Læserbrev

Guf til investorer, intet til de små virksomheder

25. september 2017

Ni ud af ti danske virksomheder har under 10 ansatte. Det er den lokale slagter eller iværksætteren, som satser alt på at realisere den gode idé. Måske sammen med en partner eller to.

De helt små virksomheder er ganske enkelt grundstammen i dansk erhvervsliv. Det er her, idérigdommen og virkelysten skal fremmes og væksten stimuleres.

Alligevel er regeringens erhvervs- og iværksætterudspil »Sammen om fremtidens virksomheder« stort set renset for initiativer til gavn for den helt dominerende type virksomhed herhjemme. Vægten er derimod lagt på tiltag, der særligt gavner landets investorer og virksomheder med en vis størrelse og vækst.

Overordnet set er regeringens ønske om at øge investeringerne i danske arbejdspladser og give flere virksomheder mulighed for at vokse sig til nye globale erhvervssucceser bestemt prisværdige. Problemet er bare, at de færreste iværksættere og små virksomheder nogensinde vil få gavn af de foreslåede tiltag som aktiesparekonto, investorfradrag og bedre skattevilkår for investeringsforeninger.

Formentlig derfor var det også virksomheden Trustpilot, der lagde hus til, da ministertrioen erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) og finansminister Kristian Jensen (V) præsenterede erhvervspakken.

Virksomheden blev grundlagt i 2007 af den nuværende CEO, Peter Mühlmann, og har i dag 500 medarbejdere fordelt på 40 nationaliteter og kontorer i New York, London, Berlin, Melbourne og Denver. »Vi vokser og vokser«, som virksomheden konstaterer på sin hjemmeside. Med andre ord en mere end ti år gammel virksomhed med forhold og vilkår, der ligger milevidt fra den virkelighed, der i dag møder spirende iværksættere.

Omsorgen for investorerne er givetvis velovervejet og på sin plads. Det har bare ingen aktualitet for hovedparten af de virksomheder, der er allerflest af i Danmark. Før en virksomhed overhovedet overvejer børsnotering, kræver det en vis størrelse og udsigt til succes.

Derfor bidrager en aktiesparekonto og ønsket om en helt anden investeringskultur hos danskerne næppe med kapital til andre end allerede børsnoterede selskaber i en lang årrække frem.

Tilmed indeholder erhvervspakken en række tiltag, som nok er målrettede, men som desværre også komplicerer skattesystemet yderligere. I stedet for et nyt investorfradrag og ny aktiesparekonto kunne regeringen have sænket selskabsskatten og samlet aktieskattesatserne til en enkelt og lavere skat på aktieindkomst.

De små virksomheder efterlyser forenkling i skattesystemet og ikke yderligere og unødig kompleksitet. Komplicerede regler og unødigt bureaukrati belaster i forvejen deres hverdag.

Derfor havde det været en langt større hjælp til det danske erhvervsliv, hvis erhvervspakken havde haft forenkling for øje og sænket såvel de økonomiske som administrative byrder i størstedelen af landets virksomheder.

Karsten Mølgaard Jensen, administrerende direktør A-kassen Ase og medlem af Virksomhedsforum

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Julian Christmas

Det indspark du her kommer med Karsten rammer rigtig godt ind i den tendens jeg som direktør i netop de virksomheder du her omtaler ser hver dag - www.meetintelligo.com .

Mange virksomheder spirer op og forsvinder så hurtigt igen når det administrative bøvl rammer dem. Jeg kan godt lide ideen om at flere danskere vil investere i "upcoming" virksomheder, men som du siger, kommer det så nogensinde til at ske?

En forenkling af reglerne for os med under 10 ansatte ville være super - vi har nok at gøre med at holde styr på i perioder op til 7 ansatte og praktikanter, APV, Årlig arbejdsmiljø drøftelse, sikkerhedsdatablade på opvaskemidlet, MUS, særlige krav til frokost ordning, ferieloven - og ikke mindst oplæring af nye medarbejdere der kommer fra det danske uddannelses system uden nogen form for praktisk erfaring. Når alt det så er sagt, så er jeg lykkelig for at kunne sige jeg er herre i eget hus, jeg skaber arbejdspladser i det danske samfund og bidrager positivt til vores alles udvikling.

Jeg står faktisk lidt tilbage med tanken om "Hvad betydning har en udmelding fra regeringen så egentlig for mig?" - Så vidt jeg kan se betyder den ikke meget med mindre vi går ud og finder et par hundred millioner som Trustpilot og øger vores værdi igennem bruger generet indhold. Hvem ved, måske det en dag sker.