Kronik

Ja, der er bander i Mjølnerparken. Men der er også fremskridt

Mjølnerparken fremstilles som bandekonfliktens epicentrum. Men faktisk er boligområdet et studie i, hvordan en boligsocialindsats kan løfte et område. For ti år siden var området præget af mistillid og konflikt. I dag er kriminalitetsraten faldet til under niveauet i ghettokriterierne, og stadigt flere af de unge uddanner sig
Indvandrerkvinder til danskundervisning i Cafe Nora i Mjølnerparken. Med en boligsocial indsats, som har aktiveret og trukket på de lokale beboeres ressourcer, i stedet for at trække på eksperter og konsulenter, der kommer udefra, er det lykkedes at løfte Mjølnerparken.

Indvandrerkvinder til danskundervisning i Cafe Nora i Mjølnerparken. Med en boligsocial indsats, som har aktiveret og trukket på de lokale beboeres ressourcer, i stedet for at trække på eksperter og konsulenter, der kommer udefra, er det lykkedes at løfte Mjølnerparken.

Jacob Ehrbahn

27. september 2017

Det går ad helvede til i Mjølnerparken, forstår man efter at have læst Morten Frichs artikel »Der er sket noget, siden Politiken erklærede, at freden var brudt ud i Mjølnerparken« (den 12. september). »Positive artikler fra Mjølnerparken ser lidt morsomme ud i dag,« konstaterer artiklen og bemærker, »at et dyk i problemerne« var baggrunden for de positive artikler, som Politiken bragte tidligere i år.

Jeg er forundret over en så overfladisk journalistik i min avis. En opblussen af bandekonflikten bliver brugt til at nedgøre og underkende det arbejde, der har været gennemført de seneste ti år i boligområdet på Ydre Nørrebro. Et arbejde, hvor kommunen, myndighederne og ikke mindst den lokale boligsociale indsats har skabt udvikling og forandring, der kan mærkes i beboernes hverdag og muligheder.

Artiklens holdning svarer til at sige: For ti år siden var Hvidovre Hospital fyldt med patienter. Her i 2017 er det stadig fyldt med patienter. Konklusion: Fortællingerne om de patienter, der i mellemtiden er blevet raske, ser ’lidt morsomme’ ud, fordi nogle andre nu er syge.

Med andre ord hopper Morten Frich på fordommenes karrusel og springer dokumentationen for alt det positive, der er sket i boligområdet, over.

Lav tillid til Danmark

Jeg har selv for nogle år siden arbejdet med problemstillingerne i Mjølnerparken og for nylig igen haft opgaver der. I fattigfirserne og 1990’erne havde Mjølnerparken udviklet sig til at blive en boligafdeling, der var præget af, at mange beboere havde det vanskeligt. Mange var krigsflygtninge; en del af dem flygtet fra lejrene i Libanon.

I slutningen af 1990’erne var beboersammensætningen vidt forskellig fra den, der var i det omkringliggende samfund. 93 procent af beboerne var ikke af dansk oprindelse. De fleste – bortset fra de små børn – var ikke født i Danmark. Store familier boede i treværelses boliger. Der var massiv arbejdsløshed, fattigdom og fremmedgjorthed. Manglende viden om det samfund, de boede i, betød, at mange familier søgte hinanden, religionen og talsmænd, der kunne støtte dem i deres vanskelige situation.

Under presset fra fortiden i krigszonerne, fattigdommen og det omkringliggende samfund udviklede der sig en subkultur, hvor beskyttelsen af hinanden stod højt på dagsordenen. Tilliden til samfundet og myndighederne var lav.

I begyndelsen af 00’erne var situationen yderst kompliceret og konfliktfyldt. Beboerne var i konflikt med det omkringliggende samfund. Mange af de unge begik alvorlig kriminalitet. Afdelingsbestyrelsen oplevede, at boligselskabet og kommunen ikke respekterede deres synspunkter og krav. Kommunens mange forvaltninger og boligselskabet var indbyrdes uenige om strategier. Der var behov for, at alle parter søgte hinanden og fandt nye veje.

Uerkendte ressourcer

Efter intense forhandlinger mellem afdelingsbestyrelsen, Lejerbo og kommunen blev der udarbejdet en ny Boligsocial Helhedsplan, som fik støtte fra Landsbyggefonden. Den skulle dels imødekomme beboerne og beboerdemokratiets behov for at blive respekteret og få medbestemmelse; dels give plads til boligselskabets og kommunens behov for at styre og udøve deres ansvar og myndighed.

Den faglige diskussion af det boligsociale arbejde havde i årene op til 2007 fået nye bidrag fra blandt andet North Western Universitet i Chicago. Erfaringerne fra den amerikanske storby var, at traditionelle indsatser i udsatte byområder, designet af udefrakommende og ledet af udefrakommende, i realiteten havde begrænset effekt. Pengene og erfaringerne gik for størstedelens vedkommende til dem, der designede og udførte projekterne. De ressourcefattige områder og beboere fik en minimal andel af midlerne og de nye kompetencer.

