Klumme

Hvornår stopper det politisk korrekte politi? Svaret er: Når også pigerne får rollemodeller

I min datters godnathistorier er Gud en dame, ligesom Pia Pedal, Harriet Potter og Rigmor Klump. Nogle læsere vil nok ryste på hovedet. Har det politisk korrekte politi nu også kastet sig over Gud? Hvornår stopper det? Svaret er: Når pigers rollemodeller deltager aktivt der, hvor det sker. I kampen mod dragerne, forsumpningen og genopstandelsen
Vi har Rasmus Klump, men vi har brug for Rigmor Klump, skriver denne klummist. For også piger har brug for forbilleder af samme køn.

Vi har Rasmus Klump, men vi har brug for Rigmor Klump, skriver denne klummist. For også piger har brug for forbilleder af samme køn.

Stine Tidsvilde

8. september 2017

»Og så blev der lys. Nu kunne Gud se. Lyset skal hedde dag, sagde hun, og mørket skal hedde nat.«

Jeg læste bibelhistorier for min datter, Lulu. »Er Gud en dame?« sagde hun forvirret. Vi var lige gået i gang, og Gud er en af de første, der kommer på scenen. Hver gang, der stod ’han’, lavede jeg det om til ’hun’. Lulu så skeptisk på mig. Hun er ikke helt kommet sig oven på historien om Snehvide, der blev reddet ud af kløerne på syv små mænd, der hele tiden ville have hende til at gøre rent, af den dejlige prinsesse, der kom ridende fra fjerne lande.

»Det var en prins, mor!« kom hun flere dage efter vred hjem fra børnehaven og sagde.

Nu kan jeg allerede mærke, der er nogle af læserne, der bliver meget trætte. Nu må det snart holde op! En ting er, at Astrid Lindgrens bøger ikke længere må have negerkonger med, men nu vil PC-politiet også til at lave Gud om til en kvinde? Hvornår stopper det?

Jeg forstår godt den træthed. Det virker så demonstrativt. Hvorfor ikke bare lade ting være og fortælle min datter, at de historier er skrevet for flere tusinde år siden og afspejler en tid, hvor mænd ejede kvinder, ligesom de også ejede slaver og køer og får?

Der er noget latterligt ved at lave om på den slags – noget småligt og naivt. Som om man med små penselstrøg kan lave om på vores alle sammens historie. Som om man ikke vil vedkende sig virkeligheden og opdigter en fjollet parallelvirkelighed med enhjørningeborgmestre og kvindelige guder.

Og jeg følte mig faktisk lidt fjollet, som jeg sad inde på børneværelset med bibelhistorierne mellem hænderne og småsøvnigt forsøgte at huske, at Gud er Jesus’ mor og ikke hans far, hvilket på en måde gjorde Helligånden til den første anonyme sæddonor i den semi-lesbiske romance mellem Gud og Jomfru Maria.

Petra Plys, Andrea And, Pia Pedal, Harriet Potter og Rigmor Klump

Men jeg vil bede mændene blandt læserne om at gå med i et lille tankeeksperiment. Prøv at forestil dig, at alle de historier, du som lille får læst op, handler om Petra Plys, Andrea And, Pia Pedal, Harriet Potter og Rigmor Klump, der tager ud på eventyr.

Når du lærer om universet og religion og verdenshistorien, er alle de magtfulde skikkelser, dem, der har skabt jorden, du sidder på, og himlen, du kigger op på, dem, der har gjort noget storslået for hele menneskeheden, det er kvinder. Når du hører om nogle fra dit eget køn, så er det en far, der bager pandekager til de eventyrfarende, eller en fyr, som heltinden måske gifter sig med til sidst. Du har selvfølgelig Palle Langstrømpe, en stærk, lille fyr, der kaster sig ud i verden med gåpåmod og selvtillid, men han hører til undtagelserne.

Vejene, du går på, hedder alle sammen noget med Marianne Helenesdattersvej eller Rita Ullasdattergade, og når du tænder for fjernsynet, ser du superheltinderne flyve rundt og fikse verden, mens du sidder og spejder efter nogen, der ligner dig selv. Når du begynder at læse selv, står der altid ’hun’, når der menes han eller hun.

På et eller andet tidspunkt får du fornemmelsen af, at det egentlig ikke er sådan en som dig, der er tiltænkt hovedrollen i den her historie. Du har en vigtig birolle. Du er den, heltinden skal løsrive sig fra – faderen – eller den, hun måske, hvis hun er heldig, vinder – den flotte drømmefyr. Derimellem sker alt det sjove. Dragerne, kampene, alkoholen, forsumpningen, genopstandelsen. Du er vigtig for, at historien overhovedet kan udspille sig. Men bare mest som tilskuer, som hjælper, som den, der sørger for, at der er noget rart at vende hjem til, når alt det spændende er sket.

