Klumme

Jeg håber, at nogle talte med Marie om hendes mors død. At andre var mindre feje end mig

For et barn er det ufatteligt og ubærligt, at se et andet barn miste sin mor. Og jeg sørgede over Maries døde mor, men altid på sikker afstand. Jeg skulle ikke risikere at arve hendes sorg
Debat
12. september 2017

Jeg forestillede mig Maries værelse, gav det et kvistvindue og en seng nedenunder, med dynen knuget i sorg og mangel på søvn. Jeg forestillede mig mørket, som aldrig ville slippe sit tag. Og gråden.

Efter sommerferien skulle vi samles ved flagstangen i skolegården til sang og velkommen tilbage.

Marie kom gående med sin far i hånden. Marie kom gående uden sin mor i hånden. Det gjorde så ondt. Marie og hendes far og deres uvante ensomhed. Jeg kan se dem så tydeligt for mig, selv om jeg forsøgte at kigge væk. Jeg var så bange for at møde Maries mørke.

Marie var lys og lyserød for det meste. Hun havde sløjfehår, fnisende øjne og en blød trækning i smilet. Jeg husker hende fra første dag i børnehaven. Hun var mild og fremmed. Det blev hun ved med at være. Vi var sådan nogle, der fredeligt vidste, hvem hinanden var uden egentlig at blive veninder. Vi var yngst og dårligst til at sidde stille og fandt forurettet sammen, de gange pædagogerne tog de andre med i biografen og lod os blive tilbage i børnehaven.

Vi kom i samme skole. Marie gik i 1.A., jeg gik i 1.B., og hendes storebror gik i 10. og gav mig hjertebanken, når han spillede fodbold i de stores gård og sendte et bredt smil over målet og muren, jeg hang hujende indover.

Det var sommer. Min mor og jeg var kørt til Smidstrup for at ringe til min far, som ikke var med i sommerhus. Det gjorde vi hver aften. Vi trykkede os sammen i telefonboksen. Jeg puttede mønter i, de talte, og jeg kiggede på rudernes forbudte graffitistreger, lyttede til regnen og løb gennem den tilbage til bilen.

Min mor lod viskerne suse mekanisk i en fortvivlet evighed. Maries mor var død, min far havde læst det i avisen. Vi blev siddende i bilen på parkeringspladsen og græd, i takt med at vi forstod det og slet ikke kunne forstå det. Hun var der jo lige, Maries mor. Hun var der lige, levende og smilende. Og hvad nu med Marie?

»Nogle gange går Marie rundt ude i gården og smiler,« kom jeg hjem og fortalte næste forår.

Marie var andet end sorg, og jeg kunne ikke begribe det.

Maries mor ved havelågen

Vi gik begge til kor i et knirkende lokale under taget og stod i hver sin ende af rækken. Kor-Jane bad os allesammen tage en dyb indånding, og jeg tog et skridt tilbage for ikke stå på det samme gulvbræt som Marie. For ikke at risikere at arve hendes tab. For at sikre mig, at min mor levede videre. Ingen opdagede det. Jeg gjorde det hver torsdag for en sikkerheds skyld. Jeg skammer mig over det.

Vi opførte Ronja Røverdatter. Jeg var røver og Marie var Lovis, Ronjas mor.

»Du ulv, du ulv, kom ikke her, hold dig fra mine kære.«

Marie var alene på scenen.

»Sov nu lille i moders favn, verden raser derude.«

Jeg turde ikke synge alene og beundrede Maries mod. Salen var fyldt med forældre og søskende.

»Sov nu stille, min ven. Vi ta’r afsked.«

De klappede.

Marie skubbede uventet en tegneserie over til mig og pegede. Det var i et frikvarter på biblioteket. En dame badede en mand:

»Hov, jeg tabte sæben. Nå, der var den. Nej, det var ikke sæben!«

Marie grinede, til hun blev bedt om at dæmpe sig, jeg grinede med – og mødte hendes blik. Det var ikke mørkt.

Maries mor vendte sig engang ved lågen til børnehaven og smilede til mig. Jeg ved ikke, hvorfor netop det øjeblik er blevet hos mig. Måske fordi jeg blev stolt. Jeg havde ikke mødt en mor som hende før, hun lignede ikke de andre. Det var tøjet og brillerne, hun var mere rank også i blikket. Jeg husker ikke, at vi nogensinde talte sammen.

Jeg ved ikke, hvem Marie talte med. Om hun talte med nogen. Jeg håber det. Jeg håber, at andre var mindre feje end mig. At de turde møde hendes sorg og hendes blik. Det var ikke mørkt. Det var mildt og lignede hendes mors.

Camilla Buch er cand.mag. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her