For at undgå det, tog man afsæt i, at alle personer og beboergrupper har flere potentielle ressourcer end dem, der umiddelbart kan aflæses i statistikkerne. Der er ikke tale om at overse eller ignorere de problemer, som den enkelte og området er præget af, men derimod om at erkende, at potentialet til forandring er til stede, samtidig med eller på trods af de sociale problemer.

Den grundlæggende kilde til varige ændringer er beboernes egen udvikling af muligheder og kompetencer. Samtidig satsede man på at udvikle de eksisterende organisatoriske, sociale, kulturelle og professionelle netværk.

Krigsflygtninge i job

Helhedsplanen fik et budget på over 25 millioner kroner, og man gik i gang med at realisere den i 2008.

Et af målene var at styrke områdets image gennem øget renholdelse og mindre hærværk. Det skete ved at oprette fritidsjob til store børn, som hjalp med renholdelsen. Voksne beboere blev ansat til at lede og styre børnene. Der var tale om voksne, der hidtil havde været uden for arbejdsmarkedet, og som var på førtidspension.

En gruppe af afdelingens unge blev uddannet til kommunikationsambassadører. En ny bog med titlen Velkommen til Mjølnerparken var et produkt; blade til beboerne og kommunikation på de sociale medier var andre produkter. Præsentation af Helhedsplanen for interesserede uden for Mjølnerparken blev også et element. Den kendsgerning, at det var beboerne selv, der præsenterede Helhedsplanens aktiviteter på landsdækkende konferencer, var et nybrud i de boligsociale faglige netværk.

Siden disse første initiativer kom i gang, er en lang række udviklingsarbejder igangsat. Mellem 50 og 100 beboere har eller har haft konkrete ansættelsesforhold i forbindelse med indsatserne. Beboerdemokratiet har fået ny profil, kvinderne er blevet aktive, hvilket i høj grad bidrager til forandringerne.

Undervejs i forløbet har det været muligt at foretage en meget omfattende fysisk renovering og udvikling af Mjølnerparken. Nye funktioner i nederste etage, nye boliger på taget og nye facader er nogle af elementerne. Investeringerne i beboernes ressourcer og respekten for deres centrale rolle har betydet, at der nu er fuld opbakning blandt beboerne til denne fysiske transformation af området.

Faldende kriminalitet

I de år, indsatsen har kørt, har mange fået nye og væsentlige muligheder – ikke mindst i gruppen, som især er i risiko for at blive en del af bandemiljøet. Blandt de unge mænd mellem 17 og 25 år i Mjølnerparken var 16,4 procentpoint flere i gang med eller færdige med en ungdomsuddannelse i 2013 i forhold til i 2008. Og samtidig er beskæftigelsen blandt dem steget markant.

Statistisk set er kriminaliteten blandt beboerne i Mjølnerparken under det niveau, som er fastlagt i de såkaldte ghettokriterier. Ghettolisten opererer med, at andelen af dømte for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer overstiger 2,7 procent af beboere på 18 år og derover, i Mjølnerparken er tallet 2,64. 

I årene 2011-2015 faldt andelen af unge mellem 10-17 år, der mindst en gang har været sigtet for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer fra 4,3 procent til under tre procent. Dette på trods af, at der er mange unge og yngre voksne beboere, som er opvokset i familier og et miljø, der kan anses for kriminalitetstruet.

Kriminaliteten, der blusser op på Ydre Nørrebro i disse måneder, kan altså ikke umiddelbart tilskrives beboerne i Mjølnerparken. Bandekriminaliteten skal tage alvorligt, men det vil også være på sin plads at tage de omfattende positive sociale, økonomiske og menneskelige resultater alvorligt. Resultater, som er skabt af aktive beboere, medarbejdere, myndigheder med støtte fra boligorganisationen Lejerbo, Københavns Kommune og ikke mindst Landsbyggefonden. Det er forstemmende, at Information beskriver de resultater som »lidt morsomme«.

Søren Hvas pensionist og konsulent i udvikling af udsatte byområder.

Præmissen for kritikken er forkert. Søren Hvas skriver, at en opblussen i kriminaliteten ikke umiddelbart kan tilskrives beboerne i Mjølnerparken. Det har Information heller ikke gjort. Opblusningen kan tilskrives banderne og kun banderne. Søren Hvas skriver, at Information skulle have beskrevet beboernes og de boligsociale medarbejderes resultater som »lidt morsomme«. Information har aldrig beskrevet disse resultater som »lidt morsomme«, hvilket ville være absurd. Politikens redaktionschef Bo Søndergaard har beskrevet avisens positive artikler i februar som »lidt morsomme« i lyset af udviklingen på Nørrebro, herunder Brothas’ genopståen, denne sommer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Flemming Berger
  • Niels Duus Nielsen
Eva Schwanenflügel, Flemming Berger og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Tak for dette opråb - det er god at få gentaget de gode ting der er opnået i Mjølnerparken - Retfærdigvis har P1 også fortalt om disse inddragelser af beboerne.

