International kommentar

Man kan ikke bekæmpe racisme med vold

’Racister, racister – skal hakkes til medister!’ De voldsparate og militante antifascistiske bevægelser spiller deres fjenders spil og begrunder volden med tvivlsomme historiske analogier
Voldelig modstand rummer i USA særlige faremomenter, fordi nogle stater tillader deres borgere at bære håndvåben. I Charlottesville kunne man se et stort antal hvide nationalister paradere gennem gaderne i camouflageuniform og med halvautomatiske stormgeværer over skulderen.

Voldelig modstand rummer i USA særlige faremomenter, fordi nogle stater tillader deres borgere at bære håndvåben. I Charlottesville kunne man se et stort antal hvide nationalister paradere gennem gaderne i camouflageuniform og med halvautomatiske stormgeværer over skulderen.

Abaca

Debat
26. september 2017

Når nynazister og tilhængere af hvidt overherredømme demonstrerer, er det så berettiget at møde dem med vold?

At det spørgsmål er blevet relevant i vor tid, ser vi jævnligt – senest og mest opsigtsvækkende i forbindelse med de tragiske begivenheder i Charlottesville, Virginia i august: Tilhængere af hvidt overherredømme gik her i protestoptog imod en planlagt nedtagelse af en statue af sydstatshærfører Robert E. Lee. En moddemonstration blev organiseret, og det kom til gadekampe.

En kvinde, Heather Heyer, blev dræbt og 19 mennesker såret, da James Fields, en hvid nationalist, i høj fart kørte sin bil ind i en flok moddemonstranter.

På et pressemøde gav præsident Trump »begge parter« skylden. Trumps tilsyneladende sidestilling af racister og antiracister blev fordømt på det skarpeste, selv af ledende republikanere. Og vel er det moralsk meningsløst at sidestille nynazister og tilhængere af hvidt overherredømme med antiracistiske aktivister. En nøjere læsning af Trumps udtalelser åbner imidlertid for en udlægning, der giver bedre mening.

Ret beset giver Trump ingen steder udtryk for, at han anser racister og antiracister for at være lige slemme – det, han sagde, var, at begge parter var skyld i, at det kom til vold. Som underbygning henviste han til, at nogle på venstrefløjen »kom med køller i hænderne, svingende køller« og tilføjede: »Har dé mennesker et problem? Ja, det synes jeg, de har.«

Det fremgik helt korrekt af mediedækningen, f.eks. i The New York Times, at nogle af moddemonstranterne slog løs på de hvide nationalister med baseballkøller – en af de sidstnævnte blev set vakle ud af parken med blod i hovedet. 

I interview forklarer aktivisterne deres position: »Vi bliver nødt til at bruge vold for at beskytte ikke-vold,« sagde en aktivist ved navn Emily Rose Nauert. »Det er klart nødvendigt nu. Reelt er det her åben krig.«

Andre antifacistiske aktivister hævdede, at det måtte være i orden at bruge vold for at stoppe de hvide nationalister, eftersom disse selv havde oppisket et had mod minoriteter, hvilket påviseligt har resulteret i voldsovergreb mod medlemmer af sådanne grupper.

Uden for pædagogisk rækkevidde

The New York Times talte imidlertid også med aktivister, der afsværger vold og ser sig selv som videreførere af de strengt ikkevoldelige former for civil ulydighed, som borgerretsbevægelsen under Martin Luther Kings ledelse benyttede sig af i 1950’erne og 1960’erne.

Heroverfor hævder de voldelige antifacister, at racister og hvide nationalister ikke er rationelle, så derfor opnår man intet ved at forsøge at overbevise dem om, at de tager fejl. Kun fysisk magtanvendelse kan stoppe dem.

Lad os antage, at de voldelige antifacister har ret i, at de hardcore racistiske fanatikere vitterligt er uden for pædagogisk rækkevidde. Uanset dette, forholder det sig fortsat sådan i USA og andre demokratier, hvor vejen til magten går over valgsejre, at den radikale højrefløj kun kan nå sine politiske mål i det omfang, den kan vinde tilpas mange vælgere fra den politiske midte over på sin side.

