Luther mente, at folket skulle slås ned som gale hunde, hvis de kæmpede mod overmagten

I mange år har fortællingen om Luther været, at han talte den lille mands sag. Og i VK-regeringens kanon om demokratiet fra 2008 fik Luther tildelt sit helt eget kapitel med begrundelsen, at han var med til at skabe grundlaget for »værdier, som den dag i dag er bærende i vestlig og dansk demokratisk tankegang«.

Men i sin samtid var Luther så langt fra en demokratisk helt, som kun en tyran kan være.

På Luthers tid rasede den såkaldte Tyske Bondekrig. Den udsprang af, at vilkårene for landbefolkningen var blevet stadigt ringere. Godsejerne søgte at imødegå en fortløbende landbrugskrise ved hjælp af stordrift – dengang var der ikke uanede EU-skatteydermilliarder at få.

Godsejerne inddrog ganske enkelt landbefolkningens små jordlodder. Endvidere øgede de livegenskabet, hoveriet og skattetrykket. Endelig ophævede de landbefolkningens ’Gamle Ret’ til at lade dens dyr græsse på landsbyernes overdrev og dens ret til at fiske og gå på jagt. En meget stor del af det tyske folk var således truet på eksistensen.

Menigmand begyndte i disse år at stikke hovedet mere frem – måske bl.a. med inspiration fra Luther. Han havde f.eks. været så uforsigtig at ytre noget om, at »enhver, der er krøbet ud af dåben, kan rose sig af allerede at være indviet til præst, biskop og pave« (Frederik Stjernfelt, Syv myter om Luther, side 65).

Men så bogstaveligt var det nu heller ikke ment.

Det stod klart for de såkaldte Zwiekauer-profeter, som på et tidspunkt invaderede Luthers by Wittenberg og bl.a. mindede om, hvordan nogle af de urkristne praktiserede »fællesskabet« på den måde, at »de delte ud blandt alle, efter hvad enhver trængte til«. De blev hurtigst muligt smidt ud af byen (Torben Christensen, Luthers Skrifter i Udvalg, bd IV, 1964, side 212)

Regnede med Luthers støtte

Det irriterede ligeledes Luther, da buntmageren Sebastian Lotzer fra Schwaben i sine Tolv Artikler opregnede de krav, som folket i denne region stillede til magthaverne. Lotzer krævede bl.a. livegenskabet afskaffet, hoveriet reduceret, ’Den Gamle Ret’ genindført, og at retshåndhævelsen blev lagt i faste rammer. Godsejerne dømte ofte efter deres private sympatier i stedet for efter lovene.

Fyrsterne og godsejerne accepterede minsandten at forhandle med Lotzer på grundlag af hans Tolv Artikler. Men da han foreslog Luther som mægler, trak magthaverne deres tilbud tilbage. Luther havde nemlig allerede et vist ry som den lille mands forkæmper. Han havde f.eks. givet folket ret i dets kritik af magthaverne:

»I flår og beskatter folk for, at I kan føre et levned i pragt og hovmod, indtil den jævne mand overhovedet ikke kan holde det ud mere. (Folket) vil ikke, kan ikke, ønsker ikke i længden at tåle jeres tyranni.« (Torben Christensen, Luthers Skrifter i Udvalg, side 229)

På denne baggrund kunne folket jo ikke tro andet, end at Luther var på deres side.

Ingen ret for livegne

Men desværre for folket baserede Luther sit samfundssyn på dette skriftsted af Paulus: »Enhver skal underordne sig de øvrigheder, han har over sig; thi der er ingen øvrighed, uden at den er fra Gud, så den, der sætter sig op imod øvrigheden, står Guds ordning imod, og de, som står den imod, vil pådrage sig selv dom« (Rom. 13, 1-4) – ganske uafhængigt af denne øvrigheds inkompetence eller tyranniske holdning.

Det havde længe været forbundet med den yderste fare at træde op mod øvrigheden. Med Luthers paulinske henvisning blev det nu også gjort til en syndig handling.

Endvidere fastslog Luther, at »en kristen skal være sådan beskaffen, at han finder sig i alskens ondskab og uret. Han må ikke tage sig selv til rette – heller ikke ved domstolene«. For »den, der gør modstand mod statsmagten, gør modstand mod Guds ordning« (Torben Christensen, Luthers Skrifter i Udvalg, side 175).