Tænk om politikerne ville tage afsæt i disse udviklinger og ikke bare tale om sanktioner og straf til beboerne i disse boligområder.

Peter Andersen, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Johnny Winther Ronnenberg

Det er altid velgørende at få en kommentar fra en der har fingrene nede i bolledejen og som ved hvor svært den slags er at ændre.

Det kan nemt tage tyve år eller mere at ændre på et boligområdes omdømme og beboer sammensætning og det kræver mange aktørers samarbejde at få det til at lykkes.

Tænk blot på Tingbjerg det har været en ghetto siden jeg gik i skole og det er der endnu ikke rigtigt rettet helt op på.

Glen Michaelsen

Det er fedt at se, når der sker disse fremskridt. Det vil altid være en lang, sej og hård proces, når man skal arbejde med disse boligområder - og jeg tror vi er nødt til også at fejre de "små succeser", når tingene går i fremgang.

Med venlig hilsen
Glen Michaelsen
Skribent for http://dromag.dk/

Marie Jensen:
Alt koster og vi mennesker koster og hvad så? Er det ikke vigtigere at redde10 mennesker fra fattigdom fremfor så meget andet. Ghettosnakken er så massiv og det er som om at mennesker i den såkaldt lavere klasse anses som en trussel mod velfærd, de ikke flyttes "opad". Christiania har fødselsdag, hvor vil man passe dem ind? Er det egentlig ikke ok at forsørge hinanden, hvis alle som lever i et samfund føler de kan ånde og har en værdi i sig selv som menneske?

Jørgen Zachariassen

Jamen det er da en fremgang: "Statistisk set er kriminaliteten blandt beboerne i Mjølnerparken under det niveau, som er fastlagt i de såkaldte ghettokriterier. Ghettolisten opererer med, at andelen af dømte... overstiger 2,7 procent af beboere på 18 år og derover, i Mjølnerparken er tallet 2,64".
Vildt imponerende med mindre end 3 pct.s fremgang på dette område!

Runa skriver ikke SL
30.09.2017. Hver gang vi hører, nu går det bedre i Mjølnerparken, så skydes der løs. Nu på en civil politibil.
Mjølnerparken er en af Københavns ringeste byggerier. Den er ikke menneskeværdig. Den er en arkitektonisk skamplet, sammen med Egon Weidekamps "Sorte firkant" ved Blågårds plads. Vi kan godt finde flere, men ikke denne gang. Mjølnerparken burde rives ned sammen med byggeriet omkring og ved Blågårds plads og erstattes af nyt og bedre. Estimeret beløb til ombygning af Mjølnerparken er på omkring 900 millioner kan vi læse i avisen. Det vil sige knapt 1 milliard. Beløbet tages fra Landsbyggefondens reserver, som er lejernes penge, så at sige. Nyt tidssvarende byggeri ville ikke koste voldsomt meget mere og de fredsstyrrende elementer ville blive genhuset andre steder, evt. under venligt opsyn. KBHs kommune kan dog nok ikke råde over Landsbyggefondens 900 milioner. Renovering af socialt boligbyggeri giver ikke noget til integrationen. Renovering giver kun lavere omkostninger på varmeregningen og derved billigere drift. Begge førnævnte steder er centre for kriminalitet og vold. KBH kommune burde lade begge betonbyggerier rive ned og bygge nye byggerier med flere mindre lejligheder, som der er behov for i København. Denne endeløse cirkel af vold og kriminalitet må brydes. De arme menneske i Mjølnerparken, som vil noget andet end vold, bør vi give mulighed for at blive genhuset et andet sted. Mjølnerparken er desværre også kendt for at være beboet af indvandrere uden arbejde og uden særligt indsyn i danske forhold, andet end Serviceloven. Det lyder kynisk, men jeg arbejder med tilsvarende problemer, bare ikke i København. Lad almennyttige nybyggede boligbyggerier ikke blive til gettoer af indvandrere, men blandede boligbyggerier, hvor indvandrerfamilier bor sammen med helt almindelige danske familier og unge. Dette opbygningsarbejde vil tage generationer, måske 30-40 år, andet er at stikke sig selv blår i øjnene. Jeg arbejder med bl. andet indvandreres problemer hver dag og ser hvordan tingenes rigtige tilstand er.
Når jeg læser jeres venlige kommentarer, så bliver jeg alligevel varm om hjertet på vegne af de mennesker, der vil Danmark.