Kætter Frans

Paven er kommet i modvind og bliver beskyldt for at fremme kætteri, hvilket jo ikke er så heldigt for en pave. Man skal godt tilbage i historien for at finde noget lignende. I 1330'erne gerådede pave Johannes den 22. således i problemer.

Johannes, der i stammede fra Cahors og måske har fælles aner med Prinsen, fabulerede over kristnes vilkår hinsides og blev i den anledning, uden her at gå i teologiske detaljer, udråbt som kætter. Der var åbenbart folk, der vidste mere om den ting end Sankt Peters efterfølger, og folk var de lærde på det teologisk toneangivende Sorbonne, Johannes' egne fagfæller og landsmænd. Flere fremtrædende teologer sluttede op om anklagen, som kunne være blevet en alvorlig sag for Johannes.

Men den i øvrigt dygtige reformpave, der blandt andet fik styr på kuriens evindelige pengeproblemer og ifølge fremstillingerne den også dengang omsiggribende korruption, stillede sine røde tøfler (som paverne nu ikke gik i dengang), inden det kirkeretlige apparat rullede sig ud. Johannes' kritikere fik en lang næse; efterfølgeren, den mere stramtandede inkvisitor Benedict den 12., satte skik på ortodoksien.

Utvivlsomt har andet end teologi spillet ind i forsøget på et opgør med Johannes, hvilket man heller ikke kan lade være med at spekulere på i den nuværende paves tilfælde.

62 henholdsvis teologer og akademikere med mere eller mindre nær tilknytning til de øvre lag i katolicismen har rejst hovederne mod forandringerne i Vatikanet.

Det hele drejer sig i det aktuelle om pave Frans' menneskelige tilgang til ægteskabsinstitutionen og hans villighed til at lade fraskilte og gengiftede modtage nadveren.

Man tror, det er lyv, men det strides de om: Hvorvidt Vorherre ser med velvilje eller det modsatte på folk, der ikke kan holde hinanden ud og har fundet en anden, men gerne trods brudt ægteskabsløfte vil blive inde i varmen med adgang til det Paradis, som forgænger Johannes altså kom så galt af sted med på egen hånd at ville bestemme indretningen af.

Folk må jo selv om, i hvilken grad de vil underkaste sig dogmer og forskrifter i den ene eller anden religion. Men anyway, som de siger på vor tids latin, er det da et fremskridt, at en pave lægger sin hellige finger på tidens puls og beskytter den institution, hvis interesser han er valgt til at varetage. Det gør Frans unægtelig, i hvert fald mere langsigtet end reaktionen, ved at imødekomme elementære moderne fordringer.

Som antydet er paven ikke direkte under kætterianklage, det tør de reaktionære 62 (indtil videre) trods alt ikke. Pavens autoritet er vægtig, han kan i tros- og moralspørgsmål udstede krasbørstige erklæringer uimodsigeligt ex cathedra; i sidste ende, hvis det hele går op i en spids, der rækker mod himlen, kan han ligefrem udsende en bandbulle. Eller mere tamt et paveligt retvisende brev med segl i kapsel, en bulle.

Paven har i skrivende stund ikke svaret og gør det måske heller ikke. Mest effektivt vil det være – i fald skribenten et øjeblik tillader sig at optræde vederlagsfrit som pavelig spindoktor – at fremsætte flere synspunkter og retningslinjer for modernisering og tilpasning af den katolske virkelighed, eksempelvis vedrørende bøsser og lesbiske, afskaffelse af det uhensigtsmæssige – for små kordrenge risikable – om cølibatet og om at indføre kvindelige præster, kardinaler og, hvorfor ikke: paver.

Der er nok at tage fat på for en rask 80-årig, der formentlig inderst inde er ragende ligeglad med at blive hængt ud for kætteri af nogle fnidderaber med nedgroede tånegle. Frans bliver næppe brændt på bålet midt på Campo di Fiori under det statuariske minde om et af romerkirkens mere spektakulære overgreb i skikkelse af den afbrændte kætter Giordano Bruno.

En anden mulighed er, at paven ikke er så ligeglad endda. Måske sidder Frans i sin lille beskedne lejlighed hver aften og bekymres over den tiltagende bølge af højrekræfter både her og der. Senest Tyskland, hvor holocaustfornægtere og nynazister nu har sæde i Bundestag; fortsat i USA hvor præsidenten scorer stadig flere selvmål til fryd for et ustyrligt aggressivt bagland, der skider på racemæssig ligestilling, menneskerettigheder og dybest set på den amerikanske forfatnings ånd og bogstav – samt ud over Europa, hvor et spøgelse af hengemt had og mindreværdskomplekser over for viden, hjertets dannelse og tolerance marcherer, så det gør noget.

Hvad stiller en menneskelig pave op med dét? Som antydet: tager kampen op mod højre og reformerer frem for at behage. Såfremt Frans, trods en supplerende beskyldning for at være kryptolutheraner(!), står distancen og insisterer på de kristne humanistiske grundværdier, kan de hjemlige socialdemokrater måske lære noget og ikke være så gennemført græskkatolske.

Det kirkelige har ellers fået momentum med DR's store seriesatsning, hvor Lars Mikkelsen fejrer nye triumfer som en af nationens store skuespillere i Adam Prices tankevækkende historie om præsten Johannes Krogh.

Der er næppe noget så gribende, som når mennesker med stærke gener i troscentret samt tilsyneladende fasthed i kødet over for anfægtelser af enhver art med ét geråder i tvivl. En skelsættende begivenhed, en krise, som burde kunne håndteres, vipper læsset og viser andre herrens veje, som seriens dobbelttydende titel utvivlsomt indebærer.

Sagt uden skråsikkerhed er det usikkerheden frem for det modsatte, der tæller. Det er her i den stedsevarende krise i den modne erkendelse af tilværelsens fundamentale natur af slet og ret natur, af fødsel og død og ikke meget andet samt muligheden for at være noget for andre uden veksler på evigheden; det er her, mennesket for alvor vokser og bliver til mere gavn og glæde end alverdens tomme dogmatik og aflirede, kunstfærdigt konstruerede trosbekendelser. Amen.