der mangel på nogen i de fleste byggefag.
Der er en del kvindelige bygningsmalere.

52 ledige jobs hos coop i Hovedstadsområdet
139 for Dansk Supermarked igen i Hovedstadsområdet

Udfordringen er nok at en del tager en forkert uddannelse eller som du skriver "har mistet håbet"

Success is no accident. It is hard work, perseverance, learning, studying, sacrifice and most of all, love of what you are doing or learning to do.
Pele

Søren Kristensen

Du skriver nogle sjove og rammende ting, fx: Det kræver rigtig meget arbejde at komme til at arbejde meget lidt. Ha, ha. Og den der med moderskabet som en vej til at opnå anerkendelse uden om arbejdslivet er også godt set. Men, hvis du ikke har forbindelserne i orden er du nok nødt til bare at kæmpe dig frem til en fastansættelse i et job, som måske ikke lige er ønskejobbet, hvis det er det du vil? Måske kan du blive klummeforfatter ved siden af, for du skriver i hvert fald godt. Og husk at nyde tiden og afvekslingen mellem alle de forskellige jobs og projekter du har gang i, som en del af prekariatet, for den kommer ligesom ungdommen ikke igen.

At få foden inden for et sted ... det er vel dit ønske. Men det kræver sikkert både kamp og held, samt lidt dygtighed. Desværre er det jo ikke helt ligegyldigt hvilket fag man har læst set i forhold til arbejdsmarkedet. Og endskønt det kan føles lidt som en personlig fiasko, som får man hele sin menneskelige værdi gjort op i et spørgsmål om lønarbejde eller ej - selvforsørgende eller ej, så er den manglende efterspørgsel efter dine kompetencer blot et spørgsmål om nogle absurde forhold også ved arbejdsmarkedet. Men humaniora er pt. ikke det mest efterspurgte i en verden, hvor det handler om sorte tal i et Excel regneark. Keep on trying - for der er jo ikke anden vej. Du har allerede investeret tid og penge i dit mål, så du må naturligvis blive ved med, at forfølge det.

Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

Kære Rikke, tak fot din artikel. Det er en svær, prekær situation, du og mange andre med dig befinder jer i. Du har fået en videnskabelig uddannelse, og det er jo et godt grundlag for meget, også i at prøve at finde mening og politisk mening i egen situation. Må jeg anbefale læsning af værket af Arrighi; jeg fornemmer, at der er anden drive i dig end til Standings borgerløn. Du er ikke heldig med den tid, du er født i, men nok med, hvilket sted du er født. De bedste ønsker for dig og dit barn!

Torben Skov, Eva Schwanenflügel og Johnny Winther Ronnenberg anbefalede denne kommentar

Men hvis vi havde bevaret det gamle dagpengesystem, havde der været ideelle muligheder for denne type tilværelse, der jo på mange måder er ganske ideel for mennesker - og for samfund.
Jeg er mere tilhænger af en tilbagevenden til det, end jeg er tilhænger af egentlig borgerløn. Folk vil gerne aktivitet, og den har i sig selv værdi, også når den ikke kaster lønkroner af sig. Derfor er dagpenge, når det er tilfældet, den bedre løsning, mens man forsøger at finde det job, der i hvert fald for en tid kan øge indtægten.
Alternativet er selvfølgelig, at samfundet besinder sig og finansierer stillinger til den ekspertarbejdskraft, det har uddannet, og som brugt rigtigt på alle måder tjener til at forøge vores velfærd. Desværre vil man hellere misbruge denne sjældne ressource i job, hvor man reelt spilder sin tid - blot fordi man ikke kan finde ud af at værdisætte indsats, men kun profit.

Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Hvordan føles samfundet? Hvad siger din mavefornemmelse dig? Du har ret i at det er skræmmende at kigge nedad, men det er også det som er meningen med politikernes nedskæringer: der skal være fattige for at inspirere de innovative til at skabe nye produkter og virksomhedstyper. Bunden af samfundet lever i en unaturlig tilstand af mangel, i et samfund som har rigeligt til alle. Men har en antropolog ikke pligt til at vide hvad der foregår i samfundet?

