Jeg har det nok som mange journalister. Vi elsker faget og ser med velvilje på nye kvalitetstiltag. Så meget, at vi tøver med at tage de kritiske briller på. I lang tid har netmagasinet Zetland kørt på en bølge af velvillig sympati. Men i takt med at pengene tilsyneladende fosser ud af Zetlands kasse, er kritikken begyndt at konkurrere skarpt med velviljen.
Hvis man lytter til Zetlands frontfigur Lea Korsgaard, er Zetland svaret på stort set alle journalistikkens problemer. De ret få medarbejdere er så dygtige og flittige, at et abonnement til 99 kroner om måneden nærmest kan erstatte andre journalistiske medier, fordi Zetland »kun bringer det vigtigste«, som de siger. Det er kun lidt af Zetlands indhold, der har skabt de store overskrifter, afdækket skandaler eller afsløret magtmisbrug.
Til gengæld er der rejst tvivl om Zetlands troværdighed. I februar fangede DR2’s Detektor Lea Korsgaard i at fuske med tallene om kriminalitet blandt indvandrere. I sommer afslørede netmediet tjekdet.dk, at Zetland i en reklamekampagne strammede konklusionerne fra en forskningsrapport så voldsomt, at forskeren bag rapporten professor Kim Schøder fra RUC slet ikke kunne genkende dem.
Kritik og konkrete fejl
Metroxpress-journalisten Lars Fogt har indledt et enmandskorstog mod Zetland på Facebook, hvor han har påpeget konkrete fejl og mangler i flere artikler. Men Lars Fogt har et gammelt regnskab at gøre op. Han tabte en injuriesag mod Zetland for nogle år siden. Selv om der kan skydes på budbringeren, er der tale om flere små prikker, der får luften til at sive lidt ud af Zetlands hårdt pumpede selvretfærdighedsballon.
Senest har den normalt fredelige journalist og forlægger Bjarke Larsen i K-Forum i sidste uge afskrevet Zetland. Han sammenligner en meget lang artikel om Nigerias tidligere præsident Olusegun Obasanjo med en meget kortere nyhedsartikel i Politiken og konkluderer:
»Blev jeg fire-fem gange klogere, og/eller fik jeg fire-fem gange flere informationer af at læse Zetlands historie frem for Politikens? Nej. I stedet følte jeg mig overmæt af alle de tomme kalorier, omstændelige forklaringer og beskrivelser, som artiklen er fuld af uden at bringe meget nyt til torvs. Jeg følte hverken, at jeg blev meget klogere eller bedre underholdt – bare, at jeg spildte for meget tid.«
Han kritiserer også skarpt alvorlige mangler i en anden Afrika-artikel i Zetland.
Bjarke Larsen rammer et ømt punkt. Zetland er ikke blevet et alternativ til de nyhedsmedier, som mediets reklamer beskylder for at være ’daglig nyhedsstøj’. Zetlands primære målgruppe er tydeligvis det ’grønne segment’, der i forvejen er velorienteret og lytter til P1, ser Deadline og læser Weekendavisen og Information – som Zetland i øvrigt udnævner til en stor konkurrent. Zetlands bestyrelsesformand er i øvrigt tidligere direktør for Information, nu direktør for Det Kongelige Teater Morten Hesseldahl.
Markedet er mættet
Zetland har netop meddelt, at der har meldt sig nye investorer i opstartsvirksomheden, der havde skaffet sig en startkapital på otte millioner, da de i 2015 fik bevilget fire millioner i statslig mediestøtte. De første 12 millioner er stort set brugt. Nu melder direktør Jakob Moll ud, at der skal bruges flere penge på nye reklamekampagner, hvilket fik Bjarke Larsen til at skrive, at »Zetland brænder pengesedler af i olietønder i et forsøg på at holde varmen«.
Zetland har på halvandet år fået over 8.000 abonnenter, siger Jakob Moll. I de kommende otte-ni måneder skal der skaffes mindst dobbelt så mange, for at det kan løbe rundt. Alle ved, at de første kunder er lettere at skaffe end de sidste. Omkostningerne til omkring 20 faste medarbejdere var ifølge årsregnskabet 2016 over ni millioner kroner – mere end de samlede nuværende medlemsindtægter. I Zetland er abonnenter medlemmer.
Man kunne ønske, at det gik meget, meget bedre for Zetland. Intentionerne er smukke, men markedet er ubønhørligt og tilsyneladende mættet. Og overdreven selvfedme og for mange fejl pynter ikke.
Lasse Jensen er mediejournalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.
Som tilfreds medlem/abonnent af Zetland er deres primære problem ikke produktet. Det er egentlig en udmærket blanding af Euroman og Weekendavisen med lidt længere artikler om emner andre medier ikke helt dækker skrevet på en underholdende fortællende måde. Men deres selvforståelse og de tv-reklamer de kører for tiden, sælger et noget andet produkt. Tror det vil gavne Zetland at blive mere afklarede omkring hvad de egentlig er for et medie og så stå ved det.
Uanset mediet/publikationen er alenlange artikler en plage, medmindre noget epokegørende bringes til torvs.