Selv hvis vi også antager, at mange vælgere ikke er helt rationelle – det er de færreste reelt – vil videooptagelser af antiracister, der slår løs på racister med baseballbats eller kaster plastposer med urin imod dem næppe vinde dem for den antiracistiske sag.

De antiracistiske aktivister kommer mest af alt til at fremstå som hooligans, der opsøger slagsmål. Værdig ikkevoldelig modstand og disciplineret civil ulydighed udtrykker langt mere overbevisende en oprigtig etisk forpligtelse på kampen for et bedre, mere lige og ikkeracistisk samfund.

Voldelig modstand rummer i USA særlige faremomenter, fordi nogle stater tillader deres borgere at bære håndvåben. I Charlottesville kunne man se et stort antal hvide nationalister paradere gennem gaderne i camouflageuniform og med halvautomatiske stormgeværer over skulderen. Hvis antiaktivisterne skal matche racisterne i voldsparathed, er baseballkøller så nok? 

Baner vej for Føreren 

Nogle voldelige antifacister fører deres bevægelses oprindelse tilbage til de grupper i Europa, som sloges mod fascister i 1920’erne og 1930’erne. I Tyskland i årene før Hitlers magtovertagelse tævede nazisternes paramilitære Sturmabteilung, kendt som brunskjorterne, jævnligt jøder og politiske modstandere, nogle gange til døde. Som selvforsvar svarede venstrefløjen igen ved at danne egne militser, kommunisternes Rød Front-krigere og Socialdemokraternes Jernfront.

Resultatet var eskalation i gadevolden og i den bredere offentlighed en generel oplevelse af, at lov og orden stod for fald. Mange følte, at en fast hånd måtte til for at genoprette orden og stabilitet. Den opgave ville Hitler gerne tage på sig, og i takt med at volden blev værre, steg nazisternes popularitet. Hvordan tragedien videre udviklede sig, behøver vi ikke gentage her.

Kan vi udelukke, at historien gentager sig? Ironisk nok er dette præcis, hvad de antifacister, der ser vold som svaret på højreradikalismen, prætenderer at ville forpurre. De drager selv de historiske paralleller.

The New York Times citerer en af dem for at sige: »Hvis vi holder os tilbage, får de mulighed for at opbygge en bevægelse, hvis endemål er folkemord.« Nuvel, hvis det er den ultimative fare, bliver vi nødt til at udvikle en bedre modstrategi end den, der så fatalt slog fejl i Tyskland.

© Project Syndicate og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Singer ville have en pointe i en perfekt verden, men sådan en lever vi desværre ikke i - og så er ovenstående enten banale ligegyldigheder eller en gratis gang nosseløst bullshit.
Selvfølgelig foregår hele indsatsen ikke på gader og stræder, i direkte konfrontation med bevæbnede psykopater. Det lange seje træk foregår i skolerne og i medierne. Men det er bydende nødvendigt at møde racister, nationalister, nazister og andre organiserede røvhuller, hver eneste gang de stikker snuden frem, modigt, kompromisløst og ja, klar til vold.
Hvis røvhuller kommer bevæbnede og klar til vold, skal mindst ligeså mange - mindst lige så bevæbnede konfrontere dem og ikke tage et eneste skridt tilbage. Svinene må aldrig vinde, aldrig få så meget som en centimeter.

Hvis man er for svag eller for nosseløs til at yde det nødvendige modstand kan man lade andre tage forreste geled. Men det er sgu ynkeligt at sidde derhjemme foran computeren som en anden skrivebords-kujon og kritisere de kloge og modige modstandsfolk der opretholder den nødvendige indsats.

Torben K L Jensen, Niels Duus Nielsen, Andreas Gamél von Benzon og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Johnny Winther Ronnenberg

Bevæbnede tilhængere white supremacy er der hvor voldelig modstand bliver acceptabel. Det var den slags mennesker der stort set udryddede indianerne i Nordamerika, fordi de mente, at de var den overlegne race og de havde moderne våben tilrådighed. Det kan der kun være et svar på, skyd først og argumenter efterfølgende ;-)

Torben K L Jensen

De skal sgu have råt for usødet - period.