Gør en indsats fordi du kan, du har evnerne, uddannelsen, tiden og kan mærke at det er nødvendigt. Mærk efter hvordan samfundet føles, men tænk på hvad der er bedst for hele samfundet, ikke bare for dig selv.

Vi har tvungen fattigdom i Danmark: Fattigdom er et spørgsmål om den førte politik, specielt i disse dage ser vi skattelettelser til de rige på baggrund af nedskæringer til de fattige. Den afledte dårligere helbredstilstand er at betragte som systematisk vold fra samfundets side, dette bør ikke tolereres. Hvem går nedskæringerne ud over?

Der er ingen undskyldning for fattigdom. Fattigdom er noget politikerne vælger; vi vælger ikke at skabe fattigdom, vi vælger ikke at acceptere fattigdom, vi vælger fattigdom fra. Bekæmp fattigdom nu - 3. oktober 2017 - søg på Facebook. Tag ind til demonstrationen og tal med dem som ved hvad der foregår, det er en unik chance for en antropolog. Spørg "Hvordan føles det" og få et helt andet billede end det som medierne fremstiller, mød de ny-fattige som ved lov er tvunget ind i en tilstand at mangel. Mærk de mennesker som lovene går ud over.

Tag venner med, stem den 21. november til kommunevalget, vær med til at fremme sammenhængskraften og den bæredygtige udvikling i lokalsamfundene. Det ligger i menneskenes natur at bryde med den tilstand som er uholdbar. Foreningen Jobcentrets Ofre er en social bevægelse som kæmper den kamp som er nødvendig, det er grundlaget i al demokrati-tænkning at vi skal gøre en forskel med vores stemme og vores indsats. Søg på de sociale medier efter de demokratiserende bevægelser som arbejder for at forandre samfundet.

Karsten Aaen, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Ebbe Overbye, Anne Mette Jørgensen og Michael Friis anbefalede denne kommentar

Flere danske akademikere har været fremme og beskrive netop akademia som en sikker vej til en plads i prekariatet. Det kor skal jeg gerne tilslutte mig.

Desværre er det den gode nyhed! For ikke før mange flere akademikere, og især dem fra traditionelt brødgivende fag bliver del prækariatet vil der være nok grovbund for en forændring.
Den kreative og den administrerende middelklasse vil nemlig aldrig rokke båden, medmindre den er ved at synke under røven på dem.

Det er naturligvis meget beklageligt, men sådan er det desværre. Så jeg håber at mange flere akademikere bliver ramt af hvad har været normaliteten for mange af os mindre akademiske medborgere - et liv i konstant usikkerhed med udsigten til at ende i fattigdom hvis bare en lille smule går galt, så¨som at man mister arbejdsevne pga. kronisk sygdom.

Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Ebbe Overbye og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Der er alt for mange, der opfatter samfundet som noget, der bare er. Det er samfundet ikke, det er, hvad vi indretter det til.
For tiden spilder vi mange menneskers tilværelse og mange af samfundets ressourcer på at lade erhvervslivet bestemme, hvad folk kan få job som. Måske vi hellere bare skulle sørge for, at folk i høj grad kan gøre fyldest med det, de har specialiseret sig i? Så ville vi også få en arbejdsløshed, der dårligt ville kunne måles.

Steffen Gliese: Jeg er ikke sikker på, at jeg helt forstår omfanget af din sidste kommentar: Arbejdsmarkedet er det jo netop ikke op til den enkelte, at definere. For langt de fleste gælder, at nødvendighed byder, at vi må sælge vores arbejdskraft. Der bliver jo endog truffet en masse foranstaltninger til, at sanktionere, at den enkelte stiller sin arbejdskraft til rådighed. Man kunne måske med rette også tale om tvangsmæssige foranstaltninger til, at være til rådighed, da der rejser sig en afgrund af kontanthjælpsaktivering, eller sanktionering mod dagpengene dersom man ikke følger de givne regler. Arbejdsmarkedet og samfundet er i høj grad noget som er. Det må ledige erkende hele vejen igennem. At forestille sig et kapitalistisk arbejdsmarked, hvor produktionsbetingelserne ikke var subsumereret de kapitalistiske produktionsforhold holder ikke i den virkelige verden. Og det er jo også trådopretters vilkår i denne sammenhæng, som det er det fleste andres vilkår når det skal søge arbejde; nemlig at samfundet sætter betingelserne.