Det er bare historier. Men de er med til at forme dem, vi er.

At sige, at køn ikke betyder noget, er lettere, når man er omgivet af en verden, der hele tiden bekræfter én i, at ens egen slags har været her før, har banet vejen, har lagt navne til gader, pladser og kirker, har efterladt sig geografiske og kulturelle meget synlige fodspor, som man kan træde ned i med sin egen lille drengefod.

Det, jeg prøver, er at åbne en sprække. En lille sprække, en mulighed for, at det, der skal redde os, det, der skal handle og agere i en stor verden, godt kunne være sådan nogle som os selv. Sådan nogle som min datter og mig, der sidder i halvmørket og læser om hende Gud, der skabte lyset og himlen og havet.

Betty Frank Simonsen er forfatter og journalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
  • Katrine Damm
  • Kurt Nielsen
David Zennaro, Eva Schwanenflügel, Katrine Damm og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Ak, du er er bag om dansen! Mage til udtryk for cisnormativ tænkning og indoktrinering!!!

It's Turtles all the way down,...!

Johnny Winther Ronnenberg

Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde over videreførelsen af et tankegods der havde sin storhedstid i 60'erne og 70'erne. Men jeg er enig i at Gud er en lesbisk enlig mor på kontanthjælp, med en jødisk far og en muslimsk mor af konservativ observans ;-) Hmmm jeg troede den opfattelse døde ud, da jeg var ung, der er vist ingen fare for at det fører til en debat om tidens kvinder og mænds vilkår ;-)

Måske vi mænd slår os i tøjret nu og kvinder med. Men det Betty skriver om historierne med helte roller m.v. er jo fakta. Ved at vende historierne om kan vi så vælge at grine eller krumme tæer.
Men her måske et eksempel på overdrivelse fremmer forståelsen og hermed et signal til at vore roller som sådan igen igen trænger til en revision ikke?

Torsten Jacobsen

Viggo Okholm,

Al tænkning trænger til vedvarende revision. Dine og mine tanker er vores egne, men Betty Frank Simonsen har så her valgt at lægge et destillat af sine tanker ud på skrift og i offentligt skue.

Og hvilket skue!

Lad os nu tage bare et par eksempler fra den trykte tekst:

- Vejnavnene:
Som Betty Frank Simonsen forstår verden, har den patriarkalske(kulturelle) orden domineret vores samfund siden arilds tid. Det er derfor - ifølge Betty Frank Simonsens egen logik og verdensforståelse - ikke overraskende, at veje og pladser i overvejende grad er opkaldt efter mænd: Der er ganske enkelt ikke så frygtelig mange navnkundige kvinder fra arilds tid og frem at vælge imellem. Undertrykte, som de var.

Harald Jensens plads, som et for mig lokalt eksempel, kunne selvfølgelig godt omdøbes til 'Harald Jensens Hustrus Plads', men hun udrettede formentlig - og helt i tråd med tidsånden - åbenbart ikke noget videre mindeværdigt. Så hvorfor dog mindes hende?

- Protagonisterne:
Peter Plys (mandlig forfatter), Anders And (mandlig forfatter), Peter Pedal (mandlig forfatter/kønsforræder), Harry Potter (kønsforræder) og Rasmus Klump (mandlig forfatter/kønsforræder).

I og for sig er det ikke overraskende, omend det tilsyneladende ryster Betty Frank Simonsens grundvold, at han-kønnede forfattere skriver bøger, som har han-kønnede protagonister. Bevares, der er et par kønsforrædere involveret i indtil flere af forfatterskaberne, men den slags af patriarkatet undertvungne kvinder tæller ikke rigtigt i det store regnskab. Ligesom det bliver helt galt med milliardøsen J.K. Rowling, der med sit hetero-normative forfatterskab har gravet en patriarkalsk massegrav for alle hendes mange håbefulde tween-læsere m/k.

Den slags forrædere til trods, så er det vel ikke videre overraskende - analysens præmis iagttaget - at flere mænd end kvinder gennem tiderne har skrevet og vundet offentlig hæder derved, end det er blevet kvinder flest forundt?