Med hensyn til Sebastian Lotzers Tolv Artikler erkendte Luther, at Lotzer havde grund til at beklage, at »øvrigheden begår uret … når den pålægger jer økonomiske byrder (og når) øvrigheden fratager jer uretmæssigt jeres ejendom.«

Men så fortsatte Luther i et ganske andet spor: »Til gengæld fratager I så den magten, som er grundlaget for hele dens ejendom, liv og eksistens. Derfor er I langt større røvere end øvrigheden« (Torben Christensen, Luthers Skrifter i Udvalg, 236).

Til sidst tog Luther munden helt fuld. Hvad angår Lotzers krav om ophævelsen af livegenskabet, mente han, at en sådan ophævelse »stred direkte mod Evangeliet«, ligesom den er et udtryk for røveri, fordi »enhver, der er blevet livegen, på denne måde fratager sin herre hans (retsmæssige) livegenskab« (Torben Christensen, Luthers Skrifter i Udvalg, 249).

Hvordan skulle folket dog kunne fatte, at det var den samme Luther, der kunne finde på at sige dette kirkelige nonsens, som ellers havde givet folket ret i, at den behandling, det blev udsat for, var uudholdelig? Kun få kunne læse, og ingen gik formentlig til forelæsninger hos den bortløbne munk på universitetet i Wittenberg.

Røvere og morderbander

Luther opfordrede folket til at fortsætte forhandlinger med magthaverne. Men da det stod klart, at fyrsterne og godsejerne trak tiden ud i den hensigt at samle en forbundshær, greb folket – frustreret af mange års udpining – til våben, og i løbet af kort tid var totredjedele af Tyskland – den sydlige og midterste del – omfattet af kamphandlinger. I den situation udsendte Luther sit skrift Imod Bøndernes Røver- og Morderbander.

Her karakteriserede han det folk – der med Sebastian Lotzer i spidsen forgæves havde søgt en forhandlingsløsning med magthaverne for at sikre sig bedre levevilkår, end dem Luther selv ved flere lejligheder havde erkendt var elendige – som »åbenbare landevejsrøvere og mordere«.

Og han tilføjede, at »en åbenbar oprører – det vil altså sige alle, som kæmpede for bedre levevilkår – kan ethvert menneske både domfælde og henrette. Derfor skal alle, der kan, slå til, dræbe og stikke ned, skjult eller åbenlyst, og huske, at der ikke kan være noget mere giftigt, skadeligt og djævelsk end en oprører. Det er ligesom, når man er nødt til at slå en gal hund ned: Gør du det ikke af med den, så gør den det af med dig« (Torben Christensen, Luthers Skrifter i Udvalg, 264).

Mere næstekærligt kan det jo knapt siges.

Guddommelig nedslagtning

Man skønner, at Den Tyske Bondekrig kostede op imod 100.000 bønder livet. Luther påtog sig sit ansvar for nedslagtningen: »Det var mig, der beordrede, at de skulle slås ihjel. Al deres blod er på mine skuldre. Men jeg henviser til vor Herre Gud, som befalede mig at gøre det.«

Luther anså sin sag tæt forbundet med Guds: »Min sag er Guds sag. Ergo må de, som er imod mig, gå til grunde.« (Frederik Stjernfelt, Syv myter om Luther, side 53 og 84) Det er således lige før, at han trådte i Vorherres sted.

I det foredrag, som nobelpristageren Thomas Mann holdt i Washington et par måneder efter Anden Verdenskrigs afslutning, søgte han at sone sit folks skyld, idet han dog samtidig mindede om en række værdige repræsentanter blandt sine talløse, uværdige landsmænd. Blandt teologerne nævnte han Luther.

Men det skete ikke med sympati: »Luther kendte intet som helst til … den politiske frihed. (Opstanden i 1525) kunne have givet hele den tyske historie« (og dermed den europæiske, »en lykkeligere vending. (Men Luther) befalede, at bønderne skulle slås ned som gale hunde … For den sørgelige udgang af dette … bærer Luther en god del af ansvaret.«

Tyske historikere fremhæver, hvordan Luthers ultraautoritære tanker blev gjort til fundamentet for det tyske dannelsesbegreb. Nazismen kom i øvrigt til at stå stærkest i den lutheranske del af Tyskland, og først i 1985 vedkendte den lutheranske forening Evangelische Kirche Deutschlands, EKD, den lutheranske medskyld i de nazistiske angreb på det socialdemokratiske Weimar-demokrati og på Menneskerettighederne.

Henning Tjørnehøj er historiker. Tirsdag klokken 19 holder han foredrag om Luther på Gentofte Bibliotek. Der er gratis adgang.