Mads Kjærgård

Der er også en del af os, som fik en karriere og en god en. Men som røg ad h...... til efter regeringens genopretningsplan. 50+ så er det næsten umuligt at starte forfra! Så jeg ville godt bytte mit kandidatbevis for en god autoophug forretning eller lignende. Eller som min onkel passe en godsbanestation, få et lille hus og sikker indkomst, måske ikke så stor, men hvad betød det? Han kunne leve af det og han havde en dejligt fri arbejdstilværelse, hvor grænserne imellem hvornår han var på arbejde og ikke, var temmelig flydende! Herligt, at det engang har kunne lade sig gøre. Eksamensbeviser kunne man passende rive i små stykker og bruge på det lille hus, dvs. var de ikke så stive! Jobcenterets eneste råd er, at man søger arbejde, man ikke er kvalificeret til fordi det er ufaglært, men hvorfor arbejde i et ufaglært job man ikke kan finde ud af, når man har en viden, der sagtens kunne bruges andre steder og som man er kvalificeret til at bruge. Jeg har hele mit liv bevist, at jeg ikke var/er bange for at tage fat, men desværre så går tingene hurtigere i dag, og kræfterne er ikke mere hvad de var. Men man har oparbejdet en kolossal viden, men ingen gider gøre brug af den! Men det er virkeligheden her i 2017. Så ja en akademisk uddannelse kan føre til total nedtur, "rock bottom" simpelthen! Du kan dit shit, og du er dygtig, og hvad så? Du er slået hjem for good! Uddannelse er ingen garanti for noget længere!

Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Mads Kjærgaard: AT have fået en uddannelse er dog noget, selv om det måske ikke aktuelt giver brød på bordet. Nogle går jo ud af folkeskolen uden egentlige kompetencer der svarer til en almindelig skole uddannelse. Jeg har set tal på folk der går ud af skolen uden egentlig, at kunne læse, uden her at have tjek på tallene.

Den almindelige opfattelse er vel, at akademikere er relativt ressourcestærke. Men det er jo også sådan lidt en gennemsnitsbetragtning. Overordnet set er nøglen til succes i den moderne verden stadig uddannelse, men det betyder jo bare ikke, at akademikere har det nemt. Nogle fag er jo på retur, da videnskab også skal gøres til anvendt videnskab med kapitalistisk brugsværdi.

Men det har jo shit betydning for dig som arbejdsløs akademiker. For arbejdsløs er lig med at være på røven. Men vent lidt med, at rive dine eksamensbeviser i stykker :-)

Jan Boisen, man kan ikke argumentere imod en kritik af bestående vilkår ved at fastslå, at det forholder sig på den måde, der kritiseres.

Mads Kjærgaard, jeg tror det er vigtigt at fokusere på alle de evner og den erfaring du har. Ikke se 50+ som et problem. Måske søger du de forkerte jobs, måske skal du være selvstændig? Du nævner din onkel godsbanestation. Hvad med et vagtjob?

Niels Duus Nielsen

Michael Friis, det er ikke den arbejdssøgende, der ser 50+ som et problem, men derimod køberen af arbejdskraft. Den gamle joke med, at man skal være højst 25 år gammel og have mindst 30 års erfaring for at komme i betragtning til et job, er blevet til virkelighed. Kan arbejdsgiveren ikke få både ungdom og erfaring i samme person, vælger han ungdommen. Hver gang!

Eva Schwanenflügel, Karsten Aaen, Ebbe Overbye, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Det har ødelagt det danske samfund, at sikkerhed i ansættelsen er faldet væk i offentlige job. Det begynder at vise sig nu.

Niels Nielsen. Jeg tror du har meget ret bortset fra "Hver gang". Der er masser af virksomheder der sætter pris på erfaring. Jeg er selv 50+ og er i nuværende job fra jeg var over 50. En anderledes funktion men i samme branche / netværk beklageligvis også til lavere løn.