Hvad Betty Frank Simonsen ikke forholder sig til i sit lille skriv - som jeg i al almindelighed finder ynkeligt (den globale opvarmning, den stigende socaile ulighed og potentiel atomkrig taget i betragtning) - er det FAKTUM, at man i nyskrevne børnebøger nærmest ikke kan finde et pusterum fra den skide POLITISKE KORREKTHED, som hun så åbenbart savner videre udbredt.

Så til helvede med at børnene keder sig bravt i mødet med så impotente historier, så farveløs og grå en fremstilling af liv?

En forfatter der frygter arketyper? Eller end ikke ved, hvad en arketype er, eller hvilken visdom arketypen rummer? Den slags kaldte man ikke 'forfattere' i arilds tid. Man kaldte dem vist nok for 'skrivere',,,"der hver skrev op alt hvad der blev sagt, at det straks kunne komme i avisen og sælges for to skilling på hjørnet..."

olivier goulin, Morten Pedersen og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar
Johnny Winther Ronnenberg

Dem lader vi lige stå for et øjeblik:

"En forfatter der frygter arketyper? Eller end ikke ved, hvad en arketype er, eller hvilken visdom arketypen rummer? Den slags kaldte man ikke ’forfattere’ i arilds tid. Man kaldte dem vist nok for ’skrivere’,,,"der hver skrev op alt hvad der blev sagt, at det straks kunne komme i avisen og sælges for to skilling på hjørnet..."

Ikke alt hvad er skrives i samtiden behøver at være sandt eller den endelige visdom ;-)

Jeg ville nødig være hendes datter og hvis genfødsel var en reel mulighed. så ville jeg frabede mig at blive genfødt som kvinde og sådan har jeg aldrig følt før, tvært imod, det kunne måske ligefrem være oplysende ;-)

Torsten Jacobsen

Johnny Winther Rosenberg,

Hvad definerer en arketype? Her er ét perspektiv:

En arketype er en metafor, som over tid har vist sig levedygtig (værd at genfortælle), igen og igen. Genotypen, kort sagt, mens fænotypen er evig foranderlig (til en grænse).

Vore dages hellige hævder, uden andet bevis end læsningen af visse tåbelige bøger og en deraf følgende oppustet selvfølelse, at fænotypen er alt, mens genotypen slet ikke eksisterer..

At den slags tanker skulle være kronen på værket af godt 60.000 års udvikling, ville hensætte selv vores fjerneste forfædre i latterkramper, hvis de blot havde haft en neo-cortex udviklet til formålet..

Johnny Winther Ronnenberg

Genotype og fænotype er helt forskellige ting en neger kan faktisk være hvid.

Stop dine 60.000 år op i røven og dokumenter at du inden for dansk lov har ret! Hvis du ikke kan så, er det game over ;-)

Bevisbyrden ligger hos dig, god hvor advokat er du egentlig ;-)

Torsten Jacobsen

Ronnenberg, (undskyld den tidligere typo),

Dit udsagn om at genotype og fænotype er 'helt forskellige ting', må siges at være korrekt. Med mindre du da hævder, at der ingen sammenhæng er mellem fænotype og genotype. Men så ignorant er du næppe. Derfor forstår jeg ærligt talt ikke, hvad du sigter til?

Ja, en 'neger' (modbydeligt ord, i øvrigt) kan sagtens have have et fænotypisk 'hvidt' udtryk. Omend sandsynligheden er lav: (Hvad var din pointe lige igen?)
https://plato.stanford.edu/entries/genotype-phenotype/

Du forstår godt, at jeg i det ovenstpende taler om 'fænotyper' og 'genotyper' i en ikke strengt forstået biologisk betydning, ikke?

Torsten Jacobsen

Ronnenberg igen,

For nu at lette forståelsen, om nødvendigt:

Forestillingen om, at der før eller i intet må være et noget - en gud - er en (universel) genotype.

Forestillinger om hvad denne gud kan/vil/påbyder er (partikulære) fænotyper>/i>..

Torsten Jacobsen

Og, Ronneberg igen igen,

Hvis du mener, at du ikke - i fraværet af gud - kan skelne mellem det arketypiske gode og det arketypiske onde - det vil sige hvad der bør være, og hvad der ikke bør være - så er du nihilist.

Er du ikke nihilist, så bliver den næste opgave: Hvordan kan jeg forstå det arketypiske gode og det arketypiske onde i forhold til menneskelig adfærd? Hvordan kan jeg knytte det bånd?

Men så bliver det selvfølgelig og pludselig meget mere kompliceret end forestillingen om, at man med en ændring af en skide protagonists køn har udrettet noget som helst...