Zetland og Føljeton (hvordan går det hos de sidste?) er såmænd begge udmærkede, men efter at have prøvet dem - gratis - kunne jeg konstatere, at jeg hverken har behov for eller tid til mere læsestof oven i mine to faste aviser, fra hvilke jeg i forvejen læser for lidt.
Zetland og Føljeton er oppe imod det samme som Weekendavisen i mit tilfælde altid har været: Det meste har jeg allerede læst andetsteds.
Zetland går det gamle Information i bedene - altså det Information fra de gode gamle dage, hvor en enkelt artikel kunne have flere anslag end et helt Ekstrablad. Som sådan har det en berettigelse.
Om de meget lange artikler så også bringer erkendelser, der svarer til artiklernes omfang, kan diskuteres. Der er langt mellem snapsene, men ikke så langt, at jeg ikke fortsat har tænkt mig at betale det meget billige abonnement - eller medlemskontingent, som det kaldes.
Et af problemerne er i mine øjne selvfedmen og den leflen for "den kreative klasse", som netmediet (ubevidst?) lægger for dagen. De fleste artikler er ret ufarlige i deres politiske korrekthed, ligesom behandlingen af de tungere emneområder, såsom udenrigspolitikken, der - ligesom hos det nuværende Information - ikke adskiller sig fra MSMs dækning af "den russiske fare" og hvad det bedre borgerskab ellers går og tror er en udenrigspolitisk trussel.
Det ville være trist, hvis Zetland gik ned, for formatet er glimrende. Alenlange artikler om obskure emner har en berettigelse i mine øjne, også selv om jeg kun læser et fåtal, for de artikler jeg læser i andre medier - selv i Information - lider under twittificeringen af journalistikken, også når det drejer sig om baggrundsanalyser. Men det lader til, at læserne er hårdt ramt af den nye opmærksomhedsøkonomi, hvor alt, der ikke kan udtrykkes i 128 anslag, tager for lang tid at fordøje for den travle mediebruger.
At Morten Hesseldahl er bestyrelsesformand forklarer så til gengæld nogle af de mere uheldige kommercielle tiltag, som Zetland diskuterer internt, og - meget beundringsværdigt - tager læserne med på råd omkring. Kender man lidt til Hesseldahl baggrund vil man vide, at hans ekspertise ikke er journalistik, men at gøre røde bundlinjer sorte. Så når Zetland genererer for få klik til at kunne løbe rundt, må Zetland jo generere flere klik, er hans argument sikkert, givet hans libertarianske baggrund. Hvilket jo skulle være nemt nok: Skrot de alenlange artikler og bliv et livsstilsmagasin.
Det forklarer også den besynderlige berøringsangst Zetland lider af i forhold til de indenlandske sociale problemstillinger, som ikke fylder meget i spalterne. Ikke at jeg tror, at han har direkte indflydelse på den redaktionelle linje, men indirekte smitter økonomiske og ideologiske overvejelser vel altid af på de "rene" journalistiske målsætninger.
Og at Silke Bock er datter af LA-ministeren for kultur og medier spiller måske også en vis rolle. Jeg ønsker ikke at dømme børnene for deres forældres synder, men det ville klæde Zetland at gå lidt mere eksplicit imod regeringens linje. En udtalelse som denne er i mine øjne symptomatisk for Zetlands problemer:
"Vi er idealister med fokus på bundlinje." (https://www.business.dk/navne/silke-bock)
Hvis mediet virkelig vil repræsentere de sociale retfærdighedskrigere må det forlade den hyggelige Radikale Venstre-retorik, hvor økonomien altid i sidste instans trumfer idealismen. Og så begynde at se på virkeligheden som den former sig uden for den kreative klasse.
"Overdreven selvfedme", allerede den sentens er nok for mig - jeg er stået af.
,
Er der iøvrigt nogen der - uden sammenligning - kan huske "Dagen", et selvfedt dansk dagblad, der udkom med 41 numre i perioden 22. oktober til 6. december 2002, hvor det gik i betalingsstandsning med et driftsunderskud på 34,9 millioner kroner. Konkursen var en realitet den 13. december 2002.
Hjælp fra Wiki.
Selvfølgelig skal det heller ikke være afsnuppet, dvs. twitterlængde, men noget midt imellem det alenlange og det ultrakorte er, hvad jeg foretrækker i de allerfleste forbindelser.
Lea Korsgård har fremstået som et komplet airhead i diverse interviews. Hun har ingen tyngde, og det kan man godt mærke på produktet. Det er letbenet og letkøbt.
Så kom der svar fra Lea Korsgaard:
https://www.zetland.dk/historie/so4E46VY-me7EL0Bd-2b48c
Jeg kan godt lide hendes bemærkning: "Vi må i stigende grad bruge vores tid på folk som lige præcis Lasse Jensen, der kaster “analyser” af vores arbejde af sig uden først lige at gøre sig besværet med at ringe til os for at få styr på eventuelle misforståelser."
Det er en rigtig god pointe, som får mig til at efterlyse et svar fra Lasse Jensen: Researcher du ikke dine artikler?