Kære Rikke, tak for din kronik! Vi er en del der arbejder mere eller mindre permanent midlertidigt med varierende timetal og nærmest tilfældigt opstået kontinuitet. Vi elsker måske indholdet i arbejdet (jeg elsker i hvert fald personligt indholdet i mine fagrelevante deltidsjobs) men ikke usikkerheden og bestemt ikke de økonomiske konsekvenser, både nu og her men også på sigt. Gæld der ikke kan betales, pension der ikke opspares, supplerende dagpenge der vælges fra da det er for omfangsrigt at stå til rådighed for jobcenteret som om man er fuldtidsledig, samtidig med at man passer et til flere deltidsjobs, konstant søger andre ansættelser og ofte har udgifter forbundet med at 'arbejde gratis'. (Man får ikke løn for at skrive en videnskabelig artikel eller tage til konference, som deltidsansat) Men det jeg lægger mest vægt på i din kronik, er ikke den personlige tragedie eller at det er synd for dig og de af os der ind i mellem eller altid er prekært ansat og tilknyttet, men at det knytter sig til større samfundsmæssige vilkår, strukturer, økonomi og politik som vi ikke kan overvinde med individuelle strategier og løsningsforsøg. Det kræver at der tænkes kollektivt og solidarisk, ikke individualistisk. Det er heller ikke kun et problem for de, der er prekære, det er også et problem for fastansatte, for fastansættelser bliver sjældnere og mindre 'faste'. Det er et problem for det akademiske prekariat og for det ufaglærte prekariat og for alle de, der frygter at falde ned i prekariatet. Det er et problem for velfærdsstaten og for vilkårene for samfundsmæssig kritik, at man kuer intelligentsiaen og et problem for alle der har en chef, at det bliver mere og mere risikabelt i mange brancher at kritisere sine arbejdsforhold. Så selvom vi alle sammen har en masse individuelle strategier i spil og ofte må lægge øre til en masse velmenende råd (og ind i mellem mindre venlige konstateringer i stil med at man har taget den forkerte uddannelse eller er kræsen i sin jobsøgning) så er det ikke sådan de kollektive vilkår ændres eller sådan vi får et bedre samfund.

Mikael Velschow-Rasmussen, Eva Schwanenflügel, Karsten Aaen, Lise Lotte Rahbek og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Poul Erik Pedersen

Kronikken og kommentarerne hertil er interessante, på hver deres måde. Der er imidlertid en ting der slår mig: der er ikke ret mange der gør sig overvejelser over, hvilken rolle fagbevægelsen spiller (eller ikke spiller) i denne situation.
Det kan oplyses at den fagforening Rikke bla. kan være medlem af, Dansk Magisterforening, brugte hele sin sidste kongres, på netop at diskutere de forhold Rikke beskriver. Det betyder ikke at verden med et bliver et bedre sted at leve, men det betyder at der er blevet lukket op for en væsentlig samfundsmæssig diskussion. Den diskussion må det være en forpligtelse at føre videre, både inden for DMs egne rækker og i alle mulige andre fagforeninger fordi diskussionen er relevant for fagbevægelsen. Det er hårdt arbejde, men det er et vigtigt arbejde.
Det er vigtigt at fagbevægelsen forholder sig til denne diskussion, på tværs af fag og uddannelse, fordi det samtidigt vil være en tilkendegivelse af at fagbevægelsen er et solidarisk fællesskab der udgøres af medlemmerne. Det er endvidere vigtigt fordi fagbevægelsen derved demonstrerer at man tager sine medlemmers levevilkår alvorligt. Det er samtidigt en måde at få demonstreret, at de her diskuterede problemstillinger IKKE udelukkende er et resultat af den enkeltes personlige valg (- og dermed eget ansvar), men resultatet af en samfundsmæssig udvikling. En samfundsmæssig udvikling, hvor politiske prioriteter har spillet en væsentlig rolle. Prioriteter der skal gøres til genstand for en demokratisk diskussion.
Mvh. poul.

Henny Paudel, Eva Schwanenflügel, Ebbe Overbye, Lise Lotte Rahbek, Karsten Aaen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar